Din hjerne er herre over, hvem du er. Hvilken personlighed du har. Hvis den bliver beskadiget og ændrer sig, så gør du også.
For to år siden blev Kristian Boserup ramt af en blodprop i halsen, som stoppede ilttilførslen til hjernen og ødelagde en tredjedel af den. Og den gjorde, at han fra da af ikke længere var som tidligere. Den biografaktuelle dokumentar "Dem Vi Var" af Sine Skibsholt fortæller den i dag 41-årige Kristans historie om, hvordan ikke blot han men hele familien ændrede sig, da ulykken ramte.
Han har nu valgt at fortælle sin historie til Euroman.dk om at gå fra at være kreativ filmmand til at miste en tredjedel af sin hjerne, sin raske krop og sit succesfulde liv til en blodprop, der kan ramme de fleste.
"Jeg har svært ved at forene mig med, at jeg ikke bare kan gøre, som jeg kunne engang. Det viser sig, når min søn kalder mig zombiemanden og giver mig seks chancer for at løbe væk, hvis vi leger en leg. Jeg har tænkt tusinde gange, om jeg kunne have undgået blodproppen, hvis jeg havde været sundere, arbejdet mindre, dyrket mine hobbier mere. Der er ingen, der kan sige med sikkerhed, hvorfor jeg blev ramt, men jeg tænker, at jeg delvist var herre over det.
Da jeg langsomt vågnede fra koma, anede jeg ikke, hvor jeg var. Min familie var ikke sikre på, om jeg stadig var mig selv, for jeg kunne ikke spise, tale eller bevæge mig. Det var først efter en måneds tid, at jeg gav tegn på, at jeg var derinde et sted. På et papir skrev jeg: Iskold cola.
Da jeg først var ved nogenlunde bevidsthed, vidste jeg, at noget ikke var, som det plejede. Men jeg var ikke klar over, at jeg faktisk havde fået en blodprop. Da de forsøgte at få mig op at stå på hospitalet, og jeg ikke kunne finde ud af det, begyndte alvoren at gå op for mig. Det tog lang tid for mig at stykke sammen, hvad der egentlig foregik. Det giver måske mening, når man tænker på, at blodproppen har ødelagt en tredjedel af min hjerne.
Jeg skulle lære alt igen, jeg følte mig som en voksenmand og en femårig på én gang. Alt, der fyldte hos mig, var, hvordan jeg kom ud af 'det her'. Jeg vidste, jeg hed Kristian, at jeg havde kone og to små børn. Og det vigtigste for mig var at komme hjem til dem igen. Mit arbejde... Det tænkte jeg ikke meget på. Det måtte der være nogle andre, der tog sig af.
Før blodproppen var arbejde min identitet. Jeg arbejdede, fra jeg stod op, til jeg gik i seng. Hele ugen. Nogle gange til klokken fire om morgenen, hvis der lige var noget, der skulle være færdigt. Det gjorde mig ikke noget, at det var hårdt.
Jeg blev drevet af at skabe en god karriere, sørge for at mine børn og min kone kunne få nærmest, hvad de ville. Vi skulle have et godt hus, vi skulle have penge, jeg skulle have et velfungerende firma. Det var en succes for mig. Det var en bekræftelse af, at man gjorde det godt. Og godt, det skulle jeg gøre det i reklamebranchen. Der er altid 10 sultne ulve i røven på dig, som er klar til at slå til, hvis du misser et skud. Der var fede fester, smarte mennesker. Det er fedt ik? Så længe at man er med på turen.
Det gik så godt, at min partner og jeg besluttede, at vi burde drosle lidt ned. Tage nogle fridage og gøre lige, hvad vi ville. Kort efter blev jeg ramt af blodproppen.
Den første indlæggelse varede næsten et år, og for hver dag følte jeg mig en smule mindre myndig. Jeg har det stadig til tider som en badebold i en å, der driver derhen, hvor strømmen tager den, fordi jeg ikke kan gøre, som jeg selv vil.
Jeg kan ikke løbe med mine børn, jeg kan ikke ride med min datter, det er svært for mig at fiske med min søn. Det kan sågar være svært at få tøj på selv, og selvom jeg har lært nye teknikker, kan jeg stadig fare vild i en t-shirt. Det giver mig en trang til at flå den i stykke og råbe den og alt andet af helvede til. Selvom jeg har lært at gå, er jeg stadig meget lam i venstre side. Når du er rask, tænker du ikke over, at du kan bruge din venstre arm, som du vil. Jeg kan ikke lade være med at spejle mig i min omverden; i mennesker der kan slentre af sted, eller i andre patienter der kan spise med kniv og gaffel. Jeg er glad på deres vegne, det er jeg. Men hvor ville jeg også gerne spise som et voksent menneske.
Jeg har mange gange tænkt, at det ville have været bedre, hvis jeg ikke havde overlevet. At alle ville være bedre foruden. Selv for nylig stod jeg på en altan og tænkte, at det ville være nemt at vippe mig selv ud over kanten. Men hvad fanden skal det hjælpe, hvis jeg ikke er her mere? Jeg har to små børn, skal jeg bare efterlade dem med en far, der er død?
Eller skal jeg komme op på hesten og blive så god, jeg kan? Jeg prøver at sige til mig selv, at der kun er en vej – og det er at stick to it.
![]()
"Ironman-masken tog jeg på, fordi Cyron, min søn, syntes, jeg lignede en robot i hospitalets exoskeleton, der lærte mig at gå igen," siger Kristian Boserup.
Halvandet år efter ulykken prøvede jeg også at komme tilbage i mit gamle arbejde. Jeg troede på, at jeg kunne sætte mig ved roret igen og sejle videre. Jeg fik nogle simple opgaver, som jeg førhen ville have løst hurtigt. Men der gik ikke særlig lang tid, før at det var tydeligt, at jeg var sat af. Min frontallap er beskadiget, og jeg kan hverken helt styre min krop, mit overblik eller arbejde.
Det, jeg havde bygget op igennem mere end et årti, skulle jeg give afkald på. Det var tydeligt for min partner. Og det var også helt tydeligt for mig. Han købte mig ud af firmaet, selvfølgelig for en god slat penge, men jeg stod stadig tilbage langt væk fra at være mig.
Hver gang jeg bevæger mig, kan man se, at der er noget galt. På mine arme, på mine ben. Hvis du klippede mig korthåret, ville du også kunne se det store ar, der går tværs henover hjerneskallen, jeg blev jo klipset sammen. Det ser bedre ud nu. Jeg lignede Hell Raiser, da jeg lige var blevet fikset. Lægerne kan ikke sige med sikkerhed, hvor meget jeg kommer til at kunne. Og som regel vil de heller ikke give et bud. Men jeg ved, at jeg hellere vil have malet fanden på væggen end at få falske forhåbninger. Så kan det kun gå fremad. Selv små sejre er store for mig i dag. Hvis jeg en dag kan holde to kopper eller være helt 100 procent til stede med mine børn. Eller hvis jeg kan starte en forretning op igen.
Jeg har gode venner, der er hængt ved. De har hentet mig og sagt: "Så Boserup, så skal vi altså lige ud at gå en tur", hvis jeg har været sløv, og jeg ved, at jeg kan trække på dem, hvis der er noget, jeg gerne vil have prøvet af. Og det er der. Jeg har brug for at bevise for mig selv og mine omgivelser, at jeg faktisk kan noget, at jeg kan lidt af det samme som før.
Hvis jeg ikke gør noget, så sker der ikke noget. Det er den meget simple ting. Hvis jeg vælger ikke at gøre noget fra nu af, så sker der heller ikke noget. Get up and do epic shit. Det er meget sådan ik? Hehe. Et rigtigt reklamestatement."
---
Er Kristian et særtilfælde?
Nej. "Apopleksi" er den mest almindelige betegnelse for blodpropper og blødninger i hjernen og er den tredje hyppigste dødsårsag i Vesten og årsag til flest handicap blandt voksne.
Hvert år får godt 20.000 voksne og 1.550 børn og unge i Danmark en erhvervet hjerneskade.
Blandt de voksne skyldes cirka 12.500 hjerneskader hvert år apopleksi. Resten skyldes erhvervede hjerneskader efter ulykker, kræft, iltmangel, infektioner med mere.
75.000 mennesker i Danmark lever i dag med følgerne af en hjerneskade på grund af apopleksi.
Et år efter skaden oplever mange, at problematikker inden for det psykosociale område er en langt større udfordring end de fysiske problemer. Det gælder især kognitive, skjulte handicap: personlighedsændringer og adfærdsforandringer, gør det svært for pårørende såvel som den ramte.
For mere information findes flere pårørendegrupper og blandt andet Hjerneskadeforeningen og Hjernesagen.
Dokumentaren "Dem Vi Var" af instruktør Sine Skibsholt følger Kristian Boserup, hans kone og to børn, fra han som 39-årig blev ramt af en blodprop til cirka et år senere. Den har premiere den 20 april i 50 biografer Danmark over. Se spilletider her.
LÆS OGSÅ: Bag kameraet på Champions League: "Det er et job, hvor man bliver målt og vejet hele tiden"
LÆS OGSÅ: Phillip sagde op hos McKinsey og tjente uventede millioner
LÆS OGSÅ: "Vi er så bange for at blive fundet for let og ekskluderet af gruppen. Hvis du ikke har din stamme, kan du lige så godt gå ud og dø i ørkenen."
Er Kristian et særtilfælde?
· Nej. ”Apopleksi” er den mest almindelige betegnelse for blodpropper og blødninger i hjernen og er den tredje hyppigste dødsårsag i Vesten og årsag til flest handicap blandt voksne.
· Hvert år får godt 20.000 voksne og 1.550 børn og unge i Danmark en erhvervet hjerneskade.
· Blandt de voksne skyldes cirka 12.500 hjerneskader hvert år apopleksi. Resten skyldes erhvervede hjerneskader efter ulykker, kræft, iltmangel, infektioner med mere.
· 75.000 mennesker i Danmark lever i dag med følgerne af en hjerneskade på grund af apopleksi.
· Et år efter skaden oplever mange, at problematikker inden for det psykosociale område er en langt større udfordring end de fysiske problemer. Det gælder især kognitive, skjulte handicap: personlighedsændringer og adfærdsforandringer, gør det svært for pårørende såvel som den ramte.
· For mere information findes flere pårørendegrupper (www.hjerneskadet.dk/generel-hjaelp/foreninger/sociale-netvaerk/) og blandt andet Hjerneskadeforeningen (www.hjerneskadet.dk) og Hjernesagen (www.hjernesagen.dk).
