I en cigarkasse af et baglokale på kulturinstitutionen Somerset House ved Themsen i London, er Tonsure-designer Malte Flagstad og moderedaktør Gary Armstrong fra British GQ Style ved at caste modeller til Tonsures debutshow på Londons herremodeuge, der skal finde sted dagen efter.
De ydmyge forhold i baglokalet, der består af klapborde, en stak plastikkopper og en håndfuld tøjstativer indrammet af tynde finerplader, ligger godt i tråd med den ydmyghed, som både Malte Flagstad og Tonsure-medgrundlægger Adam El-Zayat går til opgaven med.
Tonsure fik i fredags fornøjelsen af at være blandt de første til at vise deres efterår/vinter-kollektion, da Londons herremodeuge som årets første modeuge blev skudt i gang.
Annonse
British GQ Styles Fashion Director, Elgar Johnson har stået for kurateringen af DiscoveryLAB, der, som navnet antyder, er en samling af yngre mærker, som er værd at holde øje med.
Med otte kollektioner og to prestigefulde branchepriser bag sig er danske Tonsure ved at etablere sig som en eksportvare, vi stilmæssigt kan være rigtig stolte af, men meritterne til trods har de bevidst taget små skridt både i forhold til antallet af forhandlere og størrelsen på deres kollektioner og stab. Derfor anses de stadig af mange for at være et relativt nyt mærke. Og i min optik et mærke, alt for få kender til.
Jeg har fulgt mærket siden deres første kollektion i efteråret 2014 og er blevet positivt overrasket hver eneste sæson både over deres stilrene, men detaljeoverraskende udtryk og over deres kvaliteter.
Med en designbaggrund hos Maison Martin Margiela er Malte Flagstad fagligt flasket op på gedigen god klassisk smag tilsat eksperimenterende detaljer og skæve silhuetter, og Tonsures univers har tydeligvis aldrig været tænkt som rugbrødsvarer tilgængelige i enhver populærbutik landet over.
Lørdag afviklede mærket tre præsentationer under Londons herremodeuge og modtog velfortjent både stort bifald og efterfølgende stor interesse for brandet fra det fremmødte miks af international modepresse og indkøbere.
De kommende måneder fremviser og sælger Tonsure, deres kollektion for det kommende efterår og vinter på modemesser i bla. København og Paris til få udvalgte butikker fra København til Tokyo.
Annonse
Herhjemme sælges Tonsure bla. i København i Storm, Normann Copenhagen, Siersted, Grocery og Magasin, i Dr. Adams i Odense og i Harresø i Kolding.
Jeg fangede lidt backstagestemning, da jeg kiggede forbi deres show i London i fredags og lørdags. Se billederne her: