Livet bag de skarpe fjelde

Onsdag 10. november

Kulusuk, Grønland

Det store hav ligger roligt, jeg ved ikke hvor mange meter under os, mens vi med nedsat hast har sat kurs mod en landingsbane nær ved. Der dukker enkelte issamlinger op i havet. Jeg spejder koncentreret mod overfladen, i tilfælde af en hval pludselig skal trække luft. Flere og større samlinger af is kommer til, og længere fremme kan jeg se store fjelde med grove, takkede toppe nærme sig. Det er det østlige Grønland.

Nu svæver vi hen over Ikaasaartik-strædet, der ligger mellem den ubeboede ø Apusiaajik mod nord og Kulusuk mod syd. Det er på Kulusuk, vi skal lande. Her ligger den ene ud af de to helårslufthavne på Grønlands lange, øde østkyst. Hjulene knaldes mod den let tilsneede landingsbane, der ser ud, som om den kunne ske at være spejlglat, men vi triller i sikker stil hen mod lufthavnens grå og blå hovedbygning. Derinde, i bygningens primære rum, flyder ankomst sammen med afgang, og vi stiller vi os sammen med 20-25 andre, der blot venter på at komme herfra.

Jeg forsøger at få øje på min ven, Palle, men han er ikke til at se. Jeg har kendt Palle i godt og vel 10 år, og i foråret flyttede han til Tasiilaq, den største by i Østgrønland, der ligger 23 kilometer i fugleflugt fra lufthavnen her i Kulusuk. Ingen kan påstå, at det lå i kortene, at Palles veje skulle føre til Østgrønland. Født i en flække i Nordjylland, opvokset i Viborg, altid en storm af ballade og kærlighed. Og et propert håndboldtalent. Men det er svært at blive stjerne, når man hele tiden bliver udvist fra banen. Eller ryger i totterne på sin træner. I det tidlige forår af 2021 blev han så tilbudt en stilling som sjakbajs i et entreprenørfirma i Tasiilaq. Lønnen var god, men vigtigere, tror jeg, var udsigten til luftforandring.

Men hvad er Tasiilaq for et sted? Det er jeg spændt på at opleve. Der bor et par tusind indbyggere, ved jeg, og fraregner man de lokale bygder, er Tasiilaq fuldstændig isoleret fra resten af det store land. Krydser man indlandsisen i en lige linje, vil man efter 680 kilometer støde på Nuuk på den modsatte kyst. Utroligt nok tilhører de to byer samme kommune. Palle har fortalt mig om byens fangere, hvilket er fire, måske fem hærdede mænd, der holder den ellers hastigt forsvindende inuitiske fangerkultur i live og hver dag, i hvert fald når vejret tillader det, drager på jagt efter sæler, hvaler, isbjørne, fisk og fugle. Han har også fortalt, hvordan nogle af byens borgere omtaler byen som et fængsel, hvilket skal forstås ved de spidse fjeldtoppe, havet og indlandsisen, den er omringet af. Tasiilaq er også byen, der i en DR-dokumentar fra 2019 blev kaldt ’Byen hvor børn forsvinder’, fordi der hvert år er et skræmmende antal unge mennesker, der begår selvmord.

I lufthavnskiosken, hvor det ser ud til, at franske hotdogs er den helt store sællert, spørger jeg efter Wi-Fi. Det er der ikke noget af, siger damen bag disken og smiler og vender tilbage til pølserne. Men jeg må have fat i Palle, så jeg slår nervøst min dataroaming til. Normalvis skal man med en helikopter videre til Tasiilaq, men jeg ved, at han har lokket en lokal til at sejle ham herover. Hvor havnen så er, ved jeg ikke. (Hvis der altså eksisterer en havn.)

Han har sendt en sms: ’Jeg venter på dig i lufthavnen.’ Men han er her altså ikke, så jeg går udenfor for at se efter ham. Og dér, nede ad en snedækket vej, med en blå himmel som bagtæppe, kommer han traskende. Hans skæg er blevet langt og tæt, og han har joggingbukser og gummisko på, hvilket chokerer mig en smule. Jeg mener: Vi er i Grønland, gamle dreng.

”Er de ikke kommet med bagagen endnu?” spørger han, efter vi har krammet goddag.

”Nej, der er lidt kaos derinde,” svarer jeg. Og tilføjer, at her fandeme er smukt.

”Ja, ik’?”

To danske entreprenørarbejdere støder til. De var Palles kolleger indtil for kun et par dage siden. Nu går turen tilbage til Danmark, vistnok mere eller mindre frivilligt.

”I nat skrev jeg til chefen, at han burde overveje, om han driver et entreprenørselskab eller et bordel,” siger den laveste af de to, mens han lige dele fornærmet og hovent bapper på sin tredje lange røde Prince inden for kort tid.

Det er ikke unormalt med svingdørsarbejdere fra Danmark. Sådan har det været, siden den store modernisering af Grønland blev igangsat af den danske stat i 1940’erne og 50’erne. Men det er ikke bare den danske arbejdskraft, der bølger: På flere måder står det grønlandske arbejdsmarked på gyngende grund. Særligt i yderområderne — og dermed i særlig grad også i Tasiilaq — har omvæltningen fra fangerøkonomi til pengeøkonomi voldt ikke så få problemer. I Tasiilaq har arbejdsløsheden ligget stabilt højt i en årrække. Og pludselig bedring synes vanskelig at få øje på. Fangsterhvervet er for eksempel ikke, hvad det har været. På ingen måde, faktisk, og heller ikke på landsplan, hvor det i løbet af bare en håndfuld generationer er svundet ind fra at udgøre en bærende søjle i den grønlandske økonomi til knapt at have nogen konkret og reel betydning. Nu er fangerne mest af alt kulturbærende skikkelser.

Fiskeriet har man i Tasiilaq længe forsøgt at få ordentligt op at stå, men byen er endnu ikke lykkedes med at få etableret en fiskefabrik, og man må derfor fortsat tage turen til Kummiut, en lille bygd, der ligger halvanden times sejlads væk, for at komme af med sine fisk. En tur, der om vinteren end ikke kan gøres, fordi vandet er frosset til. Og selv hvis man skulle lykkes med den fabrik, vil de islandske naboer vise sig svære at konkurrere med. I jorden er der heller ikke meget at hente i Tasiilaq, det er den for kold til. Hvilket altså, i det store hele, ikke efterlader meget arbejde at tage: Man kan bage brød hos bageren, stå bag disken i supermarkedet, tage job på skolen eller på sygehuset, der er også børnehaven, og så er der entreprenørfirmaerne, ligesom det, Palle arbejder hos. Men fremtidens perspektiver er – for nu – svære at få et klart billede af.

Jeg trækker mig lidt væk for at se nærmere på, hvor det er, jeg pludselig befinder mig. Bag nogle klippetoppe mod syd har solen netop rejst sig og sender skarptrukne stråler ind mod landingsbanen og henover Ikaasaartik-strædet og videre over på Apusiaajik-øen. Den er stået op klokken lidt i otte, og den vil gå ned igen klokken halv tre i eftermiddag. Lige for tiden går det stærkt den vej: Dagene bliver kortere og koldere, hele tiden. I næste uge vil dagen være aftaget med endnu en halv time. Her må man affinde sig med mørket. Men lige nu, i dette øjeblik, er det svært at forestille, at her nogensinde skal blive mørkt igen: Kun sporadiske, iturevne skyer tegner motiver på en vidunderligt blå himmel. Her er 3-4 grader varmt, men knap nogen vind.

Inden for, i afgang/ankomst-mylderet, er min taske omsider ankommet, så vi kan stikke afsted mod den båd, som Palle har arrangeret som transport. På vejen ned til vandet står en hel del amerikanske efterladenskaber, så som barakker og enkelte, efterladte maskiner, som ingen rører ved; det er fra Den Kolde Krig. Nu står de bare, som om de er dumpet herned ved et tilfælde, og minder én om, at Grønland er et sted, mange lande har en interesse i.

Vi sejler roligt ud ad bugten. Herinde ligger vandet så fladt og artigt, at der allerede på denne tid af året dannes is. Peter, vores kaptajn, passer godt på sin båd og vil ikke have noget is gennem skroget, så han navigerer nænsomt gennem flagerne, mens han stående med hovedet op gennem soltaget holder et vågent øje. På vores venstre side ligger selve Kulusuk bygd. Den er, som de fleste grønlandske bygder, en farverig sammensætning af små huse, skrående op ad fjelde. Så stopper fjeldet, og vi flyder ud i Ammassalik fjord, hvor havet straks er mere levende. Peter lukker taget til, sætter sig i sit sæde og giver båden noget mere gas. Han har en hue på og tætsiddende solbriller til formålet, han ser ganske cool ud. Herfra går det i en næsten lige rute mod vest, direkte mod øen Ammassalik, som Tasiilaq ligger på. I luften er ensomme ravne på farten. De virker utroligt målbevidste trods luftrummets totale åbenhed.

”Peter,” kalder Palle begejstret bagerst fra båden. ”Er det ikke rigtigt, at bølgerne bliver op til 25 meter herude?”

”Jo, det er rigtigt,” svarer Peter. ”Kan du se den klippe derovre?” Spørger han og peger mod en mørk klippe, der tårner ensomt op ad havet. ”Når bølgerne er højest, går de over den.”

Peter svinger højre om den mørke klippe, der i lokale munde omtales Monte Cristo, og fører os ind gennem to høje fjelde, der ligger på hver sin side. Det er en vanvittigt flot dag i dag. Vandet falder atter til ro, og han åbner taget og rejser sig op for igen at udføre sin nænsomme dans gennem isflagerne, der dannes her i bugtens mere afslappede favn. Og så, mod syd, åbenbarer Tasiilaq sig på bjergtagende vis. Solen er på vej ned bag fjeldtoppene, der står stejlt bag Tasiilaqs kulørte huse, og lyser ikke længere byen op. Den er nu hensat til skygge, mens den blanke fjord og fjeldtoppene mod nord får det sidste med. I havnen ligger et stort, rødt fragtskib fra Royal Arctic Line, det grønlandske selvstyres eget rederi.

Palle stikker Peter nogle penge til benzin, og vi hopper på land og ind i en firhjulstrukket Hyundai. Det er ikke en SUV, men mere sådan en familieagtig vogn med rummelig konstruktion, og den stinker lidt af dieselolie, som en arbejdsbil nu engang gør.

Klokken er lidt i et, og Palle har nogle gøremål rundt omkring i byen. Vi drøner rundt, og jeg får hilst på flere fra hans sjak. Der er en fra Falster, der sammen med sin far de seneste tre år er taget herop for at arbejde et halvt år ad gangen. Der er en ung grønlænder ved navn Jakob, der er uddannet klejnsmed i Nuuk. Der er en anden grønlænder, han bliver kaldt Lille Thomas, fordi han rigtigt nok er ganske lille af bygning. Forleden var han efter sigende døden nær, da en dynamitsprængning ved en fejl sendte en stor sten op i luften og landede en meters penge fra ham. Men han står her altså stadig. Der er områdechefens husbond, en robust herre med en brusende stemme, der i disse dage er ellevild, fordi en spritny gummiged netop er ankommet til byen. Der er en dansk mand ved navn Frits, han er i midten af 50’erne og har arbejdet forskellige steder i Grønland de sidste godt og vel 30 år. Hans kæreste, som han kalder for Chokoladegrisen, alene af den grund, at hun har en anden hudfarve end ham selv, forsøgte engang at tage sit eget liv ved at skyde sig i hjertet med Frits’ pumpgun. Men geværets kraftige rekyl gjorde, at patronen ikke endte i blodmusklen, men i stedet strejfede hendes venstre bryst og skulder. Nu har Palle købt geværet.

Vi slår et smut forbi Palles chef. Lars hedder han og er vel næsten 60 år. Fra sit hus har han udsigt ud over havnen og fjorden og fjeldene mod nord, og i hans vindueskarm står to små flag ved siden af hinanden, et grønlandsk og et dansk, og rundt om halsen på ham hænger en tand. Fra hvilket dyr ved jeg ikke, men den er flot. Og henne på en kommode, under et stort verdenskort, har han flere af disse smukke, såkaldte tupilakker stående.

”Noget af det, jeg holder mest af ved grønlænderne,” siger han og slår en samvittighedstung mine an, ”det er, at de aldrig brokker sig. Livet byder dem mange forfærdelige ting, men de går aldrig og brokker sig over deres arbejde. Det kunne vi godt lære noget af i Danmark.”

Da Palle havde været i Tasiilaq i en uge, fik han af Lars besked på at holde klar nede ved den lokale kirke den følgende søndag middag. Javel, det skulle han da nok. Den nye mand til tjeneste! Hvad chefen ikke fortalte ham, var, at det var for at agere bedemand. Sådan er det her i byen; der er ikke så mange om buddet, kasketterne sidder fordelt på få hoveder. Egentlig står firmaet også blot for ligtransport og gravearbejde, men sommetider, ja, så overlapper det altså med mere regulært bedemandsarbejde. Fremover, siger Palle, vil han dog nøjes med at grave hullerne. Den tætte kontakt med døde mennesker er for mentalt opslidende, selv om Frits, den erfarne mand i sjakket, hårdnakket holder på, at også dét bliver hverdag. Man vænner sig til det hele, er hans valgsprog.

Det er allerede ved at blive mørkt. Vi triller retningsløst rundt i Hyundai’en. Palle tager fri for i dag og foreslår at lægge et besøg forbi en mand ved navn Michael. I en lille, opvarmet tilbygning til sit hus finder vi ham. Han sidder og ser en actionfilm med en ordknap kammerat, mens de ryger lidt hash, som den ordknappe har skaffet. Vi stikker dem en øl. Rundt om i tilbygningen hænger der alverdens geværer, nogle er fra før første verdenskrig. Baronetter og den slags. Michael begynder malende at fortælle, om dengang hans snescooter, midt ude i ingenting, pludselig ikke ville køre længere, og han måtte grave sig ned i sneen med visiret fra sin styrthjelm og gemme sige i to dage for ikke at blive spist af en sulten isbjørn. Vi takker for historien og lister videre. Vi stiller os et sted, hvor vi kan skue ud over den kulsorte fjord. Palle åbner to flaskeøl, og vi skåler. Det er godt at se ham igen.

Fredag 12. november

Tasiilaq, Grønland

Jeg er blevet indlogeret i helt eget hus, hvilket i udgangspunktet er svært at klage over, men her stinker af røg, og det på en måde, hvor selv et brunt værtshus må strække våben. Det var de to afskedigede arbejdere, vi mødte i lufthavnen, der boede her før mig. I stuen, lige ved siden af fjernsynsmøblet, står 12, måske 15 tomme rammer dåsebajere stablet oven på hinanden. For lidt har den ikke fået.

Jeg bevæger mig ned i byen for at handle ind. Mange af byens huse ligner hinanden, de har den samme, smalle positur. Og hvis de endelig er brede, så er de som oftest delt på midten og beboet af to familier. Også lejlighedsbygninger i beton er der knaldet op rundt omkring. Der er faldet en del sne siden i onsdags, hvor vejene blot var en brunmørk omgang smat. De går op og ned, vejene, og snor sig til højre og venstre. Her er det på naturens betingelser.

Engang, en februardag i 1970, var naturen ved at gøre det helt af med Tasiilaq. Den 5. februar havde været fredelig og kold som så mange før den, men om natten til den 6. dækkedes byen af en kraftig snefog. Det var første varsel, Moder Jord gav om, hvad hun havde i gære. Mod vest, i Labradorhavet mellem det nordøstlige Canada og det sydvestlige Grønland, formede et dybt lavtryk sig og skubbede sig i nordlig retning mod Baffin Island og skabte modbydelig kulde i Vestgrønland. Og i øst, henover Danmarksstrædet, der ligger mellem Island og Østgrønland, opstod et andet kraftigt lavtryk, der trak den iskolde luft, der nu huserede over Indlandsisen, mod sig og skabte indfaldsvind mod øst. Den 6. februar ramte det Tasiilaq, hvis borgere lå uvidende indhyllet i nattens sne, med en historisk nådesløshed. Huse blev blæst omkuld, tage og både tog på flyveture, og skolen, der var blevet opført i 1957, blev jævnet med jorden. Alle byens borgere slap med livet i behold, men skaderne var så store, at det siges, at man overvejede helt at forlade byen. Men de stod stand og byggede op på ny. Middelvinden den dag, har DMI vurderet sidenhen, lå på 50 m/s, mens vindstødene nåede op på 90 m/s. Det vil sige dobbelt orkanstyrke. Fænomenet, der denne dag antog historiske styrke, omtales en piteraq. På østgrønlandsk oversættes det til noget i stil med ”det, som overfalder én,” og på et enkelt år overfaldes Tasiilaq således op til flere gange. Men Den Store Piteraq, ja, det var på en februardag for 51 år siden.

Jeg slår et smut forbi byens Stark-butik for at hilse på onsdagens kaptajn, Peter. Oppe ved kassen er der kaffe på kanden og plastikkrus stillet frem. Der er altid kaffe på kanden, lader jeg mig forstå. På den måde er tømrerhandlen også et omdrejningspunkt for snakken i byen. Det er en dansk herre ved navn Poul, der står for driften. En rar og godt snakkende skikkelse. I butikken, denne fredag morgen, er også Carlo, en dansk-grønlænder, der driver en lille tømrervirksomhed i byen. For nogle år siden faldt han ned fra et flere meter højt stillads, da én, mens Carlo stadig gik og arbejdede, gav sig til at skille stilladset ad. Han landede hårdt på sin ryg, og luften forsvandt. Førligheden forblev dog, selv om Carlo nu, når ryggen fra tid til anden snor sig sammen, går en smule sjovt. Han er vokset op i Skanderborg, men i ham voksede også en drift mod hans grønlandske ophav. Nærmere bestemt Tasiilaq, hvor han nu har stiftet familie.

Jeg takker for kaffen og slår kurs mod supermarkedet, der ligger 100 meter derfra. Der er, efter grønlandske forhold, friske varer i diskene. Lige snart, ja, der kan ikke gå mange uger, vil isen fra den nordlige pol, den såkaldte storis, være drevet hele vejen herned, og fragtskibe, som det, der ligger til havn i disse dage, vil først atter vende retur, når foråret toner frem på ny og løsner isens greb.

Uden for supermarkedet bliver jeg samlet op af Palle, denne gang i en rød pick-up-truck. Når den begynder at udstøde en anstrengende lyd, skal jeg bare give den et los under handskerummet, informerer han mig om. Vi drøner hjem til Palle, der bor i et underskønt, lyseblåt, lille hus, højt oppe på fjeldet og med syn ud over fjorden.

”Skal vi en tur ud på min snescooter?” spørger han, da vi har spist lidt mad.

Han har et grønt lyn af en snescooter, så der går ikke længe, før vi er på vej ud af byen, ud forbi de evigt gøende slædehunde, der driver rundt ved byens kant, deres frihed bestemt ud fra længden på kæden om deres hals; vi suser videre, ud ad nogle spor, der vil føre os fra byen og ind i en snedækket dal; Palle peger over mod et sted, hvor Apollo, hans efterhånden ældre kollega, boede i en jordhule som barn med sin familie.

”Det er eddermame et vildt sted,” siger jeg til ham, da vi er nået til det åbne dalområde. Alt er hvidt.

”Derovre et sted,” siger Palle og peger, ”er der en sø. Den skal vi helst undgå.”

Lige straks vil mørket falde på, så vi vender snuden hjem.

Det er fredag, og der er lagt op til festligheder. Hjemme hos Palle er Lille Thomas og Jakob, Palles to kolleger, på besøg. Lille Thomas er en firecracker af en person. Konstant joker han, laver stemmer, parodierer – ”Bare for sjooooow,” siger han så. Eller også vender han sig om mod Palle og spørger: ”Var det ikke sjovt, Palle?” Der sidder et godt hjerte i ham, om end livet har opført mange bump på hans vej. Han er far til tre (det første fik han, da han var 16 år), og det virker til, at heldet langsomt vender sig hans vej. Efter nytår har Palle for eksempel sørget for, at han får uddannelse som maskinfører. Jakob er mere rolig, en heldig mand på mange måder: uddannet i Nuuk, flydende på dansk, dygtig til sit arbejde, har en kæreste. Det kører.

Vi får selskab af en anden ung fyr, han hedder Josva. Han har et godt look, ham Josva, arbejder vistnok for det konkurrerende entreprenørfirma, men er gode venner med især Palle og Lille Thomas. Vi hugger godt til i en whiskey, jeg har købt med i toldbutikken, da jeg mellemlandede på Island. En granvoksen mand, dog skånsom af bygning, støder til. Endnu en af deres kolleger. Asar hedder han og – i hvert fald ifølge Palle – ikke Guds bedste barn. Han træder helt tæt på mig for at sige goddag, gylpen åben og en kraftig klat snot dinglende ud af højre næsebor.

Vi slingrer ned på byens eneste beværtning, hvilket både er en kro og et diskotek. Der er kun sølle gang i den, da vi ankommer, men langsomt fyldes stedet. Der er knald på gæsterne, heftige trin på dansegulvet, kulørte lamper blinker. Vi drikker Tuborg på flaske, det swinger. En grønlandsk sang med en monoton kvindestemme og et roligt drivende underlag kommer på.

”Hvad er det for noget?” spørger jeg de andre. Det lyder fantastisk.

”Mariina,” svarer Josva. Hun er en stor grønlandsk sanger, tilføjer han, og nummeret hedder ’Asanninneq’. Det betyder kærlighed.

På vejen hjem fra disko, midt på den mørke nat og med en pose Ostepops i hånden, passerer jeg en ambulance, der holder og blinker med bagdørene åbne. En gruppe unge ser til, mens en person bæres ind i ambulancen med halskrave på. Ingen ved, eller vil i hvert fald ikke fortælle, hvad der er sket. Scenen udspiller sig, lige hvor elven, der kommer helt oppe fra fjeldet mod vest, og som snor sig ned gennem Blomsterdalen, hvor de døde bliver begravet, løber under kørevejen og rinder ud i fjorden. Snart vil også elven gå i vinterhi.

Onsdag 17. november

Tasiilaq

Palle har smidt spareribs (i særligt god kvalitet, påstår han) og pomfritter i ovnen, og anledningen er denne: Den unge og sæsonarbejdende gut fra Falster er færdig i Tasiilaq for nu og rejser hjem i morgen. Lille Thomas er her også. Vi fortærer benene som vildmænd. Ikke længe efter måltidet vil den snarligt hjemrejsende ned og drikke en sidste skænk på kroen. Det lader vi andre ham om at klare, og vi stryger i stedet udenfor, hvor en klar og kold aftenhimmel har kørt sig i stilling som lærred til et forbipasserende nordlys. Og pludseligt, netop som vi er sprunget ud ad døren i vores varme klæder, hvirvler store, smaragdgrønne strøg af lys fra øst ind over byen og fjorden og fjeldene og breder sig hen over Blomsterdalen i vest, hvor det fortsætter, i hvad der virker som det uendelige. Vi tager billeder af hinanden med nordlyset som baggrund, på den måde bliver det virkeligt, som et genfærd fanget på film. Så sætter vi os ned i sneen, lidt uden for byens kunstige lys, og taler om, at en dag vil Lille Thomas få råd til at købe sin helt egen snescooter, og oven over os hvisler de glødende molekyler.

Mandag 22. november

Tasiilaq

Udenfor er der faldet sne hele natten, en halv meter ligger der nede fra kørevejen og op til mit hus (hvilket er et andet end det tilrøgede, som jeg flyttede ud af efter en uge), og alligevel står Salo i sorte lædersko og jeans, da jeg åbner døren. Det er Palle, der har arrangeret, at jeg skal møde Salo. Han har nemlig en båd og vil gerne tage mig med ud og fiske efter torsk.

”Kom indenfor,” siger jeg.

”Jo, tak, jo, tak.”

Hjemme hos ham er der skidekoldt, fortæller han, for de er løbet tør for olie til fyret. Han bærer briller, som er limet og tapet fast i samlingerne. Der er, siger han, ingen optiker i Tasiilaq. Han løfter hele tiden på dem og gnider sig i øjnene.

”Må jeg ryge?” spørger han, da vi har sat os i stuen.

”Det kan du tro,” siger jeg og sætter et vindue på klem. Udenfor har en tung og grå dis lagt en dæmper på landskabet.

Han tænder en Prince uden filter. Førhen arbejdede han sammen med Palle, men problemer med ryggen holder ham for tiden uden for arbejdsmarkedet. Kun lidt fiskeri kan det blive til. Den forgangne sommer fik han så ondt i ryggen, at han ikke kunne gå, og en dag blev det så slemt, at han måtte hastes på sygehuset. I fem dage forlod han ikke sygesengen. På femtedagen fik han ved hjælp af rollator dog moslet sig på toilettet. Der trængte han fandeme til at skide, som han siger.

Det var under en anden indlæggelse på sygehuset, at han nær var blevet slået ihjel af en tun. Der var blevet serveret frikadeller til frokost, og han havde taget for sig af retterne, da det pludseligt begyndte at klø over det hele på ham, systemet slog knuder, og han fik åndedød.

”Hvad fanden er det, vi spiser?!” gjaldede han ud i rummet.

”Det er tunfrikadeller,” svarede en sygeplejerske.

”Jamen, prøver I at slå mig ihjel eller hvad?!”

Med piller og en indsprøjtning fik de hans tilstand stabiliseret, og det var først dér, at de i journalerne fik syn for, at den gjaldende patient var allergisk over for tun. Det er kun nogle år siden, at allergien begyndte at vise sig. Indtil da havde tun været Salos livret. Så en gang imellem, når trangen vokser sig for stor, sluger han nogle allergipiller, bare så han kan få sig noget stegt tun.

Den anden aften lå jeg og så den DR-dokumentar, jeg nævnte i begyndelsen, ’Byen hvor børn forsvinder’. Det handler om en hjemvendt Tasiilaq-borger og en dansk skolelærer, der på hver sin måde – den ene igennem underskriftindsamlinger og den anden ved systemets vej – forsøger at gøre noget ved nogle af de alvorlige problemer, der dokumenterbart hersker i Tasiilaq: I perioden 2014-2018 modtog politiet 191 anmeldelser om seksualforbrydelser begået mod børn og unge i Tasiilaq, hvor der, bygderne inklusive, kun bor knap 3.000 mennesker.

Mens tallene er grusomme nok i sig selv, lød den primære anke i dokumentaren, at der ikke bliver gjort nok ved problemerne. For få tilgængelige psykologer, papirskubben, kun midlertidige indsatsgrupper, mangel på kompetent arbejdskraft og så videre.

Heldigvis er tallet – i Grønland samlet set – på vej ned. Undersøgelser har vist, at 43 procent af generationen af grønlændere født i 70’erne har været udsat for seksuelle overgreb i opvæksten, mens det tilsvarende tal for generationen født i 1995 er 20 procent. Og man ved nu, at tallet har en sammenhæng med grønlænderes alkoholindtag. For også i 90’erne begyndte alkoholindtaget i befolkningen nemlig omsider at aftage, efter at det først var steget voldsomt i 50’erne, da spiritusrationeringen var blevet ophævet som en del af den danske stats drastiske reformering af det grønlandske samfund, og siden videre op igennem 60’erne og 70’erne.

Hvad slog da et hak i udviklingen? Stigende afgifter på alkohol er et godt bud. Dagens pris på en sixpack i køledisken i Tasiilaq er 120 kroner.

Til at toppe de mismodige kendsgerninger af bærer det grønlandske folk rundt på en umåde tragisk titel: landet i verden med den højeste selvmordsrate. Og i det regnskab udgør Tasiilaq en særligt problematisk faktor: I 2017, for eksempel, blev 10 ud af 41 selvmord i Grønland nemlig begået i byen, selvom områdets borgere kun udgør cirka fem procent af Grønlands samlede befolkning, der tæller cirka 56.000.

At Tasiilaq i en social forstand er en ulykkelig historie, ved Salo om nogen. Hans ryg har sendt ham på overførsel. På overførsel er også hans søster. Moren modtager ingenting, og faren er førtidspensioneret på grund af en rygoperation. Og så er der de egentlige tragedier: Inden for de seneste par år har to af hans yngre søskende taget livet af dem selv. En bror på 19 år, en søster på omtrent det samme. Det var knuste hjerter, der drev dem derud, er Salo overbevist om.

”De var ulykkelige på grund af kærlighed,” siger han og retter på brillen.

I morgen vil vi i en beskeden jolle stævne ud på livligt hav, ham og jeg, og vi vil se en pukkelhval på vej ned mod det kolde dyb, med halefinnen lodret i vejret, som en blomst, der er sprunget ud, og Salo vil brokke sig, fordi han vil være overbevist om, at det i virkeligheden er hvalens skyld, at vi ingen fisk vil have fanget.

Onsdag 24. november

Tasiilaq

Efter lang tids sparken i blinde i den dybe sne har Frits og jeg omsider fået lokaliseret de tre sorte kanoner, som skal affyres i eftermiddag, i anledning af at årets sidste fragtskib sejler fra havn. Det er entreprenørsjakket, der har fået til opgave at fylde kanonerne med krudt og dernæst affyre dem, når skibet sejler afsted. Frits, der er sjakkets minør – det vil sige den eneste i sjakket, der er uddannet til at håndtere sprængstoffer – virker ukarakteristisk urolig. Jeg tror ikke, han har drukket nogen øl i dag; det skal gå ordentligt til. Hele byen kommer og kigger. Jo, jo, et stort arrangement er det.

”Nå, hvor er krudtet?” spørger han.

”Her.” Palle rækker ham en lille pose med krudt, som Frits giver sig til at inspicere.

Tidligere på dagen har Frits selv, sammen med Jakob, været ude i krudthuset, der ligger ude mod dalen, hvor Palle og jeg tidligere på måneden drønede ud på snescooter. Men det er det forkerte krudt, Jakob har fået med ud. Det skal være schwarzpulver, sortkrudt. Og det er det altså ikke. Nå, ingen tid at spilde, skibet sejler snart, så Palle og jeg hopper på snescooteren og suser med livet som indsats – ud af byen, forbi de evigt gøende hunde, Apollos gamle jordhule og hen mod dalen og ud til det indhegnede krudthus. Og hjem igen. Nu med en pose schwarzpulver. Men det er skønne spildte kræfter: Planen er i mellemtiden blevet ændret, og fragtskibet letter først anker i morgen. Det er, som man siger på disse kanter: Uppa aatsaa arangi. Måske først i morgen.

Ovre på byens eneste café, der også ejes af entreprenørfirmaets øverst kommanderende, Lars, har Palle og jeg lovet at hjælpe med at affotografere caféens forskellige retter, så et nyt og smart menukort kan blive printet og hængt op. De døjer en smule med udluftningen (det er den pæne udlægning af forholdene) på caféen, så der står ikke overraskende en voldsom os fra køkkenet og hen over kasseapparatet, da vi træder ind.

”Hey, hvad så,” siger Aron, caféens chefkok, nede fra osen og vipper hagen op som hilsen.

Vi får os en øl og giver os til at fotografere: fiskefilet, hotdog, cheeseburger, rød pølse m. brød, pølsemix. Lille Thomas kommer også forbi. Således kan vi også være sikre på, at han i hvert fald i aften får noget mad at spise. Bagefter drøner vi hjem til mig, alle fire, og sætter os til at se Champions League-fodbold. Vi har købt et par sixpacks med og ryger cigaretter med vinduet på klem, og vi har det på den måde dejligt denne onsdag aften.

Lørdag 27. november

Tasiilaq

Det har været en kaotisk dag, så lad mig for nemhedens skyld give en hurtig overflyvning frem til det punkt, hvor det banker på døren: Jeg har ligget og sovet længe, fordi vi dagen forinden blev hængende lidt for længe nede på diskoteket; siden er jeg kommet ud af fjerene og fået en aftale i hus med Salo om at sejle om på den anden side af fjorden for at indsamle blåmuslinger til aftenens arrangement; det lykkedes vi delvist med, men jeg måtte skynde mig hjem, for at tidsplanen ikke skulle skride helt ad Pommern; slutteligt har Palle og jeg sust rundt (forgæves) efter en ølfustage, og i stedet har vi måttet købe alverdens øl hos en af byens købmænd.

Og nu banker det på døren.

”Her, den er til dig,” siger Lille Thomas, da vi er gået ind i køkkenet. Det er en lille, indpakket æske, han rækker frem.

”Til mig?”

”Ja, åbn den!”

Inden i æsken ligger en lommelygte i sølv.

”Wow, Thomas!”

”Er den ikke sej?”

”Jo! Tak!”

Vi giver en highfive og en krammer.

”Vil du have en øl?” spørger jeg.

”Jo.”

”Prøv at åbne køleskabet.”

”Woooow, nej, hvad er dét!” udbryder han. ”En sort Carlsberg? What!”

Han begynder at grine helt vildt, tager én af dem ud, stiller den tilbage og finder så sin nye telefon frem, som han har fået af Palle, og tager et billede. Han har aldrig set så sej en øl før, siger han.

Det er det, vi gør i weekenderne: Vi drikker. Hvad skulle vi ellers lave? Om sommeren samles man på byens kunstgræsbane. På billeder har jeg set, hvor flot en bane det er, og hvor stor en samlingskraft den er. Men nu, når den ligger gemt væk under sneen og vil forblive sådan i de næste mange måneder, er bylivet forsvundet fra det åbne rum og ind i de private hjem. Godt nok er der hallen, hvor man kan mødes til håndbold og fodbold, men samme forenende kraft som en bane i det fri har den sandt at sige ikke. Så i stedet drikker vi.

Nu kommer Palle og Jonathan. Jonathan og Lille Thomas connecter til WiFi’et og sætter sig ind i stuen med en øl hver. Palle og jeg går i gang med majonæsen. Vi skal have moules frites og sushi som snack. (Frits har vi også inviteret, men han gad ”kraftedeme ikke have moules frites.” For øvrigt så gik affyringen af kanonerne rigtig godt.) Sushien har vi skaffet fra Stark-Peters kone, som hedder Sussi, og sådan er verden så forunderlig nogle gange. Anyway: Det går hurtigt helt galt med majonæsen. Jeg har fået den fuldstændig overproppet med hvidløg, og den er uopretteligt ringe. Mens dét sejler, kommer Salo troppende op i sine sorte lædersko, trods der stadig ligger en halv meters sne udenfor, sort silkevest, en himmelblå skjorte med FCK-logo på brystet og røde seler. Så er der ligesom fest. Men majonæsen er stadig en fiasko, og vi vælger at udskyde muslingerne og udelukkende gå med sushien. Der er trods alt også 15 rimeligt lange ruller. Fem med krabbe, fem med laks og fem med mattak (grønlandsk delikatesse bestående af det yderste hud-/spæklag fra en narhval).

”Fuck,” siger Palle, da han fisker dem frem fra køleskabet. ”Jeg har kraftedeme taget 15 med krabbe.”

Det banker på igen. Det er Josva.

”Jeg har taget min bror med,” siger han, og vi hilser på.

Krabbefadæsen kan ikke slå os ud. Vi sætter os til bords og hører høj musik på en håndværkerhøjtaler fra DeWalt, sange som ’Himmelhunden’, ’I Walk the Line’ og ’Everybody’s Makin’ It Big But Me’ blæser derud af. Humøret stiger, der bliver tændt op i smøger rundt om bordet, og krabben får lov at tage imod et skod eller to. Det føles som en fjern tid. Palle viser et trick, der hedder Præstens Pik, hvor tre tændstikker placeres sådan, at når man antænder dem, så vil den ene tændstik langsomt rejse sig fra bordet og stikke enden i vejret. Det afføder stor applaus. Palle viser også Thomas, hvordan man kan få en øldåse til at lyde som en racerbil, og Thomas er ikke til at stoppe, og vi andre kan ikke stoppe med at grine. En lykke bobler inden i ham, tilsyneladende så stor, at han flere gange må kaste sig over i sofaen. Bare for at gøre noget. Nu leger Palle og Thomas burning ass (man stikker et toiletpapir op i numsen og sætter ild til den anden ende, der når ned til gulvet), og det flyver rundt med glødende papir. Josva og hans bror forholder sig helt rolige. Pludselig lyser en lygte igennem mit vindue og op på den ene stuevæg. Det er områdechefens husbond, der bor lige nærheden. Det må væres vores cue: Ud i natten.

Torsdag 2. december

Tasiilaq

Mørket er for længst faldet på, da jeg står i yderentréen til Apollos hus og banker på. Det er lige herude, i en lille spand, at Apollo og hans kæreste går på toilet. Sådan er vilkårene for mange i byen.

”Hej Oliver! Kom indenfor!” siger han og drejer sin markante moustache op i et gedigent smil. Han er ikke særligt stor, men hans lave krop er atletisk støbt sammen. Jeg hilser på hans kæreste, Sabine, som sidder inde i stuen og ser fjernsyn. Jeg har været her på besøg en håndfuld gange den forgangne måned. Vi går op ovenpå, op i hans kammer, hvor hans arbejdsbænk står. Før han blev altmuligmand i samme firma som Palle, tjente han til dagen og vejen ved at lave tupilakker. Vi åbner en øl hver og sætter os. Han har lovet at fortælle mig om sit liv. Og om sin datter, Ruth, som på tragisk vis begik selvmord for kun tre måneder siden.

Apollo har levet et spektakulært liv, og de første mange år foregik det i jordhuler og på forskellige fangstpladser rundt omkring i Østgrønland sammen hans familie. Familien vendte siden tilbage til Tasiilaq, hvor de kom fra, fordi moren fik arbejde som jordemoder. Her udmærkede Apollo sig i skolen ved at være god til gymnastisk, og hans lærere opfordrede ham sågar til at søge den vej. Måske endda blive gymnastiklærer. Men Apollo bar rundt på en anden tanke, han ikke kunne slippe. Det var om hans ældste søster, som han aldrig havde lært at kende, før hun var rejst til den grønlandske vestkyst for at begynde sit eget voksne liv. Men hvordan skulle Apollo dog nogensinde kunne komme til vest? Han fik en idé: Hvis han søgte ind som matros i Nuuk, ville han før eller siden få mulighed for at sejle med op langs kysten, hele vejen op til dér, hvor hans søster nu boede. Sådan blev det. Og endelig, en skønne dag, bød muligheden sig. Med sig havde han en nedskreven adresse. Da de nærmede sig, spurgte han sin lærer, om det mon ville være i orden, hvis han gik til lands for at finde sin søster, og selvfølgelig var det det, lød svaret. De to sidste nætter inden ankomst lukkede Apollo ikke et øje. Det var tidlig morgen, omkring kl. 5, da de lagde til, og han sprang afsted. Men han kendte ikke byen, og der var ikke et øje at spørge om vej. Omsider lykkedes det ham at få et lift af en bil. Og nu, efter års mange længsel, stod han foran døren, og han havde netop banket på. En kvinde åbnede, og Apollo forklarede sit ærinde. Om hun ikke var datter af denne og denne? Jo, det var sandt, og de faldt hinanden grædende i armene.

”Det er perfekt, at du er kommet i dag,” sagde hun så til Apollo. ”Det er min ældste datters fødselsdag.” Først om aftenen vendte han retur til skibet.

”Jeg følte, at jeg altid havde været der,” fortæller han. Han lukker et lykkeligt grin ud. ”Det var dejligt.”

Han lovede sin søster, at han ville se hende igen, uanset omkostningerne. Det blev til to gange mere, før søsteren gik bort til kræft. Heldigvis har han set hendes børn masser af gange gennem årene.

”De siger, jeg er deres bedste onkel!”

I mange år sejlede Apollo fra havn til havn. Havde en kvinde i Estland, en i England og en i Portugal. På et tidspunkt boede han også i Sisimiut på den grønlandske vestkyst og fik kone og børn. I 1992 vendte han hjem til Tasiilaq. Og stiftede også familie her. Ja, faktisk er det igennem årene blevet til fem børn med fire forskellige kvinder. Med Sabine, som han bor med nu, har han dog ingen. Til gengæld er han blevet oldefar, selv om ingen rigtigt tror på ham, når han fortæller dem, at denne 59-årige og velholdte gymnastikkrop allerede har tre generationer under sig.

Men til det siger han bare: ”Selvfølgelig!”

For cirka fem år siden kontaktede hans datter, Ruth, ham. Hun boede – af lange og komplicerede årsager – hos en plejefamilie i Vestgrønland på det tidspunkt. Men nu var hun fyldt 18 år, og hun ville gerne hjem til Tasiilaq og bo hos Apollo. Hvilket hun sagtens kunne få lov til. De efterfølgende år boede hun her, men også hos sin søster og sin mor. Og for en stund også tilbage i Vestgrønland, hvor hun fandt sig en kæreste. Men det holdt ikke, og i august vendte hun tilbage til Tasiilaq. Dog uden at give Apollo besked.

”Hun sagde slet ikke noget,” siger han. ”Jeg fandt først ud af det, da politiet en dag kom og spurgte, om Ruth var min datter. Jeg sagde: ’Ja, men hun bor på vestkysten.’ Så sagde de: ’Hun begik selvmord her i Tasiilaq i går.’”

Dagen efter Ruths selvmord blev der lukket for alt salg af alkohol i hele Tasiilaq-området. Noget måtte der ske. Situationen var løbet byen af hænde. Fire dage tidligere, mandag den 30. august, var der blevet udbetalt løn til byens månedslønnede. Det var der ikke noget anormalt ved. Men dagen efter, om tirsdagen, faldt også den årlige udbetaling af overskydende skat. Og en nedadgående spiral – drevet af druk og fest – begyndte at tage form.

I gadebilledet så man berusede mennesker, i skolerne mærkedes børnenes ængstelighed, telefonerne begyndte at ringe hyppigere og hyppigere på socialkontorerne. Sent torsdag aften tog sygehuset kontakt til kommunens områdechef: De anbefalede et stop for alt alkoholsalg. To unge mennesker havde allerede begået selvmord, og de frygtede, at det ville brede sig. Og desuden var der alt det andet: En voldtægt, trusler om selvmord, husspektakler. Dagen efter, klokken 14, trådte et alkoholforbud – godkendt fra øverste sted – i kraft med to ugers varighed. En midlertidig prop på problemet.

”Hvorfor sagde hun ikke, at hun var kommet tilbage?” siger Apollo. ”Hun kom bare tilbage uden at sige noget til mig.”

”Hvorfor tror du, hun gjorde det? Altså begik selvmord?”

”Kærestesorger. Det var rene kærestesorger, tror jeg.”

Sabine kommer ovenpå og sætter sig. Stemningen lettes i rummet. Apollo begynder at fortælle om den vilde oplevelse, det havde været, da han for første gang i sit liv havde set flyvende fisk i Portugal. Og om dengang, han sammen med sin far og sine brødre var blevet angrebet af en isbjørn. Vi aftaler, at jeg må høre mere end anden god gang. Aftenen er fremskreden, og Palle har lavet frikadeller, så jeg må sige tak for i dag.

Palle bor næsten lige ved siden af. Lille Thomas og Jonathan er også på besøg. Vi finder musik på YouTube på fjernsynet og skruer helt op. Lille Thomas springer op fra bordet, holder fjernbetjeningen op som en mikrofon og folder kroppen sammen som for at vride det sidste af sin vrælende vokal ud i rummet: Do you believe in life after love?

Tirsdag 14. december

Kulusuk

Fra mit ovale vindue i flyveren sidder jeg igen og spejder ned mod fjeldene, jeg nu er på vej væk fra. Vi flyver i østlig retning – ud over havet. Jeg kan se, at storisen omsider er kommet, og der vil gå mange, mørke måneder, før den igen er drevet væk. I lørdags var jeg til julefrokost i caféen med sjakket. Vi spiste ribbensteg (i særligt god kvalitet, påstod Palle), drak rødvin og sang ’Everybody’s Makin’ It Big But Me’. Da natten ankom, tog vi ned på diskoteket, hvor et band spillede op til dans. På et tidspunkt spillede de et cover af Mariinas ’Asanninneq’, det lød ikke særligt godt, men det var ret smukt alligevel, og Lille Thomas gik helt op til dem for at filme dem med sin kameratelefon. I går, på min sidste aften, kørte Palle, Lille Thomas og jeg ud til kirkegården ude ved Blomsterdalen. Vi steg ud af bilen. Og vi talte om, hvor skræmmende hurtigt den bevæger sig ind mod byen. Meter for meter, hvert år.

Epilog – april

Danmark

Den 25. april skriver Palle til mig, at han har skaffet flybilletter til ham og Thomas. Til maj vil de komme til Danmark i to uger. Og alle her skal møde festoptrækkeren fra Tasiilaq, og vi skal se fodbold på det danske nationalstadion.

Men dagen efter melder tragedien sig. I løbet af natten, ved 02-tiden, er Thomas blevet offer for et bestialsk og meningsløst mord.

Nu er Østgrønlands golde kyst blevet en hel del mørkere.

Du var lille, Thomas, men dit hjerte var stort, og dine børn vil være stolte af dig.

Jeg føler mig sikker på, at du nu driver med nordlyset på din helt egen snescooter, og en dag giver du sikkert en tur.

Asanninneq.

Hvis du har selvmordstanker: Du kan kontakte Livslinien, hvis du har selvmordstanker, er i anden alvorlig livskrise, eller hvis du er pårørende til en, der har taget sit eget liv. Ring 70 201 201 og få telefonrådgivning alle årets dage fra klokken 11 til 05 eller rådgivning via chat med Livslinien mandag og torsdag klokken 17 til 21 og lørdag og søndag klokken 13 til 17.