Jeg kunne ikke finde ud af, hvilken film det mindede om.
I weekenden boede jeg på hotel sammen med Sveriges landsholdstrup. Svenskerne havde lagt deres EM-forberedelser uden for Båstad på det fredelige badehotel Hotel Riviera Strand, og spillerne havde fået lov at tage deres koner, kærester og børn med. Børnene løb rundt og legede med forældrene og hinanden og de andre spillere og andre børn blandt hotellets gæster.
Selv om restauranten var delt op af et stort råhvidt stofforhæng, kom de svenske stjerner hele tiden derind, hvor vi almindelige gæster sad, og hentede is på softicemaskinen til sig selv og deres børn.
Annonse
Ofte kom et af de børn, der boede på hotellet, hen og bad om autografer og billede, og spillerne smilede og stillede op til det hele. Veteranen Kim Källström gik hele tiden rundt med et stille smil og legede med sine børn. Børnene havde svenske landsholdstrøjer på med nummer og ”Pappa” på ryggen.
Målmand Andreas Isaksson er den indadvendte svenske skovhugger-arketype, så han smilede ikke, men havde familien med sig overalt. De to har spillet over 250 landskampe tilsammen, men også de yngre spillere havde børn med. Det var helt overdrevet idyllisk som et Carl Larsson-maleri og ’Alle vi børn i Bulderby’.
Zlatan havde ikke familien med. Han kom ud engang imellem og inspicerede hotellets store græsareal som flokkens løvekonge på gårdtur. Så stillede Zlatan sig sammen med Jimmy Durmaz, Emir Kujovic og Erkan Zengin (som nogle svenskere hævder kun er i truppen, fordi han er Zlatans ven) ovre i et hjørne af poolens loungeområde og kiggede ned i sin telefon.
Af og til cyklede truppens åbenlyse alfahan sig også en tur rundt i kvarteret på de damecykler, hotellet havde stillet til rådighed.
I den indendørs swimmingpool hoppede Emil Forsberg, Robin Olsen og Pontus Jansson rundt blandt alle os andre og spillede volley, der gik ud på at slå så hårdt som muligt til bolden og stadig holde bolden i luften mellem hinanden.
Annonse
Bolden var en efterladt pink Minnie Mouse-plasticbold. Når en af spillerne ikke kunne nå bolden efter et ekstra hårdt slag, var de flade af grin som store teenagedrenge. Engang imellem kom Emil Forsbergs flotte kæreste/wag spadserende ind i en hvid sommerkjole og spurgte om et eller andet med kortet til værelset.
Vi har ofte set på svenskerne som vores modsætninger.
Björn Borg var den iskolde, introverte, næsten patologisk fokuserede træningsmaskine. Svenske fodboldspillere er uopslidelige, men fantasiløse, stivbenede og charmeforladte som store bønderkarle fra Värmland.
Ude på græsset stod de svenske spillere i bare tatoverede overkroppe i sommersolen i rundkreds og holdt bolden i luften sammen med deres imponerende boldbegavede (og flotte) kærester og koner. Græsplænen var delt op mellem landsholdstrup og hotellets øvrige gæster, men spillerne gik tit ind over græsset, og Marcus Berg spillede et-to med min søn, da han kom forbi os.
Landstræner Erik Hamrén gik rundt som en hyggelig onkel og delte signerede postkort af landsholdet ud til alle børn.
Konerne og kæresterne og spillerne tog på busudflugter sammen langs kysten. Der var tyk harmoni og feriestemning i luften.
Svenskerne, som jeg gik op og ned af i weekenden, var afslappede og glade, og uden at kunne vide det med sikkerhed, tror jeg ikke man finder samme harmoniske atmosfære hos tyskerne, englænderne, spanierne, franskmændene og italienerne. Jeg tvivler på, at de henter softice til sig selv og deres børn sammen med almindelige mennesker som en central del af deres EM-forberedelser.
Annonse
Det er vel det, man kalder den skandinaviske måde. Vi tror på, at mennesker præsterer bedst, hvis de har det godt. Der er ikke så mange steder i verden, de insisterer så benhårdt på hygge og fællesskab som i Skandinavien. På godt og ondt.
Man skal ikke tage fejl. Til træningen gik svenskerne til den. Forsvarsklippen Andreas Granqvist brølede af alle, og tempoet var knaldhårdt. Granqvist er kendt for at være den eneste på landsholdet, der tør sige Zlatan imod, og det gjorde han på træningsbanen.
”Selvfølgelig har vi alle respekt for ham, men jeg kan jo ikke bare tie stille ude på banen,” siger Granqvist.
Zlatan, being Zlatan, slog ud med armene mod holdkammeraterne, hvis afleveringen ikke lå ordentligt, og ærgrede sig tydeligt, når han selv fejlede. Han knyttede næven i triumf, da det lykkedes ham at spille John Guidetti fri til scoring på de lilleputformaterede træningsmål.
Pontus Wernbloom gik til stålet som altid. Efter en Champions League-kamp mellem Real Madrid og Wernblooms CSKA Moskva beskrev den spanske presse Wernbloom som ”hårdere end Chuck Norris. Svenskeren tager ingen gidsler.”
Zlatan arbejder ikke ret hårdt, til gengæld er han et geni. Resten af holdet arbejder stenhårdt, som klicheen siger. Erik Hamrén havde lovet en mere offensiv stil end forgængeren Lars Lagerbäck (der har sikret Island historisk EM-deltagelse på knoklende knofedt), ved tiltrædelsen i 2009, men han gik hurtigt over til klassisk svensk 4-4-2 uden andre dikkedarer end Zlatan.
Svenskerne siger selv, at Sverige ikke er noget uden Zlatan, som scorede over halvdelen af deres mål i EM-kvalifikationen, 11 ud 19. De næststørste profiler som forsvarstalentet Victor Nilsson Lindelöf fra Benfica, og John Guidetti fra Celta Vigo er gode spillere, men de er langt fra verdensklassespillere. Der er ingen andre stjerner end Zlatan.
Men Sverige har et godt hold, et stærkt kollektiv. De hygger sig, de teambuilder the Scandinavian way uden for banen, og de arbejder som gale underhunde på banen. Ingen regner rigtig med dem. De kan kun overraske.
Hvor var det nu, jeg havde set det før?
En film…?
Lørdag eftermiddag begyndte det at dæmre. Jeg sad og kiggede på landstræner Erik Hamrén, som lå i badebukser ved poolkanten. På hans badetøfler stod der ”Erik” med skråskrift. Badesutterne var customized.
Hvem var det nu, det mindede om?
Så slog det mig. Landstræner Richard Møller Nielsen. Sommeren ’92.
Det er blevet en del af vores danske selvforståelse, at det kun er os, der kunne have gjort det, Richard Møller Nielsens spillere gjorde dengang i sommeren 1992. At komme direkte fra stranden og vinde hele lortet på en diæt af McDonald’s, solcreme, grønne Tuborg og underdog-optimisme.
Det er senere fremført, at den totalt tilbagelænede danske tilgang til EM 1992 er noget af en myte, og at spillerne ikke rejste sig fra grillbordet, men derimod allerede længe inden EM var blevet bedt om at holde sig klar til at overtage Jugoslaviens plads, da man kunne se, hvor det bar hen med borgerkrigen på Balkan.
Stemningen og tilgangen i den danske EM-lejr 1992 var dog nok alligevel langt mere afslappet end hos konkurrenterne, som havde forberedt sig minutiøst og ikke måtte fejle. Vi kunne kun overraske.
Fodbold har ændret sig markant siden 1992, og vi kommer med overvejende sandsynlighed ikke til at se en sensation som den Schmeichel, Vilfort, Faxe, Laudrup, Povlsen og de andre minigolfspillende, McDonalds-spisende against-all-odds-EM-helte slap af sted med i Sverige for 23 år siden.
Men da jeg så de svenske spillere spise softice og Erik Hamréns badetøfler vippe lystigt op og ned i liggestolen ved poolen i weekenden, kunne jeg ikke lade være med at tænke, at det lige så godt kunne have været en scene fra en film om Richard Møller Nielsen og hans muntre danske ”feriedrenge” før semifinalen mod Holland - på Hotel Stenungssund Yacht Club nord for Göteborg dengang i juni 1992.
