Hvis nogen skulle være i tvivl, vil jeg med det samme gøre et fundamentalt forhold helt klart: Den professionelle fodboldverden handler om penge. Alt andet er sekundært. Også sportslige hensyn.
En banal betragtning, måske, men ikke desto mindre et mantra, der bør runge i baghovedet, når du som udenforstående prøver at vurdere og forstå de beslutninger, der bliver truffet i fodboldens verden. Årsagen til underlige eller ligefrem ulogiske episoder og handler skal næsten altid søges i pengeforhold.
Neymar er en fantastisk fodboldspiller, men han er også et af de bedste eksempler på en af disse underlige handler. Han blev købt for ikke mindre end 650 mio. kr., da FC Barcelona i 2013 hentede ham i brasilianske Santos. Det er et beløb så stort, at det vil kunne ekvipere selv FC Barcelona med op til flere egnede topspillere hentet fra allerøverste hylde i konkurrerende europæiske storklubber.
Annonse
Da vi få måneder senere havde set ham i aktion i den spanske liga, var ingen længere i tvivl: Det var en voldsom overpris for en ung spiller, der indtil skiftet kun havde udfoldet sit talent i den hjemlige brasilianske liga. Og sandheden er da også, at spilleren ’blot’ kostede små 130 mio. kr. i ren transfer til sin klub Santos ud af de i alt 650 mio. kr., som Barcelona – frivilligt, bør man vel indskyde – endte med at betale til diverse parter i sagen.
Man spørger sig selv, hvorfor den øverste chef for en international fodboldkoncern af den kaliber, verdens måske mest prestigefyldte og respekterede klub, sætter sin underskrift på en handel, der koster hans klub en rund halv mia. (ja, læs: milliard) for meget i forhold til den aftalte overgangssum mellem klubberne.
Svaret – eller i hvert fald en del af det – gav FC Barcelonas præsident Sandro Rosell selv, og endda med to streger under, da han efter beskyldninger om skatteunddragelse og modtagelse af en klækkelig returkommission hurtigt tog sin afsked. Bliv og kæmp for din uskyld. Eller spæn, alt hvad du kan, og håb på, at politiet ikke fanger dig. Rosell valgte det sidste.
Jeg kan naturligvis ikke levere et håndfast bevis på returkommissionen. Det siger sig selv. Men for os, der lever i fodbolden, er det en skråsikker konklusion, at Sandro Rosell har kanaliseret penge rundt i systemet til sig selv. Som det er kutyme i rigtig mange handler.
Eksekveringen af returkommissionen i den konkrete Neymar-handel er formentlig foregået som følger:
* 300 mio. kr. (tallet bekræftet på Barcelonas egen hjemmeside) indbetales til et brasiliansk selskab, N&N (opkaldt efter Neymar og Nadine, spillerens forældre), et firma, der ’administrerer spillerens økonomiske forhold’.
Annonse
* Det første forhold, FC Barcelona gør sig skyldig i, er skatteunddragelse. I det øjeblik, Neymar bliver Barcelona-spiller, skal hans løn beskattes efter spanske skatteforhold. Men ved at udbetale 300 mio. kr. til spilleren (indirekte via hans forældre) i forbindelse med transfersummen klares en væsentlig del af hans lønudbetaling upfront, uden for Spanien. Dette er en gængs måde at slippe uden om høj EU-skat på og praktiseres hyppigt, når klubber henter spillere i tredjeverdenslande. At Barcelona har forsøgt at snyde i skat, bekræftes af, at klubben allerede har indvilliget i at betale ekstra 100 mio. kr. til den spanske stat.
* Det andet forhold, som Sandro Rosell personligt gør sig skyldig i, såfremt anklageren kan bevise det ved at følge pengestrømmen på de 300 mio. kr., er modtagelse af returkommission. Neymars far bekræfter at have modtaget 300 mio. kr. til N&N, men afkræfter, at alle pengene var til ham selv og hans familie. Sagt på en anden måde: Neymars far er formentlig første led i en kæde af stråmænd, der skal sende en del af de 300 mio. kr. retur til Spanien – med stor sandsynlighed til et spansk hævekort tilhørende Sandro Rosell. Ved returkommission snyder Sandro Rosell sin egen klub, der kommer til at udbetale flere penge, end den havde behøvet. Hvordan kagen nøjagtig er blevet fordelt mellem Neymar-familien, Rosell og eventuelt andre beslutningstagere i FC Barcelona, ved vi endnu ikke. Men jeg ved, at returkommission snarere er reglen end undtagelsen i fodboldens verden. De, der bestemmer, tager sig betalt for deres indflydelse. Præsidenten, der sætter sin underskrift. Sportschefen, der udpeger de spillere, der skal købes. Træneren, der lægger navn til spillerindkøbene. Trænerassistenten, der skal vende det blinde øje til, at træneren lægger navn til indkøbene. Osv.
Neymar er en stor sag. I en stor klub, i en stor liga og med store tal. Men fænomenet er ekstremt udbredt. Der finder ikke mange fodboldhandler sted, uden at en eller flere parter er blevet smurt undervejs. For smøres de ikke, finder handelen bare ikke sted.
Og i den sammenhæng er Danmark ingen undtagelse. Et eksempel på en dansk handel med returkommission fandt sted i 2008. Eksemplet er relevant, fordi det omhandler øjeblikkets mest scorende spiller i Danmark, Superligaens topscorer, Thomas Dalgaard fra Viborg FF.
Præsidenten for den upåagtede tyrkiske klub Vestel Manisaspor øjnede en mulighed for at tjene en skilling. Af sin bestyrelse havde han fået bevilget 4 mio. kr. til køb af en angriber. Men med den klausul, at minimum 1 mio. kr. skulle retur i selvsamme præsidents og hans bestyrelses lommer. Dvs. spillerens reelle købspris skulle ligge på 3 mio. kr. (For præcisionens skyld skal det indskydes, at en professionel bestyrelse end ikke i Tyrkiet bare kan udbetale en mio. til sig selv, selv om den skulle få lyst. Til det formål kræves en pengekarrusel, der på legitim vis sender pengene ud af det officielle system og derfra ’hjem’ i de uofficielle lommer).
Annonse
Den tyrkiske præsident faldt, efter et par timers research bag skrivebordet, over navnet Thomas Dalgaard. En dansk angriber på 23 år, tæt på kontraktudløb i en mindre dansk klub (Randers FC) og med en fornuftig halvsæson bag sig, hvor han uden at spille fast havde scoret syv gange.
Perfekt case! En spiller fra en respekteret udviklingsliga med fremtiden foran sig, som allerede havde et lille topscorermærkat i nakken, og som andre klubber ikke stod i kø for at købe. En spiller, der nemt ville kunne erhverves til ca. 3 mio. kr. og lige så vigtigt en spiller, som man – på papiret i hvert fald – godt ville kunne forsvare indkøbet af over for klub, fans, medier, omverden.
Således blev der på et par dage strikket en aftale sammen mellem Vestel Manisaspor og Randers FC. Karrusellen snurrede, sat i gang af den tyrkiske præsident og med agenter og mellemmænd til at holde fart i rotationen. Euro skiftede hænder. Thomas Dalgaard skiftede klub.
Randers FC, Thomas Dalgaard, hans agent og diverse mellemmænd agerede helt korrekt. De eneste, der snød på vægten, var den tyrkiske præsident og hans bestyrelse, der franarrede deres egen klub 1 mio. kr.
Er det synd for Thomas Dalgaard? Vel egentlig ikke. Han fik en fin 3,5-årig aftale (der blev ophævet seks måneder senere). Han fik sin udlandsdrøm opfyldt (med 34 minutters samlet spilletid). Han opnåede sine 15 minutters berømmelse foran den tyrkiske presse (i lykkelig uvidenhed om, at ingen i klubben havde set ham spille inden købet). Og han har om ikke andet fået en god historie at fortælle sine børnebørn (en historie, som vel ikke er blevet mindre saftig af, at han nu kender den fulde sandhed om Vestelo Manisaspors motiv for at hente ham).
Forkasteligt, forargeligt eller forrygende? Døm selv. Men sikkert er det, at et spil med så mange vindere og så store gevinster altid vil blive spillet. Til værdi for dem, der spiller med. Og underholdningsværdi for os, der kigger på.
