Der er ikke meget i Venedig, der er venezianernes. Men Venezia Football Club er, lidt endnu. Venedig er stadig søvnig denne søndag i august, så før turismen får sko på, vil jeg se Venezias stadion. Der er noget herligt barokt i, at jeg går forbi Arsenale di Venezia – som om våbenarsenalet og dets løver hugget udi sten beskytter stadionet. Der dufter af gran i stadionparken, der er diset, og en venezianer læser sporten i lokalavisen Il Gazzettino. Avisen skriver, at Venedigs eventyr begynder i aften.
Venezia vender tilbage til Italiens fineste liga i dag. Venezianernes lokale fodboldforening har tilbragt tæt på 20 år i røven af de italienske fodbolddivisioner, men nu skal venezianerne spise kirsebær med traditionsrige italienere i Sampdoria, Roma, Fiorentina og Juventus.
Venezias pludselige blomstring er en kærkommen chance for at forene venezianerne. Venedig drukner i turisme, og venezianerne tager til havnebyen Mestre og kommer kun til Venedig i arbejdsregi som sild i tønde med sporvognen om morgenen. Måske drømmer venezianerne somme tider om postturismen, men venezianerne lever stadig af Venedig, fordi familierne har et trattoria eller tjener turismen i gondoler og glaspusterier. Turismen er altså både en pine og pligt for venezianerne: Turismen giver brød og sardiner på bordet.
I Italien er fodbold ikke bare fodbold. Spillet afspejler altid resten af landet, og det er ikke kun, fordi nationalisme, korruption og ruinering altid kan findes i såvel italiensk fodbold som i politik, men også fordi fodbold er en intens passion, en identitet. En fodboldelskende florentiner er fan af Fiorentina, en fodboldelskende venezianer er fan af Venezia.
