Vi har prøvet verdens (formentlig) dyreste fastelavnsbolle, så du ikke behøver

I ren protest mod den evige hype havde jeg svoret, at jeg ikke skulle sætte tænderne i en fastelavnsbolle i år. Det skulle jeg heller ikke sidste år. Eller året før det. Eller nogle af årene forinden. Den er god nok, jeg havde aldrig før, i mit liv, spist en fastelavnsbolle.

Nu er jeg generelt ikke verdens største kageconnaisseur, men jeg har simpelthen aldrig helt forstået konceptet. I de gode gamle dage var en fastelavnsbolle, så vidt jeg har forstået, en sød bolle med smagfuld creme indeni. Det er jo ren ondskab. Og i dag er en fastelavnsbolle vel nærmest bare hvilken som helst kage, der sælges i tiden op til fastelavn.

Der findes så mange versioner – ikke smagsvarianter, men simpelthen forskellige kager inden for fastelavnsbollegenren – at de ikke længere kan puttes under én dækkende betegnelse, udover at der indgår noget, der minder om dej, og noget, der minder om creme. Ondskab dør ikke, den genopfinder sig selv.

Vi står midt i en sæson, der hidtil har budt på tiltag såsom en udvidet salgsperiode, der strækker sig fra januar og formentlig langt ind i marts, Noma lancerede forleden dag en fastelavnsbolle-workshop, og madtilbudstjenesten Tipster fik på fornemmeste vis proppet københavnernes to største identitetsmarkører – bagværk og løb – ned i en blender, og forvandlet dem til det store, stygge Fastelavn Bun Run.

Men nu er vi, og med ’vi’ mener jeg menneskeheden, nået til sidstebossen: På Hotel d’Angleterres dessertbageri Maison, kan man nu få sig en fastelavnsbolle til den nette sum af 345 kroner. Det var i hvert fald, hvad der stod på Instagram.

Man må og kan som bekendt ikke have gyldige aversioner mod ting, før man har hørt, prøvet eller i dette tilfælde set og smagt dem, og hvis man skulle tage kampen op mod én fastelavnsbolle, måtte det være den.

I ledtog med min gode kammerat og kollega Ludvig, drog jeg derfor efter arbejde fuld af forventningens glæde fra Euroman-kontoret mod Maison for at opleve den ved både selvsyn og -smag. Da vi kom, var der udsolgt.

Men så let skulle de ikke få lov at slippe. Jeg satte derfor dagen efter igen kursen mod hotellets dessertforretning for at prøve kræfter med fastelavnsbollen over dem alle. Og ja, det her foregik i arbejdstiden. Jeg måtte simpelthen være sikker på at kunne få fingrene i den.

Til min store forfærdelse fik jeg også denne gang i første ombæring afslag, da jeg forsøgte at få lov til at fortære den forjættede fastelavnsbolle. Skulle jeg have fingrene i den, så måtte jeg ind hos Marchal – Hotel d’Angleterres rigtige restaurant, fik jeg at vide.

Og indrømmet: Der havde jeg lyst til at vifte med nogle markedsføringslovgivninger og brokke mig som en sur turist. Men jeg holdt mig i skindet.

Nu tænker du sikkert: "Hvorfor gik du ikke bare ind i restauranten?" Og det spørgsmål er helt legitimt. Det forholdt sig dog bare helt tilfældigt sådan, at denne morgen var en ekstra kold en af slagsen, og da jeg senere på dagen skulle direkte ind og se en fodboldkamp, var jeg i en ret voldsom mundering og kunne godt forveksles med en, der var på vej ned ad en skiløjpe – store vinterstøvler, hue, vanter og skiundertøj. Ikke det, jeg havde forestillet mig at være iført under mit første besøg på Marchal.

Jeg bed tænderne sammen, tog en dyb indånding og trådte ind i restauranten, som man kan entrere direkte fra dessertforretningen. Jeg skulle have den fastelavnsbolle, koste hvad det ville.

I samme sekund kom to meget unge tjenere nærmest løbende imod mig. Først var jeg faktisk i tvivl, om det var for at byde mig velkommen eller for at smide mig ud på røv og albuer.

Heldigvis var det det første. Jeg fortalte, at jeg meget gerne ville have lov til at prøve deres fastelavnsbolle, og efter en hurtig øjenkontakt de to imellem blev jeg eskorteret gennem restauranten og henvist til et bord i loungen. I et hjørne, godt gemt væk fra de fleste andre gæster. Dog blot få meter fra Lars Seier og Wassim Hallal, der havde gang i en form for forretningsmøde.

En ny tjener overtog mig, og jeg informerede ligeledes ham om, at jeg godt kunne tænke mig fastelavnsbollen.

”Of course, sir. The limited one?”

”Yes, please.”

”You are aware that it’s 410 kroner?"

”Oh! Actually, I thought it was 345, but who counts? And can I have a black coffee as well, please?”

Der sad jeg så, alene i en sofa i loungen på Hotel d’Angleterre, med huehår, og ventede på en kage til nu: 410 kroner.

Min kaffe kom først. Det var rart at have noget at tage sig til, for jeg sad godt nok og trillede tommelfingre i den etiske behovskamp, jeg havde med mig selv i forhold til ikke at lytte med på folks samtaler. Hvad der bliver sagt på d’Angleterre, bliver på d’Angleterre. Næsten i hvert fald.

Og nu til den, det hele handler om – fastelavnsbollen. Jeg var meget i tvivl om, hvordan jeg skulle gribe den an. Ikke mindst fordi det er den første kage, jeg nogensinde har spist med kniv og gaffel.

Jeg besluttede mig for at skære den midt over til en start. Mest for at kunne analysere indholdet, der var som følger: I bunden en sprød wienerbrødsdej. En udhuling i midten var fyldt op med saltkaramel, og ovenpå den, en smagsmæssigt lidt udefinerbar, sød og meget, meget tyk creme.

Hovedattraktionen var selvfølgelig den Rossini Gold Selection-caviar og 23-karats bladguld, der i små sirlige dryp prydede toppen af "bollen" og som man selvfølgelig på ingen måde kunne smage, når man først dykkede ned i cremedybet på det – bevares – smukke stykke bagværk.

Så jeg vil gøre det kort. Efter at have kæmpet mig igennem størstedelen af den måtte jeg konkludere: Det var ikke bare den første fastelavnsbolle, jeg har spist. Det var også den sidste. Der var jo creme over alt.

Lettere traumatiseret over, at noget så kvalmt, blødt og sødt i folkekredse kan blive tilbedt på den måde, lagde jeg mit bestik sirligt og parallelt skråt ned mod højre med gaflens tænder opad, som den gode etikette foreskriver. Så rejste jeg mig, tog min hue på og betalte i hotellets reception.

470 kroner for dagens kaffe og kage.

”Have a nice day, sir.”

Da jeg trådte ud af glasdøren, der så fint blev åbnet af en piccolo, lå Kongens Nytorv badet i solskin. Et lille øjeblik stod jeg for mig selv og funderede over oplevelsen. Jeg var faktisk stadig en lille smule sulten.

Og så cyklede jeg ind på kontoret og spiste en kæmpe frokost.