Folkene bag aarhusiansk hype-restaurant har åbnet en polsk … mælkebar?!

Aarhus, bered jer: På Vester Allé i smilets by er Mleko Bar åbnet. 

På polsk betyder det ’mælkebar’, og konceptet er et levn fra kommunismens tid. Dengang var en mleko bar en offentlig kantine, hvor fabriksarbejdere kunne få et nærende og billigt måltid i løbet af arbejdsdagen.

Den tradition forsøger to af ejerne af restauranten Bardok og ejeren af natklubben Café Paradis nu at genoplive. Og konceptet er ulig noget, man umiddelbart kender til på vores breddegrader: På kortet er der tynde supper, tykke dumplings, billige øl og husets vodka med saltet fedt og sure pickles.

Egentlig var det slet ikke meningen, at byen skulle beriges med endnu et østeuropæisk spisested, fortæller ejer af Café Paradis, Rasmus Barslund:

”Vi ville egentlig have åbnet en rigtig hård technoklub. Men vi kunne ikke finde et lokale, vi gerne ville have, og så måtte vi finde på noget andet.”

Formålet ved at slå pjalterne sammen om Mleko Bar er selve samarbejdet, siger Martin Fryd, der er en af mændene bag Bardok, Partizani Grill og nu også Mleko Bar.

De tre mænd er nemlig private venner og har længe spekuleret på, hvordan de kunne komme til at arbejde sammen. 

”Vi ville i hvert fald lave noget sammen, os tre. Det var det vigtigste. Så da det ikke blev en technoklub, bildte vi Rasmus ind, at vi kunne tjene en helvedes masse penge på at åbne en pastarestaurant. Men det havde vi ikke lyst til, da vi mærkede efter. Det ville blive som at følge en 15-siders tyvstjålet manual fra 10 procent af den københavnske restaurantscene med otte deleretter og hjemmelavet pasta. Det orkede vi ikke.”

Den tredje og sidste mand bag den aarhusianske mælkebar er Bardok-medstifter Mads Schriver. Han beskriver køkkenet på Mleko Bar som en polsk-ukrainsk kantine, og han håber, at stemningen bliver som på en oprindelig, polsk pendant.

”Det skal være som at træde ind i en café i den gamle østblok for 50 år siden. Det må rigtig gerne være et kaotisk sted, hvor man kommer, spiser noget hurtig mad, drikker en øl og smutter igen,” siger han.

Mleko Bar har hjemme et stenkast fra Mølleparken i Midtbyen. I lokalerne, som man med den lokale dialekt nok ville beskrive som lidt træls at se på, har undseelige Indian Curry House ligget i mere end 30 år.

Det ene lokale på Mleko Bar er bygget op om en stor spisebar, der er tiltænkt det hurtige måltid som på de autentiske mælkebarer. Det andet bliver indrettet som en intim restaurant, hvor man risikerer at gnubbe albuer med nabobordet, som man kender det fra Bardok og søsterrestauranten, den bosniske grillbar Partizani Grill.

Man kan få en frokost og en øl for 125 kroner, og til aften er der blandt andet helstegt hvidløgskylling til to personer for 220 kroner. Det lyder umiddelbart som en opskrift, alle snusfornuftige danskere kan købe ind på: Nemlig en discountrestaurant.

Men at blive placeret i den kategori vil de tre mænd absolut ikke høre tale om.

”Er du sindssyg? Vi laver ikke skrald på den måde. Det er bare nogle retter, som er billige at lave, selvom man laver dem med dyre råvarer,” siger Martin Fryd.

Det vil Mads Schriver, som har ansvaret for køkkenet sammen med Martin Fryd, gerne uddybe: 

”Når vi skal have hakket gris, bruger vi det bedste og dyreste grisekød, vi kan finde. Og når vi skal bruge kål til vores kåldolmer, bruger vi det bedste kål fra lokale producenter. Vi synes, det er sjovt at vise, at det godt kan holdes billigt, uden det behøver at være dårlig kvalitet,” siger Mads Schriver.

Med steder som Bardok, Partizani Grill og nu også Mleko Bar har den østeuropæiske husmandskost fine vilkår i Aarhus. På København er tendensen sværere at spotte, og spørger man ejerne bag Mleko Bar, om det næste gastronomiske opsving i Danmark starter i Aarhus med østeuropæisk i ascendanten, er svaret dog umiddelbart nej:

”Jeg tror ikke, det her køkken har det, der skal til for at blive rigtigt trendy. Maden er kendetegnet ved at være meget bleg og lidt kedelig for øjet,” siger Mads Schriver.

”Det er sgu bare ikke særligt sexet at se på,” tilføjer Rasmus Barslund.

”Maden fra den del af Europa er lidt grov, hvor det franske, italienske og spanske har lidt mere elegance over sig.”

Grove serveringer i blege nuancer får man også på Bardok, der har gastronomiske rødder i Kaukasus og Sydøsteuropa. Alligevel er restauranten på Åboulevarden blevet lidt af et tilløbsstykke. Man skal finde tættekammen frem for at opstøve en troværdig Aarhusguide, hvor den ikke står på side et, og man skal være ude i god tid, hvis man vil sikre sig et godt bord i weekenden.

Østeuropa trives i Aarhus. Og Mads Schriver lader da også døren stå på klem for, at der er noget om snakken, og at vi på sigt ser flere østeuropæiske restauranter dukke op i resten af landet.

”Det er sjovt og hyggeligt at spise den her slags mad. Og så smager det jo pissegodt. Altså, hvem har ikke lyst til at sidde ved et mahognibord, der er fyldt med sur suppe, pirogger og saltet grisefedt? Jeg kan ikke forstå, hvis alles hjerter ikke smelter af det. Men det bliver nok ikke en megatrend på hele den danske restaurantscene,” afslutter han.