‘Denciks dagbog’ - kapitel 1: “Det kunne ende som et kys i år, drømmer jeg, for cykelsporten elsker naturen om sommeren.”
Forfatter og filminstruktør Daniel Dencik dækker årets Tour de France for Euroman med dagbøger ved hver etape fra sit hus i Sierra Nevada. Her er første kapitel.
De findes, hulerne. Sommer efter sommer kan den del af menneskeheden, der elsker cykelsport, forvandles til en slags lyssky huleboere. Jeg husker en novelle af Franz Kafka, som jeg kun har læst på svensk, hvor den hed netop Boet. Novellen bliver fortalt af en muldvarplignende gnaver. Den indledes med en tør konstatering, der rummer en stolt og frisk hulementalitet: Jag har inrett boet och det verkar lyckat.
Det er en besnærende tanke med et dunkelt bo, hvor man er godt gemt af vejen, men mine seneste somre har været huleløse. Jeg har rejst rundt på de franske landeveje for at følge Tour de France i virkeligheden. Mit bo har været varevogne og skiftende hotelværelser.
Annonse
Men i år skal jeg ikke til Frankrig, jeg har ikke tid, har jeg sagt, jeg skal skrive en roman færdig, jeg vil tilbringe en stille og afsondret sommer i huset i Sierra Nevada. Så hulen er tilbage. Og hulens indretning har fulgt et par enkle grundidéer:
'Denciks dagbog'
Daniel Dencik skriver dagbog for Euroman.dk om Tour de France ved hver etape fra sit hus i Sierra Nevada i Spanien. Han er forfatter og filminstruktør. Har blandt andet lavet filmen 'Moon Rider' (2012) om cykelrytteren Rasmus Quaade og har skrevet bogen ’Sportshjerte’ (2017).
1. En pålidelig opkobling til løbssignalet.
2. En skyggefuld beliggenhed.
3. Landkort over Frankrig på væggene.
4. Udgang til have med frugter og bær.
Hulen er indrettet, og den virker vellykket.
Annonse
I løbet af hulebyggeriet har jeg kunnet fordybe mig i årets rute, som denne gang fremstår elegant og grafisk løst med to blødt svungne buer gennem det franske land.
Den første bue er et nordligt træk i østvendt retning - den løber fra en ø i Biscayen til brostenene på vej til Roubaix. Den anden bue danner en sydlig halvkreds med vestgående løbsretning - den slynger sig fra Alperne over Cevennerne til Pyrenæerne. Aksen er den første hviledag, og de to buer spejler sig i hinanden som en stor, liggende parentes, hvis man ser på et kort.
Tour de France 2018 besidder således en indbydende, dobbeltsidet harmoni. Ruten kalder med læber som en kysmund - og selv en Lars von Trier kender betydningen af den tomme parentes, når han giver en film en titel som Nymph()maniac.
Hen over de kommende uger vil løbet slikke sig om læberne. Den niende etape er brostensetapen, på den tiende venter de første bjerge. Afgørelsen kan meget vel komme til at ligge omkring selve spejlingen ved halvvejen. Hvordan parentesen end afrundes, vil feltet til sidst kunne sætte triumf på bedriften og lukke løbet ved at slå ring om en anden bue, Triumfbuen (i Paris).
Det kunne ende som et kys i år, drømmer jeg, for cykelsporten elsker naturen om sommeren. Kysset kan imidlertid også efterlade en bitter smag, det kan blive til et judaskys. Tredive tusind sikkerhedsfolk er indkaldt, for at tilskuerne langs vejene ikke skal fristes til at forråde sit eget løb. Det faktum, at Chris Froome på falderebet er blevet inkluderet i startlisten, er både en flot, farlig og dødsforagtende gestus.
Men i det løbet skydes i gang i det nordlige Biscayen, er alt endnu drøm og forventning. Min opmærksomhed er rettet mod det særlige stænk af eventyr, der råder på den franske atlanterhavskyst. Jeg tænker på de høje pinjetræer, surferne og vestenvinden, der hjemsøger de store, vemodige strande. Her duver østersbanke mod salte øer med navne smukke som Noirmoutier. Her begynder sommeren.
I dag er alt muligt. Jeg sidder klar i de spanske bjerge, min hule er en drømmecentral, en tom parentes, der venter på de første gæster. Buen er spændt, spejlbilledet jomfrueligt, hinden ubrudt. Etaperne ligger uopdagede foran os allesammen.
