Efter har flyttet sig selv og sin familie så langt væk, man nærmest kan komme fra cafélivet på Frederiksberg, har han været tilstrækkelig meget alene til også at turde være det på en scene Annelise Hartmann Eskesen tog til Klitmøller for at prøve at forstå, hvorfor Simon Kvamm har Vesterhavet at takke for sin solokarriere.
Ideen opstod i en brandert i byen Salobreña i Spanien dagen inden nytårsaften mellem 2014 og 2015. De havde lejet et stort hus i bjergene, børnene var lagt i seng, og de voksne lå i sprit – eller mere præcist Spritz – da Simon Kvamm og hans kone, Stine, foreslog det vennepar, de var på ferie med:
”Hvad med, at vi alle sammen flytter til Klitmøller?” De kendte nogle, der var glade for at være flyttet dertil, og tænkte, at det måske også kunne være noget for dem.
De andre var ved at dø af grin. Men så gik det op for dem, at de mente det alvorligt. Vennerne Morten og Mai, der er nogle entreprenante typer, som bl.a. har åbnet den populære bar Sway i Aarhus, drevet Bremen Teater i København, og som trængte til noget nyt, havde selv snakket om at flytte til Spanien, og Simon og Stine havde talt om San Francisco.
Siden de flyttede til København i 2001, hvor de søgte mod byens lys og alt det spændende, der skete i storbyen, havde de fået to børn, nærmede sig de 40 og befandt sig et andet sted i livet, end da de kom. København var blevet et sted, hvor Simon Kvamm surfede fra legeplads til legeplads med en dyr kaffe i hånden, og hvor han var træt af trafikken.
Ved nærmere eftertanke ville et liv i en anden storby, såsom San Francisco, nok ikke ændre så meget på den hverdag. Han og Stine søgte ikke bare et andet sted at bo; de søgte et andet slags sted.
Klitmøller er en af Udkantsdanmarks få landsbyer, der ikke mister indbyggere. Siden 1600-tallet har det været en fiskerby, og op gennem mange familier har alle mændene været fiskere. I 80’erne fandt surferne imidlertid også ud af at udnytte Vesterhavets store bølger og den stærke vind.
Snart var Klitmøller og resten af Cold Hawaii, der strækker sig omkring 50 km fra Agger i syd til Hanstholm i nord, kendt som et af Europas bedste steder at surfe. I 90’erne slog de første surfere sig ned, og de seneste 10-15 år er endnu flere kommet til, og de har taget deres ofte unge, veluddannede og initiativrige venner med.
Annonse
Især efter at nogle lokale surfere tog initiativ til en masterplan for området, der skulle skaffe flere turister samt en del af verdensmesterskaberne i windsurfing til Klitmøller, skete der noget. I dag, når man går en tur på stranden, er der omtrent lige så mange surfere som fiskerbåde, der stævner ud fra kysten.
Det var ikke, fordi Simon Kvamm og hans kone nogensinde havde haft succes med at surfe, da de foreslog venneparret at flytte dertil. De syntes bare, at livet der virkede tiltalende, mens de andre forestillede sig en forladt fiskerby, hvor der måske nok var nogle surfere om sommeren, men sikkert stendødt og røvsygt om vinteren.
Men da de vågnede efter deres brandert, der var så stor, at selve nytårsaften blev en forholdsvis stille affære, var ideen om Klitmøller ikke forduftet. Resten af ferien snakkede de videre – og mere og mere seriøst – om ideen og besluttede at tage derop i den efterfølgende vinterferie for at se, om det var et sted for dem.
I Danmark kan man nærmest ikke komme længere væk fra Frederiksberg, hvor Simon Kvamm, Stine og deres to døtre, Alice og Elinor på fire og ni år, boede. Fra København skal man med tre IC3-tog og en lokalbane fra Struer, før man (næsten) er der.
Lyngen står vildt, mågerne flakser hårdt rundt mellem hinanden i vinden, og armene på vindmøllerne kører taktfast rundt over markerne ved Hørdum, når man kører nordpå mod Thisted. Efter Snedsted, der på mange måder ligner Hørdum, begynder man at kunne lugte gyllen inde fra toget, og når man kommer til Sjørring, kniber det med 3G på ens mobiltelefon.
Simon Kvamm har tilbudt et lift fra Thisted Station, fordi der ikke er nogen direkte bus de sidste knap 20 km af ruten. Han har skrevet i en sms, at han måske bliver ni minutter forsinket i forhold til togets ankomst, men da toget tøffer ind på perronen, sidder Simon Kvamm klar med sorte solbriller i sin sorte Audi på den anden side af Jernbanegade.
Bilen dufter af læder, og dens chauffør af aftershave. Udenfor er det fladt og på denne fredag eftermiddag i april ret gråt, og vinden tager godt fat i træerne.
Annonse
”Alt er mere ekstremt heroppe,” siger den 41-årige musiker, der siden august sidste år har hørt til blandt Klitmøllers ca. 900 indbyggere.
”Når det blæser, blæser det rigtig meget. Når det er vinter, er det rigtig meget vinter, og når det er dødt, så er det rigtig dødt, Men om sommeren er det til gengæld også rigtig meget sommer,” siger Simon Kvamm.
Bilen kører ind i Klitmøller, der gennem de seneste mange somre er blomstret op pga. alle surferne, der kommer for Vesterhavets vilde bølger, og som har en strøm af nybyggere i sit kølvand. Denne buzz i Danmarks kolde svar på Hawaii er dog svær at få øje på, når man en grå hverdag kører gennem den lille by med almindelige huse og få mennesker på de stille veje.
På en dag som i dag kræver det lidt fantasi at forestille sig al den entreprenante aktivitet og nybyggerkultur. Husene på gaderne har forskellige farver og ser hyggelige ud, og man kan mærke Vesterhavet komme ind fra siden, men ellers ligner Klitmøller uden for sæsonen en hvilken som helst anden lille kystby, medgiver Simon Kvamm.
”Når man kører ind i byen her, tænker man jo: ’Hvor er det? Det der nybygger-noget, hvor fanden er det?’ Det er først, når man kommer ind ad døren hos folk eller ud til vandet, at man fornemmer, hvorfor det er et sjovt sted at være.”
På vejen hjem kører han lige inden om sin gode ven Troels’ kontorfællesskab på hovedgaden. Det ligner et bureau, der kunne ligge på Christianshavn, hvor grafikere, designere og fotografer har lejet sig ind for at passe hver sin enkeltmandsvirksomhed.
I stedet for en trafikeret københavnsk hovedåre af trafik har de udsigt til Vesterhavet fra kontoret. Derhjemme skal han lige et smut i garagen for at hente en kasse Thy-øl, som Troels i øvrigt har designet etiketten til. Han parkerer i carporten ved siden af sit rumlige, hvidkalkede hjem i to etager.
Fra huset tager det to minutter at gå til Vesterhavet.
”Man får noget for pengene her,” smiler Simon Kvamm, da han har fyldt bagagerummet. Mens Frederiksberg p.t. har Danmarks næsthøjeste kvadratmeterpris, ligger Thisted Kommune nummer 88.
Køreturen fra Simons hjem til hans arbejde er en af Danmarks smukkeste strækninger. Asfalten er det eneste menneskeskabte, man kan skimte på den 10 minutter lange køretur gennem den nordlige del af Thy Nationalpark mellem Klitmøller og Hanstholm.
Det ligner et månelandskab, og den sortlakerede bil føles som et fremmedelement mellem de mørkegule strå, der ligger næsten vandret i vinden. Man kan dufte Vesterhavet, der bruser ind over det gule landskab på venstre side, og når man har kørt et lille stykke, rejser et hvidt fyrtårn sig på en bakketop.
I den dertilhørende maskinhal har Simon Kvamm fået lov at indrette et studie til indspilningen af sin nye plade, der ifølge sangeren selv viser en helt ny side af ham både som person og musiker.
Hanstholm Fyr. Her har Simon Kvamm indrettet sit studie
”Hej-heeej,” siger han, da han spankulerer på sine gummisko ind i rummet, der, til trods for at det har rødternet flisegulv og fem meter til loftet, virker hyggeligt. Hen over gulvet ligger en masse ægte tæpper i lag, som Hanstholm Hotel har stillet med.
Det lokale byggemarked har sponsoreret 13 høje lydvægge beklædt med sort stof, og bag en masse mikrofonstativer og et trommesæt er producer Kenneth og percussionist Jakob i gang med at indspille et lag whiskers til et af numrene på den nye plade.
”Så vi skal lige være helt stille,” siger Simon Kvamm og lader sig synke dybt ned i en rød buet sofa med slidt betræk i det ene hjørne af rummet. Her har mange haft lyst til at hænge ud de sidste måneder, mens de fire musikere (guitaristen Felix er der ikke i dag) har indspillet Simon Kvamms første soloplade.
I dag kommer i alt to venner, en producer og dennes kone forbi. Til ære for dem sætter producer Kenneth et par sange på. Simon Kvamm er vist lidt spændt på modtagelsen. Han sidder yderst på sofaen, da hans egen stemme kan høres over højttalerne synge de første strofer af sangen ’Ihjel’:
”Drengen gik hjem til sin far og sagde: ’Hvad skal jeg gøre?’ Faren sagde: ’Så’en kan det gå, når man får ring i sit øre.’”
Han kigger ned i sit ærme og er gået i stå med kaffen, mens gæsterne i sofaen sidder og lytter. Han kigger først op, da sangen er forbi.
”Det er sådan næsten færdigt,” siger han.
Og mere færdigt behøver det faktisk ikke at være. Det er hele ideen med den nye Simon Kvamm.
Efter nogle velproducerede år med Nephew og De Eneste To har den erfarne musiker både haft trang til at gå solo og til at stå på usikker grund. Selv finder han det passende, nu hvor han er flyttet til Vesterhavet, at bruge en vand-analogi.
Mens Nephew er en supertanker, der ifølge Ekstra Bladet i 2013 tog 1 mio. kr. pr. koncert, og de Eneste To er en katamaran, stævner Simon Kvamm som solist ud i en lille jolle, der er let bevægelig i de store bølger.
Det nye soloprojekt har fået titlen ’Vandmand’, hvilket både er Simons stjernetegn og et billede på, hvordan han nogle gange ser sig selv. I titelnummeret synger han: ”De tror, det’ en haj / men det’ bare mig / under skibene / alt det, jeg ikke forstår”, og med det forsøger han at undersøge, hvorfor han ofte bliver opfattet som arrogant.
”Flere gange har jeg stået i en samtale, og så siger folk: ’Er det rigtigt, at du er sådan lidt arrogant?’ Det er virkelig et specielt spørgsmål, for hvad svarer man? ’Ja, det er rigtigt. Eller det går jeg efter at være i hvert fald.’”
Men Simon Kvamm er mere porøs og søgende, end de tror, siger han selv, og som solist har han trang til at vise lidt mere af, hvem han selv synes, han er. Når han til efteråret i en lang række shows går alene på scenen, vil han give publikum et stykke af sig selv gennem en blanding af musik, røverhistorier og lommefilosofi.
Sit eget Niels Hausgaard-agtige show, kalder han det – med noget spas a la Drengene fra Angora, rock, som han spillede med Nephew, og noget af det følsomme, som han dyrkede i bandet De Eneste To.
”Ønsket om at lave mit eget liveshow har ligget i mig rigtig længe. Altså hvordan ville jeg gøre det, hvis jeg var Niels Hausgaard? Men jeg har skubbet det foran mig, fordi jeg ikke har følt mig klar eller haft energien til det. Der kan jeg mærke, at det at komme herop,” siger han og peger med hele armen ud over gårdspladsen ved fyrtårnet, ”har givet mig energien til det.
Og nu tør jeg godt prøve at sætte mig på en scene og være enormt nærværende. For at kunne det tror jeg, at man skal være virkelig meget alene. Og det kan jeg være heroppe. Jeg er jo virkelig en lonesome cowboy i hverdagen.”
”Det er ikke noget, jeg bevidst har søgt, og jeg har aldrig før defineret mig selv som en, der godt kan lide at være alene. Men det kan jeg mærke nu, at jeg godt kan. Peter Sommer siger, at jeg er blevet mere og mere ligesom min far. Jeg synes selv, at min far er lidt spøjs.
Han er typen, der går en tur i fem timer. En, der søger aleneheden. Og den er der meget af heroppe. Jeg kan mærke, at jeg trækker mig lidt ind i en ensomhedsting og bedre kan tænke over nogle ting og komme ud med dem – i stedet for at stå midt i en myretue i København.”
Vesterhavet giver også Simon Kvamm energi. Faktisk er saltvandet ud for Jyllands venstre side nærmest den primære årsag til, at det var her og ikke et andet sted i udkanten af Danmark, at familien købte hus. Der er ikke noget dansk farvand, der har samme vildskab, og hvor man får samme fornemmelse af at være ude på kanten til resten af verden, synes han.
Derovre ligger England, og dér ligger USA, og Simon Kvamm kan ikke forstå, at Udkantsdanmark er så negativt ladet et ord.
”Det er da fedt at være i kanten af noget. Her er udsigt. Et gigantisk hav, en kæmpe horisont og lille mig, der står der. Det er en kæmpe verden, og jeg er bare en lille del af den,” siger han.
”Der er bare et eller andet ved det,” siger han med lige så meget smæk og entusiasme på ordene, som der er på Vesterhavets bølger.
”Jeg har for helvede skrevet en sang om det!”
En tur ned til Vesterhavet får altid blæst Simon Kvamm i gang som et mælkebøttefnug, der kæmper for at få lov at give slip, som han synger sammen med Nephew. Lige meget om det er sol, regn eller blæst. Om det er to minutter eller en time, om han kigger på det, bader i det eller forsøger at surfe på det, er underordnet, når blot han er tæt på elementerne.
I modsætning til sin kone, der godt kan lide at fare vild, når hun går tur, går Simon Kvamm altid en planlagt rute, så han ikke skal tænke over, hvor han går.
At have Vesterhavet så tæt på er en af de største kontraster til København, hvor en tur om vandet i Frederiksberg Have bare ikke er det samme.
Vesterhavet får ham til at føle sig som en del af noget større. Og enhver kan have gavn af at minde sig selv om, at de ikke er centrum i universet, mener han. Både når det går godt og skidt.
”Det er jo noget, man kan læne sig tilbage i, hvis det går lidt dårligt en dag. Så kan man minde sig selv om, at man ikke selv er Gud, men at der findes noget større. Man skal ikke slå sig selv i hovedet, hvis det hele ikke lige går, som man havde håbet.
Og hvis det går godt, kan man gå ned til vandkanten for at holde fast i jordforbindelsen en lille smule og sige til sig selv: ”Jojo, det er fint nok, at du har fået succes med et eller andet. Men du er stadig kun en lille lort i noget større.”
”Ja, det slogan fik DBU lige fucket op: ’En del af noget større.’ Men det er jo sådan, det føles ved Vesterhavet,” siger han.
Grunden til, at de overhovedet havde talt om at flytte, var, at der skulle ske noget nyt. Hvorfor har Simon Kvamm lidt svært ved at forklare. Han tøver lidt, da han bliver spurgt, men prøver så at sætte ord på trangen til forandring.
”Vi var bange for at blive sådan nogle, der kedede os i København og levede sådan et småborgerligt københavnerliv. Selv om man bor midt i København, kan man godt få fornemmelsen af at leve kernefamilieagtigt. Man afleverer sine børn, henter dem, laver noget mad og ser Netflix om aftenen.”
Er det ikke det, man laver her?
”Det gør man også, men her er man mere en del af et lille samfund. En lille landsby, hvor man laver mange ting sammen. Jeg er meget overrasket over, hvor meget gang i den der er. Mange har jo spurgt: ’Hvorfor vil I flytte til Klitmøller? Der sker jo ikke en skid.’
Og det kan godt være, at vi ikke går på bar hele tiden, men der sker rigtig meget socialt, der er altid nogen, der skriver og spørger, om man ikke kommer ned til drinks eller mad. Jeg har aldrig drukket så mange bajere, som efter vi er flyttet herop. Det er også svært at gå ned til Vesterhavet og sige, at der ikke sker noget. Der sker altid noget.”
I Nordjylland har han ikke bare fået mere plads i sit hus, end han havde i stuelejligheden på Frederiksberg, men også i sin kalender og i sit hoved. Det er sværere for ham lige at komme forbi til et interview med P3, der ligger på Amager, når han bor i Klitmøller.
Og det synes han er meget fedt. Ikke fordi han ikke kan lide P3, men fordi han har været der så mange gange og har brug for en pause. Han synes også, at dette interview kræver meget af ham, fordi han gerne vil give noget af sig selv.
Han vil gerne gøre sig umage, siger han. Og selv om Vesterhavet, klitterne, møllerne og al pladsen giver ham – især – ydre ro, er det ikke helt nok til at bringe ham i zen indeni. Derfor ryger han, for at slappe af og give lidt slip på det hele, på ugentlig basis lidt pot på terrassen, mens børnene sover.
Så får han en spids, som han har lært af Peter Sommer. Man ruller det yderste tobak ud af en cigaret, og så ruller man en lille ært pot og putter den ned i toppen af filteret.
”Det er en lille påvirkning, men nok til at løsne lidt op. Det har jeg brug for,” siger han.
Ambitionerne om solokarrieren har ligget og boblet de seneste mange år i kroppen på Simon Kvamm. Og nogle gange er de boblet over. Simon Kvamm er meget engageret og kan godt lide at bestemme, men erkender, at hans lederrolle nogle gange kan blive et problem.
Fx har han i lidt for høj grad forsøgt at udleve sine soloambitioner på Nephews seneste album ’Hjertestarter’ fra 2012.
”Jeg kan jo godt lide at tage styring, og på den plade tog jeg den nok lidt for meget over på min bane sangskrivningsmæssigt. Og det er jo hverken rigtigt for mig eller for bandet.”
Han skynder sig at understrege, at han og resten af Nephew fortsat er gode venner, og at han håber, at de skal spille musik sammen igen. Indtil videre er de bare på pause. De øvrige fire medlemmer i bandet har alle været inde og se deres forsanger i hans nye enmandskonstellation, da han i løbet af foråret prøvede sig frem som solist ved i alt 10 shows.
I snit har der været nogle hundrede ved hver koncert på forårstouren, som Simon Kvamm kaldte for ’Testing’. Han ville stille sig op med ufærdigt materiale og teste det af som en komiker til open mike for at finde ud af, hvad der virkede.
Et setup, der gjorde den erfarne entertainer langt mere skælvende og svedig, end han var de to gange, han spillede for 40.000-50.000 tilskuere på Roskilde Festivals Orange Scene i 2007 og 2010 sammen med Nephew.
Hvor han med Nephew og også De Eneste To havde en nøje koreograferet entré med røg og sorte skjorter og indimellem skrigende fans, gik han til det første lille ’Testing’-show stille og roligt ind på scenen. Nøgen.
Sådan føltes det i hvert fald den torsdag i januar på KulisseLageret, et lille spillested i Horsens, der var Kvamms første møde med et publikum som soloartist. Og hans første møde med noget, der minder om sceneskræk, i meget lang tid.
Sammen med sine musikere og sin producer var han kommet til byen et par dage forinden, og det var første gang, de skulle spille sammen. 13 sange skulle de øve, og Simon Kvamm skulle finde ud af, hvad han skulle sige mellem numrene.
Han vågnede om onsdagen og tænkte: ”Fuck, hvad skal jeg gøre? Det er for meget. Det er simpelthen for meget. Det er for stort et pres, vi når det ikke. Hvad fanden har jeg tænkt på?”
De havde kun nået at øve fem sange, da der var én dag til koncerten, og Simon fik en fornemmelse, som han kun har prøvet ganske få gange i sin karriere: ”Det er ikke sjovt lige nu. Men jeg skal igennem det. Det skal jeg jo bare.”
De øvede videre.
”Og så blev det torsdag,” siger han og fylder lungerne langsomt med luft og holder vejret. Så puster han ud.
”Det føltes som at tage alt tøjet af og stille sig ind på scenen. Jeg har jo altid været vant til at have en mere defineret ramme. Og i Nephew havde vi jo faktisk en uniform, vi optrådte i. Der var kun 100 tilskuere, men det var så angstprovokerende.”
Inde på scenen lagde han sine computerskrevne A4-ark på sit keyboard, og publikum klappede roligt, da de fik øje på ham. Den første koncert kan han ikke huske noget af, men det er faktisk en indikation på, at det gik godt: At han gik ind i en lille verden og en fortælling og lykkedes med at glemme sig selv.
Allerede fra første til andet show, der blev holdt dagen efter, skete der kæmpestore ændringer i settet. Der var en masse ting, der ikke var lige så fede, som Simon Kvamm havde troet, og der var jokes, de ikke grinede af i Horsens.
”Man kan godt stå derhjemme og få lidt optur over sig selv: ’Feeeedt, mand, super fed sang! Fedt, den der måde, hvor den lige gør det der,’ og så fungerer det overhovedet ikke live. Omvendt kan et nummer, der på skrivebordet føles lidt banalt, live føles som en perle, som man slet ikke havde set.”
Simon Kvamm havde inviteret sin ven Frank Hvam til at give feedback efter det første show. For godt nok har Simon Kvamm erfaring med at få folk til at grine fra sin tid som rockeren Baune, cykelrytteren Pim de Keysergracht eller studievært i ’Drengene fra Angora’, men han er alligevel ikke vant til at optræde med noget, der i nogle sekvenser har karakter af standup. Eller i hvert fald gerne skulle have det.
”Dagen efter første show sad jeg med Frank i tre timer, hvor han høvlede løs som en eller anden fucking lærer,” griner Simon Kvamm. Hans sparringspartner syntes vist, at showet overordnet set var godkendt, men han syntes også, at det var lige programoversigtsagtigt nok.
At Simon Kvamm var lidt for perfektionistisk med at sætte labels på alting i stedet for bare at gå i gang med at fortælle.
For Simon Kvamm, der godt vil vedkende sig en stor grad af perfektionisme og en lille grad af bedrevidenhed, var det ret intimiderende at sidde og lytte til kritik af hans eget personlige show, selv om han jo selv havde bedt om det.
Som publikum lærer man bl.a., at lille Simon fra Silkeborg som barn var bange for at være alene hjemme og blev passet hos sin ven Buffi, når han skulle møde sent i skole. Sådan var det helt op til konfirmationsalderen. Simon søgte et fællesskab og valgte lidt malplaceret en knallertbande i Silkeborg, der ikke umiddelbart lå op ad hans interesse for klaverspil.
De kaldte ham ’Klaverfinger’, og det prædikat var der ikke mange damer i, kan Simon Kvamm afsløre. Simon Kvamm vil, med alle disse historier, prøve at undersøge, hvordan han er som individ frem for i et fællesskab.
Det er et vedvarende tema i hans liv, at han gerne vil folde sig ud og forløse sit eget potentiale og samtidig være en del af noget større. Er det så normalt, eller er det unikt for ham?
”Når nogen siger, at mit show er lidt programoversigtsagtigt, er det lidt som at sige, at jeg er programoversigtsagtig. Det er jo en lidt ærgerlig karakteristik. Nå o.k., fedt nok,” siger han og griner.
”Men jeg kunne godt se, hvad han mente.”
Det show, Simon Kvamm optræder med til efteråret, er altså blevet perfektioneret gennem forårets 10 shows. Egentlig skulle der have været 20, men de resterende blev aflyst, fordi den unge Hausgaard gerne ville bevare en lidt uperfekt, ufærdig live-fornemmelse i showet.
Det er også derfor, at pladen, noget utraditionelt, først udkommer efter hans turné. Den er naturligvis vigtig i sig selv, men et biprodukt af liveshowet. Hvis man vil vide, hvad det nye Simon Kvamm handler om, er det på de små spillesteder rundt omkring i landet, at man forstår det.
”Undervejs har jeg slettet 2-3 numre og skrevet 2-3 nye. Touren har gjort mig meget klogere,” siger han.
Klitmøller, der danner rammen om Simon Kvamms liv, nu hvor han er ca. halvvejs, har også en fremtrædende plads i showet. Hans ældste datter surfer hver torsdag, og han er også selv begyndt at bade med bræt, som hans døtre kalder det.
Han får selvsagt ikke det samme blik som de langhårede fyre med surf- og vaskebræt får, når de går op af vandet og kaster deres lange, våde hår tilbage i en swush-bevægelse.
Han synes heller ikke, at en våddragt gør noget godt for hans mave, siger han og viser med hænderne, hvordan siden af de andre surferes mave går lige op og ned, mens hans egen ganske vist er lige det første stykke fra armhulerne, men får et udsving i hver side, når man kommer ned til lige over buksekanten.
Hans døtre er begyndt at sige ting på jysk, som han ikke kan forstå, og han bliver overrasket, hver gang postbuddet kommer hele vejen ind ad hoveddøren med breve og pakker. Især hvis det er en andens hoveddør.
”Så kommer postbuddet ind, og det er jeg jo ved at være vant til, men så kommer han med et brev til mig,” siger Simon måbende, ”for ja ja, han havde da lige set, at min bil holdt udenfor.”
Simon Kvamm, hans familie og deres venner fra nytårsbranderten havde med vilje valgt det vejrmæssigt mest triste tidspunkt af året at tage til Klitmøller på, da de i vinterferien sidste år ville afprøve tilværelsen som thybo.
Hvis de kunne holde det ud der, kunne det jo kun blive bedre resten af året. De lejede et sommerhus og travede op og ned ad vejene i den flade sommerhusby på det mest forladte tidspunkt og ringede på hos thyboerne og spurgte: ”Hvordan er det at bo her?”
De forklarede om livet på godt og ondt, og dagen inden Simon Kvamm og familien skulle tilbage til de travle gader på Frederiksberg, stablede de lokale et lille arrangement på benene i surfklubben nede på stranden, og det gjorde udslaget for familien.
”Børnene væltede rundt, og de voksne drak vin og snakkede, og det hele føltes som en meget let måde at have et socialt liv på. At møde de mennesker var klart det, der fik os overbevist. Hvis man vil have ting til at ske heroppe, skal man selv banke det op af jorden – og det gør folk.”
På den måde passer de to vennepar godt ind i Klitmøller. Første sommer de kom herop, sprang Simon Kvamm og Morten Manaa ud som koncertarrangører og lavede nærmest en lille festival ud af mesterskaberne i windsurf.
Saybia, De Eneste To, Shaka Loveless og dj Pelle Peter Jensen fra P3 kom og spillede, og Simon Kvamm var vært. I foråret åbnede Morten og Mai et spisested med udsigt ud over Hanstholm Havn, og Simon Kvamm spillede naturligvis til åbningen.
Og hans kone, Stine, har travlt med at dække flygtningelejren i Thy som freelancejournalist for onlinemediet Føljeton samt at lave radio for P1.
Da flyttebilen kørte de over 400 km fra Frederiksberg til Klitmøller i august, seks måneder efter prøveturen, stod familiens nye næsten-naboer Orla og Gunda, et ældre ægtepar med fiskerifirma i Hanstholm, klar til at hjælpe med at bære flyttekasser, uden at de var blevet bedt om det.
Den slags er ikke noget, man snakker så meget om på de egne, det er bare noget, man gør.
”De rigtige thyboer siger ikke så meget,” opsummerer Simon Kvamm, ”men de er meget lune i det og sindssygt hjælpsomme.”
Indtil videre har Simon Kvamm og hans familie fundet det, de søgte, selv om han synes, at vinteren var lidt hård at komme igennem.
”Der er jo nul offentligt rum her. Der er ingen steder at gå hen! Jeg har været vant til at starte dagen på Laundromat på Gl. Kongevej med en kop kaffe, efter børnene var afleveret. Så er det altså hårdt at flytte til Thy.
Det eneste sted, der rent faktisk serverer kaffe før 10, er McDonald’s i Thisted. Så sidder man der og drikker dårlig kaffe og hører helt høj Radio Limfjorden lige ind i hovedet og tjekker mails og savner København helt sindssygt.”
Familiens nye liv sammen har selvfølgelig visse lighedspunkter med det gamle. De afleverer og henter, går på arbejde, laver noget mad og ser ’X Factor’ om fredagen.
Men samtidig er de en del af en lille klan, som Simon Kvamm kalder det, hvor man passer hinandens børn, fester og samles om en fascination for Vesterhavet i en by, hvor Helle fra vejen og Anders fra kaffebaren er lige så kendte for hinanden, som Simon Kvamm er det for københavnerne, når han går rundt på Strøget.
”Mine københavnske venner siger, at jeg er taget hjem til Jylland. Men jeg kommer fra Silkeborg og Østjylland, og det har ingenting med Klitmøller at gøre. Her er der en helt anden mentalitet og natur, og jeg føler på ingen måde, at det er at vende hjem til Jylland.
Jeg synes selv, jeg er flyttet et helt nyt og underligt sted hen. Og vi er sindssygt glade for det.” Men lejligheden på Frederiksberg har de beholdt. Hvis nu.
