Anders Boisen har boet på 14 kvadratmeter i fem år: ”Jeg ville ikke gøre det igen”

TILBAGE I 2016 boede jeg med min daværende kæreste i en smuk og nyrenoveret lejlighed på Trøjborg i Aarhus. Vi havde et meget konventionelt liv, var begge nyuddannede, og det lå ligesom i kortene, at nu skulle vi ud og have et fuldtidsarbejde på et kontor med en kaffeautomat. Og så skulle vi nok også have et lille hus i forstaden, som kunne afbetales med et fastforrentet boliglån over de næste 30 år.

DER SAD JEG så, i lejligheden blandt Kay Bojesen-aber og andre fine stykker dansk design. Men jeg følte mig overhovedet ikke hjemme i det liv. Jeg udviklede det, man kan kalde for lejlighedsklaustrofobi, fordi min livsstil var så konform og bare lignede en kopi af alle andres. Den lejlighed, vi boede i, det tøj, jeg havde på, de ting, jeg så i fjernsynet – mit liv var en copy-paste-løsning, og jeg kunne slet ikke være i det.

JEG STØDTE PÅ begrebet tiny house, på YouTube en aften, hvor jeg sad i min sofa. Jeg faldt over en kanal, der hedder ’Living Big In A Tiny House’, hvor et kærestepar rejser rundt overalt på kloden og besøger mennesker, der bor i tiny houses. De fortalte om, hvordan det at go tiny betød, at de kunne spare penge og leve et mere bæredygtigt liv.

DET, DER SPECIELT fangede mig, var, hvordan de her mennesker beskrev den livsændrende proces, det havde været for dem. Hvordan de kunne indrette en mere økonomisk fri og fleksibel tilværelse og således ’snyde’ sig ud af den arbejdsmæssige trædemølle og investere deres tid i mere meningsfulde aktiviteter. Jeg tænkte: ’Kunne jeg også skabe et liv, som var mere i kontakt med naturen, og hvor jeg måske kunne arbejde lidt mindre, og måske endda skrive en bog? Leve bæredygtigt og minimalistisk? Sådan rigtigt?’

FØRSTE SKRIDT PÅ min meget lange rejse var, at jeg flyttede fra lejligheden og ind i en kolonihave. Mens jeg boede der, begyndte jeg at bygge mit første tiny house. På det tidspunkt arbejdede jeg stadig fuldtid med byplanlægning i Aarhus Kommune, og jeg vidste ingenting om at bygge noget eller om noget som helst andet for den sags skyld. Men jeg gik ind i det med tilgangen: ’Altså, hvor svært kan det egentlig være?’ 

Sammen med min gode kammerat, som er tømrer, gik jeg bare i gang. Kolonihaven var meget lille, og jeg lærte derfor at leve på meget lidt plads. Og så øvede jeg mig i at dyrke haven og leve selvforsynende.

DET FØRSTE HUS, jeg byggede, blev stjålet fra kolonihaveforeningen, lige da det var blevet færdigt. Når man bygger et tiny house foregår det oven på en trailer, fordi man skal kunne flytte det rundt, og så var der simpelthen nogen, der pludselig havde kørt det væk i nattens mulm og mørke. Flere medier skrev om det, men huset er aldrig blevet fundet. 

Det var en hård pille at sluge, og der beviste jeg over for mig selv, at det var noget, jeg virkelig ville, for jeg blev nødt til at starte fuldstændig forfra – hvilket både var dyrt og træls. Jeg gentog processen, og i foråret 2020 rullede jeg mit selvbyggede tiny house ud til Årslev, uden for Aarhus, hvor jeg i halvandet år boede på en grund med udsigt over Brabrand Sø.

I 2021 KØBTE jeg så den sommerhusgrund, jeg bor på nu for 160.000 kroner, og siden har jeg forsøgt at opbygge en selvforsynende og bæredygtig tilværelse herude i skoven.

ANDERS BOISEN

35 år. Bor i et selvbygget tiny house på 14 kvadratmeter i Kolind på Djursland med sin hund, Borsimat. Huset er bygget af bæredygtige materialer, som træfiberisolering, dansk lærketræ, FSC-certificeret træ og genbrugte vinduer og døre.

Uddannet i engelsk og virksomhedskommunikation fra Aarhus School of Business og i Oplevelsesøkonomi fra Aarhus Universitet.

Har tidligere arbejdet som innovationskonsulent og som borgerinddrager i byudvikling i Aarhus Kommune.

Anders Boisen lever delvist selvforsynende af mad fra sin have og tjener penge ved at holde foredrag, afholde kurser i byggeri og på sin YouTube-kanal ’@andersboisentinyhouse’. Har udgivet de to bøger ’De Uformelle Byskabere’ og ’Om at bo småt og leve godt’.

LIGE SÅ SNART jeg flyttede ind i mit første tiny house, sagde jeg mit job i kommunen op. Ret dumt, set i bagklogskabens klare lys. Det var under corona-pandemien og forsamlingsforbuddet, så jeg havde rigtig svært ved at tjene penge. Jeg havde en forestilling om, at jeg bare kunne påtage mig noget konsulentarbejde og så egentlig leve rimelig godt for relativt få timers arbejde og relativt få penge. Men så nemt skulle det ikke vise sig at være.

JEG STARTEDE MED at lave onlinekurser, hvor jeg solgte den viden, jeg havde tillært mig, da jeg byggede mit hus, og i et år levede jeg nærmest fra hånden til munden. Jeg havde vitterligt ikke råd til noget som helst, men kimen til en ny mentalitet begyndte på det her tidspunkt at spire hos mig. Jeg lærte simpelthen at få mere ud af mindre. Det skævvred måske også min ’rejse’ lidt fra starten, for det endte med ikke at være så bekymringsfrit, som jeg havde tænkt.

HUSET ER HÅRDT at bo i, når man er vant til centralvarme, vaskemaskine og alle de der ting. Jeg ville ikke have været opstarten foruden, men jeg ville samtidig heller ikke gøre det igen.

DA FORSAMLINGSFORBUDDENE BLEV ophævet, begyndte jeg at holde foredrag om min livsstil og undervise på forskellige kurser. Jeg ville opbygge en økonomisk model med forskellige haner, jeg kunne skrue op og ned for, så jeg ikke var afhængig af en enkelt indkomstkilde. 

På papiret var jeg stadig ret fattig, og jeg dealede lidt med det psykisk, fordi det jo desværre bare er fy-fy ikke at have råd til så meget i vores velfærdssamfund. Jeg havde ikke lyst til, at dét skulle være fortællingen om mig: at jeg var en bums, der boede ude i en skov. Men langsomt, i takt med at jeg blev mere eksponeret i medierne, blev jeg sikker i sadlen rent økonomisk.

DEN MODEL ER i bund og grund stadig den, jeg bruger i dag, hvor jeg også er begyndt at fokusere meget på min YouTube-kanal. Den går op og ned, men i de gode måneder kan jeg faktisk tjene mere bare på den, end jeg tjente i mit gamle job hos kommunen.

JEG VÅGNER AF mig selv ved 05-tiden, står op og tænder min brændeovn. Så giver jeg min hund, Borsimat, mad, og måske skal der hentes noget vand udenfor. Min brændeovn fungerer som komfur, så jeg sætter en pande og min elkedel derpå, rister noget brød, kværner nogle kaffebønner og laver mig en kop regnvandskaffe. Jeg sidder meget rituelt hver morgen i min sofa ved brændeovnen og starter dagen. Enten skriver jeg nogle noter, hører en podcast eller ser noget på YouTube. Noget, der stille og roligt sætter dagen i gang.

NÅR DET ER blevet lyst, går jeg en tur i skoven med Borsimat, og derefter starter min arbejdsdag. Som regel laver jeg noget arbejde udendørs, mens det er lyst, og så bruger jeg eftermiddagen eller aftenen på de mere digitale dele af min tilværelse. Min arbejdsdag starter alene, slutter alene, og overordnet består den af to ting: at udføre praktiske projekter og dokumentere, at jeg udfører de praktiske projekter.

JEG GÅR PÅ weekend fredag eftermiddag, fuldstændig ligesom de fleste andre, og starter op igen mandag morgen. Jeg bruger som regel weekenden til at pleje mine sociale relationer. Jeg besøger min familie, der bor i Viborg, hænger ud med en god veninde eller inviterer nogen på besøg herude.

JEG HAR DET ambivalent med, at jeg er nødt til at eksponere mig selv for at ’overleve’. Jeg har altid filmet meget og elsket at lave kreative projekter, så jeg gør det som udgangspunkt, fordi jeg synes, det er sjovt, men det er jo også sådan med ting, man er forpligtet til, at det kan tage glæden en smule ud af det. Jeg er jo tvunget til at spytte content ud, og det lyder så ulækkert, når man siger det på den måde, men det er jo det, det er. Jeg har tvunget mig selv til at være content creator, og det var nok ikke helt min plan fra starten af.

DET ER JO noget arbejde, der binder mig til computeren, hvilket egentlig oprindeligt var det, jeg forsøgte at undgå. En endeløs arbejdsmølle af produktion, hvor jeg på den store klinge af og til spørger mig selv: ’Skaber jeg noget værdi til verden ved at producere det her?’ Der er så meget digitalt indhold derude, og her sidder jeg bare og fylder mere vand på den mølle.

JEG VÆLGER DOG at fortælle mig selv, at ligesom jeg blev inspireret til at ændre mit liv ved at bo i et tiny house, så håber jeg også, at det kan have en betydning og inspirere andre. Så sent som i forgårs fik jeg en besked fra en ung gut, der længe havde gået og haft lyst til at tage springet og kaste sig ud i at leve off grid og nu havde valgt at gøre det, fordi han var faldet over min YouTube-kanal.

DET BEDSTE VED min tilværelse er friheden til selv at kunne skræddersy min hverdag, som jeg har lyst. Det er sindssygt privilegeret at kunne stå op og leve et stressfrit liv, hvor du hele tiden lærer nye ting. Det hårdeste er ansvaret. Alting hviler altid på mine egne skuldre, og det er svært at have en off day. Tingene skal bare gøres, ellers falder mit liv bogstaveligt talt sammen.

AT VÆRE MEGET alene er ikke det samme som at være ensom. Jeg er meget alene i mit hus, men jeg synes faktisk, jeg omgås forholdsvis mange mennesker. Jeg er også eksponeret for meget kontakt gennem sociale medier, som jeg godt er klar over, ikke kan dække de samme behov som reel menneskelig kontakt, men det betyder i hvert fald, at jeg hele tiden forholder mig til andre mennesker, så jeg ikke bliver skør. Til tider kan jeg godt savne en livspartner. Tosomheden.

KÆRLIGHED ER NOGET, der er kommet og gået, mens jeg har levet på den her måde. Jeg har skullet arbejde meget på at finde pladsen til det. Alt, hvad jeg laver, handler om mig, og det liv, jeg nu har bygget, kræver, at jeg bruger meget tid på mig selv, så det kræver en stor investering at lukke et andet menneske ind. Jeg har simpelthen svært ved at dedikere tiden til det nogle gange. Og man kan jo ikke få en romantisk relation op at køre, uden at bruge nogle kalorier.

HVOR SVÆRT DET end er for mig at indrømme, så er det, jeg savner mest ved at bo i en normal lejlighed, simpelthen bare komforten. Derfor er jeg også i gang med at bygge et nyt hus. Det bliver et såkaldt hybridhus, som er koblet op på vand og el, men stadig langt hen ad vejen vil være båret af sine off grid-funktioner.

JEG HAR OGSÅ brug for mere plads til min hund. Lige nu bor han på sofaen, og jeg er en introvert fyr, så selvom Borsimat er en hund, kan det faktisk være hårdt for mig hele tiden at have ham inde i min private sfære. Der er også lidt mere fremtidsperspektiv i det nye hus. Jeg tror, det bliver nemmere at finde en partner, når min bolig lægger sig bare lidt mere i den normale ende af skalaen.

MIN FORNEMMELSE ER, at mange drømmer om et mere enkelt liv – det kunne være på de danske øer eller her på Djursland. Der er en stærk paralleltendens – mange, der trækker ind mod byen, og mange, der vil langt væk fra byen. Det passer meget godt ind i vores tidsalder, hvor alle linjer bliver trukket mere og mere skarpt op. Vi danner vores egne små ekkokamre – om det så er inden for tekno-fetischisme, eller hvad det end er, man dyrker og tror på, så er der stærkere og stærkere fællesskaber for det.

HVAD DER SKAL ske i fremtiden, fylder meget for mig. Måske for meget. Jeg drømmer om, på en eller anden måde, at få en alternativ livsstil til at fungere i sammenhæng med et familieliv. Og jeg bekymrer mig meget, fordi jeg synes, at tiden går så hurtigt. Jeg bliver jo ikke yngre.

JEG ER MEGET mere tilfreds med mit liv nu, end jeg var, da jeg boede i lejligheden på Trøjborg. Til foråret flytter jeg ind i mit hybridhus, og det glæder jeg mig rigtig meget til. Jeg føler mig mere modstandsdygtig, og selvom jeg godt kan være udmattet og synes, det er hårdt, er jeg grundlæggende meget glad for og stolt af, hvor langt jeg er kommet.