Populær fransk restaurant i indre København føles (næsten) som at være i Paris: ”85 procent af vores gæster er stamgæster”

IMENS JEG LÆSTE fransk og litteraturvidenskab på Københavns Universitet, arbejdede jeg på L’Éducation Nationale, og da jeg var færdig, havde jeg en plan om at forsøge mig med at skabe en fransk spiseguide. Derfor tog jeg forbi restauranten for at høre, om de ville være med i den. 

Der fortalte den daværende ejer mig, at L’Éducation var sat til salg, og han spurgte lidt i sjov, om jeg ikke kunne have lyst til at købe den. Jeg havde på det tidspunkt lige mødt Eric, min mand, som dengang underviste på Hotel- og Restaurantskolen. I 2003 kastede vi os ud i det og overtog restauranten. 

L’ÉDUCATION NATIONALE var åbnet helt tilbage i 1992, da franskmanden Bernard Chesneau introducerede københavnerne til det franske køkken. 

I årene før vi overtog, havde restauranten ikke været godt drevet. Den havde kun åbent om aftenen, og der var ikke styr på særlig meget. Der var mange, der advarede os mod at overtage stedet, men vi kunne se et uforløst potentiale. 

Det første, vi gjorde, var at udvide åbningstiderne, så vi havde åbent til frokost og aften hver dag. Det giver et bedre flow, at folk ved, at de altid kan komme herind. 

Efter få måneder kom Helle Brønnum Carlsen, Politikens daværende madanmelder, forbi og gav os fire ud af fem kokkehuer. Rubrikken lød: ’Hanen galer i det franske køkken’. Det ændrede alt.

I DAG BETYDER anmeldelser ikke noget for os, for vi har bygget vores renommé op over så mange år. Søren Frank gav os for ikke så længe siden en sviende lussing af en anmeldelse i Berlingske. Jeg var simpelthen ved at bede ham om at gå, da han kom, for vi er ikke en restaurant, som har brug for at blive anmeldt.

Men heldigvis betyder sådan en anmeldelse ikke så meget for et gammelt sted. Vi kunne næsten mærke, at folk kom for at bakke os op bagefter. 85 procent af vores gæster er stamgæster, og så længe de er glade for at komme her, er jeg altså ligeglad med, om en anmelder synes, at vi ikke fornyer os nok.

RESTAURANTEN HAR IKKE ændret sig ret meget de sidste 10 år. Det hele kører meget stabilt. Alle kan drive en restaurant om fredagen, det er hverdagene, der er udfordringen, og fordi vi ligger i mellemklassen rent økonomisk, er der mange, der bruger os som et spisehus. 

Der er ikke nødvendigvis noget fancy ved at besøge os, og vi er ikke bange for at sige, at vi er en hverdagsrestaurant. Vi har kun 13 borde, så vi har næsten altid fuldt hus, og gæster, ja, de tiltrækker flere gæster. 

DET ER ALLE mulige forskellige slags mennesker, der besøger os. Alt fra ældre damer, der har været i Grand Teatret, til unge mennesker, som svinger forbi og får en øl udenfor, til franske turister, der er i Danmark og har brug for noget genkendeligt. Det er også det, der gør, at vi har ligget her så længe. 

Vi favner utrolig bredt, og mange har et meget nostalgisk forhold til stedet. Eric fortalte mig i morges, at der er nogen, der allerede nu har bestilt bord til en julefrokost i slutningen af 2025. 

DER ER IKKE nogen sikker opskrift på at skabe den dynamik, der er i en restaurant som vores. Det tager mange år at bygge op, og det er gæsterne, der skaber den. Mange store kulturpersonligheder er kommet hos os gennem tiden, og statsministre og kongelige. Politikens Hus ligger jo lige rundt om hjørnet, så Tøger Seidenfaden kom her også meget, da han var chefredaktør.

BORD 1 og BORD 8 er de mest populære. De er begge indrettet som båse og er placeret ved henholdsvis køkkenet og vinduet ud til gaden. Vi kan desværre aldrig love dem væk. I aften har vi fx over hundrede mennesker i bogen, så det handler om at få puslespillet til at gå op.

JEG MØDER IND hver morgen klokken ni og gør rent. Vi kører frokost fra klokken 11.30, og vi lukker klokken 24, så det er nogle lange arbejdsdage, men jeg kan godt lide det. Lever man for at arbejde, eller arbejder man for at leve? Det kan være svært at svare på, når ens privatliv og arbejdsliv er så sammenflettet. 

Vi tænker på vores virksomhed 24/7, men vi er begyndt at holde lukket indimellem, så vi kan holde en lille ferie hist og her. Vi kan nemlig ikke finde ud af at tage væk fra restauranten, hvis den stadig er åben. Sidste år var vi på skiferie i uge 7, men jeg lavede ikke andet end at koordinere på min telefon, fordi folk blev syge, og ting gik i stykker. Der er for mange hovedpiner, så et par gange om året er vi begyndt at lukke helt ned og trække stikket.

MOULES FRITES ER helt klart vores mest solgte ret. Men hele vores kort er meget velbesøgt, da vi har en smal menu med alt det bedste. Jeg spiser her også selv hver dag, og for det meste bliver det til vores salade chèvre chaud. Det er meget rart at få noget lidt let indenbords inden service.

VI ER BEGYNDT, Eric og jeg, at tænke over, hvad vi skal lave, når vi på et tidspunkt er blevet for gamle til tempoet. Vi vil også gerne nå at prøve noget andet, mens vi stadig kan stå på benene. Jeg elsker at læse, jeg elsker at dyrke sport og også at rejse. 

Vi har investeret i en lille lejlighed i Cannes, hvor vi godt kunne tænke os at flytte ned på et tidspunkt, når børnene er blevet store nok til at klare sig selv. 

Vi har også et lille sted i Val d’Isère, hvor vi nyder at komme og stå på ski, når det kan lade sig gøre. Så vi har en plan om at flytte derned og måske kaste os over et andet projekt. Man ved jo aldrig, hvilke muligheder der byder sig. Det skulle nok ikke være endnu en restaurant, men måske en kaffebar eller et lille hotel.