Enhver bør unde sig selv at se denne serie og læse bogen til

Vi anbefaler tre bøger (og en tv-serie), der kan få dig igennem de sidste kolde måneder.

Offentliggjort

’Sne’ 

Den velrenommerede og prisvindende svenske idéhistoriker og professor Sverker Sörlin har begået et pragtværk om sneen og dens betydning for mennesket og kloden. 

I en tid, hvor verden smelter, begiver Sörlin sig veloplagt og anekdotisk ud i beretninger om urfolksjægere og vinterkrigere, om alpine pister og verdens ældste ski, fundet i det nordlige Sverige. Lige dele poetisk idéhistorie og personligt essay. 

Er udkommet på Gads Forlag.

’Porcus’

Kim Hundevadt, forlagschef for nonfiktion på Politikens Forlag, har taget lidt af et karrierespring og debuterer nu som krimiforfatter med ’Porcus’. 

Fortællingen kaster et kritisk lys på dyrevelfærden i dansk landbrug og begynder med, at Danmarks største svineavler har været sporløst forsvundet i tre uger, da det en sen aften ringer på døren hos journalist Michael Moll. På måtten finder han en kuvert med et foto af svine- avleren, en adresse i Nordjylland og teksten ’Mød mig her i nat’. 

Er udkommet på Politikens Forlag.

’Yndlingslegen’ 

Enhver bør unde sig selv at se NRK-dramaet ’So Long, Marianne’ om Leonard Cohen og norske Marianne Ihlen og deres romance på den græske ø Hydra i 1960’erne. Serien giver et billedskønt og drømmende indblik i Cohens natur som en ung mand, der er drevet af det smukke i verden, og har man appetit på mere Cohen (det har man!), så er hans debutroman fra 1963 netop udkommet på dansk. 

Bogen, der er delvist selvbiografisk, handler om den unge Lawrence Breavman, der kaster sig over kunsten, sproget og ikke mindst den feminine skønhed, han finder overalt. 

Er udkommet på Turbine.