Da Magnus Millang var på toppen af sin karriere, ramte han bunden: ”Jeg befandt mig i en konstant stress-tilstand”

DEN NYESTE TILFØJELSE til min lille familie er en hund, der hedder James. Det er en Cavapoo. Han er opkaldt efter James Hetfield fra Metallica. Det var min kone, der fandt ham. Jeg nyder at gå tur med ham, vi går bare ud ad hoveddøren, ikke på en fast rute. 

At gå med James giver mig tiltrængte pauser, og så har jeg en podcast eller P8 i ørerne, imens han går – og går på toilettet. Jeg har plastikposer med til det, for jeg vil fandeme ikke efterlade en lort på fortovet.

JAMES ER EN god hund, men jeg har talt virkelig, virkelig grimt til ham. I starten lyttede han overhovedet ikke efter, hvad jeg sagde. Jeg har blandt andet kaldt ham ’Luder-James’. Okay, faktisk har jeg nok endda kaldt ham ’Fucking luder-James’.

Det var, da han tyggede sig igennem en af mine crocs. Heldigvis forstod han ikke, hvad jeg sagde, tror jeg. Han stod bare og logrede med halen. Jeg kan godt miste besindelsen, hvis det skal være. Men hører han mere efter nu.

MINE BØRN HEDDER Otto, Eddie og Monty og er 12, otte og tre år. Jeg er lykkelig over, at jeg har fået tre drenge, men nogle gange har jeg da også lyst til at rive hovedet af dem. Jeg kunne dog ikke finde på at tale så grimt til dem, som jeg gjorde til James i starten. 

Jeg var med til fødslerne af dem alle tre, men det har været meget forskellige oplevelser. Otto blev født på Rigshospitalet, og da kadaveret ligesom gav slip, og det hele røg ud, så brød jeg fuldstændig sammen. Jeg blev så rørt. 

DET VAR OVERVÆLDENDE at blive nogens far. Jeg følte instinktivt, at jeg skulle se på mig selv i verden på en anden måde. Jeg tænkte: ’Hvad er det for nogle lyde, der kommer ud af mig.’ Og at hvis jeg havde hørt en anden græde på den måde, så tror jeg, jeg ville have kastet op over, hvor grimt det lød. Men jeg synes også, jeg har lært noget fra fødsel til fødsel. 

DA MONTY KOM til verden, havde jeg mere sans for detaljerne og brugte faktisk ret meget tid på at studere moderkagen og tænkte: ’Hold da kæft, har de altid været så lilla?’ Jeg skulle have det hele med der. 

DET SKAL SÅ lige siges, at forløbet omkring Montys fødsel var ret crazy. Det var samme nat, hvor vi vandt en Oscar for ’Druk’. To timer efter det kørte jeg fra Zentropa til Herlev og var sådan lidt: ’Rolig nu, måske der lige er en grænse for, hvor mange ting, man kan pakke ind i et døgn.’

DA JEG FYLDTE 40, røg jeg ud i en galopperende midtlivskrise. Det kom virkelig bag på mig. Hele livet havde jeg konstant gået og brokket mig over at blive ældre. Og så tænkte jeg: ’Det kan sgu da ikke være rigtigt, at jeg får det endnu sværere denne her gang.’ Det burde jo blive lettere. 

DET BEGYNDTE ELLERS meget godt med det skarpe hjørne der. Jeg holdt en stor fødselsdagsfejring hjemme i vores have. Det var under corona, men lige der, da alting blev åbnet op første gang. Det var den første fest i to år, vi og alle i vores omgangskreds var til, så der var en vild stemning af frihed i den have. Og samvær. Og dj’s. 

Min mor holdt tale for mig, og min bror. Hans tale var en tilkøbt videohilsen fra den nye forsanger i Alice In Chains. Så sad han der og sagde: ’So, now, Magnus, you’re turning forty’ og så videre. Det er helt genialt, at man kan købe sådan nogle hilsener på nettet fra kendte, der aldrig har mødt en. 

Thomas Vinterberg og hans hustru holdt også en meget sød tale, sammen. De ramte ind i nogle forskellige temaer i livet, der var sjove, og så kom de ind på de forskellige temaer af mig. Blandt andet kroppen Magnus. Det var der bid i, og de kom ret præcist ind omkring det, at kroppen Magnus bruger meget energi på at holde sig kørende. Og at jeg taler meget om den. 

KROPPEN MAGNUS ER rimeligt nem at slå ud af kurs. Det er tit, den er på overarbejde. Det er meget en maveting. Min mave tager meget let på. Meget let. Jeg kan godt fortære én pose chips, uden at der sker noget. Men derefter går det galt, helt galt, og det er blevet værre med årene. Den har lidt fællestræk med en ølmave. Den er stor. 

Jeg har jo et helt andet billede oppe i hovedet af, hvordan den ser ud, end det er i virkeligheden. Det tænker jeg ofte over, hvis jeg ser mig selv på film, eller når jeg er blevet optaget. Så kan jeg jo godt se, at der er noget, der stikker ud dernede. Og så retter jeg lige ryggen. 

Jeg ved jo godt, at jeg jo ikke er sådan en førsteelsker-type. Jeg ved godt, at jeg ikke har det samme udseende som, lad os sige … George Clooney. Eller Brad Pitt. 

DER ER DOG ret stor forskel på det rent kosmetiske og så selve følelsen af at have en stor mave. Det er jo ikke, fordi jeg står med armene oppe i vejret og tænker, hvor er det fedt, når jeg ser min mave. Men følelsen af, at den er et kvarter i at danse rundt om juletræet-stemning hele tiden, er værre. Den der følelse af en skjorte, du aldrig rigtig kan knappe, og så oven i det at jeg er krumrygget. Det er sgu nederen. Jeg har prøvet at træne mig ud af det, og det hjælper lidt. Men det bliver aldrig helt godt, vel. 

JEG VAR VIRKELIG dårlig i skolen. Jeg kunne ikke følge med i nogle sportsgrene. Jeg meldte mig til fodbold i den lokale klub oppe i Søllerød, mere af pligt, fordi det var det, man gjorde. Men det gik rigtig, rigtig skidt. Hver gang, der skulle vælges hold, var jeg den sidste, der blev valgt. Der var hele tiden en medlidenhedsfølelse, som fyldte ret meget. 

Nogle af de flinke drenge i min klasse var sådan lidt: ’Vi skal også lige huske at prøve at spille bolden til Magnus.’ Og så blev jeg sendt til ekstra dansk og ekstra matematik og ekstra idræt, fordi man ikke syntes, at jeg lige var helt med, og fordi jeg generelt bare var alt for ukoncentreret. 

TIL GENGÆLD VAR jeg sjov. Det virkede, også med pigerne. Og det gjorde, at jeg følte mig mindre dum. Jeg blev klassens sjove dreng, det sjove indslag, og når der var teater på skemaet i skolen, så slagtede jeg. Det var den vildeste succesoplevelse. Jeg fandt ud at, at jeg havde et medfødt talent for at imitere andre, og at jeg kunne underholde og spille komedie. 

DA JEG BLEV 14 år, fik jeg job på en Statoil-tank i Virum og arbejdede der i seks år. Statoil blev på en måde en slags skole for mig. Der kom alle tænkelige typer der, alt fra alkoholikere til overfladiske direktører, og det gav mig et blik for de mennesketyper og historier, som sådan en tank tiltrækker. 

Det var også i de år, jeg for alvor begyndte at gå op i film. En af min mors kollegaers meget større søn havde alle James Bond-film på VHS, og dem så jeg sammen med ham. Jeg blev totalt grebet af det. Det talte til mig, og for første gang kunne jeg, når jeg så film, finde ud af bare at fokusere på én ting. Der blev min drøm om selv at lave film født, men samtidig virkede det enormt fantastagtigt. Så det droppede jeg. 

JEG VAR BANGE for, at jeg ikke ville blive til noget overhovedet, så det mest fornuftige, jeg kunne gøre, var at begynde på HHX i Lyngby. Men det krævede også meget af mig. Jeg kunne simpelthen ikke forstå, hvad læreren sagde i klassen. I 2. G lavede jeg en større skriftlig prøve om konflikten mellem Palæstina og Israel, som jeg med nød og næppe fik 6 for. 

Faktisk hjalp min barndomsven Kasper mig med opgaven. Til at starte med sad han og kiggede mig over skuldrene. Og langsomt tog han bare over og sagde: ’Okay, nu skriver jeg det lort.’ Ellers havde jeg nok aldrig fået den handelseksamen. 

MIN FAR HED Olaf. Han var reklamefotograf. Han var en god far. Omsorgsfuld, humoristisk, kreativ og meget hjertelig. Men han drak. Jeg har set ham være fuld masser af gange. Han drak vin om dagen, og så tog jeg ind på hans arbejde for at tjekke op på, om han var der, og kørte ham hjem. At han drak gjorde, at jeg som barn blev trænet i at vide, at lort sker. Så når jeg tænkte: ’Ej, jeg håber ikke, han er stiv i dag,’ så var han selvfølgelig det. Men det tog især fart, efter jeg blev 18. Jeg tror, han gav lidt slip, da jeg flyttede hjemmefra, og så blev det bare værre derfra. 

ET PAR ÅR senere fik vi ham på afvænning, men han tog det ikke rigtig til sig med hjertet. Og så begyndte jeg at gå til sådan nogle pårørendesamtaler, da jeg var omkring 25. Det var oppe i Ålsgårde, på noget der hedder Majorgården. Der sad jeg og skulle fortælle om min oplevelse. 

Til at starte med tog jeg ret meget afstand fra det, for det synes jeg ikke, at jeg havde brug for. Men min mor syntes helt klart, at det var noget, vi skulle. Og da jeg så sad i den rundkreds der sammen med 30-35 andre pårørende, tænkte jeg: ’Hvor er det bare en dårlig film, det her.’ Vi fortalte vores historier på skift, og folk græd. Og så, da det blev min tur, blev jeg simpelthen så overvældet. Jeg begyndte at hulke, og det havde jeg ikke prøvet, siden jeg var 12, tror jeg. 

VI SAD I et stort åbent rum på Majorgården. Rigtig Comwell-konferencestemning med whiteboards over det hele. Det var et kæmpe chok for mig, at jeg brød sammen der, men det var også en forløsning. 

Bagefter var jeg enormt opslugt af, hvordan vi alle sammen havde en fælles historie. Hvordan det hele var ens for os. Og alle de svar på mønstrene og alle de spørgsmål, jeg havde haft. ’Hvorfor gør han det? Hvorfor drikker han? Hvorfor bliver han aggressiv? Hvis skyld er det?’ Det var et kæmpe vendepunkt. Jeg havde aldrig talt med nogen om det før, men der lærte jeg virkelig, at det ikke var mit problem. At det ikke var min skyld. 

MIN FAR DØDE som 62-årig. Det er 11 år siden. Jeg var 32. Det udløste en eller anden form for løsrivelse. Jeg havde alle mulige følelser, jeg ikke var klar over, at jeg havde. Altså, jeg elskede ham. Absolut. Men der er en dobbeltsidighed i det, fordi manden jo er død af sin alkoholisme. Og det har ikke været hans ønske. Han har jo ikke siddet med mig og min bror i sine arme og tænkt: ’Jeg skal fandeme drikke mig ihjel.’ Men det var det, han gjorde. Og det er forbandet trist. 

DA JEG VAR i starten af mine 20’ere begyndte jeg at få foden inden for i filmbranchen. Jeg sendte ansøgningsfilm til både Filmskolen og Super 16 og arbejdede som runner, blandt andet på reklamefilm og på Erik Clausens ’Ledsaget udgang’. Der var en meget flad struktur på de filmhold, og det passede perfekt til mig. 

Jeg fik også et job på Brian Mørks show og indså, at jeg blev nødt til at rykke på det, jeg ægte gerne ville med mit liv. Jeg droppede at læse til markedsføringsøkonom, som jeg ellers oprindelig havde tænkt, og kastede mig ud i det. 

JEG VAR ENORMT drevet af at lave noget, der var hysterisk morsomt. Noget som stak helt ud. Dengang var der et væld af dokusoaps på dansk tv. Programmer, hvor præmissen var: ’I dag følger vi ham her, som skal ud at hente en thai-kone.’ Det var vildt fascinerende, syntes jeg. Både, at man kunne se helt almindelige danskere midt i deres forehavende, og så også det, at de egentlig blev smidt totalt under bussen. Der skete noget med de der mennesker, som blev udstillet, men som samtidig var rigtig glade for at få noget sendetid. 

UD AF DET opstod ’Danish Dynamite’ og karakteren ’Jeppe K’, og jeg begyndte at tro på, at jeg måske rent faktisk ville kunne opnå nogle af de fantast-ting i filmbranchen, jeg havde drømt om som ung teenager. Også selvom jeg stadig havde den der følelse af grundangst plantet dybt i mig, som kom, da jeg sad i de små klasser i skolen og bare følte mig dum.

THOMAS VINTERBERG MØDTE jeg, fordi vi har børn i den samme vuggestue inde ved Rigensgade. Der skete det, at min ældste, Otto, og hans søn Albert begyndte at lege sammen og bare klikkede. Sideløbende blev jeg inviteret til casting på ’Kollektivet’, og jeg var til en fest hos min hustrus veninde, hvor jeg også mødte Thomas. Verden ville åbenbart have, at vi skulle hænge ud sammen, og det udviklede sig så til et nært venskab. 

THOMAS ER VIRKELIG morsom. Han er ret ungdommelig i sit sind. Det er en høj klinge, man er oppe på, når man arbejder sammen med ham. Fordi man oplever et menneske, der har opnået nogle ting inden for faget, som de fleste ikke får lov til at opleve. Samtidig udviser han en enorm professionalisme, og han har en klar vision, men også en ærlighed og en sårbarhed, når han instruerer, som han ikke lægger skjul på. Det er beundringsværdigt, synes jeg. 

DET, JEG ISÆR er blevet kastet i retning af ved at lave film sammen med Thomas, er, at det er vigtigt at fylde noget mere sårbarhed og dybde ind i humoren. Det er også det, jeg har prøvet at kaste ind i min serie ’De bedste år’. Det føles bare mere meningsfyldt for mig. Måske, det er noget, der kommer med alderen. Da jeg begyndte i det små for over 15 år siden, var jeg meget optaget af at bygge en karakter og trække den så langt ud, som jeg overhovedet kunne. Det var det, jeg følte mig tryg i at lave. Sådan har jeg det ikke nu. 

MOMENTVIS ER JEG bange for at dø. Jeg bliver bange for, at jeg bliver syg. Det sker især, hvis jeg bliver så optaget af det, jeg er i gang med at lave, at jeg glemmer alt andet omkring mig. 

DET SKETE OGSÅ under de 10 ugers optagelser af ’De bedste år’. Jeg glemte at spise, jeg glemte at sove. Jeg gik totalt ind i det, og så blev jeg så presset, at jeg ikke var i stand til at holde min sygdomsangst nede. Jeg fik stress, og det begyndte at gøre rigtig ondt i min mave. 

VI HAVDE FIRE til fem scener i serien om dagen, som vi skulle have i kassen, og pludselig føltes det, som om tiden begyndte at forsvinde for mig. Som sand mellem fingrene. Og så begyndte jeg selv at løbe hurtigere, jeg begyndte at snakke hurtigere, jeg begyndte at spise hurtigere. Det skulle bare lykkes, og så satte jeg det hele op på en piedestal, hvor det blev så vigtigt, at jeg ville gøre alt for at få det hjem. Og så holdt jeg nærmest helt op med at spise. 

JEG BEFANDT MIG i en konstant stress-tilstand, både fordi jeg er ultraperfektionistisk, men også, fordi jeg skulle have styr på det hele foran og bag kameraet. Jeg havde hele tiden røde kinder, og på et tidspunkt kunne jeg ikke sove om natten. Til sidst satte min hustru foden ned og fik mig sendt til lægen. 

Min læge sagde, at hun ikke kunne se, at der var noget galt, men det troede jeg så ikke på, for jeg havde stadig ondt i min mave. Jeg tog videre til en privatklinik, hvor jeg blev vendt på vrangen. Blodprøver, tjek af tarmsystemet, kikkertundersøgelse, gastroskopi, hele molevitten. Og her fandt de så alle indikatorer på, at mit system befandt sig i et overload på grund af stress.

DET VISTE SIG, at det hele var oppe i mit hoved. Det var min psyke, der havde fået mig derud. Jeg har før prøvet at gå så meget op i mit arbejde, at jeg var ved at gå ned på det, men jeg havde ikke oplevet det på den måde før. Heldigvis kom jeg kort efter ind hos en dygtig psykolog, og samtidig begyndte jeg at ændre i min kost. 

I EN PERIODE spiste jeg primært kogte grøntsager, tak for det. Men det virker. Jeg har også genoptaget at meditere, og jeg har lært, at jeg næste gang bliver nødt til at lave en mere realistisk plan for optagelserne, hvor vi har noget mere tid til rådighed. Og vigtigst af alt, at jeg skal passe lidt mere på mig selv. 

PROBLEMET ER, AT jeg vildt godt kan lide at stå midt i det. Jeg bliver fuldstændig suget ind i det og føler, at det hele er meningsfuldt og vigtigt, og at det kun er lige nu, vi kan lave det, og at alt er på spil. Og det er der, det bliver farligt for mig. 

PÅ DET KONTOR i Nordvest, hvor jeg sidder og skriver sammen med min bror, Emil, står min samling af guitarer. Noget af det, der giver mig mest ro, er at spille på dem. Så står jeg og øver riffs. Den ene af dem er en Snakebit James Hetfield Signature-guitar, som jeg fik i 40 års-fødselsdagsgave af min hustru. 

METALLICA BETYDER VIRKELIG meget for mig. Det tog mig med storm, da jeg var spirende teenager. ’Harvest of Sorrow’ er jo for vildt et nummer. Metallica var for mig et kontrapunkt til, at jeg skulle være klassens sjove, tykke dreng. Det gav mig et frirum. Og så talte deres tekster og energiudladningen enormt meget til mig. Det gør det stadig. James Hetfield er ekstremt dygtig til at skrive tekster, synes jeg. De handler jo om de dæmoner, man har som menneske. Om det så er nogle, ens forældre hår påført én, eller om det er ens egne. 

JEG HAR VÆRET til koncert med Metallica mindst 10 gange. Jeg har endda rejst til Oslo for at se dem spille live, og det er jo for vildt at opleve. Senest stod jeg helt oppe foran i Parken. Jeg har også mødt Lars Ulrich ved flere lejligheder. Første gang var på Hotel Sanders i København. Det var Thomas Vinterberg, der satte mødet op, fordi han ved, at jeg er fan. Det var en fed oplevelse at møde så dygtigt et menneske, der har skabt noget stort, og samtidig er helt nede på jorden. 

MEN JEG HØRER altså også meget andet end Metallica. Når min Spotify bliver wrappet op, så ligger jeg på mellem 60.000 og 70.000 minutters lytning årligt. Og så kommer alle mine vinylplader, som jeg har stående på kontoret, oveni. 

På det seneste er jeg gået helt amok i at høre Kendrick Lamar. Det er noget, Otto har introduceret mig for. Nogle gange tipper ting over, og så forstår man det pludselig. Sådan har jeg det med Kendrick, som jeg stadig nørder meget. Der er meget poesi, men også politik i hans tekster, blandt andet om, hvordan unge sorte mænd i fx Compton ser sig selv, og hvad det er for nogle mandetyper, de bliver opfostret til at skulle være. Det, synes jeg, er topfedt. 

Det synes jeg også, at dødsmetalbandet Bæst fra Aarhus er. Det var min mest lyttede kunstner i 2024. Sammenlagt har jeg sidste år lyttet til dem, i hvad der svarer til 15 dage.

DET BEDSTE, DER kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet, som jeg købte midt i alt det. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det. Det er også en bil, der deler vandene, den er ikke for alle. Men jeg måtte bare eje den. Ikke mindst, fordi jeg havde ledt efter en i årevis. Jeg fandt den hos en mand i Silkeborg. Den er fra 1992 med 3-trins automatisk gearkasse og stammer oprindelig fra Californien, og det første, jeg fik øje på, da jeg satte mig ind i den, var, at der lå et kassettebånd med Metallicas ’Black Album’. Så gav det hele ligesom sig selv. 

DER, HVOR JEG er mest lykkelig, er fredag aften derhjemme med mine børn og min hustru. Den fredag er hellig for mig. Så står jeg der og laver paella, som kan gøre mig endnu tykkere, og sætter musik på. Og så har jeg lige fået to-tre genstande samtidig. Gerne et par glas Meursault. så kommer jeg ind i den der perfekte tilstand, hvor jeg er ikke den type far, der vælter rundt, men hvor jeg er mild og, ja, bare lykkelig. 

DET STØRSTE FOR mig er, at jeg har lavet min egen familie. At jeg er blevet gift, og at jeg har tre dejlige drenge. Det troede jeg ikke ville ske, da jeg var 17 år. Når det er sagt, så er det familieliv jo ikke altid bare rosenrødt og romantisk som en flamenco i Madrid. Selvfølgelig er det ikke det. En tur i Netto med grædende børn i flyverdragter, der vil have popcorn på en tirsdag, er jo decideret livsforkortende. Men når alt kommer til alt, så er det bare ikke nok til, at det overskygger alt det, jeg elsker ved det. 

TIDEN GÅR BARE hurtigt. Jeg har det med mine drenge, som om du har fået en ål, som du elsker så meget, og den spræller så meget, at den forsvinder mellem hænderne på dig. Jeg sætter uhyggeligt meget pris på min tid sammen med dem. De stunder, vi har, er så fede. Vi sludrer om alting, og lige nu er det vigtigste fandeme, at vi hygger os.