Fire stjerner: Aarhus har fået et fantastisk pastaspisested

De siger selv ”eat ugly pasta”, men pasta er jo ikke ulækker. Omvendt kan ugly også være snasket på den gode måde og sidst, men ikke mindst, så er ugly det sidste led i Sergio Leone-filmen ’The Good, the Bad and the Ugly’. 

Navnet vækker opsigt, men det gør maden på Ugly sørme også. Stemningen var allerede høj da vi ankom præcis to minutter efter aftensmadsåbningstid kl. 17 en hverdag, hvor der allerede var stuvende fuldt af studerende og mindre grupper pastaentusiastiske og vinglade gæster.

Ugly hed tidligere Sjovinisten, men, inspireret af den aktuelle københavnske pasta-minibølge, ændrede navn og udskiftede de helt enkle hapser og småretter, man havde, da Sjovinisten ”kun” var en udvidet vinbar. 

Ugly har stadig sit vældige vinkort med velvalgte personlige favoritter, usvovlet avantgarde og ikke mindst klapsalveværdige priser på stjerneproducenterne. Og de kan også lave pasta!

Det nye Ugly repræsenterer på bedste vis den udvikling, der er sket i mellemlejet på den danske restaurantscene. Hver eneste umiddelbart enkle pastaret er lavet med kendskab til smagsbalance, perfektionsknæk i pastaen, små nybrud med de traditionelle klassikere og er grundlæggende bare velgjorte serveringer, som vi i øvrigt søgte dybt i for at nå så meget til anmeldelsen her som muligt.

Kortet er mildt sagt enkelt. Tre antipasti: zucchini, bresaola og den evige stracciatella. Fire pastasøjler: all’arrabiata, carbonara, ai funghi og ragú di anatra plus en enkelt dessert: tiramisu. Alle til priser mellem groteske 75 og 100 kroner! 

Vi valgte råmarineret zucchini med citron, ricotta og små stykker sprøde surdejscroutoner – helt enkelt, hvor zucchinien var sprød, let bitter og agurkesød og fint blev underbygget af ostens fedme og crunchen fra de hjemmegjorte croutoner.

Carbonaraen sang serenader ifølge mine medspisere, mine to sønner, som har et semireligiøst forhold til den ret. De så Gud! Ualmindeligt velgjort carbonara med saltseje stykker guanciale, pecorino og pastavand i æggeblommeblandingen, så cremen var glat og klistrede sexet til pastaen. 

På min side af bordet var der dyb andesmag og julekryddersødme i ragùen. Langtidsbraiseret andelår i trevler med brunoise af gulerod, løg og bladselleri plus kanelstang kogt ned med hvidvin. Det er den slags niveau man ikke får særligt tit i Italien, desværre. Ugly tager deres pasta meget alvorligt.

Vi supplerede med en all’arrabiata, hvor sparket fra chili var markant, men slet ikke for meget, tomaten intens og igen bundet perfekt sammen med pastaen med lidt kogevand. Selv tiramisuen var langt over standard med marsalabrand på hjemmelavede ladyfingers og intens espressosmag. 

Ugly er muligvis allerede blevet Aarhus’ stamsted for tifosi, men ellers lægger den klart op til det, og prisniveauet trækker en ekstra stjerne.