FOR ET PAR år siden tabte jeg et væddemål til nogle
af mine venner. Noget med fodbold og pinlige straffe – boys will be boys.
Straffen var, at jeg i peaktime, fredag aften klokken 20.30, skulle
spise en tre-retters menu alene på restauranten Cantina i Borgergade i det Indre
København.
Fint, det skulle jeg da nok kunne klare. Faktisk betragtede
jeg det bare som – hvad det på papiret var – en sjov udfordring. Der var dog
bare også det lillebitte twist, at jeg ikke måtte kigge på min telefon
undervejs.
Omkring klokken 20 forlod jeg mine venner og satte kursen
mod den festlige restaurant. Da jeg ankom, stod der et flag på bordet. Ja,
sådan et. Et fødselsdagsflag. De havde simpelthen været så søde at ringe ind
til personalet og, under dække af at være mig, fortælle, at jeg skulle ud og
fejre mig selv. Med mig selv.
Fastlåst bag det lille dannebrog og en gang østers til
forret (jeg kunne jo lige så godt gøre det ordentligt, nu jeg alligevel skulle
sidde der) greb jeg gang på gang febrilsk og helt automatisk ud efter min
bukselomme. Jeg følte mig simpelthen nøgen uden min telefon i hånden.
Overfor mig sad otte kvinder, ligeledes og fejrede en
fødselsdag – en ægte en af slagsen – og jeg kunne se, hvordan deres øjne gang
på gang kiggede i min retning. Nogle fniste lidt, andre havde decideret ondt af
mig. Det var frygteligt.
Jeg vidste slet ikke, hvad jeg rent fysisk skulle gøre
af mig selv. Skulle albuerne op på bordet? Skulle jeg røre ved mit ansigt?
Holde hænderne i skødet? Pille ved mine negle? Mine hænder kørte rundt over det
hele. Og det samme gjorde mit blik i øvrigt.
I tidsrummet mellem mine østers og hovedretten – en
rigatoni-vodka – gav jeg op og gravede min telefon frem. Jeg kunne ikke stå
distancen, da der kun var en drink og et fødselsdagsflag mellem mig og den fuldstændig fyldte restaurant.
"Kapitulerer", skrev jeg til drengene, der
allerede stod på den anden side af de store panoramavinduer og morede sig noget
så eftertrykkeligt ude på gaden. Nederlag.
FØRSTE GANG, JEG for alvor blev opmærksom på, hvor
slemme de dumme skærme er for os, var, da jeg i 2019 faldt over bogen ’Digital Minimalism’ af Cal Newport.
Den talte direkte ind i en følelse, som jeg i lang tid havde gået rundt med,
men ikke rigtig kunne definere over for mig selv. En følelse af at være
kontrolleret af skærmene.
Cirka et år tidligere havde jeg forsøgt mig med desperate
handlinger, såsom at slette min Instagram-profil, fjerne notifikationer fra min
Messenger, forbyde mig selv at kigge på min telefon i sengen og lignende
indgreb i min digitale tilværelse. Hver gang uden rigtig at kunne holde fast.
Og sådan er det stadig i dag. Jeg læser alt, der læses kan,
om emnet, som flere danskere de seneste år også har kastet sig ud i. De kan
nævnes i flæng: Andreas Lieberoths ’Den store skærmkamp’,
Imran Rashids ’Sluk’, Anders Colding-Jørgensens ’Hov, et egern!’, Bent Meier
Sørensens ’Skærmens magi’ og senest
Jakob Sorgenfri Kjærs ’Kig op’, der alle
giver al den viden, der skal til, for at kunne sætte begrænsninger, der føles
realistiske i en normal hverdag.
Men lige lidt synes det at hjælpe. Jeg kan ikke,
sådan ægte, lade dem være. Og med overvejende stor sandsynlighed har du, kære
læser, det på præcis samme måde. Det er der i hvert fald flere, der har.
Derfor vinder analoge tiltag også ind overalt. Point-and-shoot-kameraer,
vinyler og fysiske bøger. Fordybelse er in, for på grund
af at vi kan få alt hele tiden, kan det føles, som om vi ingenting får.
I mange år har vi set caféer, der forbyder bærbare
computere – nok mest, fordi de giver folk en undskyldning for at blive hængende
i flere timer, når de har betalt 45 kroner for deres latte. Men også, fordi det
kan suge livet ud af en café, på samme måde som det kan i doomscroll-mekkaet
over dem alle: S-togskupéen.
På Darcy’s Kaffe på Nørrebro har man nu valgt at gå skridtet
videre. Som et frirum fra skærme har de skabt en begivenhed ved navn ’Decaf & (Offline) Chill’. En
helt normal onsdag aften fra klokken 17-20 er alle former for blåt lys
bandlyst, og man opfordres til at tegne, læse, strikke eller, ja, simpelthen
tale sammen.
Så kunne jeg klare skærmabstinenserne denne gang?
JEG ANKOMMER VED 16.30-tiden for at være sikker på at
finde et sted at sidde, armeret med en bunke læsestof, et kryds-og-tværs-hæfte
og en notesblok. Og ingen snyd her. Inden jeg går ind, hiver jeg min telefon op
af lommen – og slukker den.
I et forsøg på at tappe ind i begivenhedens ånd bestiller
jeg mig en kop grøn te hos den venlige, britiske barista og finder mig en plads
i vinduet. Først kigger jeg bare lidt rundt og forsøger at skrive en
to-do-liste for resten af ugen. Så slår jeg op i min bog. Jeg er for tiden i
gang med Mai My Humaidans efterfølger til ’Ærømanifestet’, ’Blødt’. Oh yes, jeg går fuldstændig
i ét med tapetet.
Min mission under de tre skærmfrie timer er, at jeg i hvert
fald skal have gjort den færdig. Den har ligget på mit sengebord og kigget på
mig, siden jeg nåede halvvejs gennem den for en uges tid siden.
Jeg forsøger at keep it cool og
ligne en, der kunne figurere på @hotdudesreading, selvom jeg godt ved, at jeg i
praksis bare ser ensom og røvprætentiøs ud.
Pludselig kommer jeg i tanke om, at jeg har glemt at
fortælle min kæreste, hvor jeg er. Ikke fordi jeg ligefrem er lagt i en
meddelsomhedens spændetrøje normalt, men vi plejer da lige at notere over for
hinanden, hvis der er noget på programmet efter almindelig arbejdstid. Men af
gode grunde kan jeg ikke gøre noget ved det. Jeg bliver nødt til at overholde
spillereglerne. Min telefon ligger i bunden af min taske, og den er slukket.
Jeg skal sgu kunne holde tre timer.
Det bliver ikke som sådan annonceret, at ’Decaf & (Offline) Chill’ er
gået i gang, men klokken 17 bliver der slukket for alle lamper og sat
stearinlys frem på bordene. Fra nu af kan man kun få koffeinfri drikkevarer,
viser et lille skilt, der bliver sat frem på disken. Vi skal jo ned i tempo.
Så småt fyldes kaffebaren op med mennesker. Nogle kommer i
små klynger, andre som dates, og et mindretal, som jeg selv, er der i deres
eget selskab med en bog under armen.
Pladsen lige ved siden af mig bliver hurtigt erobret af et
venindepar, som har taget strikketøjet med. Det virker som en halvårlig ting.
De får serveret hver deres matcha-latte. Den ene hot,
den anden iced, og så sker der det, som jo af og til sker, og som er en
frygtelig, men uundgåelig del af livet: Jeg bliver ufrivilligt taget som gidsel
i en privat samtale.
Jeg prøver virkelig bare at koncentrere mig om min bog, men
jeg får da lært en masse ved at sidde ved siden af dem. Fx at det kan være
svært at finde en passende reol, når man har en pladespiller – det er noget
med, at dybden på sådan en ikke passer med de gængse reolmål. Og så lærer jeg,
at der ikke er nogen kompetente kombucha-brands i Danmark. Men måske er hun
også lidt biased, for hun er næsten lige kommet hjem fra et halvt år i
New York, og der var altså vildt mange derovre.
Lige så stille vænner jeg mig til samtalen, der drøner
afsted cirka 50 centimeter fra mine ører, og på et tidspunkt er det, som om jeg
overgiver mig lidt til situationen. Accepterer, at jeg bare er der og må få det
bedste ud af tiden. Jeg forestiller mig, at jeg er i udlandet og skal slå et
par timer ihjel, fordi jeg har smækket mig selv ude af en Airbnb-lejlighed. Slår hovedet
lidt fra, som man kun kan gøre, når man ikke kan stille noget op.
Og så ryger jeg fuldstændig i zonen. Læser løs. Tiden flyver
afsted, og pludselig har jeg kværnet en halv bog. Kedsomheden har tvunget
produktiviteten ud af mig. Tænk hvor mange bøger, jeg ville få læst, hvis jeg
købte mig en dumbphone …
Tre timer efter, jeg slukkede min iPhone, åbner jeg den igen,
og verden er faktisk stadig fuldstændig den samme. Bortset fra at min
kæreste, alt efter hendes lidt passivt aggressive beskeder at vurdere, nu
venter lettere irriteret på mig derhjemme. Men det tager jeg med.
