At sniffe en bane er blevet helt normalt. Hvorfor flyder kokainen overalt i Danmark?

FØRSTE GANG, JEG blev tilbudt kokain, var i 2021 på mit når-timerne-blev-sene-stamsted Cafe Paradis i Aarhus. Et regulært diskotek, der spiller Abba, og som Tobias Rahim synger om på sit hit ’Stor Mand’. Der var det alment kendt, at hvis man så nogen gå ind i parkeringskælderen, der lå en bygning længere nede ad Paradisgade, var det, fordi de skulle tage stoffer.

På daværende tidspunkt gik jeg på Journalisthøjskolen i Aarhus, hvor der, klos op ad fredagsbarslokalet, var placeret et handicaptoilet, notorisk kendt for, at dér kunne mænd godt lide at gå på toilettet sammen, og underligt ofte resulterede disse ture i blodnæse.

Det foregik ikke i offentligheden, men det var ikke gemt væk. Det var ikke noget, man råbte op om, men det var ikke hemmeligt. Hvis du spurgte, fik du et ja. Inden da vidste jeg ikke, hvor normalt det var at tage kokain. Det havde ikke strejfet mig, at dem til festerne, der gik ud på toilettet en gang hver halve time og ikke havde noget af farven tilbage i deres øjne, kunne have smag for andet end alkohol.

Men når først man får øje på det hvide pulver, er det ikke til at overse. Og det var det heller ikke, da jeg vendte hjem til hovedstaden i 2023. Kokain var her og der og alle vegne, og i disse år er det også rigt repræsenteret i populærkulturen.

Man kan ikke give et resumé af årets mest hypede serie ’Industry’ uden at nævne, at de tager virkelig meget kokain.

I en video, der florerer fra sangerinden Charli XCX’s boiler room-set på Ibiza i sommer, kan man se, hvordan hun gentagende gange tager sig til næsen og ved en lejlighed modtager noget hvidt og forsvinder ned under dj-pulten.

Og i den amerikanske komiker Theo Vons podcast havde han i august besøg af Donald Trump, hvor de ender med at have en nysgerrig samtale om kokain.

”Er kokain et stærkere … up (end alkohol, red.)?” spørger Trump.

”Oh, yeah. Yeah, yeah, yeah,” svarer Theo Von.

“Mere up end noget andet, man kan tænke på?”

”Kokain vil forvandle dig til en damn ugle, homie, forstår du, hvad jeg siger?”

Spildevandsprøver bekræfter det også: Kokainforbruget er stigende. Prøver foretaget af Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug viser, at kokainforbruget er tredoblet fra 2013 frem mod 2022 i København, hvor der blev fundet 647 mg kokain pr. 1.000 indbyggere om dagen. For technohovedstaden Berlin var det tal 541.

Er der ligefrem tale om en normalisering?

DEN SIDSTE INDIAN SUMMER-AFTEN i 2024 tilbringer jeg i Kødbyen i København. Her findes der to slags narkomaner. De gamle og de nye. De gamle har traditionelt været ene om at dominere Slagtehusgade, men i takt med gentrificeringen af Den Grønne Kødby er grænserne mere udviskede. Nye er kommet til, og ligesom de gamle narkomaner fylder stoffer også meget i deres liv, når hverdag bliver til weekend. Slagtehusgade er blevet den øvre middelklasses tilflugtssted med steder som Camino, Noho eller Gorilla. Nogle går på Baggen eller Jolene. De gamle narkomaner holder sig til H17, hvor de kan tage deres stoffer i fred.

Vi – foruden mig gælder det min ven, min vens ven og min vens vens ven – har med skyklapper bevæget os forbi de gamle narkomaners helle og sidder på et bordbænke-sæt i Kødbyens Baghave i den rigtige ende af Slagtehusgade.

En tilsyneladende meget fuld fyr med en halv fadøl i hånden støder ind i min ven og spørger, om han må sidde dér?

Det må han ikke, får min ven indvendt, og så præsenterer denne fyr sig som værende fra Helsingør, hvor er du fra, og min ven er heldigvis ikke fra Slagelse, men Varde, og lykkes med at konfliktnedtrappe, alt imens denne fyr, der er iklædt et par løbeshorts, siger, jeg gætter på ironisk, at min ven opfører sig rigtig fedt.

Jeg gør mig klar til at slås, men heldigvis bliver fyrens opmærksomhed fanget af noget andet, baren, han går op og bestiller en drink, blind for det faktum, at han stadig har den halve øl tilbage i sin venstre hånd.

Så stiller han sig op i midten af den gang, der løber ned gennem Den Grønne Kødby og begynder at danse, tydeligvis fra den, så blev det fredag igen, og klokken er lige omkring midnat.

”Skal vi tage på Sø?” spørger jeg i plenum.

Klokken er lidt i et, da vi ankommer til natklubbens indgang på Gyldenløvesgade. Der er tre køer. En til dem, der har købt et bord, hvilke kan koste alt mellem et par tusinde kroner og mange tusinde kroner og indebærer, foruden et sted at sidde/stå, noget at drikke. Så er der en kø til dem, der ikke har et medlemskab eller er på den normale liste. Og en til dem, der har et medlemskab eller er på VIP-listen

Vi stiller os i den sidstnævnte, ligesom rigtig mange andre mennesker. Det er dog ikke så meget en kø, som det er en anarkistisk klump.

Jeg maser mig frem. Man er ikke sympatisk, når man står i denne kø. Den får det værste frem i mennesket. Jeg skubber mig frem foran mange, der har stået der meget længere end mig.

”Hvis du vinker til mig én gang til, kommer du ikke ind,” siger pickeren til en i køen.

Der står en mikroinfluencer i køen. Hende maser jeg mig naturligvis også foran.

”Må jeg spørge om noget?” spørger en af de forreste i min kø.

”Nej,” svarer pickeren.

”Du har en virkelig flot jakke.”

”Det var ikke et spørgsmål.”

Sådan en kø stripper det sidste medmenneskelighed af folk, og hvis den mod alle odds ikke lykkes med at gøre det, er der heldigvis andre steder på klubben, der kan klare jobbet.

”Der er få større risikozoner i Danmark end herretoilettet på Søpavillonen, fordi der befinder sig så mange, der lige har fået den første kokainrus,” fortæller David, der er i slut-20’erne og er i besiddelse af et godt job i den kreative branche og et godt medlemskab til Søpavillonen.

Det er ikke ligefrem, fordi stofferne flyder her. Folk står ikke og sniffer ved bordene, der er ikke en kultur ligesom den på den elektroniske natklub Hangaren på Refshaleøen, hvor folk opfordres til at gå hen til en strandet gondollift, hvis de er interesserede i sne. Men der er få steder, hvor der er så dårlig stemning på toiletterne, som der er på Søpavillonen. Få steder har jeg hørt så mange kalde fremmede piger ’so’.

”Og så kan man jo undre sig over, at der altid er så meget kø til herretoilettet, mens pissoiret ofte står tomt,” fortsætter han.

Inde på klubben er det noget med at gå ind og bestille en vodka-Red Bull til en 120 kroners pris, gå en runde, kigge efter, om der er nogen, man kender. Så ud til cigaretterne, så en til runde. Ud til cigaretter. Skal vi danse? Vi går op og danser. Få en albue i siden. Få en til albue i siden. Ok, der er ikke plads. Ud til cigaretterne. Skal vi danse? Lad os prøve igen. Få hældt halvdelen af den føromtalte vodka-Red Bull ud over sig. Ud til cigaretterne igen. Det er lidt køligt, hva’?

”Jeg vil tro, at halvdelen af dem, der er på Søpavillonen en given aften, tidligere på dagen aktivt har sagt til sig selv: ’Jeg skal ikke på Søpavillonen i aften,’” siger David.

”Jeg synes, det giver en dejlig varm fornemmelse af velvære i hele kroppen at vise mit VIP-kort. Måske meget lig følelsen ved at tage narko egentlig?” vejer hans ven ind.

Jeg spørger David, om han nogensinde er kommet op at slås ude på herretoiletterne?

”Nej. Men sidst jeg var på Museo, måtte jeg nærmest løbe ud, fordi jeg var ved at få tæsk. På Museo er den næste slåskamp altid kun ét forkert blik væk,” svarer han.

OG MED DET TAGER selskabet en taxi til Museo, der ligger i lokalerne på Lille Kongensgade 16, hvor den sagnomspundne natklub Sunday tidligere lå.

En af mine kompagnoner har en veninde i baren, der kan berette om, at hun to gange på en aften har taget en kendt, dansk erhvervsmand i at forsøge at stjæle drinks. Men det er nu ikke ligefrem de eneste kriminelle handlinger, der spekuleres i at blive gjort derinde. En nat i december 2022 blev klubben ransaget af politiet grundet mistanke om systematisk narkotikahandel. Københavns Politi oplyste dengang, at der ved ransagningen blev fundet forskellige former for narkotika, herunder en mængde kokain, det ikke var muligt at forbinde til en konkret ejer. Der blev desuden fundet såkaldte snifferør hos et større antal mennesker, og tre personer blev sigtet for besiddelse af stoffer.

Om sagen udtalte Remee, der er medejer af Museo, dengang til B.T., at tre personer med euforiserende stoffer, naturligvis er tre for meget.

”Hele mit koncept med Museo er at skabe en oplevelse, der er et drug i sig selv,” forklarede natklubs- og producermogulen videre.

Medejeren er også at finde på klubben i aften. Han står og ser rimelig neutral ud foran et bord. På den tilstødende sofas ryglæn forefindes unge kvinder i stramme, korte nederdele og mavebluser. De slår armene op i luften og vrikker med hofterne. Dansegulvet er ikke pakket, men alligevel har et par valgt at stille sig væk fra dansegulvet, helt op ad baren og danse.

Manden er i hvert fald 50, kvinden ikke ældre end 28. Manden har en hvid skjorte på, hvor der er åbnet for de tre øverste knapper, ærmerne er smøget op. Kvinden går gentagende gange ned og så op. Manden fra side til side, armene stikker ud i hver deres vandrette retning, de miniaturebevæger sig systematisk uden nogen reel forståelse for den tekstløse elektroniske musik, der fylder lokalet.

Der er gang i dem, og det til trods for, at vodka-Red Bull’en er rimeligt tynd. Mange står i deres egne, individuelle bobler uden øje for andet end sig selv, og bevæger sig til musikken. De lægger slet ikke mærke til, hvor ensomt de står og stikker ud.

Charli XCX’ ’365’ spiller.

’When I’m in the club, yeah I’m (Bumpin’ that)

When I’m at the house, yeah I’m (Bumpin’ that)

365, party girl (Bumpin’ that)

Should we do a little key?

Should we have a little line? (Ah-ah, ah)

Wanna go real wild when I’m (Bumpin' that)

Meet me in the bathroom if you’re (Bumpin’ that)’

”KOKAIN ER IKKE LÆNGERE forbeholdt kriminelle og landets jetsettere. Helt almindelige danskere bruger i stigende grad den euforiserende stimulans.”

Så simpelt formulerer en forsker fra Dansk Misbrugsbehandling samt Nationalt Center for Særlig Kriminalitet udviklingen over for TV 2. Samtidig konkluderer en tendensrapport fra Kriminologisk Obsevatorium, der har undersøgt unges holdninger til og erfaringer med illegale stoffer på Roskilde Festival, ligefrem, at brugen af kokain er på vej mod en normalisering i dele af festkulturen.

”Vi er overraskede over, hvor mange unge der enten selv bruger kokain eller forventer at møde kokain eller andre hårde stoffer i festmiljøer. Selv hvis de ikke bruger hårde stoffer, er udgangspunktet hos mange unge, at de nok vil støde på dem, hvis de går i byen eller til fest,” udtalte antropolog og professor Henrik Vigh, der leder Kriminologisk Observatorium og er medforfatter på rapporten, i forbindelse med dens offentliggørelse i december 2023.

Kokain bliver renere og renere – i 2023 advarede Sundhedsstyrelsen om, at kokainen i 2022 havde en renhed på 73 procent, hvor den i 2020 blot var på 57 procent.

Når man køber kokain, er det blandet op med andre stoffer – det kan fx være gamle medicinske rester, sukker eller kreatin – i 2021 var det mest brugte tilsætningsmiddel baseret på stikprøver fra politiets beslaglæggelser ormemidlet Levamisol, der svækker immunforsvaret og derfor er forbudt i Danmark.

Renhed dækker altså over, hvor stor en del af det kokain, man køber, rent faktisk er kokain, og den høje renhed øger risikoen for overdosis. Læg dertil oven i, at stoffet bliver billigere – hvor det for 20 år siden kostede mellem 1.500 til 2.000 kroner per gram, er det nu er nede at koste 600 kroner – og du er i besiddelse af en molotovcocktail.

Og nu kommer ilden:

”Det tager jo kortere tid at få kokain, end det gør at gå ned og købe øl.”

Sådan siger Jean von Baden, der har været et velkendt ansigt i det københavnske natteliv, siden han som teenager begyndte at tage del i det. Op gennem 00’erne optjente han titlen som byens festkonge, og han har besiddet cirka alle de roller, man kan besidde i nattelivet (dj, festarrangør, promoter, medejer af klubben Nasa osv.)

I dag er han ædru og har siden 2012 arbejdet som psykoterapeut med speciale i afhængighed. Ved siden af dj’er han stadig.

”Det er meganemt at få stoffer. Pusherne sender bare kædebeskeder rundt. Fra onsdag til søndag får jeg 50 beskeder fra forskellige pushere med, at ’nu har vi noget nyt, og det er det fedeste, og du kan få MDMA, du kan få coke, et gram for 500, to for 700, hilsen Snemanden og glædelig jul,’” fortsætter han.

Selv har han valgt ikke at slette numrene, da han bruger dem aktivt i sin behandling af klienter. Hvis deres telefoner siger ’ding’ samtidig med hans, ved han, at der er fare på færde.

”De sender også beskederne ud, når klokken er cirka to om natten. For der ved de, at folk er ved at løbe ud. Og i ferierne får man dem døgnet rundt. De kører hård marketing, og de kender narkomanernes rytmer.”

I 20 år var Jean von Baden fast inventar i bylivet, og i den periode opbyggede han et massivt misbrug af alkohol og stoffer. Han peger på, at dengang han begyndte at tage ecstasy, var det noget mere omstændigt at anskaffe sig de illegale stoffer.

”Der var ingen mobiltelefoner, man skulle finde nogen, der lignede, de kom i scenen, så skulle man sammen med dem finde en fest, hvor nogen tog det, så skulle man finde en narkohandler, gå ud på et toilet med dem og stå dér og købe sine piller af en dybt kriminel, man ikke vidste, om ville stikke én ned. Så skulle man tage pillen og håbe på, at man havde fået det rigtige.”

Så er det dit indtryk, at der er flere stoffer i nattelivet nu, end der var, da du gik meget i byen?

”Der er flere stoffer. Der er mere kokain. Folk ser mærkelige ud, når man kigger rundt i natten – de går rundt med kæber, der svinger fra side til side. Det gjorde de ikke dengang. Det er også blevet meget åbenlyst. Folk sidder og tager baner på deres telefoner, det er lige så normalt som at ryge en joint. Og det er i alle miljøer, det er blevet normalt.”

”FØRSTE GANG, jeg tog kokain, var i 2017. Eller nej, det var i 2016,” fortæller Asta, der tager stoffet lejlighedsvist.

”Jeg tager det, fordi jeg er dårlig til at sige nej, og fordi jeg godt kan godt lide at have det sjovt,” forklarer hun.

Asta blev født lige omkring årtusindeskiftet og er studerende på en mellemlang videregående uddannelse, bosat i København. Nytårsaften 2016 tilbragte hun med nogle jævnaldrende venner, og det var hjemme hos én af disse, hun første gang tog kokain.

En indgangsvinkel, der ligner den typiske.

Isabella Koppel er daglig leder inden for stof- og misbrugsområdet hos Novavi, en non-profit fond, der hjælper folk med misbrug.

”Unge tager oftest rusmidler første gang sammen med nogle venner, som har prøvet det før og introducerer rusmidlet for dem,” fortæller hun.

Ifølge Asta er det relationelle en vigtig del af, hvorfor hun tager stoffer.

”Det er sjovt at tage kokain, når man indgår en alliance med nogen og tager det sammen. Det er den ekstreme udgave af at ryge og gå ud sammen i grupper for at gøre det. Man har en hemmelighed, man er en del af noget internt. Det ville ikke være sjovt at være helt alene om det,” fortæller hun.

Hvad syntes du om det, første gang du tog det?

”Det var fedt, men jeg havde også en forventning om, at det ville være fedt. Det er en spændingsting at tage kokain, bare det, at det er forbudt, giver et adrenalinkick.”

Selv sammenligner hun det med, da man drak en øl første gang og lige pludselig kunne fortælle sig selv, at der skete noget.

”Senere tog jeg det igen, fordi jeg ville se, om det var lige så fedt anden gang. Og det var det. Det giver et sus, man føler sig som en verdensmand.”

Når Asta tager kokain, kan det lige så godt være på en bar, som det kan være til en fest. Hun ser det i høj grad som et bar-stof, og på technoklubber ville hun typisk hellere ty til andre stoffer såsom MDMA.

Synes du, det er et tabu at tage kokain i nattelivet?

”Kun hvis man er en gruppe på vej ud på et toilet og får øjenkontakt med bartenderen.”

DET ER DOG IKKE ALLE, der finder ideen om at tage stoffer lige charmerende. Magnus Boding Hansen er journalist på Jyllands-Posten, hvor han blandt andet har afdækket, hvordan Mærsk er blevet infiltreret af narkokriminelle. Tidligere var han i en årrække Weekendavisens korrespondent i Latinamerika, hvor han især skrev om organiseret kriminalitet.

Jeg ringer til ham for at høre, hvad det er, han har set stoffet gøre ved de lande i Latinamerika, hvor danskernes kokain kommer fra.

”Det er tit fattige folk, som er det første led i kokainens forsyningskæde ved at plukke kokaplanterne, men derfra bliver det hurtigt meget hårde kriminelle med blod på hænderne, som transporterer det videre mod vores del af verden. De organiserede kriminelle, som kæmper om at kontrollere markedet for kokain, slår hinanden ihjel for et godt ord, og de dræber hvem som helst, der siger dem imod,” fortæller han.

Da Magnus Boding Hansen vendte hjem til Danmark, skrev han bogen ’Djævlen sover aldrig – mysteriet om Latinamerikas mange mord’, der blev udgivet på Gyldendal i 2021. I bogen undersøger han, hvad der er gået galt i regionen, der er verdens voldeligste verdensdel, men alligevel bliver rigere og mindre ulige. Det spørgsmål får ham blandt andet forbi det berygtede Sinaloa-kartel, der både leverer kokain i Aarhus og Australien.

”Kokain er et produkt, som kommer med en tung moralsk bagage. Jeg kan godt undre mig over, at vi lever i en tid, der er så moralistisk i forhold til klimaaftrykket på en bøf, men at der samtidig tages tre gange så meget kokain, som der blev gjort for 10 år siden.”

Han synes, det er en skødesløshed, der præger danskernes forhold til stoffet.

”Man oplever også tit, at der bliver talt om det som et personligt valg – du kan tage det, hvis du har lyst, eller du kan lade være. Kendisser skriver selvbiografier og nævner, at de har taget kokain, men det var, fordi der skete dét og dét i deres liv. Jeg savner, at man husker, at man er skyld i, at samfund smadres og mennesker dør, når man tager kokain. Det er en egoistisk handling at tage kokain.”

Så hvis man tager en nøgle i byen, er man skyld i, at nogen dør i Latinamerika?

”Det er et faktum. Kartellerne i Latinamerika har kokainen som et af deres vigtigste produkter, og de uhyggeligt mange mord, der bliver begået, har ofte en forbindelse til deres indbyrdes opgør. Ligesom man har et medansvar for klimakrisen, hvis man spiser rigtigt meget kød, så har man selvfølgelig også et ansvar for den mordepidemi, der er i Latinamerika, hvis man tager kokain.”

Bidrager man så også til skyderierne på Nørrebro, hvis man tager kokain?

”Ja, for banderne her på Nørrebro kæmper — i mindre skala, men på samme måde — om at servicere kokainforbrugerne. Den, der trykker på aftrækkeren, har selvfølgelig altid det ultimative ansvar. Men det er naivt at lukke øjnene for, at er du en kokainsnude, så arbejder bandekrigerne principielt for dig.”

Med alt det in mente må jeg høre Asta, om hun nogensinde tænker på konsekvenserne ved at tage stoffer?

”Jeg har tænkt meget på, hvor meget af min hjernekemi, jeg har fucket op ved at starte med at tage narko rimeligt tidligt og ved at have haft perioder, hvor forbruget var rimeligt stort. Men det er ikke nødvendigvis noget, jeg bekymrer mig om. Det er bare noget … jeg har tænkt på,” svarer hun.

Og hvad angår de lande, kokainen stammer fra, er det ikke bekymringer, der fylder.

”Jeg tænker slet ikke på de lande.”

GENERELT ER DET IKKE, fordi der er mange bekymringer at spore blandt dem, der tager stoffer, heller ikke hos dem, det er gået galt for.

Clara er studerende i midt-20’erne og har taget kokain, når nogen lige har tilbudt det, siden 2021. Første gang hun gjorde det, var en sensommeraften på vej i byen med en ny veninde, der trak hende med ind i en døropgang, åbnede sin pung og fandt en lille pose frem, der blev ledsaget af spørgsmålet:

”Vil du have?”

Så tog Clara sin første nøgle, og dem har hun taget en del af siden. Ikke utallige, men en del. 20 måske. Måske 40. Det var, som om hver gang hun tog en nøgle, blev det endnu sjovere at tage en til.

En aften i august 2023 var hun til en fest, hvor hun havde taget et par af de føromtalte, da det blev besluttet, at der skulle bestilles noget mere, nogen skulle have kokain, andre skulle have MDMA, og 20 minutter senere ankom det til selskabet.

Clara havde prøvet MDMA et par gange. Første gang var på sommerens Roskilde Festival, hvor hun var blevet tilbudt et stykke sammenrullet toilet-papir, hvorinde stoffet angiveligt skulle befinde sig. Det var også dér, hun prøvede det anden gang såvel som tredje gang, hvor det blev hældt ned i en Maté Maté med vodka i. Nu stod hun over for at skulle indtage det en fjerde gang.

Det var en anden, der blandede det op i hendes drink. Hun vidste ikke, hvor meget der var i. Men den smagte dårligt, meget dårligere end drinken på Roskilde. Så hun bundede den.

Det næste, hun kan huske, er, at hun gik ud på badeværelset, og så ændrede verden, som hun kendte den, sig til det værre. Hjertet begyndte at pumpe hurtigere, hun fik det varmt, det hele føltes mærkeligt, ikke-virkeligt.

Så hun gav sig selv en flad. Og en til.

Hun kiggede sig selv i øjnene gennem badeværelsesspejlet, men der var intet, der kiggede tilbage, så hun satte den ene flad ind efter den anden, og da det ikke ændrede på noget, konstaterede hun, at hun måtte være i gang med at dø.

Hun forlod badeværelset.

”Du må hjælpe mig,” sagde hun til en, der havde mere erfaring med stoffer end hende selv. ”Der er noget helt galt.”

Så sortnede det.

Og så var hun på badeværelset igen, denne gang under bruseren.

”Ring efter en ambulance, nu,” råbte en.

Hun havde alt sit tøj på, sad akavet lænet op ad kabinens væg. Ovenover hende stod nogen, hun ikke mindedes at have set før, og spulede hende med en iskold bruser.

”Hun er vågen.”

Der var gået en time, siden Clara havde bedt om hjælp. Den time havde hun brugt på at skrige på hjælp, forsøge at flygte ud af lejligheden, mens de andre holdt hende tilbage, og på at blive varm. Rigtig varm. Da hun både var rigtig varm og ukontaktbar smed de hende så ind under bruseren.

De næste par dage var ikke så sjove. Det vidste hun godt, at de ikke ville blive. Men hun var alligevel overrasket over, hvor dårligt hun fik det. Der gik en uge, før hun stoppede med at hallucinere. To før hun ikke havde lyst til at dø.

HISTORIER SOM CLARAS, hvor kokain bliver et gateway drug og fører til andre stoffer, er ikke ligefrem sjældne. Det ved man inde hos Novavi, hvor det narkotikum, flest henvender sig vedrørende, stadig er kokain, og hvor et stof som MDMA betegnes som et sekundært stof: et, man stifter bekendtskab med efter at have fået smag for kokain.

Ifølge Isabella Koppel kan det være alle, der henvender sig med et kokainmisbrug.

”Dem, der har et problematisk forbrug, kommer fra alle sociale lag og slet ikke hovedsageligt fra technomiljøerne. Det er ofte nogen, der er blevet afhængige eller har udviklet et misbrug, hvor de ikke kan drikke alkohol uden at få trang til kokain,” siger hun.

Hvilke konsekvenser har det på brugeren at tage kokain?

”De psykiske konsekvenser er, at man kan blive psykotisk og paranoid, og man kan få angst. Kokain går ind og påvirker dopaminniveauet i hjernen, så man vil opleve en nedtur, når virkningen fra kokainen aftager, og det kan resultere i søvnløshed, irritation, mangel på energi og depressive symptomer. Fysisk er det farligt, blandt andet fordi det går ind og påvirker din hjerne, din puls, vejrtrækning, dit blodtryk og din kropstemperatur stiger. Det gør, at dit hjerte bliver overbelastet, og du kan i værste fald dø af det. Din krop kan stå af.”

Egentligt ville al fornuft tale for, at Claras historie var stoppet dér, hvor hun ikke længere havde lyst til at dø. Hun havde trods alt lovet både sig selv og sine veninder, at hun aldrig igen ville røre stoffer. Men så en dag opdagede hun, at den kokainpose, der havde kickstartet det hele, lå malplaceret blandt hendes makeup. Dér kunne den selvfølgelig ikke ligge, så hun lagde den i lommen og senere samme aften, da hun var til universitetsfest, tog hun den frem og tog en nøgle.

Der var gået knap en måned.

Et år ville passere, før hun tog MDMA igen. Hun var en anelse nervøs, da hun sniffede pulveret, men det blev hurtigt erstattet af en dejlig, varm følelse.

Det er ikke, fordi hun er afhængig, siger hun. Hun kan sagtens tage i byen, ja, hun kan sagtens drikke alkohol uden at tage stoffer, der kan endda gå flere måneder, hvor hun slet ikke tager noget.

”Men det er bare lidt sjovere med.”

Er du slet ikke bange for at dø?

”Jeg er pissebange for at dø. Men jeg kan bare slet ikke forholde mig til, at jeg en dag skulle gå hen og dø. Altså, jeg kender godt til konsekvenserne, men jeg kan ikke forholde mig til, at de skulle ramme mig. Heller ikke selvom det er gået galt før.”

Er der noget, der kunne få dig til at stoppe?

”Hvis jeg døde,” siger hun. ”Ej, eller hvis alle mine venner holdt op.”

Clara, Asta og David er opdigtede navne. Redaktionen er bekendt med kildernes rigtige identitet.