For enden af en lang grusvej, midt ude i ingenting, lige
der, i et gammelt ishus på stranden Øster Sømarken på sydspidsen af Bornholm
åbnede de tre lokale barndomsvenner Rasmus Kofoed, Nicolai Nørregaard og Magnus
Klein Kofoed i 2007 restauranten Kadeau.
I 2011 rev de teltpløkkerne op og udvidede til
Christianshavn i den danske hovedstad, hvor de siden også har bedrevet nordisk
køkkenkunst på allerøverste hylde.
Nu, i alt tre michelinstjerner (to i København og en på
Bornholm) og 18 år senere, har den ene af de tre stiftere valgt at forlade
foretagendet. Men hvorfor? Det har vi spurgt Rasmus Kofoed om.
Rasmus, hvad er den største oplevelse, du har haft som en
del af Kadeau?
”For det første bliver jeg virkelig rørt, når du stiller det
spørgsmål. Vi bliver jo stadig kaldt Kadeau-drengene, selvom vi er fyrre, fede
og færdige, og jeg er meget stolt af, at vores relation og venskab stadig er
intakt efter alle de år og de udfordringer, vi har stået overfor.
Der er jo mennesker inden for firmaets vægge, der har fået børn med hinanden.
Jeg har sågar viet et par, der har mødt hinanden i restauranten. Det er jeg
meget stolt af.”
Hvorfor har du valgt at sige stop nu?
”Det er faktisk en beslutning, som egentlig kom ret meget
bag på mig selv. I september stod jeg uden for restauranten på Bornholm, et par
dage inden vi lukkede ned for sæsonen, og betragtede den. Det var et magisk
sensommervejr, restauranten var proppet til renden, og så stod jeg bare og
kiggede på det der skur, som vi tilbage i 2007, med vores blanke og autodidakte
hjerner, lånte fire millioner kroner til. Jeg fik en følelse af at være fyldt
op. Det kan lyde negativt, men det var ikke på den måde. Det var mere sådan en
fyldestgørende følelse af kærlighed og taknemmelighed.
Jeg skulle faktisk nærmest ikke engang sove på det, og da
jeg gik i seng den aften, tænkte jeg for mig selv: ’Gud, var det så det?’. Jeg
havde den samme følelse, da jeg vågnede op om søndagen.”
Hvor lang tid gik der så, før du fortalte de andre om din
beslutning?
”Der gik nok under et døgn. Og jeg kan godt forstå, hvis man
sidder og læser det, at man tænker ’hold kæft, det lyder som en forhastet
beslutning’, men altså, nu er det jo kun mig, der er inde i hovedet på mig selv
og ved, hvad der føles rigtigt.”
Ved du, hvad du skal nu?
”Nej. Der er intet konkret på tegnebrættet. Tiden her, efter
jeg har truffet beslutningen, har helt sikkert fået mig til at reflektere meget
over, hvad det egentlig er for en ’uddannelse’, jeg har fået, og hvad det
egentlig er for nogle erfaringer, jeg har gjort mig gennem alle de år, hvor vi
har drevet Kadeau. Det har handlet enormt meget om, rent menneskeligt, at
håndtere talenter og ambitiøse mennesker. At få holdet til at fungere og holde
partnerskabet intakt og i balance. Det vidste jeg jo også godt, mens jeg var i
det, men det er nok også gået op for mig nu, at det er inden for det felt, at folk
har tillagt mig stor værdi.
Så jeg tænker og tror, at mit lod her i livet er at få
mennesker til at lykkes eller få dem et bedre sted hen. Og det kan man jo gøre
på mange forskellige måder, men jeg håber, det i en eller anden facon kan
blive blandt folk, der gerne vil skabe noget.”
Skal du have en pause og puste ud, eller skal du bare i
krig med det samme?
”Jeg har heldigvis ikke nogen formue, der tillader mig at gå
og dandere den. Jeg har af gode grunde aldrig nogensinde skrevet et cv, og jeg
håber da måske, der er nogen, der godt kunne finde på at rette henvendelse. Jeg
har da også haft et par af de berømte kaffeaftaler allerede.”
Hvad er den bedste ret, I har serveret i din tid på
restauranterne?
”Wauw, det er svært for mig at svare på …
Okay, dengang det begyndte at gå rigtig stærkt, og vi fik
meget omtale i internationale medier, der udviklede Nicolai (Nørregaard, red.) en
form for grød på forskellige kornsorter. Skyd mig for at kalde det en risotto,
men det var derhenad, ik’. Jeg mener, det var noget med andehjerter, asier og
alle mulig syrede ting, men den smagte åndssvagt godt.”
Hvad er det for et sted, du efterlader Kadeau?
”Det er et pissegodt hold, der er på restauranterne lige nu.
Folk har været hos os længe, og alting kører enormt velsmurt. Vi, eller nu må
jeg hellere sige de, står et rigtigt godt sted efter den frygtelige konkurs, vi
blev ramt af, og jeg er stolt, glad og meget rolig på deres vegne.”
