Kesi: ”Alle gør jo et eller andet for penge. Også mig”

Jeg har hørt, at du løber meget for tiden? Med Strava og det hele?

”Det er rigtigt nok. Jeg træner op til maraton i maj. Faktisk har jeg været tilmeldt Berlin Maraton, men jeg har været igennem to hofteoperationer, så det kunne jeg ikke gennemføre. Men jeg elsker at løbe.”

Det er da ikke så godt med din hofte. 

”Nej, på sigt bliver det et problem. Jeg har påbegyndende slidgigt. Men man skifter ikke hofter så tidligt på folk.”

Når det er sommer, kan man opleve, at du løber alene rundt i København i bar overkrop. 

”Ja!”

Jeg tænker bare: Hvis jeg var kendt, så ville jeg nok blive helt menneskesky og løbe på et løbebånd i min kælder. Den generthed virker du ikke til at være præget af?

”Nej. Sådan er det i alle mulige facetter i mit liv. Man begrænser sig selv, hvis man gemmer sig. Jeg vil kunne lave det, jeg laver, men stadig fungere socialt og have et liv, hvor jeg ikke skal lukke mig inde i en kælder. I Danmark har vi en rimelig god fankultur, og for mig har det virket at normalisere, at man kan møde mig alle mulige steder. Når folk har mødt mig i Netto én gang, beder de måske om et billede. Men næste gang siger de bare hej og går videre. Det spiller også en rolle, at jeg har opnået al den her status som ganske ung, for det føles, som om jeg aldrig har prøvet andet.”

Du er blevet voksen i det?

”Jeg er blevet voksen i det, ja. Jeg har haft en pladekontrakt i lige så lang tid, som jeg ikke har haft en pladekontrakt. Så jeg har jo lært at navigere i det.”

Du har været et kendt ansigt i 15 år. Er der noget i danskernes omgang med kendte, der har ændret sig i den periode?

”Da jeg var yngre, var jeg jo mere jævnaldrende med dem, der hørte min musik. Der kunne jeg godt mærke, at det ikke var lige så sejt at gå hen og være fan af en, der er lige så gammel som dig.”

Så de unge i dag er mere hengivne?

”Ja, og så er der også bare sket noget med de unge. De er vildere. Og mere ruthless. De spørger ikke nødvendigvis om et billede. De tager dem bare.”

Er det ikke sindssygt underligt?

”Jo. Jeg vil altid gerne tage billeder og snakke med folk. For jeg ved godt, at når jeg går ud ad døren, er det sådan, det er. Jeg ved, at jeg ikke har nogen kontrol over, hvad der ligger af mig på nettet. Og det er fint nok, for jeg er egentlig ikke så forfængelig. Men det handler lidt om respekt.”

Hvordan ser de allerbedste dage i Oliver Kesis liv ud? 

”Det er dage, hvor jeg kan tage det i mit eget tempo. Jeg kan godt lide at stå op, tage ud at løbe, mødes med mine venner, måske lave lidt arbejde, tage hjem og spille FIFA og være sammen med min kæreste. Det er en god dag.”

Dit arbejde i disse dage er jo ret meget mere end at være rapper. Nu opremser jeg lige nogle af dine forretningsbedrifter: Du har dit eget hudplejemærke. Du er medejer af en frisørsalon. Du har lavet tøj med blandt andre BLS og New Era. Du er lige blevet kreativ direktør i Everlast. Har jeg glemt noget?

”Nej, fordi alt det andet er sådan noget kedeligt noget. Aktier og boligporteføljer og sådan noget.”

Prøv at sige lidt om det alligevel. 

”Det der med at drive forretning er lidt to forskellige ting for mig. Mass (Ebdrup, red.), som er vores manager (når Kesi siger ’vores’, dækker det over ham sig selv og rapvennerne Gilli og Benny Jamz, red.), er virkelig en dygtig forretningsmand, særligt i forhold til vækst af penge på det lidt kedelige plan: aktier, boligporteføljer, investering i mursten. Det andet, du nævner, er jo entreprenørvirksomhed, som, jeg synes, er sjovt. Hvor det er produkter, jeg som forbruger også selv kunne være interesseret i. Hvis det kun handlede om penge, havde jeg bare smidt dem i en masse lejligheder.”

Du skal være kreativ direktør i tøjmærket Everlast. Hvad indebærer det egentlig?

”Det er alt fra tøjdesign til visionen for brandet. Det er virkelig bredt. Everlast har jo været meget stor på boksning siden 90’erne, og jeg skal så fokusere på lifestyle-linjen.”

Var man lidt skeptisk anlagt, ville man nok tænke, at du bare skal være en form for ansigt udadtil. Hvor mange timer regner du med at lægge i det her arbejde?

”Der ligger mange timer i det. I gennemsnit er det nok fire-fem timer om dagen, i hvert fald her i starten, hvor det er en lidt mere omfattende proces. Det der med bare at være et ansigt udadtil er ikke specielt tiltrækkende for mig. Jeg vil hellere være med til selv at præge produktet kreativt eller have mit eget produkt som med Zensi (Kesis hudplejelinje, red.).”

Som rapper finder rigtig meget af arbejdet sted efter mørkets frembrud. Og man skal måske lige komme sig dagen efter. Er det ikke svært foreneligt med at være forretningsmand? Man må vel skære ned det ene eller det andet sted.

”100 procent. Det er jo ingen hemmelighed, at jeg har gjort mig rimelig meget i nattelivet, og det er helt klart det, der er blevet skåret ned på. Jeg tager ikke ud, hvis jeg ved, jeg skal noget dagen efter. Jeg vil jo også gerne løbe et maraton. Men derfor kan jeg stadig godt være i studiet til klokken 02 – det var jeg forleden – og stå op og være frisk dagen efter.”

Hele dit arbejdsliv har været i musikbranchen. Bærer du dig selv anderledes, når du nu træder ind i et forretningslokale? Bruger du nogle andre ord, taler på en anden måde?

”Underbevidst måske. Der er måske et stigma om, hvordan rappere er, som jeg gerne ville bryde ud af i starten, og så blev jeg overdrevent høflig og stiv. Nu oplever jeg, at kendskabsgraden til mig er blevet større på grund af de dokumentarer, der er lavet om mig, eller måske har folk børn, der hører min musik, så jeg prøver selvfølgelig bare at være mig selv. Men det er klart, at jeg er ikke til et møde, som jeg er til en koncert.”

Så tænkte jeg, at vi kunne tale lidt om kærlighed. 

”Mhm.”

Du nævnte før, at du har en kæreste. Er det noget meget nyt?

”Ja, det er ret nyt. Vi har snakket sammen i lang tid, og så har vi fundet ud af, at det var det, der skulle ske.”

Hvad kræver det af et menneske at være kæreste med Oliver Kesi?

”Tålmodighed, tror jeg. Jeg kan godt være lidt all over the place. Men det jonglerer jeg faktisk meget godt. Min kæreste laver også noget, der ikke har den faste 8-16-rutine. Eller 9-17, eller hvad det hedder. Ha ha. Vi kan have fri på de samme tidspunkter.”

Er det hemmeligt, hvem det er?

”Det er ikke hemmeligt, men jeg har lært, at det er fint nok at skille de der ting ad. I dokumentaren ’Kesi 30’ fortalte jeg, at har fået konstateret ADHD, og så lærer man lidt på den hårde måde … (pause) … det er ikke, fordi jeg ikke vil dele ud af mig selv, men når man fortæller sådan noget, er der bare meget, man skal forholde sig til efter.”

Hvorfor var det et problem at fortælle om?

”Jeg ved ikke, om det var et problem. Jeg syntes, det var nice at kunne fortælle om. Men nu har jeg fortalt om det, og nogle sidder bare lidt fast i det. I forhold til forretninger kan jeg da godt blive bange for, at folk tror, jeg er helt utilregnelig. Men min ADHD er jo i realiteten bare det, der gør, at jeg kan have så mange ting kørende på én gang.

Et andet eksempel: Jeg blev opereret på min stemmelæbe og fortalte offentligt om det. Det så jeg intet problem i. Men jeg tænkte ikke over, hvor mange arrangører, der så sidder og tænker: ’Uha, kan han overhovedet spille koncerter?’ og så ikke tør at booke mig. Det er syv år siden, og jeg bliver stadig spurgt, om min stemme er okay. Der er så mange artister, der har været igennem det samme og ringet til mig efterfølgende og spurgt ind til det. Men det er kun mig, der fortæller det offentligt. 

Med kærestetingen tænker jeg lidt over det. Det er noget, hun og jeg har sammen, og dem, der kender os, ved det, men vi behøver ikke at gøre det til en meget offentlig ting.”

Da musikåret 2018 skulle rundes af, skrev musikmedierne om, at det ville blive spændende at se, hvem der kunne udfordre de dominerende musikere herhjemme – det var især dig og Gilli, de mente. I 2024, seks år senere, var Gilli den mest streamede artist herhjemme, du var den tredje mest streamede. Hvor meget betyder det for dig at holde den position? Sidder du og har lidt sommerfugle i maven, når de der årslister kommer?

”Ikke længere. Det betyder jo noget, også at folk stadig hører de gamle ting. At det, vi udgav i 2018, ikke bare var hot dengang, men også står the test of time. Men det betyder faktisk mere for mig, at jeg har et godt billetsalg til koncerter. De to ting går selvfølgelig hånd i hånd, men det er en større bedrift for mig, at der er 16.000 mennesker, der har et forhold til min musik, som gør, at de vil betale penge for at se mig i Royal Arena. Men det er sjovt … der har altid været sådan et aldersstigma i rap. Jeg ved, du sikkert gerne vil tale om det, så lad mig bare starte den.”

Ja, gør det. 

”Jeg kan huske, da vi havde været i gang med at rappe i 10 år – det er vel fem år siden – der blev det meget en ting, at nu havde vi rappet i 10 år. Men jeg kunne bare mærke, at jeg egentlig følte, at jeg havde meget mere musik, jeg gerne ville lave. Og at vi havde lidt mere frihed til bare at lave det, vi havde lyst til. ’Kenny’ (Gilli og Benny Jamz’ fællesalbum fra sidste år, red.) er et rigtig godt eksempel på det.”

I behøver ikke gå på kompromis i musikken?

”Præcis. Folk ved, at hvis vi har lyst, kan vi lave pophits, og hvis vi har lyst til at rappe som i gamle dage, kan vi også gøre det. Af alle de store genrer er rap den yngste af dem. Raplegenderne i dag er jo på mine forældres alder. Og nu kan man se, at rap er kommet for at blive, og at det ikke kun er noget, man kan lave, når man er i sine 20’ere. Mass, vores manager, er lige lidt ældre end os, og han kan godt lide en specifik form for rap, hvor der stadig kommer nye rappere, der appellerer direkte til ham. Griselda-klanen (amerikansk rapgruppe, red.) fik en pladekontrakt som 39-årige og har et kæmpe publikum, fordi der er så mange som Mass.”

Men du ser vel ned på mange meget unge ansigter, når du spiller koncerter? 

”Ja. Min fanbase er nok en kombination. Vi er lidt ved at få det, som Nik & Jay også har: at folk på min egen alder har spillet musikken for deres yngre søskende, og så går musikken med tiden på tværs af generationer.”

Der er en streamer, der hedder Rasmus Søndergaard, og over for hans videoer på YouTube og Twitch og TikTok har du været ret gavmild med din tid. Hans seere er meget unge. Hvorfor bruger du tid på det?

”Jeg ved ikke, om det er at være gavmild, for jeg synes reelt, det er sjovt at være med i. Jeg mødte ham oprindeligt online, fordi vi spiller det samme spil. Og jeg fornemmer, at her er en ung mand, der har rigtig mange refleksioner over, hvor han gerne vil hen med sit liv. Det, syntes jeg, var spændende. Så jeg var med i nogle af hans videoer, men jeg synes reelt også, det er spændende.”

Er det en måde for dig at holde dig skarp på, hvad der rører sig hos de helt unge?

”Det er 100 procent en del af det. Hvad, synes de, er spændende? Det er fedt for mig at blive klogere på. Det at blive ældre er ikke nødvendigvis, at man skal ændre sine interesser, men måske skal man bare tilpasse dem lidt.”

Jeg er selv faldet i den fælde, hvor jeg bare hører det samme musik, som jeg hørte, da jeg var 14 år. Hvordan hører du selv musik i dag?

”Er det rigtigt? Det havde jeg ikke troet om dig.”

Du har det ikke selv sådan? At nysgerrigheden måske aftager lidt? 

”Overhovedet ikke. Tværtimod faktisk. Det er nysgerrigheden, der holder mig i gang. Jeg hører også nogle gange ting, en eller anden 18-årig har lavet, som jeg slet ikke forstår. Men jeg kan godt lide at analysere på, hvorfor det er populært. Og hvorfor det måske ikke er for mig.”

Hvordan opsøger du ny musik?

”Det kommer til mig på nettet. Hvad folk lægger op på deres stories på Instagram. TikTok fylder selvfølgelig også meget. Jeg hører også meget af det samme, som jeg hørte som dreng. Og jeg har også lært, at man skal ikke prøve at fortælle de unge, at ’Illmatic’ (rapperen Nas’ debutalbum fra 1994, red.) faktisk er det sygeste nogensinde, fordi det kommer de aldrig til at synes alligevel.”

Vil du betro læserne, hvad du selv arbejder på for tiden?

”Der kommer sådan en todelt Kesi-EP. Det er faktisk noget, vi har besluttet os for i går. At det ene skulle være en hård rap-EP. Og den anden halvdel er så mere poppet. Hvornår det præcist bliver, skal vi lige finde ud af. Men snart.”

3. maj spiller du en udsolgt koncert i Royal Arena. Hvis man har set Kesi spille på Orange Scene eller i K.B. Hallen, hvordan kan man så forvente, at Royal Arena bliver anderledes? Har du forbedret dig?

”Nogle gange har mine koncerter måske virket lidt … spontane? Jeg vil gerne strikke et helt show sammen ned i de mindste detaljer. Det kommer til at være et meget anderledes show. Selvfølgelig vil jeg gerne bringe de gamle kvaliteter i spil stadig, men der skal ikke sættes en eneste fod forkert.”

Hvor søger du inspiration til livedelen?

”Jeg ser mange koncerter. Især scenografi, det er jeg meget fokuseret på. Hvordan andre gør dét.”

Noget helt andet: Det er ret uomtvisteligt, at du er et forbillede for mange unge musikere og dine fans. Oplever du nogensinde et pres for, at du skal mene noget særligt? Være foregangsmand for en eller anden politisk dagsorden? 

”Helt sikkert. Det gør jeg. Med det musik, jeg laver, synes jeg, det er underligt, at folk synes, min holdning er vigtig. Hvis jeg lavede meget politisk rap, gav det god mening.”

Hvad kunne det være, folk vil have dig til at mene noget om? Er det klima? Israel-Palæstina? 

”Det kan jo være alt muligt. Politik. Men politik interesserer mig bare ikke nødvendigvis. Så hvorfor skulle jeg snakke om det? Jeg synes ikke, jeg er kvalificeret nok til at snakke om de ting.”

Men det behøves vel ikke at være en lang, formfuldendt afhandling, du præsenterer. Det kan også bare være, at man deler en bestemt Instagram-story. 

”Jeg ved det godt. Men så gør jeg det jo kun, fordi jeg ved, at folk vil have mig til det. Dem, der gør det, de går jo ægte op i det. Om det er klimakrisen eller kønskampen, eller hvad det er. Der er nogen, der virkelig har sat sig ind i det. Lad os høre, hvad de siger. Jeg lever bare et liv, hvor jeg laver alle mulige mærkelige ting og prøver at navigere i, hvad der er rigtigt og forkert.”

Oplever du mest det pres på sociale medier?

”Nej, også fra folk, jeg kender.”

De synes, det forpligter at have din stemme?

”Ja. Men det er lidt underligt. Jeg har en platform, der er bygget op på musik, der handler om fest og farver. Men der er aldrig nogen, der har bedt mig om at stoppe med at rappe om at drikke, vel?”

Tænker du over, hvordan du håber, dit arbejdsliv ser ud, når du er 50 år? 

”Helt klart. Det ultimative mål er jo økonomisk frihed. At jeg som 50-årig kan lave præcis, hvad jeg har lyst til.”

Kan du ikke også det nu? 

”Det kan jeg godt, men jeg er også kun i start-30’erne, så der er et langt liv endnu. Jeg skal tjene penge. Alle gør jo et eller andet for penge, også mig.”

Gad du godt bo i udlandet?

”Tanken har strejfet mig. Men jeg elsker sgu at bo i København.”

Og det er en by, hvor alle glor på dig. Glæder du dig til, eller frygter du mere den dag, folk ikke længere glor, når du løber rundt i byen i bar overkrop?

”Det er et svært spørgsmål. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke bliver mærkeligt, når opmærksomheden en dag aftager. Jeg tror godt, man kan komme til at føle sig ubetydelig.”

Hvilket er sjovt, fordi for os andre er det sådan hver eneste dag. Det er meget få, der har det som dig. 

”Præcis. Og der er der helt klart også dage, hvor jeg tænker, at det kunne være dejligt, hvis jeg slet ikke skulle tænke over, om jeg kan løbe rundt i byen i bar overkrop. Jeg tager det jo til overvejelse. Hvis jeg gerne vil i Tivoli med min kæreste eller min lillebror, så skal jeg lige tænke over, hvilken dag det er. Hvis det er blå mandag, er det måske ikke verdens bedste dag for mig at tage i Tivoli, forstår du?”

Det gør jeg. Nu taler vi sammen i januar. Når du om et år evaluerer på kalenderåret 2025, hvad kommer så til at definere, om det har været et godt år i dit liv?

”Fremgang. Og at jeg er et skridt tættere på økonomisk frihed. Det værste er stilstand. Hvis jeg næste år er præcis samme sted, som jeg er nu, ville det være virkelig nederen. Det kan godt være, at Zensi går rigtig godt, men at jeg streamer lidt mindre. Så lærer jeg noget af det. Bare jeg ikke sidder fast.”