”Efter jeg læste denne bog, gik der fem-seks måneder, hvor jeg slet ikke spiste kylling”

Det er vores opgave at tale med børn om, hvad det vil sige at spise kød, og hvordan vi kan gøre det ansvarligt, skriver chefredaktør Kristoffer Dahy Ernst i denne leder. 

Offentliggjort

Det er ikke så tit, at nuttede dyr finder vej til Gastro. Men i denne måned er der hele to af slagsen: Vores faste klummeskribent Nanna Simonsen laver mad med kanin, ligesom vi bringer en reportage og guide fra Kasakhstan, hvor vores korrespondent Nana Balle har spist sig igennem et yderst interessant køkken – inklusive hest. 

Om man kan kalde en hest for nuttet, er der nok delte meninger om – men you get the point. Der er dyr, det ligger mere naturligt for os at spise end andre. Dyr, hvis kød oftere er at finde i supermarkedet eller hos slagteren. Ko, gris og kylling er de absolutte topscorere. 

Spiser man kød, og har man børn, har man på et tidspunkt i deres opvækst nogle uundgåelige snakke. Børn elsker for det meste protein, og før eller siden går det op for dem, at oksekød kommer fra koen, og svinekød kommer fra en gris. 

De søde dyr, der bor på bondegården og i højtlæsningsbøgerne, har rent faktisk en funktion i vores fødevaresystem. Og de kan smage godt. 

Det er vores opgave at tale med dem om, hvad det vil sige at spise kød, og hvordan vi kan gøre det ansvarligt. 

For 12-14 år siden læste jeg den amerikanske forfatter Jonathan Safran Foers bog ’Eating Animals’ (på dansk ’Om at spise dyr’). Bogen er hans egen undersøgelse af de industrialiserede landbrug, hvor beslutningen om at spise kød har langt større konsekvenser, end blot hvordan det smager. Ultimativt beslutter Safran Foer sig for at blive vegetar og også opdrage sin søn som sådan. 

Jeg blev ikke vegetar, min familie ej heller, men efter jeg havde læst bogen, gik der fem-seks måneder, hvor jeg slet ikke spiste kylling. Det var simpelthen for kvalmt med beskrivelserne fra hans bog frisk i hukommelsen. 

På lederpladsen i det forrige Gastro skrev jeg om den aarhusianske fiskehandler Jakob Clausen, der i januar fik opbakning fra det meste af Danmark for sin beslutning om at sløjfe opdrættet fisk, herunder laks, fra sortimentet. Det er folk som ham, vi har brug for. 

Folk, som tør gå forrest og oplyse om et sygt system og i stedet vise alternativer til de fødevarer, der er elendigt producerede. Jeg håber, en vaks journalist om et par måneder ringer til ham og spørger, om den massive respons fra folkedybet så også har båret frugt; mon forbrugerne rent faktisk har ændret adfærd, eller har de fundet et andet sted at købe ”havets burkylling”, som opdrættet laks også bliver kaldt?

Ved man, hvor kødet kommer fra, og har dyret haft et godt liv langt fra industrien, er der ikke noget problem i at spise kød. Ej heller, hvis dyret er nuttet som en kanin eller en hest. 

I Gastro udvider vi hellere end gerne horisonten, hvis det fordrer en rigere samtale om madkultur og de fødevarer, vi vil være bekendte at fremstille i fremtiden. Spis godt, spis varieret, og stil krav. 

 Det nye Gastro kan købes i kiosker og velassorterede butikker nu.

Tak for at læse med. Har du kommentarer eller idéer, er du altid velkommen til at skrive til mig på emker@egmont.com.