På min cykeltur ud til Copenhell ser jeg busser på Christianshavn med ’666’ skrevet som destination. Jeg er på rette vej. Der er dog ikke meget satanisk over sådan en sommerdag med blå himmel ved kanalerne.
Det er der sådan set heller ikke på Refshaleøen, hvor rock- og metalfestivalen for syvende gang river himlen midt over. Der står godt nok et par kristne klar til at frelse mig med nogle meget improviserede papskilte, som jeg antager, at deres børn har malet.
Jeg tror nu ikke, at deres opråb om syndsforladelse siver ind hos festivalgængerne. Jeg fortsætter også forbi dem, mens solen banker ned, som den gjorde alle tre festivaldage. Ja, lange bukser var en dum i idé.
Annonse
Heldigvis har jeg ikke valgt en ankellang, sort læderjakke med tilhørende sorte støvler, som en anden festivalgæst forsøger at bevare sin cool i.
Efter tre dage med metalrock- og sort tøjs-festivalen er det dog ikke vejret, der står øverst på listen, når jeg tænker tilbage. Her er således en række observationer og tanker fra Copenhell 2016. Min første gang i Helvede.
Der slappes af mellem headbanging-sessionerne.
• Det kan godt være et problem for festivalgæsterne, at flere af bandsene hedder noget, der kun bliver sværere at udtale, des flere øl, der drikkes. Prøv bare med det svenske vikinge-og-dødsmetalband Amon Amarth eller islandske Sólstafir.
Annonse
• Der er mange punge, som er fastgjort med kæder til store cargo shorts.
• Modsat Distortions fitnessopvisning, så trives dad bods fint på Copenhell.
• Man kan fint headbange, selvom man sidder ned ved et bord.
• Det må være lidt af en prøvelse for mange af gæsterne med så meget varme, når stort fuldskæg, langt hår, sort tøj og læder er så populært på Copenhell.
Bare lige en crowdsurfende julemand.
• Festivalens gæster består vel af omkring 94 % mænd og 6 % kvinder (plus minus) – og endnu flere procent mænd blandt artisterne. Hvor bliver det debatindlæg af fra ham der fra Ibens?
Annonse
• Jeg er ret sikker på, at jeg så James Hetfield. Sådan cirka en 10-12 stykker af ham.
• Der var øjensynligt ingen i presseteltet, der klagede til dj’en over, at der blev spillet følgende trekløver i rap: Billy Idol, Limp Bizkit og Bon Jovis It’s My Life.
• Det kan åbenbart godt lade sig gøre at crowdsurfe og Snapchatte på samme tid.
Danske Redwood Hill satte natten i brand.
• Trommesoloer er stadig noget, der ikke rigtigt fungerer. Til gengæld har luftguitaren det helt fint.
• Festivalen er dejligt i underskud af kampstive teenagere i dyrekostumer og folk med ”festlige” hatte på. Stemningen er ganske enkelt god.
• Ja, Steen Jørgensen fra Sort Sol går i ret korte shorts.
Ikke alle er klædt i sort på Copenhell. Så meget for dine fordomme.
• Der findes allerede den største, den smukkeste og den grimmeste festival. Copenhell kaldes den hyggeligste. Det er der noget om. Hvis det fortsætter sådan, ender det med, at de må ændre navn, selvom Hyggefest klinger lidt forkert.
• Copenhell kan godt føles som en børnefødselsdag med metaltema. Det er kun positivt ment. For der er karaoke med metal- og rockklassikere, en bizar ballonklovn, et ’Smadreland’, hvor man får lov til at smadre biler (et fint alternativ til en hoppeborg) og teaterlignende opsætninger som til eksempelvis King Diamond, mens jeg også så en tilfreds mand gå rundt med en stor blå ballon i favnen.
• Clawfingers musik er ikke ældet med ynde. Det kunne jeg nu i grunden godt have fortalt dig uden at have set dem løbe rundt på den store Helvíti-scene.
• Jeg fik udfordret min kropsangst, da jeg fik forvildet mig ind i vikingeområdet med svedehytte og store trækarbade med nøgne folk i. Apropos dad bods.
• Der var i grunden mange, der tog det pænt roligt under koncerterne. Der var flere, som kørte ’venstre-hånd-i-lommen-og-fadøl-i-højre-hånd-med-nikkende-hoved’-stilen end headbanging. Ja, dødsmetal kan være ret chilleren.
• Copenhell er tilsyneladende og helt oplagt også stedet, hvor folk indvier deres nye og nærmest pinligt rene denimveste med obligatoriske band-patches på.
• Min venindes mor ligner 68-årige Alice Cooper på en prik. På nær den sort/hvide makeup.
Jeg valgte at tage hjem, efter Black Sabbath havde taget tidsmaskinen frem til 2016. En passende og helt rørende afslutning for min første gang på Copenhell.
Foran mig i mørket gik en far med sin lille datter på sine skuldre. Næste Copenhell-generation er allerede ved at blive opfostret.
Jeg må dog lige krybe til korset her på falderebet. Jeg er langt fra erfaren festivalgænger og har det en også smule stramt med koncerter, mens jeg ikke just er et metalhoved. Det stoppede dog ikke Copenhell fra at give mig tre smukke dage i Helvede. Tak for det.
Bjarke Friis Kristensen er klummeskribent hos Euroman og vil her forsøge at gøre din tid på internettet lidt sjovere. Når han ikke forsøger på det, bruger han sin tid på at se film med Nicolas Cage og åbne nye tabs i sin browser.
