En hemmelig by under isen: USA’s vilde projekt i Grønland startede lang tid før Trump

KARAVANEN AF BÆLTEKØRETØJER satte i bevægelse hen over den grønlandske indlandsis. I seks dage i juni 1959 trillede køretøjerne afsted, mens isen knasede under dem. Køretøjerne var fyldt til randen med byggematerialer, mad, brændstof, og hvad der ellers skulle til for at etablere en helt ny underjordisk by med plads til 11.000 mennesker.

Den 200 kilometer lange rejse over indlandsisen foregik i al hemmelighed, og det var der en god grund til: Danmark havde stadig ikke godkendt USA’s planer for den underjordiske base, de ville bygge, som skulle have navnet Camp Century. 

Camp Century-basen, som Pentagon ville lade opføre under isen ud for Thule i den nordvestlige del af Grønland, skulle på papiret være en base for videnskabelige undersøgelser. 

Anlægget blev i offentligheden beskrevet som ”et atomdrevet arktisk forskningscenter” beliggende i et vildnis af is og sne. Amerikanerne havde endda inkluderet verdens første mobile atomreaktor, som skulle generere elektricitet til det nye bysamfund. Formålet, sagde amerikanerne, var at vise, hvordan man kunne opbygge forsknings- og observationsposter i områder som netop indlandsisen.

Men i virkeligheden var Camp Century tænkt som en fremskudt atombase rettet mod Sovjetunionen. Spændingerne mellem magthaverne i Moskva og den vestlige verden var på det tidspunkt eskaleret, den politiske temperatur de to stormagter imellem var på frysepunktet. Den amerikanske hær havde derfor udpeget det danske territorium Grønland som ny frontlinje mod truslen fra Sovjetunionen og den sovjetiske leder Nikita Khrusjtjov. 

Efter planen skulle et stort antal militært personel og 600 Iceman-missiler (modificerede versioner af interkontinentale ballistiske missiler med atomsprænghoveder kaldet Minuteman) placeres her, og samtidig ville man bygge et tophemmeligt netværk af tunneler under indlandsisen.

Hele missionen blev døbt Operation Iceworm.

KONFLIKTEN MELLEM ATOMMAGTERNE USA og Sovjetunionen under den kolde krig drev de to landes militære ledere til konstant at planlægge nye måder at udmanøvrere den anden side på.

Pentagon mente, at de, ved konstant at flytte 600 missiler med atomsprænghoveder frem og tilbage mellem et stort antal opbevaringssteder, ville forvirre Sovjetunionen og gøre det sværere for fjenden at finde sprænghovederne. 

Det var i den forbindelse, at idéen om Camp Century blev født. Hvor den militære base skulle placeres, blev endelig besluttet i maj 1959. To af dem, der var involveret i de indledende undersøgelser, var oberst John Kerkering og kaptajn Thomas Evans.

”Vi havde brug for et sted med en flad overflade, et plateau med en hældning på mindre end en grad. Det ville minimere byggeproblemerne og gøre os i stand til at holde alle vores tunneler på samme niveau,” har Evans fortalt i en intern film, som den amerikanske hær producerede i 1960.

Valget faldt på et område 240 kilometer øst for Thule-basen. Den amerikanske tilstedeværelse i Grønland var allerede under Anden Verdenskrig begyndt med en vejrstation i Thule. Derefter blev Thule Air Base etableret i 1951-52 i dybeste hemmelighed efter aftale mellem Danmark og USA. 

Men mens Thule-basen, som i dag har fået navnet Pituffik, primært var tiltænkt defensive opgaver som at opfange signaler fra bombefly og at advare om sovjetiske ballistiske missiler på vej mod det amerikanske fastland, skulle det tophemmelige anlæg i Camp Century komme til at spille en langt mere potent rolle i det amerikanske forsvar.

Da Camp Century blev bygget, fik myndighederne i Danmark at vide, at der var tale om et prestigefyldt videnskabeligt projekt, som ville revolutionere klimaforskningen. Og selvom Danmark gav tilladelse til, at byggeriet kunne gå i gang, havde regeringen ikke fuld tillid til amerikanernes reelle hensigter. Det førte til et diplomatisk dobbeltspil, som i årtier skabte spændinger – også i forholdet til det grønlandske selvstyre.

DA ETABLERINGEN AF Camp Century var på plads, blev hundredvis af militære ingeniører og teknikere fra den amerikanske hær sendt fra den eksisterende Thule-base på Grønlands nordvestkyst til den nye base. Fra 1959 til 1961 gravede de sig dybt ned i isen og skabte en underjordisk by med soveværelser, laboratorier, kontorer, frisørsalon, vaskeri, bibliotek og varme bade til omkring 200 soldater.

Da den danske regering endelig fik nys om, hvad amerikanerne havde gang i, blev der straks indkaldt til et krisemøde, dog uden at offentligheden fik noget at vide.

Mødet blev ledet af Niels Svenningsen, direktør i Udenrigsministeriet, og fandt sted den 20. august 1961. Svenningsen kaldte amerikanernes fremfærd for ”ureglementeret,” og han frygtede, at ”hele spørgsmålet om atomvåben og lignende i Grønland ville blive trukket ind i sagen.”

Lederen af Atomenergikommissionens eksekutivkomité, H.H. Koch, var også bekymret. Ifølge ansøgningen fra amerikanerne skulle Camp Century-basen huse 60 forskere og 40 andre beboere. Men det tal harmonerede på ingen måde med de forskningsaktiviteter, USA havde givet udtryk for, at man ville igangsætte, og H.H. Koch udtrykte derfor bekymring for, om den egentlige baggrund for basen var ”militære formål.” 

’Koch havde ret, men selv han var ikke klar over omfanget af de amerikanske planer. Camp Century var blot det første spadestik til Project Iceworm,’ som forskerne Henry Nielsen og Kristian Hvidtfelt Nielsen beretter i deres bog ’Camp Century’, der udkom i 2017. 

’I al hemmelighed planlagde USA at etablere et bykompleks på 250.000 kvadratkilometer under isen, et areal svarende til 12 procent af Grønlands overflade,’ skriver de to danske forskere videre. 

Under arbejdet med bogen brugte de flere år på at undersøge dokumenter i det danske Rigsarkiv og i arkiver i Washington. Her fandt de ikke blot frem til baggrunden for atombasen. De fandt også beviser på det, de beskriver som Danmarks kolonialistiske indstilling over for Grønland, et tema, som også er en del af den nuværende storpolitiske hårdknude, hvor Donald Trump kræver, at Danmark ’sælger’ Grønland til USA.

SEKS DAGE EFTER at den amerikanske militærkaravane var draget afsted i sommeren 1959, ankom de til en flad isslette midt ude i ødemarken. 

En specialbygget schweizisk sneslynge af enorme dimensioner var en del af udstyret, og den gik straks i gang med at æde sig vej ned gennem snemasserne. I første omgang blev der udgravet en 335 meter lang og otte meter bred istunnel. På overfladen blev der lagt et buet ståltag. Billeder fra byggeriet viser, at dette tag var udstyret med store luger, som skulle stikke op over den sne og is, der dækkede taget. ’Nødudgange,’ lød den officielle forklaring fra amerikanernes side om lugerne.

I alt blev 21 sidetunneler udgravet fra denne hovedkorridor. De skulle give plads til mandskabsbarakker, laboratorier, køkkener og spisepladser – og alt andet, der var nødvendigt for at drive Camp Century. Men resten af anlægget forblev omgærdet af hemmelighed. For i virkeligheden skulle de kilometerlange tunneler bruges til at transportere atommissiler rundt mellem et stort antal affyringssiloer.

Grunden til, at den amerikanske hær overhovedet kastede sig ud i at bygge Camp Century, var led i et forsøg på at tilpasse sig en ny måde at føre krig på. 

’Iceman-missilerne, der var placeret i stort antal i Grønland, kunne fx ramme mål i Sovjetunionen, hurtigere end amerikanske jagerfly ville kunne. Et edderkoppespind af tunneler under indlandsisen ville desuden være stort set umulige at neutralisere i et sovjetisk overraskelsesangreb,’ skriver Henry Nielsen og Kristian Hvidtfelt Nielsen i bogen ’Camp Century’. 

DET VIL DOG VÆRE noget nær århundredets underdrivelse at sige, at alt gik, som den amerikanske hær oprindelig havde planlagt. 

I løbet af de første tre år efter udgravningen af basen opdagede Pentagon, at indlandsisen forrykkede sig meget hurtigere end forventet, så hurtigt, at det formentlig ville ødelægge tunnel-lerne og affyringsstationerne på blot et par år.

I 1965 blev alt mandskab derfor evakueret fra Camp Century, og i 1967 blev atombasen lukket permanent og sank langsomt dybere ned i isen. 

Historien om Project Iceworm stopper dog ikke her. På grund af den hastighed, den grønlandske indlandsis er smeltet med i de seneste årtier, har fortællingen om USA’s hemmelige operation fået et nyt kapitel tilføjet.

Da amerikanerne forlod basen i 1965, efterlod de mere end 1.000 ton let radioaktivt affald under isens overflade. Nu frygter både de grønlandske og de danske myndigheder, at atomaffaldet vil poppe op – med alle de skadevirkninger, det kan have.

Problemstillingen har længe været et ømt punkt i forholdet mellem Danmark og Grønland. I juni 2017 underskrev daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen og Grønlands daværende landsstyreformand Kim Kielsen en aftale om, at Danmark skulle afsætte 150 millioner kroner til oprydningen efter Camp Century.

Dette arbejde er endnu ikke påbegyndt. Opgaven er desuden kompliceret, blandt andet fordi affaldet ligger dybere i isen end forventet, omkring 35 meter under overfladen.

”Jeg er meget spændt på, hvad der vil blive afsløret i de kommende år. Det eneste, der kan berolige grønlænderne, er, at Danmark tager deres bekymringer alvorligt. Måske er der andre ting dernede, som er betydeligt farligere, end vi er klar over,” har forskeren Henry Nielsen sagt i et interview med Dagbladet Information. 

Han uddyber:

”Når man tænker på, hvor meget amerikanerne har holdt hemmeligt om Project Iceworm, kan det sagtens være, at Camp Century endnu ikke har afsløret sine sidste hemmeligheder. Ved vi alt om, hvad der egentlig foregik deroppe? Måske var der andre projekter i gang, som vi ikke kender til, og som stadig holdes hemmelige den dag i dag?”

Den amerikanske offentlighed fik i øvrigt aldrig dengang kendskab til Project Iceworm. Det skete først i 1997, da danske historikere var i gang med udredningen ’Grønland under den kolde krig.’ Her fandt historikerne i nationalarkivet i Washington det amerikanske udenrigsministeriums evaluering af Project Iceworm fra 1962.