Hvad er definitionen på et dress watch?
”Et ur, der først og fremmest ikke rigtig er vandtæt, og som oftest er lavet af ædelmetaller. Det mangler også sportslige funktioner som GMT eller kronografkomplikationer, om end der findes undtagelser, så længe der er tale om sofistikerede komplikationer som tourbillon og andet inden for de højere hylder af urmageriet. Generelt er dress watches time-only-ure, der indimellem også kan vise dato. Og så er de ret tynde.”
Har det altid været sådan?
“Ja, det startede med Cartier Tank i 1917. I virkeligheden begynder vi først at tale om dress watches som en kategori, da vi begynder at tale om sportsure eller tool watches. Det skete i 1950’erne, hvor man ser vandtætte ure til dykkere og kronografer til piloter.
Folk dengang ville jo aldrig bære et tool watch til sociale arrangementer. Det begyndte man først på i 1960’erne, da alting blev mere afslappet. Jeg tror, der skete et generationsoprør i de år, for pludselig gik nærmest ingen med dress watches derefter.”
Er dress watches blevet populære igen?
”De er helt klart tilbage efter at have været ude i årtier. Da jeg var barn, var der ingen, der gik med dress watches. I hvert fald ikke unge mennesker. Sådan var det helt frem til 2010’erne. Men nu er dress watches pludselig det mest cool, der findes.”
Hvorfor?
”Det er et godt spørgsmål. Jeg tror, at der er flere forklaringer. For det første er moden cyklisk, trends vender tilbage. For det andet skete der det under corona-pandemien, at mange nybegyndere kastede sig over ure i en sådan grad, at erfarne entusiaster ganske enkelt blev trætte af det.
Det er jo aldrig fedt, når alle andre opdager dit favoritband. Samlerne gad ikke at eje de samme ure som alle de nyankomne, og i stedet rykkede de over til dress watches. Så kunne nybegynderne have deres Subs og Royal Oaks for sig selv.”
Hvad er den største udfordring for urbrands, der laver nye dress watches?
”At det er utroligt svært at lave et dress watch, der ikke er en form for fortolkning af Cartiers Tank eller Patek Philippes Calatrava. På samme måde som alle sportsure i en eller anden grad er en videreudvikling af Rolex Submariner, så er Tank og Calatrava ikoner inden for deres genre. Det er det, som alle andre efterligner.”
Er der en grænse for, hvor stort et dress watch må være?
”Dress watches er åndssvagt store i dag. De oprindelige design, som Cartier og Patek udviklede i begyndelsen af 1900-tallet, er perfekte. De regnede den ud. Når du ser ure fra dengang, så er de harmoniske både i forhold til at se klokken, men også i forhold til hvordan det ser ud på din arm.
Nutidens dress watches er skabt for at lade andre se dit ur på tværs af et rum. De er faktisk ude af proportioner med menneskekroppen, for du har jo ikke brug for et vækkeur på armen for at kunne se, hvad klokken er. Det er ikke alle, der er enige med mig i det dette, men en kassediameter på 31-34 mm er bedst. Pateks Calatrava ref 96 er i mine øjne det mest perfekte dress watch, der er lavet”
Hvad skal man vide, inden man køber et dress watch?
”Man skal tænke det i det lange perspektiv. Når jeg køber et ur, så forestiller jeg mig, hvordan jeg ville se ud med det, når jeg bliver 80 år gammel. Gør man det, er der ret mange ure i ens samling, som ville ryge ud!
Folk er også meget hurtige til at sige, at ’små’ ure ikke er for dem, men det er, fordi de har vænnet sig til at gå med tegneserieagtige store ure. Mit råd er: Prøv uret på, og gå med det lidt. Lad det lige bundfælde sig. Og så skal man være indstillet på også at bruge en masse penge her.”
Kan man have et dress watch på til hverdagsbrug?
”Absolut. Det har jeg hele tiden. Jeg bærer mit Vacheron Constatin fra 1940’erne med en flannelskjorte, khakis og støvler.”