Anders Lindegaards stamsted ligger på Frederiksberg: ”De serverer en fremragende kop filterkaffe”
Den tidligere professionelle fodboldspiller Anders Lindegaard ledte i noget tid efter et sted i nærheden af sin bolig på Frederiksberg, hvor han bare kunne dumpe ind og føle sig hjemme. Det fandt han i Auren’s Deli, og selvom Lindegaard ikke helt ved, hvad det egentlig er for et sted, elsker han deres værtskab, fremragende filterkaffe og udvalg af frugt.
”Det var egentlig ret tilfældigt. Det ligger tæt på, hvor vi bor, og jeg går eller cykler ofte forbi og har altid tænkt, at det så meget hyggeligt ud. Da jeg endelig gik ind, opdagede jeg et sandt gastronomisk slaraffenland. Jeg elsker råvarer, mad og vin. Og de havde det hele. Jeg endte med at gå rundt og kigge på alle deres varer i 20 minutter, før vi til sidst satte os og spiste frokost.”
Hvad er årsagerne til, at du efterfølgende er vendt tilbage igen og igen?
Annonse
”Jeg manglede et stamsted i nærheden af, hvor vi bor. Et sted, hvor man bare dropper ind. Noget, der er ejendommeligt og har personlighed. Jeg havde ledt længe efter det, men syntes aldrig, jeg fandt et match, før jeg faldt over Auren’s.
Det sjove er, at jeg er usikker på, hvad det er for en forretning, de driver. Det er både café, restaurant, bar og kolonial. Jeg er heller ikke sikker på, de helt selv ved det. Det lyder underligt udansk, men det fungerer 100 procent, fordi det er helt vildt gennemført, og fordi de gør sig umage. Både når det kommer til de ting, de sælger, og de ting, de serverer. Selv musikken, de spiller, er god.
Om sommeren kører jeg ofte forbi med mine små børn og køber frugt. Det er meningen, at man betaler og tager det med hjem. Men vi kan godt lide at sætte os i baren og spise det på en tallerken. Så godt er det. Jeg har ikke fundet et sted i København, der er i nærheden af at sælge bedre frugt og grønt end Auren’s. Heller ikke blandt dem, der slår sig op kun på det.”
Hvad definerer et stamsted for dig?
”Det er et sted, hvor jeg føler mig afslappet og godt tilpas. Og hvor jeg synes, det er hyggeligt at være alene. At kunne være der alene på en behagelig måde er vigtigt. I dét ligger der, at stedet skal have noget genkendelighed. Både i forhold til menneskerne, der driver det, og måden, de driver det på. Jeg skal kunne mærke stedet og menneskerne bag. Det kan jeg på Auren’s. Det er meget autentisk på sin helt egen måde.”
Har du en fast ordre?
Annonse
”Deres filterkaffe. De serverer en fremragende kop filterkaffe. Og det er den eneste kaffe, man kan få. Jeg er egentlig ikke kaffeconnaisseur. Jeg ved ikke meget om bønner, ristning, brygning og alt det der. Jeg synes også hurtigt, det kan blive for prætentiøst. Lidt ligesom med vin. Men jeg sætter pris på en god filterkaffe som deres.
De har i øvrigt også et spændende og personligt vinkort, og så laver de god og enkel mad. Meget præcist og personligt. De er vist ikke uddannet kokke, men kan tydeligvis lave mad.”
Planlægger du din uge sådan, at du ved, du kan nå forbi Auren’s?
”Ja, jeg forsøger at lægge et ugentligt morgenstop ind i min arbejdskalender – altså jeg skriver det fysisk ind i min kalender på telefonen – men det lykkedes mig ikke altid at nå forbi. Faktisk alt for sjældent.”
Hvad betyder det for dig, at personalet genkender dig?
”Det skaber nærvær og forbindelse. Eller det er ikke så meget det, at de genkender mig, men mere følelsen af, at vi har noget til fælles. Og at jeg synes, det er behagelige mennesker at tale med. Pernille og Henry (hhv. Rosenbæk og Stevens, red.), der har Auren’s, er imødekommende på en behagelig og nærværende måde. De forstår, at nogle gange vil man gerne sludre, og andre gange vil man være i fred. Det lyder banalt, men jeg tror, det er virkelig svært at læse gæstens behov.”
På steder, man kommer meget, risikerer man ofte at løbe ind i de samme mennesker. Er der en risiko for, at du ikke kan være i fred med dine egne tanker – eller er det omvendt en del af det for dig, at du har en kreds af stamstedsbekendtskaber?
Annonse
”Jeg kommer primært på Auren’s for at være alene. Eller for at være sammen med dem, jeg er der med. Hvis jeg taler med andre, er det Pernille og Henry eller deres personale. Jeg taler ikke rigtig med andre.”
Arbejder du nogensinde, når du er der?
”Jeg skriver ofte. Ikke dybt og filosofisk, men arbejdsrelateret. Mit job handler om at tænke nyt i en konservativ branche og organisation. Så jeg sidder ofte og samler op på tanker og refleksioner omkring det.”
Tager du af og til din partner med, eller er det noget, du har for dig selv?
”Jeg er der oftest alene. Jeg elsker at være alene. Men jeg er der også nogle gange med min bedre halvdel. Det er egentlig imponerende, at de har formået at skabe et sted, der favner så bredt. Fra morgenkaffe til aftendrink. Fra grøntsagshandel til datested. Og det hele fungerer.”
Er der et tidspunkt, du aldrig er der?
”Jeg har aldrig spist aftensmad på Auren’s. Mest fordi det er sjældent, at jeg går ud og spiser aftensmad. Jeg har et hus fuld af småbørn, og hvis vi går ud og spiser, er det oftest frokost. Jeg har det også svært med at skulle have en restaurant som stamsted i København. Vi bor i en af verdens bedste restaurantbyer, og jeg har ikke lyst til at begrænse mine oplevelser til nogle få steder.”
Har du haft stamsteder før?
”Ja, det slår mig faktisk, at jeg har haft betydelige stamsteder alle de steder, jeg har boet i mit liv. Både i Norge og England havde jeg steder, jeg ofte kom. I Norge var det en café, der hed Envit. I England var det en gårdbutik, som hed The Smokehouse. Der er også tydelige fællestræk imellem stederne: De har været drevet med kærlighed af indehaverne selv. De har haft et højt niveau af kvalitet. De har haft personlighed i deres udtryk. Og så har jeg haft en god relation til dem, der arbejdede der. Når jeg tænker over det, har et stamsted nok en forbindelse til min følelse af ”hjem”. Alle mine stamsteder har været en del af mit hjem.”
Er der et stamsted, du drømmer om, som endnu ikke eksisterer eller findes i dit liv?
”Et mindre familiedrevet strandhotel i Sydeuropa. Det er vigtigt, at det er på stranden. Et sted med personlighed, og som drives med kærlighed. Hvor man føler sig hjemme, når man er der. Det findes helt sikkert, men jeg har ikke fundet det.
Jeg drømmer også om at være stamgæst på Svinkløv Badehotel. Jeg har været der en enkelt gang til frokost, og det var bare magisk. Det stinker af godt værtskab og lækkerhed, fra det øjeblik man går ind ad døren. På en virkelig underspillet og uprætentiøs måde. Jeg forstår godt, de har travlt.”
Er der et stamsted fra fiktionens verden, som du godt kunne tænke dig fandtes i virkeligheden?
”Monks Café fra ’Seinfeld’. Men kun hvis jeg måtte sidde der med George (en af seriens hovedkarakterer, der bliver spillet af Jason Alexander, red.). Så skulle jeg drikke min kaffe og lytte til alle hans genialiteter.”
Anders Lindegaard
(f. 1984) Kommer fra Dyrup lige uden for Odense. Startede sin fodboldkarriere i OB, inden han skiftede til Aalesund i Norge.
Herfra gik turen videre til giganterne fra Manchester United, for hvem Anders Lindegaard har spillet 29 kampe.
Siden fulgte ophold i West Brom, Preston og Burnley, inden karrieren sluttede i Helsingborg i 2022. Har spillet fem landskampe.
I dag arbejder han i den schweiziske investeringsbank UBS, hvor han står i spidsen for deres sports-setup. Bor på Frederiksberg.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.