Hypet pitasted på Nørrebro sadler om: Vil i stedet servere thaimad

Det er slut med kyllingelever, kalvehjerne og brisler i dit pitabrød på Nørrebrogade. Den populære vinbar og restaurant Babel skifter kurs.

Offentliggjort

Livet er langt, lykken er kort. Heldig er den, der nåede at smage de berygtede pitabrød fra Babel på Nørrebrogade. Nu er det nemlig for sent.

For en uge siden kunne man på Babels Instagram se menuen blive streget over. Det var til stor frustration for mange, inklusiv Euroman-redaktionen.

Hvor den tidligere menu primært var inspireret af køkkenet fra Balkan, Mellemøsten og Middelhavet, trækker den nye menu inspiration længere sydøst fra. Nærmere bestemt Thailand.

Foruden klassiske thairetter som tom yum-suppe og karry kan man hos Babel nu få forskelligt grillet kød, fisk og skaldyr. Man kan blandt andet få en halv grillet vagtel eller en hel grillet due.

”Idéen med Babel var altid mere jagten på en vibe end en passion for et specielt verdenskøkken. Det er et projekt mellem venner og ikke et koncept. Vi ville gerne skabe et sted, vi selv ville besøge, hvis vi fandt det på en rejse,” skriver Lau Christian Thorn i en kommentar til Euroman.

Bag Babel står vennerne Lau Christian Thorn, der er sommelier, og tidligere Michelinkok og restauratør Rasmus Oubæk, der også står bag kæderne Jagger, Otto og Ritta.

I sommeren 2024 åbnede Babel uden stor fanfare, indtil de nysgerrige medier – os selv medregnet – begyndte at skrive om det. Det tiltrak de sultne københavnere, der i stedet for at drikke ayran nu kunne få en dyr flaske vin til deres pita.

”Der er ingen dogmer. Vi tror, at den københavnske restaurantscene har brug for at blive skubbet lidt af utraditionelle måder at drifte spisesteder på. Expect the unexpected. Kom og spis, fordi det er hyggeligt, og fordi du stoler på køkkenet, uanset om det er pita, thai eller noget helt tredje,” skriver Lau Christian Thorn.

Udover ændringen af menuen, er konceptet nogenlunde det samme.

”To ting har hele tiden været afgørende,” skriver Lau Christian Thorn. ”1: Vinen skal være næsten lige så billig, som når vi er i Paris, og 2: bookinger. Vi savnede et sted i København, hvor man tør satse på walk-ins.”

Derfor er det stadig muligt at bestille overdådige vine i prisspændet 400-17.000 kroner per flaske. Det vil hovedsageligt stadig være walk-ins, Babel satser på, men for at imødekomme nogle frustreret gæster, vil det nu være muligt at booke halvanden time fra klokken 16 til 17.15 og igen fra 20.30. 

Babel ligger på Nørrebrogade 56 og har åbent torsdag til lørdag 15-00. Babel er desuden nomineret til ’Årets publikumsdarling’ til Gastro Awards 2025.