Sigurd Hartkorn Plaetner: "Når jeg rejser, tager jeg også væk fra alle distraktionerne. Ofte beslutter jeg, at jeg kun må være på min telefon to timer om ugen"

Jeg har aldrig skrevet en bog i Danmark. Jeg er ikke i stand til det. Hverdagen i København er tryg og dejlig, men jeg ryger også på automatpilot. Når jeg skal ned i Netto, kender jeg vejen. Jeg har en idé om, hvem jeg kommer til at møde, hvad de kommer til at spørge om, og hvad jeg kommer til at svare. Jeg ved, hvor varerne står, og jeg ved, hvad de koster. Jeg bliver eksistentielt og sanseligt doven og vender blikket mere indad end udad. Men når jeg kommer til Sanaá i Yemen, kender jeg ikke lugtene. Der er ikke nogen kørselsretning på vejene. Jeg kan ikke læse skiltene, fordi de står på arabisk, og jeg kender ikke de sociale kutymer. Det er et helt andet scenarie, så jeg er nødt til at være enormt opmærksom for at kunne navigere i de omgivelser. Jeg lægger mærke til ting på en anden måde og får slået automatpiloten fra. Og så kommer kreativiteten.

Inden for de sidste to-tre år har jeg blandt andet arbejdet fra Sydindien, Beirut, Nakasongula i Uganda, Abu Dhabi, Genève, Amalfi-kysten, Essaouira i Marokko, Sanaá, Mexico, Vietnam, New York og Jordan. Jeg ser nogle andre historier, når jeg rejser, fordi der ofte er noget helt andet på spil end herhjemme. I Marokko er ungdommen splittet mellem religiøsitet og et ønske om en frigjort tilværelse. I Libanon er der sekteriske konflikter mellem kristne og muslimer, som ulmer. I Italien er bedsteforældrene de mest respekterede i samfundet. Jeg elsker at sidde på et italiensk torv og betragte, når børnebørnene kommer for at spørge en 90-årig om lov til at gå til fest.

De små ting fylder meget. På et tidspunkt i Yemen skulle jeg besøge den spanske ambassadør. Forinden fik jeg at vide, at jeg skulle huske mit visitkort og gerne flere af dem. Ambassadøren havde nemlig en kamel, som elskede at spise papir. Forsyninger var god etikette. Det er ting som disse, jeg lægger særligt mærke til, når jeg er ude, og jeg forsøger ofte at genfortælle historierne på lyd eller at skrive dem ned. I den proces begynder jeg bedre at forstå den verden, jeg er en del af. Og min egen rolle i den. Hvis du er et får og pludselig står i en tyrefold, så bliver det meget tydeligt, hvad du kan og ikke kan.

Når jeg rejser, tager jeg også væk fra alle distraktionerne. Ofte beslutter jeg, at jeg kun må være på min telefon to timer om ugen, fx søndag mellem klokken 15 og 17. Uden for det tidsrum må jeg ikke gå på nettet, men folk kan godt ringe til mig. Det er sværest, når der er en historie, jeg ikke kan knække eller et problem, jeg ikke kan løse. Så får jeg lyst til at tage min telefon op og distrahere mig selv for at komme væk fra frustrationen. Men jeg har lært, at jeg skal blive i det, for så er der ingen vej udenom ud over at løse den. Oftest sætter jeg mig op på et hustag, hvad enten jeg er i Portugal, Libanon, Yemen eller Marokko. Så sidder jeg bare og tænker. Så trækker jeg vejret dybere, mine skuldre falder ned, og jeg finder ud af, at det nok ikke er så slemt alligevel. I konfrontationen med ængsteligheden finder jeg ud af, at den kun bliver farlig, når man forsøger at undgå den.

Jeg holder meget af at arbejde fra et tag. Min første bog skrev jeg på et tag i Portugal, min anden bog på et tag i Yemen, og min tredje bog blev til på et tag i Beirut. Man kommer tættere på stjernerne og væk fra gaden, hvor der er larm og gang i den. Man kan se de store vidder og føle sig alene. Og så kan jeg godt lide natten, fordi den giver ro. Det var særligt i Yemen, fordi der var borgerkrig, mens jeg var dernede. De forskellige parter skød med det, man kalder ’tracers’, en slags projektiler, der ligner røde ildkugler, som laver streger over himlen. At sidde oppe på et tag og se ud over tusind år gamle bygninger af ler og de forskellige moskéer, der kalder til bøn, var magisk og tragisk på samme tid. I sådan en situation er kontrasten mellem skønhed og tragedie så tydelig, at alt pludselig er på spil. Alt bliver på en måde mere væsentligt.

Når jeg kommer et nyt sted hen, hvor jeg har det godt, bliver jeg ofte sorgfuld og kan begynde at græde. Når jeg kommer ud, ryger mine parader ned. Så er jeg der bare. Så er det, som om den sorg, som jeg går og sparer op herhjemme, lettere kan komme ud. Jeg giver slip og ånder ud. Det kan både handle om folk, der er døde, eller ting der går lidt imod mig i livet. Jeg er ikke sådan helt ødelagt og ked af det, men lidt sørgmodig. Derefter begynder jeg at få det godt igen. Det er noget, jeg har brug for at komme af med.

Der er et tydeligt mønster i min arbejdsproces. Når jeg er afsted i en måned, går den første uge ofte med, at jeg skriver omkring 50-60 sider. ’Nu skal jeg kraftedeme skrive den bog.’ Det bliver helt krampagtigt. Den anden uge går med at kigge på det, jeg har skrevet og tænke over, om det er godt nok. Som regel dropper jeg det, og så går halvdelen af uge tre med at være ekstremt frustreret, have lyst til at give op og blive revisor i stedet. I den sidste uge skriver jeg så det, jeg gerne vil have.

Jeg er begyndt at være meget opmærksom på, at mine rejsevaner ikke er specielt bæredygtige for vores jords fremtid. Det er blevet et dilemma for mig. Nu har jeg ikke rejst i næsten et år, og jeg har besluttet, at når verden åbner mere op igen, vil jeg gerne rejse mere eftertænksomt. Det har været en glidende proces for mig at indse, at man ikke bare hele tiden kan tage til Paris eller Rom i en weekend.

Sigurd Hartkorn Plaetner er 31 år, forfatter, podcastproducent og redaktør hos People’s Press. Har blandt andet udgivet bøgerne ’Munken fra Nordhavn’ og ’Noget om Vitus’. Sidstnævnte er blevet til tv-serien ’Noget om Emma’, som kan ses på DR. Er desuden aktuel med P1-programmet ’Fire patroner på lommen’ (premiere 17. december), som han har lavet i sam-arbejde med Rane Willerslev.

Rejs med Sigurd ud i verden på @sigurdhartkorn

Se, hvad vi ellers skriver om: Bøger, Ferie, Talenter og Oplæste artikler