Nikolaj Lie Kaas har altid en særlig genstand i lommen: ”Jeg har dem på mig af hensyn til mine omgivelser”

Når jeg er på et set, har jeg altid … Fisherman’s Friend med. Eller det vil sige, at jeg altid har Fisherman’s Friend i lommen. Jeg har dem på mig af hensyn til mine omgivelser, men de er særligt gode på en filmoptagelse, hvis man fx skal stå tæt og lave noget intimt. Der er det meget godt, man ikke lugter af hest ud af munden.

Jeg ville ønske, at jeg havde spillet rollen … som Mads (Mikkelsen, red.) fik i ’Indiana Jones’ (’and the Dial of Destiny’, nummer fem i filmrækken, red.). Den gjorde lidt nasberg, da jeg som barn var meget stor fan af Steven Spielberg og Indiana Jones. Det var fx Steven Spielbergs tv-film fra 1971, ’Duellen’, der var den første film, som virkelig chokerede mig.

Den handler om en mand, der bliver jagtet af en psyko lastbil, der er nærmest ingen ord i den, og jeg kan huske, at jeg sad der som seks-syv-årig og var dybt chokeret. Ej, jeg er selvfølgelig meget glad på Mads’ vegne over, at han fik den rolle.

Jeg er bedst mellem klokken … 15 og 05 om natten. Jeg er et nattemenneske. Og ligegyldigt, hvor træt jeg har været i løbet af dagen, så er jeg totalt i hopla, når klokken slår 24. Uden at jeg gør noget for det. Det er bare mit indre ur, der fungerer sådan.

Jeg ville ønske, at jeg var blevet instrueret af … Guillermo del Toro. Jeg havde en lillebitte rolle i ’Frankenstein’, og i den forbindelse mødte jeg ham. Han har været et idol for mig. Jeg synes, fx ’Pans labyrint’ er fuldstændig fantastisk. ’The Shape of Water’ er også legendarisk. Den er på meget kort tid blevet en klassiker.

Del Toro har et univers, som er vildt og eventyrligt, og som imponerer mig. Han er virkelig bevidst om de virkemidler, han bruger, og jeg kan godt lide, når folk er så insisterende på at gøre det på deres måde, men hvor det samtidig fungerer. Sådan har jeg det også med Anders Thomas Jensen herhjemme.

Der er et vandmærke på alle hans film; man kan se på en kilometers afstand, at det er ham, der har instrueret dem. Og jeg kan skidegodt lide at arbejde på den måde, hvor jeg træder ind i et univers, der er så tydeligt. Jeg elsker, når film bliver film, hvis det giver mening?

Den bedste skuespiller, jeg har spillet over for, er … Mads Mikkelsen. Jeg er allerbedst, når jeg spiller sammen med gode mennesker, og dem har jeg været så heldig at være beriget med gennem hele mit liv. Men Mads er et godt eksempel på en, der kan alt. Han har ikke en falsk tone i kroppen, han har en sindssyg tilstedeværelse, og han er lynhurtig til at passe ind i en hvilken som helst sammenhæng. Og det er den fleksibilitet, der blandt andet gør ham så god.

Jeg har lige lavet en film med ham (Anders Thomas Jensens kommende film ’Den sidste viking, red.), og der var en scene, hvor jeg ikke helt vidste, hvordan vi skulle lande den. To sekunder efter, der var blevet råbt ’action’, gik Mads ind i en anden sfære – jeg ved ikke, hvad der skete – og begyndte at spille. Jeg var egentlig bare tilstede og spillede med, og så løste scenen sig.

Han har noget nærvær, som gør det sindssygt nemt at arbejde med ham. Derudover er han meget generøs og interesseret i, at alle bliver så gode som mulige, og at alle har det så godt som muligt. Hvis der kommer nye spillere på holdet, sørger han for, at de føler sig velkomne og har det godt. Og så er det sådan med alle gode skuespillere, at de er i stand til at levere, hvilket Mads i den grad er.

Den vigtigste ting på min rider er … god kaffe fra en espressomaskine. Det er det mest krukkede, jeg bliver, men det gør mig bare ikke i så godt humør, hvis jeg skal drikke færgekaffe gennem en hel dag. Jeg drikker meget stærk espresso med lidt mælk i.

Den bedste rolle, jeg har spillet, er … ikke til at sige. Jeg kan godt lide at gå ind til en opgave, hvor du ved, det ikke bliver nemt, og sådan var det bestemt med rollen som Dirch Passer i ’Dirch’ (2011). Der var ikke nogen af mine kollegaer, der var misundelige over, at jeg skulle spille og gengive et komisk geni som ham. Men den udfordring var fed. Min instruktør (Martin Zandvilet, red.) var ikke interesseret i, at jeg som sådan lignede Dirch Passer. Han ville bare gerne fortælle historien om en komiker, der falder. Det var jeg meget uenig i.

Det, der var forskellen på den historie og andre historier om ikoner, der får en deroute, var, at det var Dirch. Hans måde at spille på var ikonisk, og det ville jeg gerne forsøge at gengive, for det var det, jeg selv ville se, hvis jeg var publikum til filmen. Og jeg var nødt til at insistere på det, for hvis vi ikke gik den vej, ville jeg ikke være med. Det kunne han godt forstå, og vi havde et rigtig godt samarbejde på den film. Da vi var færdige med filmen, kunne jeg virkelig mærke, at jeg havde været på arbejde; at jeg havde lavet noget for mine penge.

Min guilty pleasure er … at se videoer af afhøringer på YouTube … Okay, det lyder sindssygt, men det er virkelig et kaninhul, jeg kan falde i. Nogle gange ryger jeg ind i én, der er fuldstændig magisk, og så ender jeg med at bruge alt for lang tid på at se den. Det kan vare flere timer. Det er jo et menneske, der skal knækkes over tid, og man er med på hele rejsen – fra de tror, de kan winge den, til det går op for dem, at fuck, mit liv er slut. Det er et studie i skuespil, og det er jo det, vi professionelle skuespillere forsøger at opnå. Jeg er dybt fascineret af, hvordan folk reagerer og kæmper mod deres følelser og ikke vil vise dem, holder dem for døren og lyver, til de når det punkt, hvor deres krop fortæller noget andet, end de egentlig siger.

Den bedste film, jeg har spillet med i, er …. Hmm … andre vil jo nok sige sådan noget som ’Blinkende lygter’, men jeg vil i stedet fremhæve ’Drengene fra Skt. Petri’ (1991), fordi det var min første film. Det var en vild oplevelse, et eventyr: Det var den dyreste film, der var lavet i Danmark på det tidspunkt, og vi var en flok unge drenge i Polen og optage. Jeg fik stukket en maskinpistol i hænderne med beskeden om, at jeg bare skulle gå amok. What’s not to like? Jeg kan huske første gang, jeg så den til en visning … jeg tror ikke, jeg trak vejret en eneste gang undervejs. Jeg havde bare siddet og holdt vejret over, at jeg havde været med i noget, der bare nærmede sig at være en actionfilm. Det var en virkelig fed start på min karriere.

Den dårligste præstation, jeg har givet, var i … ’Max’ (2000) … og så siger du: ’Hvad for en film?’, og så siger jeg: ’Ja, lige præcis.’ Der var virkelig nogle store skuespillere med – Sidste Babett Knudsen i hovedrollen, Nicolaj Kopernikus, Otto Brandenburg, Birthe Neumann, Paprika Steen – men lad os bare nøjes med at sige, at den ikke lykkedes så godt.

Hvis jeg kun må se en serie resten af mit liv, er det … nødt til at være noget sjovt. Så jeg går med ‘Seinfeld’ (1989-1998, red.). Der er så mange forskellige historier, og det bliver ved i 10 år. Jeg kan også godt lide ’Friends’ og ’The King of Queens’.

Den sjoveste film at indspille var … ’Blinkende lygter’ (1999, red.). Vi var unge, og det var med nogle mennesker, jeg klikkede rigtig godt med. Der var humor, og det var generelt bare en sjov tid, som passede godt ind i, hvor vi var i vores liv på det tidspunkt.

Når vi, der var med til at lave den dengang, mødes i dag for at lave film, går der helt sikkert stadigvæk højskole i den. Vi kan virkelig godt lide at være sammen, og vi laver også film for samværets skyld, det er der slet ingen tvivl om.

Se, hvad vi ellers skriver om: Film og Skuespil