Tre midaldrende mænd har knoklet i 20 år. Nu flyver de verden rundt og tjener millioner

TÅLMODIGHED. Det er det, der holder publikum fanget i mørket, før de første toner overhovedet rammer. De står der, klistret sammen af forventningens glæde, og venter.

Der er ingen hast – alt bygger op, lag på lag, som en arkitekt, der tegner sin vision, millimeter for millimeter. Så begynder det. Bare en simpel puls, en lavmælt vibration, der sniger sig ud fra højttalerne, næsten umærkeligt. Mængden bevæger sig ikke. De ved, hvad der kommer. Tålmodighed. Det er essensen af det her.

De ved, at denne puls, denne spæde rytme, vil vokse, udvide sig, omslutte dem. Men ikke endnu. Det kommer.

Musikken bygger op, sløvt, langsomt, men med en sikkerhed, som en maskine der er bygget til at eksplodere på det helt rette tidspunkt. Publikum pocherer, vipper. Og så, på det helt rette tidspunkt – hvis du kan din metier: forløsning.

Som om verden bryder op, loftet hæver sig, og bassen og vokalen ryster hele rummet sammen. Publikum vælter frem. Nu er der ingen vej tilbage. Alt er sat i bevægelse, en uundgåelig strøm, der kun bliver stærkere og stærkere. Tålmodighed. Belønnet med et brøl af dans og ekstase.

Der er 1.269 mænd i Danmark, der hedder Tomas, og to af dem spiller i samme band. Tomas Barfod og Tomas Høffding. Bandet hedder ikke noget med Tomas, for de har også en Jeppe med. Jeppe Kjellberg. Det har derimod det gådefulde navn WhoMadeWho, og det er denne trio, der i dette moment, i en stor lagerhal i Amsterdams Noord-kvarter, overværer, hvordan deres arbejde med det 7.000 store menneskehav over koncertens første håndfuld numre er ved at bygge op til aftenens første klimaks.

Det er marts’ sidste dag, og vi er cirka halvvejs på WhoMadeWhos verdensturné, der blev sparket i gang i Istanbul i november sidste år og på mange måder relancerede dem selv som band.

Som de står der på scenen har Barfod, Høffding og Kjellberg mærket det komme i et stykke tid nu. En følelse af, at vejen ind til de hellige haller, der hedder et ægte globalt gennembrud, begynder at tage form. Større scener. Flere penge. Mere anerkendelse. De fleste musikeres drømmecocktail. En følelse af, at de på trods af at være henholdsvis 49, 50 og 48 år gamle og med i et band, der har eksisteret i over 20 år, har deres storhedstid liggende og vente ude i horisonten. Og de er på vej derud.

Men først: ”… I HEARD YOU ON THE PHONE, SOMEHOW YOU’RE NOT ALONEEEEE.” WhoMadeWho sætter nyrestødet ind med deres nye millionstreamende hit ’Miracle’. Droppet får den stroboskopoplyste masse til at smide alle hæmninger. Forløsning!

I OVER 20 ÅR HAR WhoMadeWho eksisteret som en mærkelig størrelse på den danske musikscene – altid med på plakaten, altid eksperimenterende – og altid i periferien. De har farvelagt dansk musiks yderkanter med deres lyd, der er lige så sær, som den er hjemmelavet, en mosaik af elektroniske beats, sjælfulde vokaler og eksperimenterende rytmer. Men de har aldrig fundet helt ind til mainstreamscenens inderste kammer. Måske fordi de ikke ville. Eller måske fordi de havde for travlt med deres naive drøm om at erobre verden.

Og som det nu viser sig, arbejder tiden med de vedholdende. For WhoMadeWho, der har rundet en alder, hvor mange kunstnere begynder at slå op i banen, er godt i gang med at placere sig i centrum af tingenes tilstand, dér hvor varmen fra spotlysene brænder deres små hår på armene.

”Folk skriger mere. Folk skriver mere!” siger Arman Motlagh, der kom ombord som ansvarlig for Global Brand i forretningen WhoMadeWho i starten af året.

Pludselig indtager de den elektroniske musiks vægtigste scener verden over. Sommeren og efteråret har set dem vinde store internationale priser, de bliver betalt hundredetusindevis af kroner for at spille enkelte jobs, deres musik strømmer ud til millioner på Spotify hver måned. Deres musik – og koncerter – bliver til i samarbejde med branchens sværvægtere (Keinemusik, Rüfüs Du Sol, Adriatique, Kölsch), Bjarke Ingels Group står bag bandets nye, futuristiske scenedesign, og A-kendisser skriver for at få adgang til backstage og området bag pulten (WhoMadeWho vil ikke ud med hvem, for de er simpelthen for kendte).

Det er, som om verden endelig har opdaget, hvad danskerne har haft lige foran sig hele tiden, og nu vil alle være en del af festen. Eller som deres tidligere manager i USA, Nima Nassari, udtrykker det: ”They’re on a roll.”

WhoMadeWho

Består af guitarist og sanger Jeppe Kjellberg (f. 1976, fra Kerteminde), producer, dj og trommeslager Tomas Barfod (f. 1975, fra Karrebæksminde) og bassist og sanger Tomas Høffding (f. 1974, fra Roskilde). De dannede WhoMadeWho i 2003, efter Høffding og Kjellberg var blevet færdige med deres uddannelse på Rytmisk Musikkonservatorium, og Tomas Barfod havde haft succes med den elektroniske duo Filur, han havde med Kasper Bjørke. Siden har de udgivet otte soloalbums samt forskellige EP’er og remix- og samarbejdsalbum. De har hver især to børn og bor alle i København.

FØR MAN KAN RELANCERE, skal man lancere. Og det gjorde WhoMadeWho i 2003.

Tomas Høffding påstår, at det startede som et bryllupsband, men Jeppe Kjellberg er ikke enig.

”Har du talt med Høffe eller hvad?” svarer han, da jeg nævner det for ham. ”Det er en god historie, men det er altså løgn. Eller det vil sige: Høffding og jeg spillede ét røvballejob til et bryllup, hvor vi havde det vildt grineren. Men det var altså kun ét bryllup.” (Tomas Høffding gentager senere på dagen, uvidende om Kjellbergs komplette afvisning, at WhoMadeWho startede som et bryllupsband.)

Ingen stråler kan penetrere den grå himmel, der hænger over det jungleinspirerede Hotel Jakarta i Amsterdam, men Jeppe Kjellberg har altså stadigvæk solbriller på. Nogle store, sorte, kantede nogle. Vi er fem timer fra koncertstart, Kjellberg er kommet lidt før Barfod og Høffding, der er på vej fra Montpellier, hvor de dagen inden spillede har spillet til en technofest.

Jeppe Kjellberg, der er fra Kerteminde, kendte ikke mange-mange mennesker tilbage i starten af 00’erne, men han kendte Tomas Høffding og Tomas Barfod (der i øvrigt begge udtales som Thomas). Det var nok. En aften, efter Kjellberg havde spillet på Skanderborg Festival med Tomas Barfods daværende projekt, Filur, sad de to tilbage, mens mørket langsomt foldede sig ud omkring dem. De lyttede til start-80’er-elektro, sådan noget med hektisk hi-hat og guitar, og lyden gled gennem natten og blev til en plan under opsejling. De gejlede hinanden mere og mere op. Det var tid til at prøve noget nyt, blev de enige om. Noget mere larmende, noget sjovt.

Tilbage i København inviterede de Tomas Høffding med i studiet, for nok var det bare et røvballejob, men der var skabt en musikalsk forbindelse mellem Høffding og Kjellberg dengang til brylluppet. De jammede løs, bare en enkelt session, og ud af det fik Barfod fremtryllet en EP med en håndfuld numre, som de sendte rundt til en række pladeselskaber. Tre af dem bed på, men WhoMadeWho valgte Gomma Records, et tysk label fra München med speciale i elektronisk musik.

”Barfod havde – modsat Høffe og jeg – helt sikkert en vision om, hvor vi skulle hen med projektet. Men det var alligevel vildt at opleve, at vi kunne lande en pladekontrakt på baggrund af den ene session,” siger Jeppe og sipper lidt til den mocktail, der blev stillet foran ham for et par minutter siden.

Derfra kom WhoMadeWho buldrende ud på scenen som en flok uregerlige børn (de var alle omkring 30 år dengang), der havde rørt ved samtlige knapper i musikkens kontrolrum og skruet helt op for alt. De blev, med deres blanding af disco, punk og psykedeliske elementer, de skæve, de vilde, de uregerlige sønner af undergrundsdansemusikkens rige. Hurtigt placerede de også deres ben på klubscenen med en selvfølgelighed, som om de altid havde hørt til dér, selvom ingen helt vidste, hvor de var kommet fra.

DER ER DET MED TOMAS BARFOD, at han ligner en tromme. Simpelthen: en tromme. Ja, hvis en tromme, som var det en Tim Burton-film, pludselig skulle forvandle sig til en person, ville det være Tomas Barfod. Der er noget ved hans væsen – en spændstighed i hans skridt fra de bredlæggede ben, en uro i hans hænder, som om han konstant er på nippet til at bryde ud i en taktfast slagserie. Han er ikke bare en del af WhoMadeWho – han er omdrejningspunktet, kaptajnen, der holder kursen. Hans krop styrer takten og retningen. Hvert slag fra hans hænder er en drejning på rattet, hver bevægelse en kommando til resten af bandet.

Og lige nu, nogle uger efter Amsterdam, hvor WhoMadeWho befinder sig i deres studie på det yderste Vesterbro, er kaptajnen kommet på arbejde. Der er nemlig lidt uoverensstemmelse i gruppen. Eller det er måske så meget sagt, for Jeppe Kjellberg sidder og hænger lidt i en sofa og virker ikke til at tage rigtig notits af, hvad det er Tomas Barfod og Tomas Høffding diskuterer, og som Tomas Barfod faktisk ikke rigtig har lyst til at diskutere, fordi der er en journalist til stede. Så vi kan nok nærmere kalde det en lille disputs, som Tomas Høffding insisterer på at få løst lige nu og her. Sagen er den, at de er ved at lægge sidste hånd på deres nye album med navnet ’Kiss & Forget’. De har allerede udgivet singlen ’Miracle’ sammen med den schweiziske duo Adriatique, som med det samme er blevet en fanfavorit, ligeså en kommerciel streamingfavorit, og heri ligger problemet så. Det er egentlig frygtelig teknisk og kedeligt. Noget med, at sangen er mikset lidt højere end resten af albummet, fordi den blev udgivet som single, og nu, dagen inden de skal aflevere pladen, er det altså for sent at mikse hele pladen om. Og man kan ikke lave om i den fil, der er koblet op på Spotify, så hvis de skal lægge en ny ’Miracle’ op i forbindelse med albummet, fjerner de – måske – streaming-tallene for den. Som sagt: kedeligt, men ikke desto mindre en kilde til uenighed.

“Vi vil gerne lave en god plade. Nu får vi en plade, hvor den hopper op i et enkelt nummer,” siger Høffding, lidt tirrende.

Men Barfod bider ikke på, og Kjellberg er for længst zonet ud. (Kjellberg fortæller mig senere, at det oftest foregår sådan, når der diskuteres. Det er ikke, fordi han ikke har sine meninger – fx synes han, at Barfod i dette tilfælde havde ret – han gider bare ikke de der konfrontationer).

”Tomas, vi tager den på et andet tidspunkt,” slår Barfod fast.

”Vi arbejder ud fra et klart demokratisk princip: Flertallet bestemmer. Og vi kan stadigvæk godt blive kede af det og sure, når det, man har arbejdet på den seneste uge, stemmes ned af de andre. Men sådan er det. Den stærkeste idé vinder bedst på den måde. Det er ren darwinisme,” siger Jeppe Kjellberg efterfølgende.

Jeppe Kjellberg, der er let og lang, med overdimensioneret trucker- og fipskæg og viltert hår, er bandets guitarist og ene sanger. Han er uddannet fra musikkonservatoriet og dermed en langt dygtigere musiker end Barfod, påpeger Barfod selv. Det samme er Tomas Høffding, bandets bassist og anden sanger og ligeså fra konservatoriet, som gudhjælpemig også er høj (vi taler om et band med en gennemsnitshøjde på minimum 190 centimeter her), og som er indehaver af et lidt mindre overskæg end Kjellbergs. Det er mere, som var det tegnet med en stor, sort sprittusch. Høffding har altid noget på hovedet. Før i tiden var det en bowlerhat eller hue, nu er det en kasket – nogle gange også en bøllehat.

Men trods deres fine uddannelse og viden om akkordforløb kan man vide sig sikker: Én af de to ender i undertal.

”Barfod er altid på vinderholdet,” forklarer Kjellberg. ”Hvor Høffding og jeg mere er som artister – kreative, spraglede, måske lidt ufokuserede – har Barfod den maskinelle præcision. Det er nok, fordi han er producer; han er vant til at tage beslutninger. For mig er det virkelig rart at kunne læne mig op ad en, der ved, hvilken retning vi skal i.”

Egentlig er det ikke en rolle, Tomas Barfod er glad for at have. Han bryder sig ikke om at stemme andres idéer ned. ”Det er opslidende,” som han selv siger. Men efter mere end 20 år sammen ved de også godt alle tre, at det er den konstellation, altså med Barfod som en slags CEO, at gruppen fungerer bedst. Selvfølgelig har de alle tre deres mavefornemmelse, og de betyder hver især noget. Men den strategiske hat klemmer altså hårdest om Barfods skaldede hoved.

Tomas Barfod lyder da heller ikke som den typiske musiker. Han bruger ord som ”vækst” og ”strategi”. Han sammenligner sig med virksomheder: ”Det er svært at finde de rigtige medarbejdere, det kender virksomheder også. Men vi har nu fået samlet et godt hold omkring os.” Og så taler han særligt meget om ”markedet”: ”Hvis man vil gøre sig gældende i markedet…”; ”markedet har rykket sig…”; ”halvdelen af verdensmarkedet er der…”

Nu er det også hans verden, de er havnet i – det var hans vision, at de skulle gå i en mere rendyrket elektronisk retning – så han har en vis ballast. Høffding og Kjellberg ved ikke, hvilken klub de skal vælge at spille på, når de er på Ibiza. Så det beslutter Barfod. Det samme, når det kommer til, hvem der skal remixe deres sange. Det var også Barfod, der kom på idéen til BIG-samarbejdet. Hans rolle er, foruden at være producer, dj og trommeslager, at definere vejen, og hvad WhoMadeWho egentlig er. ”Og at navigere os igennem denne her helt fucked branche,” som han formulerer det.

ABU SIMBEL-TEMPLET, skåret ind i en klippe ved Nilens bred i det sydlige Egypten, står som en monumental påmindelse om menneskets evige ambitioner. De fire enorme statuer af Ramses II troner over den nubiske ørken. Og i 2021, den 21. februar, dagen for Ramses II’s tronbestigelse og en af de to dage på året, hvor solen oplyser templets inderste og helligste gemakker, kunne de stenede kolosser overvære WhoMadeWho i færd med for alvor at cementere deres navn i en ny, elektronisk kontekst.

Årsagen til, at de stod der, var, at Cercle, en platform, der faciliterer og filmer dj-sets verden over, og som ses af millioner af mennesker på YouTube, havde booket WhoMadeWho til at spille et set. En ikke uvæsentlig ting i det elektroniske musikmiljø.

Man har aldrig kunnet nagle WhoMadeWho fast til noget som helst. Deres musik har altid været under konstant udvikling, aldrig i bratte hug, mere som en organisk overgang fra noget til noget andet. Det er bandets livsvilkår, fortæller de mig hver især. De må ikke stå stille. Da det larmende og meget genreblandende elektrorock var begyndt at stivne, var WhoMadeWho allerede rykket videre mod noget mere indie. Og da indie-lyden havde tjent dens tid, var de godt i gang med at udvikle en mere atmosfærisk og renere elektronisk lyd, som de siden har finpudset.

De har hver især et moment, der fik dem til at dreje om egen akse og slutte med øjnene rettet sultent i den retning.

Der var fx dengang på en natklub i Bari, hvor Mads Nørgaard, WhoMadeWhos høje, lyshårede lydmand med en vis portion drageenergi, blev placeret på scenen sammen med bandet, og hvor et ekstatisk publikum mest af alt hyldede ham, fordi de troede, han var dj.

Eller dengang i 2018, da WhoMadeWho første gang satte fødderne i Nevadas ørken for at spille på Burning Man, hvor mikset mellem de elektroniske beats styret af Barfod på en mixerpult og live-instrumenter og -vokal, et ret nyt eksperiment dengang, gik op i en højere enhed.

Men alle tre kan samtidig blive enige om, at det var den halvanden time iført matchende silkesæt foran Abu Simbel og under en filmisk skyfri himmel, som for alvor bestyrkede, at de havde fat i en lyd og et set-up, der kunne sende WhoMadeWho et andet og vildere sted hen, end de nogensinde havde været før.

”Jeg ved ikke, hvor mange videobeskeder jeg har fået af folk, der står alene derhjemme med rødvin og danser. Eller folk, der er mødtes for at danse til dét set. Det var the perfect storm. Det ikke bare bekræftede os i, at vi var på rette vej. Det satte en kæmpe raket på vores udvikling og har betydet sindssygt meget for vores karriere,” siger Tomas Barfod.

(Videoen er i dag set af 8,5 millioner på YouTube, og i forbindelse med Cercle-settet udgav de også singlen ’Abu Simbel’. Den har i dag 38 millioner afspilninger på Spotify og er bandets klart mest streamede sang).

HVOR PLACERER MAN SINE HÆNDER, når den bas, man har stået og slået på hele sin musikalske karriere, pludselig bliver irrelevant og fjernes fra ligningen? Det er ikke til at sige, hvad andre gør, men Tomas Høffding anbringer dem foran sig, knytter dem og lader dem så gå let frem og tilbage i milde rystebevægelser – og når det går vildt for sig: op og ned som travle stempler. Han kan ikke undsige sig, at der hviler en lille skygge af akavethed over den måde, han bevæger sig på, når han er på scenen. Han kæmper med det, det er uvant territorie for ham at undvære sit livs instrument.

Men det gør han for det meste. For når WhoMadeWho spiller rundt omkring i verden, er det oftest i en tomandskonstellation, hvor Høffding og Kjellbergs respektive instrumenter kun skal i brug lejlighedsvist.

For at beskrive det kort: WhoMadeWho har deres band, hvor de alle tre optræder med deres instrumenter, og hvor de kun spiller WhoMadeWho-sange. Det er bandet WhoMadeWho, der er på tour.

Men ved siden af det rejser de så også rundt i verden – på natklubber og til alverdens forskellige private, offentlige arrangementer og festivaler – og leverer, hvad de selv kalder hybrid-dj-sets. Det er en slags udstikker af WhoMadeWho-projektet. Lad os kalde den DJ WhoMadeWho. Her spiller de både WhoMadeWho-sange, hvor enten Kjellberg eller Høffding – nogle få gange er de også begge to med på et dj-job – synger og spiller over, men der spilles også sange fra andre kunstnere. Tomas Barfod har brugt et par år på at få både bookere, branchefolk og publikum til at forstå distinktionen, og det er da også med at holde tungen lige i munden.

Han fortæller, at de i årevis kæmpede med at finde balancen mellem at være et live-band og samtidig have et ben i natklublejren. ”Det lykkedes ikke rigtig før, hvor vi hverken følte os velkomne på indiescenen, fordi vores lyd blev mere og mere elektronisk, eller på klubscenen, hvor vores live-setup ikke passede ind, fordi det var for rodet,” siger han.

”I dag kan man nærmest se vores live-setup som en forlængelse af dj-settet,” supplerer Tomas Høffding.

Med opfindelsen af dj-settet er WhoMadeWho ikke bare begyndt at danse tættere og tættere med den elektroniske musikscene, de er også blevet mere fleksible omkring, hvilke jobs de kan spille, fordi det ikke kræver, at der skal være plads til deres koncert-set-up.

”Når det kommer til dj-settet, siger vi næsten ja til hvad som helst – hvis der altså er penge i det, og det er cool. Denne sommer kommer vi til at stå en del gange på nogle strandklubber, som ikke er specielt store, men hvor de har velhavende bordkunder, der gør, at de har større fees end nogle af de større klubber i verden,” forklarer Tomas Barfod.

Det er ikke, fordi Tomas Høffding ikke er glad for, at WhoMadeWho er gået ned ad den vej. Slet ikke. Han havde bare ikkei sin vildeste fantasi forestillet sig, at han, en spillemand, som han kalder sig selv, skulle stå bag en pult og spille elektronisk musik uden sin bas. Og derfor befinder Tomas Høffding sig altså ofte på lidt usikker grund.

”På en eller anden måde føles det næsten mere ego-agtigt nu. Før i tiden stod jeg på scenen og bidrog. Min tilstedeværelse var ligesom berettiget. Men nu, når vi dj’er, er der passager, hvor det eneste, jeg bidrager med, er ego. Så står jeg bare der og er ham den fede fra WhoMadeWho. Og publikum hujer af mig, men jeg gør jo ikke noget. Der kan jeg godt blive ramt af imposter-syndrom. Du må ikke misforstå mig: Jeg synes, det er fedt. Jeg synes bare også, at det er svært.”

Før han mødte Barfod og Kjellberg, syntes han, techno var verdens dummeste musik, og det er heller ikke det første musik, han sætter på, når han er derhjemme. Men deri ligger WhoMadeWhos styrke, mener han.

”At det ikke er min hjemmebane, ser jeg som en fordel. Hvis vi bare var tre techno-dudes, tror jeg ikke, vi ville være lige så gode. Så jeg skammer mig ikke over, at jeg personligt selv lytter til Pink Floyd, David Bowie, Mac DeMarco, Father John Misty; sangskrivermusik. Det er det, jeg hører, og det er det, jeg kan levere til bandet. Min rolle er at skrive sange og synge dem.”

WhoMadeWhos lyd

WhoMadeWhos lyd har altid været under udvikling. Deres debutalbum ’WhoMadeWho’ (2005) kombinerede punk og disco med en mere rå energi. ’The Plot’ (2009) tog en mere melodisk drejning, men bevarede deres eksperimenterende kant. Med ’Knee Deep’ (2011) og ’Brighter’ (2012) dykkede de dybere ind i elektronisk pop. ’Dreams’ (2014) bragte en mere atmosfærisk lyd, mens ’Through the Walls’ (2018) fusionerede elektroniske elementer. ’UUUU’ (2022) markerede en modning, hvor de i samarbejde med Rampa raffinerede deres elektroniske lyd. På ’Kiss & Forget’ viderefører de den stil, men kombineret med en mere indadskuende dybde, der balancerer det emotionelle med det elektroniske. 

ELEKTRONISK MUSIK BEGYNDTE som en eksperimentel strømning, født i skyggerne af industribyer som Chicago og Detroit i begyndelsen af 1980’erne. På det tidspunkt var det alt andet end mainstream. Det var lyden af maskiner – synthesizere, trommemaskiner og samplere – der blev brugt af en gruppe avantgardister, der betragtede konventionelle instrumenter som noget, der hørte fortiden til. House og techno var ikke bare musik, men lyden af fremtiden, der var revolutionerende for de unge mennesker, som samledes i små, svedige natklubber. Dér, i mørket, fandt de et fællesskab.

Det, der startede som en slags underjordisk bevægelse, fandt hurtigt vej til Europa, hvor scenen eksploderede i slutningen af 80’erne. Det var særligt i Storbritannien og Tyskland; London og Berlin, at denne nye strømning fandt et stort publikum. Acid house blev soundtracket til ravekulturen, og pludselig blev elektronisk musik knyttet sammen med noget større – en ungdomsbevægelse, en festkultur, der på mange måder definerede årtiet. Her blev musikken ikke blot en lyd, men en livsstil. Nattelivet blev et sted, hvor både marginaliserede grupper og middelklasseungdommen kunne finde et fællesskab i de pumpende beats og hypnotiske synths.

Ibiza, den spanske ø, blev snart et mekka for den elektroniske bølge, der havde rejst sig. Dj’s strømmede til øen for at spille lange sets, hvor festen ofte varede hele natten og ind i morgentimerne. Her blev den elektroniske musik noget næsten transcendentalt. Rytmerne og stemningen, kombineret med de hedonistiske omgivelser, gjorde Ibiza til et nærmest helligt sted. Det var ikke længere bare musikken, der tiltrak folk, men hele den kulturelle pakke. Ecstasy var en fast bestanddel af oplevelsen, og den elektroniske musik blev synonym med eufori og eskapisme, et øjeblik væk fra farven grå.

Men mens raves og natklubber blomstrede, stod den elektroniske musik stadig på tærsklen til noget større. I løbet af 1990’erne begyndte flere og flere mainstream kunstnere at tage elementer fra house og techno og inkorporere dem i popmusikken. Navne som The Prodigy og Daft Punk slog igennem på globalt plan, og pludselig blev de tidligere undergrundslyde kommercielt levedygtige.

Gennembruddet i det nye årtusinde kom dog med en anden form for elektronisk musik: EDM (Electronic Dance Music). Hvor house og techno havde haft en vis rå og minimalistisk kant, blev EDM mere poleret og tilgængelig for masserne. Kunstnere som David Guetta, Calvin Harris og Swedish House Mafia tog lyden og formede den til noget, der eksploderede ind i den musikalske mainstream. Det var melodisk, det var fængende, det havde kæmpe drops, der sendte dansegulvet ud i ekstase. Det var som en formel: opbygning, spænding, forløsning. Bang. Festivaler som Tomorrowland og Ultra blev de nye pilgrimsmål for unge festglade mennesker. Det var enormt, og det var stort set uundgåeligt. Uanset hvor du kiggede hen, var der EDM. Den elektroniske musik var ikke længere et rebelsk soundtrack til en subkultur, men et dominerende element i den globale popkultur.

”EDM er på mange måder det, der har banet vejen for de elektroniske kunstnere, der har succes i dag. Inklusive os,” forklarer Tomas Barfod.

Markedet for elektronisk musik tog selvfølgelig en ordentlig nedtur, da corona-pandemien ramte i 2020, men en rapport fra IMS (International Musik Summit), der blev offentliggjort i april i år, viser, at industrien steg med 17 procent fra 2022 til 2023 og dermed nåede en samlet værdi på 80,75 milliarder kroner, hvilket er 25 milliarder kroner mere, end industrien var værd i 2019.

”Markedet for elektronisk musik er sprunget i luften. Særligt i USA. Og det var altså EDM, der vænnede amerikanerne til umchi-umchi-lyden,” siger Barfod.

Hvor kommer pengene så fra? Tomas Barfod har sin egen teori:

”Musikken er uden tvivl blevet eksponeret for en masse rigmænd. Der er i hvert fald kommet en masse rige mennesker ind på scenen de seneste fem år, det er meget tydeligt. Folk, der ikke normalt ville passe ind på en technoklub for 10 år siden, men som nu sætter pris på de der lækre dj-oplevelser, der er begyndt at komme flere og flere af, og som derfor har udviklet et nyt bordmiljø, hvor der bruges helt vildt mange penge på natklubbens bedste borde.”

Tomas Barfod påpeger, at de medfølgende penge har gjort kluboplevelserne, i hvert fald de mere luksuriøse af slagsen, som selv er den del af den elektroniske scene, de bejler til, bedre og bedre. Tag bare, siger han, en by som New York City, der er gået fra at have ulovlige warehouse parties til nu at have virkelig gode natklubber, der konstant har mellem 5.000 og 10.000 mennesker igennem hver weekend.

”Det er blevet en stor business. Men der er jo også en grund til, at mange mennesker betaler en masse penge for at købe et bord. Det er, fordi det er pissesjovt.”

EDM HAR SELVFØLGELIG IKKE udspillet sin rolle i den elektroniske lyd. Men i løbet af de seneste fem år er det, som om vi ramte et punkt, hvor det blev for meget. For meget af det gode, for meget af det overstimulerende. Puristerne begyndte at sukke. Hvor var sjælen? Hvor var dybden? Hvor var den musik, der langsomt byggede op i stedet for at ramme dig som en hammer efter 30 sekunder? Og så, som det altid går, kom der en modreaktion.

Nye lyde er begyndt at pible frem – særligt har electro pop (sådan noget WhoMadeWho laver) og såkaldt afrohouse, hvor navne som den tyske dj-trio Keinemusik og sydafrikanske Black Coffee spiller hovedrollerne, konsolideret sig som lyden af nu.

For de nye(re) superstjerner på den elektroniske scene handler det dog ikke blot om den musik, de spiller. Karakteropbygning, personlig branding er blevet ekstremt vigtige elementer i den nye verden, der har formet sig efter covid.

”Det er personerne, der driver det. En af scenens største stjerner Solomun (tysk dj, der blandt andet har et såkaldt residency på den ikoniske Ibiza-natklub Pacha, red.) har fx en meget stringent og bestemt stil, der adskiller ham fra andre. Og Keine(musik, red.) er nærmest som et ikonisk boyband. De har hvert deres look, og de har en vare, som udvikler sig hele tiden,” lyder Tomas Barfods analyse.

Det er også i det lys, at WhoMadeWho har fået så klart et hul igennem, forklarer Tomas Barfod.

”Mit indtryk er, at i takt med, at vi udviklede vores dj-set, blev publikum trætte af den type dj, der bare er en eller anden person i en T-shirt, som står og trykker på knapper uden at have så meget andet at byde på. Man kan se, at dem, der har succes nu, kan noget mere. De har en fortælling, noget performance, en edge. Og lige pludselig gav det mening med vores edge – at vi arbejder med live-vokal og guitar.”

Nima Nassari, som fra 2013 til 2017 var manager for WhoMadeWho i USA, mener, at de tre danskere på den måde var forud for deres tid. ”Og nu har markedet så blot forstået dem og indhentet dem,” som han siger.

Med dyrkelsen af dj’ens personlighed og udtryk har de også forvandlet sig til blot at være mere end den anonyme mand i hjørnet af lokalet. De er blevet de nye rockstjerner. Der er cool kapital i at blive set stå bag pulten hos de respektive dj’s. Som Arman Motlagh, ansvarlig for Global Brand i WhoMadeWho, fortæller mig: ”Der er virkelig kommet en groupie-energi. Det er sindssygt, hvad folk vil gøre for at komme ind og stå bag drengene til et show.” Han vil ikke uddybe nærmere, hvad ”sindssygt” dækker over, men fniser i stedet.

I en video fra sensommeren, der florerer på sociale medier, kan man se Keinemusiks ene medlem Rampa – der blandt andet har produceret WhoMadeWhos ’UUUU’-album fra 2022 og flere sange på Drakes house-inspirerede ’Honestly, Nevermind’ – danse intimt med den tidligere topmodel Naomi Campbell bag pulten under en optræden på Ibiza. I 2010’erne havde det været en rapper, i 00’erne en popstjerne og i 90’erne en rockmusiker. Men nu var det altså Rampa, en usoigneret tysker med briller og afbleget hår i en doven hestehale, der kunne tage Campbell i hænderne og kigge inderligt i hendes øjne.

LIGE INDEN WHOMADEWHO går på scenen, lader de altid en lyserød e-cigaret gå på runde. Den bliver inhaleret med et lille indforstået smil, men de siger, at den bare indeholder ret meget nikotin. Det hjælper til at tage toppen af nerverne. Dem har de stadigvæk, inden de går på scenen.

I Amsterdam havde Jeppe Kjellberg ringet hjem til sin hustru og fortalt hende, at han ikke havde drukket i fire dage. “Du lyder virkelig som en alkoholiker,” havde hun svaret. Selvfølgelig lidt i spøg, men Kjellberg kunne egentlig godt se, hvad hun mente, så nu er det ved at være tre uger, siden han sidst drak alkohol.

Det ville måske ellers ikke gøre noget med en lille én til at supplere vape-apparatet, selvom deres magiske hjælper virker til at gøre sit arbejde. For denne aften i april er der en god grund til at være lidt ekstra nervøs.

WhoMadeWho er på udebane. Hvilket vil sige, at de skal spille koncert i Danmark. Og ikke bare hvilken som helst koncert. De har før spillet på store scener på festivaler som Roskilde Festival og Northside, men det her er noget andet. Det er deres største koncert nogensinde på dansk jord under egen fane. Op mod 5.000 mennesker har købt billet til Forum.

WhoMadeWho har altid haft et globalt publikum – deres kendisfaktor er væsentligt større i byer som Mexico City og Rio de Janeiro sammenlignet med København, og ”der er altid en eller anden booker, der vil hyre os til et show på en tropeø et sted i verden,” som Tomas Barfod siger i Red Bull-dokumentaren ’Through the Walls’ fra 2018, der følger WhoMadeWho i processen med at skabe deres 6. studiealbum ’Through the Walls’.

Sådan er det stadigvæk. Nu bare i endnu højere grad. Fra januar til oktober i år har WhoMadeWho optrådt i Argentina, Belgien, Brasilien, Chile, Colombia, Costa Rica, Danmark, De Forenede Arabiske Emirater, Dominikanske Republik, Egypten, Frankrig, Grækenland, Holland, Indonesien, Italien, Kroatien, Marokko, Mexico, Polen, Portugal, Rumænien, Schweiz, Singapore, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tyrkiet, Tyskland, USA.

Da Tomas Barfod var yngre, kunne han godt lide idéen om at skulle have et nyt pas, fordi han simpelthen havde rejst så vildt meget, at der ikke var plads til flere stempler. I dag synes han, det er irriterende at skulle forbi Borgerservice en gang om året for at hente et nyt.

”Når vi er i Danmark, er vi altid lige kommet hjem et eller andet sted fra,” siger Barfod.

Og nu er de altså lige kommet hjem for at spille. Hele den foreløbige tour har bygget op til de næste timer. De skal vise Danmark, hvad de er blevet til. Familie og venner befinder sig i backstageområdet sammen med en kæmpe gruppe af børn, der alle er iklædt reflekterende sølvponchoer. De skal agere kor til sangen med det passende navn ’Children’. Den har fået på alle tangenter: ild, balloner, konfetti. Den rumagtige BIG-scenografi er designet i forskellige størrelser, men her er det altså den helt store udgave, der skal i brug. Kölsch – du kender ham måske som Rune RK og manden bag hittet ’Calabria’ – er blevet fløjet ind. De har lavet nummeret ’Heartless’ sammen. Kölsch havde for travlt med at forberede sit soloshow på den eletroniske festival Tomorrowland i Belgien til at stille op til interview til denne artikel, men ”han (Kölsch, red.) er super glad for ’Heartless’,” lod hans manager mig forstå.

Kjellberg, Barfod og Høffding er hver især iklædt tøj, de nok ikke har haft på før nu, og de er tydeligvis en lille smule ude af deres komfortzone, men det skal de slet ikke være, for de ser godt ud, lader tv-værten Abdel Aziz Mahmoud dem vide svært entusiastisk. Han er vist en ven af Barfod.

At hjælpe Barfod, Høffding og Kjellberg med at klæde sig på til deres store koncerter er en af de mange opgaver, der har ligget på Arman Motlaghs bord, siden han blev en del af WhoMadeWho-holdet i starten af året.

”Da jeg kom ombord, var det med en mission om at tage bandet fra cool til globalt ikoniske,” siger han. ”Ikke et ondt ord om gutterne, men der var lidt flødedrenge fra Vesterbro over dem. Jeg har arbejdet på at gentænke og strømline hele udtrykket, så der er en synergi mellem deres stil, lyd og identitet.”

Så der står de alle tre i antræk, der vel bedst kan kaldes ’futuristisk punk’, og inhalerer et sidste hvæs, inden de knytter sig sammen som en næve i et gevaldigt gruppekram.

I 2005 VAR WHOMADEWHO rigtigt begyndt at få hul igennem. De havde udgivet deres første album, det selvbetitlede ’WhoMadeWho’, spillede til magasinet Vices fester, ”dengang Vice var the shit,” som Barfod siger, og var begyndt at turnere i både ind- og udland.

”Og så fik jeg et barn og blev gift. Som den første af os,” siger Tomas Barfod. Det er et par måneder efter koncerten i Forum, og Barfod er lige kommet hjem fra en række koncerter, blandt andet til Cannes Film Festival, hvor den parisiske luksusnatklub Silencio fejrede 10-års jubilæum for deres pop-up-natklub på festivalen.

Adrian hedder Tomas Barfods førstefødte, og han havde kolik, så det gjorde heller ikke ligefrem livet nemmere for den nybagte far, der nu skulle balancere den turnerende rockstjernetilværelsen med en lille baby – og en hustru. I dag har Tomas Barfod to børn med to forskellige kvinder. Begge har han været gift med. Men ikke mere. Karrieren tærede for meget på forholdene, indrømmer han. ”Det kan være svært at forstå, at vi er på arbejde, når vi står på en strand i Brasilien og hygger os, mens ens kone, der går på kompromis med både arbejde og weekenderne, render rundt derhjemme og passer barn,” siger han.

Der er ikke noget nyt i det faktum, at prioritering kommer med slagsider. Den dårlige samvittighed er en integreret del af livet som succesfuld musiker. Det er de hverken de første eller sidste til at erfare. Men det betyder ikke, at man ligefrem vænner sig til, at den ofte sniger sig ind mellem ribbenene som en skarpslebet kniv. Som da Adrian i juni blev student, hvor Tomas Barfod kun lige akkurat nåede at lægge huen på hovedet af ham, inden han tog mod lufthavnen for at tage et fly til et job i udlandet. Et par dage senere ringede hans yngste søn for at høre, om hans far mon kom hjem, så han sammen med resten af familien kunne stå klar og tage imod Adrian og hans klasse, når de kom forbi i studentervognen.

Normalt ved Tomas Barfod, hvornår han skal have sine børn det næste halve år frem. Den struktur er han nødt til at have med sådan en rejsekalender. Men nogle gange misser planlægningen, siger Barfod.

”Det var ikke sjovt. Jeg var klar til at booke et privatfly, så jeg kunne nå det hele.” En ven anbefalede ham, at han i stedet gav de penge, turen ombord det privatfly kostede, til Adrian i studentergave.

Bliver der set skævt til Barfods livsstil og prioriteringer? Ja, uden tvivl, mener han. Sådan er det at have et arbejde, der befinder sig i den mere kuriøse ende af jobskalaen.

”Jeg kan stadigvæk trippe over, at de andre forældre i min yngste søns klasses weekend står på Matador Mix, mens jeg fester på Ibiza. Mit job består jo grundlæggende i at have det sjovt og få mange andre til at have det sjovt. Og jeg er superglad for at have det liv. Men hvis mit liv kun bestod af internationale venner og fester … så ville jeg miste mig selv og føle mig rodløs. Og jeg ville brænde ud meget hurtigere. Mine børn er min base, og jeg elsker den base. Den holder mine ben på jorden. Men det er egentlig et grundvilkår for os alle tre, at vi skal være så meget sammen med vores børn, så meget vi kan, når vi ikke arbejder. Der er ikke nogen diskussion. Selv hvis vi skal være i Brasilien to weekender i streg, tager vi hjem i mellemtiden. Det ville også være lidt gustent, hvis jeg ikke havde dem, men bare var den rodløse type, der drev lidt rundt i verden og dj’ede med folk, der er halvt så gamle som mig.”

Tomas Høffding var den sidste i bandet til at få børn. Det var ikke, fordi han havde noget imod tanken, men snarere, at det at stifte familie føltes som en fjern horisont, der først skulle nås, når alt det andet – alt det sjove og spontane – var afklaret. Så han blev hængende i sin ungdom, spillede koncerter, festede og gik i biografen med vennerne, til det en dag begyndte at føles monotont. En tom gentagelse af ting, der engang havde bragt ham glæde, men nu bare var rutine.

Og selvfølgelig nyder han mere end noget andet den beslutning, han tog om at blive far, selvfølgelig gør han det. Men samtidig er der noget i hans tone, der vidner om en indre kamp – en længsel, der strækker sig i flere retninger på én gang.

”Jeg elsker at tage ud at rejse. Jeg elsker at sætte mig ind i flyveren. Jeg elsker at hænge ud med de andre. Jeg elsker at tage ud at se verden. Jeg elsker at spille musik!”

Hans ord falder hurtigt, næsten uden pause, som om han vil overbevise sig selv om, at disse ting stadig er sande. Men så kommer der en indånding.

”Jeg hader bare, hvordan det æder ind i min tid sammen med mine børn. Og det er noget af det eneste i mit liv, som nager mig.”

Han prøver, så godt han har lært, at tage de rigtige valg. For livet består langt henad vejen af sådan en række valg, er han klar over. Det er så nemt at blive optaget af sig selv og muligheden for at tjene nogle flere penge. Men han ved, at om 10 år er den tid med børnene flået væk, og så har han dem ikke derhjemme mere.

Den tanke har sat sig dybt i ham – at han altid kan få en ny kone, nye venner, nyt band, men at der kun er én tur i manegen med børnene. ”Det er en lille sorg, jeg har indeni,” siger han.

Selvfølgelig vil han gerne spille hele tiden, han er jo en spillemand, hele hans liv, indtil han fik børn i slutningen af 30’erne, har omhandlet musik. Men han kan ikke undgå at blive ked af det, hver eneste gang han træder op på scenen. Ikke sådan ’jeg er i mine følelsers vold og grådlabil som ind i helvede’, mere bare et lille stik i maven, der minder ham om, hvad det koster for ham at stå der på scenen.

Hver eneste dag, han er væk, er en dag mindre med dem derhjemme. Det er en klar forståelse af, hvad der står på spil, men også en usikkerhed om, hvorvidt man kan finde en vej, hvor begge dele kan leve side om side.

Men denne dualitet er ikke destruktiv, Høffding finder faktisk en appel i den.

”Jeg elsker den der lussing, man får: at gå fra at stå derhjemme og skifte lortebleer og snakke babysprog og have pletter på tøjet, og … knips! Så står man oppe på en scene i flot tøj og er en rockstar, der får folk til at danse. Knips! Så står du derhjemme igen med en lorteble i hånden. Det skifte giver mig en energi, et perspektiv. Men jeg håber fandme, at jeg skærer kagen rigtigt, så jeg ikke sidder som 70-80-årig og tænker: ’FUCK, FUCK, FUCK’ – jeg var for lidt sammen med mine børn. Jeg ville bare ønske, jeg kunne forsvinde ned i et ormehul, hvor jeg kunne spille i månedsvis, og når jeg kom hjem, var der ikke gået et sekund.”

Tiden skærer sig ind i vores hud. Indgraverer vores ansigter med linjer, som vi aldrig bad om. Den trækker langsomt energien ud af vores kroppe, får os til at hænge lidt tungere i vores skuldre, skubbe lidt hårdere med hælene for at komme fremad. Tidens brutalitet er ubestridelig – en uundgåelig kontrakt vi indgik, den dag vi blev født. Men nogle mennesker, Jeppe Kjellberg, Tomas Barfod og Tomas Høffding fx, virker til at have fundet en måde at bryde med livets manual, der ellers tilsiger, at de burde være godt på vej mod en eller anden form for plateau, en fase af komfort og konformitet.

Det er dog ikke en ligetil forvandling, og det er bestemt ikke noget glansbillede. Der er en vis hårdhed i den måde at leve på. Det kræver et insisterende opgør – for nogle næsten en krigserklæring – med samfundets forventninger, der forsøger at binde dem til deres alder. Man skal være af en speciel støbning for at rejse verden rundt og stå som 50-årig og feste med folk på halvdelen af ens egen alder, mens ens familie er derhjemme. Det er de klar over.

De er også klar over, at det kan lyde som en overfladisk jagt på evig ungdom, en universel ynkelighed, men det er noget helt andet. Det er nærmest spirituelt, men også dybt kropsligt. En form for overlevelsesinstinkt. De rejser verden rundt og er dukkeførere for udefinerbare, påvirkede mængder. Ikke for at blive yngre, siger de. Men for at bevare en følelse af uophørlig bevægelse. Altså: Hvorfor bremse op, når man kan springe frem?

Derfor kan man heller ikke kalde det en anden ungdom, mener WhoMadeWho. ”Det føles mere bare, som om den bare bliver ved,” som Tomas Høffding siger.

Der var dog en tid, hvor WhoMadeWho ikke følte sig så unge, som de gør nu. I sangen ’Space For Rent’ fra deres debutplade ’WhoMadeWho’ indleder de med at synge: ”Your thoughts are dirty. And your clothes are too. Just passed thirty. And you don’t know what to do.” Det var Tomas Høffdings amerikanske papbror, der skrev de linjer, og for Høffding, der dengang var den eneste i bandet, der var fyldt 30, var det mere end bare tekst. Det var en erkendelse. 30 år … så er man gammel.

”Jeg kan tydeligt huske, at jeg følte, vi var ældre end alle andre på det tidspunkt, og at jeg følte, det var et problem, at vi var ’så gamle.’”

Siden er de alle blevet 20 år ældre; Høffding fylder 51 år næste år, Barfod 50 og Kjellberg 49. Det er den vej, livet går. Og det kan godt være, at Jeppe Kjellberg er begyndt at crowdsurfe lidt mindre, men alle har de fornemmelsen af at ældes baglæns.

”Selvom vi er blevet ældre, bliver vi ved med at udfordre os selv, for vores største frygt er at falde i nostalgiens fælde. Og i fornyelsen ligger kilden til holde os i gang, holde os ved ilden,” siger Jeppe Kjellberg.

Tomas Høffding supplerer: ”Og det er noget, der er fedt med det her band. Vi har udviklet os med tiden og er gået nye steder hen. Jeg er i gang med at lære noget nyt. Jeg er ude at skide. Halvdelen af tiden står jeg deroppe og tænker: ’Hvad fuck gør jeg?!’ Det ser jeg som en kæmpe gave. At stå der som 50-årig og have den der fornemmelse af, at der sker noget nyt. Og i forlængelse af det mærke, at man bliver bedre til det. Fremfor at stå som 50-årig i det samme band og bare køre på autopilot og vide, hvordan man gør det. Det er endestationen.”

Da han var i starten af 20’erne, kunne Høffding ellers godt tage sig selv i at kigge med dådyrøjne mod bands som Dizzy Mizz Lizzy og Kashmir og misunde deres himmelfart, mens han selv stod tilbage og ikke havde chance for at lette lige foreløbig. Men efterhånden har han krydset veje med de succesfulde bands fra hans generation på succesens – og selvfølgelig aktualitetens – akse. Du ved: Tiden har sin egen måde at belønne dem, der venter.

”På den måde har det været en blessing in disguise, at vi aldrig ægte hittede. Det har altid været kravlende, stille og roligt på vej op. Det har selvfølgelig været frustrerende undervejs, men det er fuldstændig afgørende for den energi, der er i WhoMadeWho, at vi stadigvæk er på den rejse. År efter år har det faktisk været vores nye sange, som har været de vigtigste for os. Og jeg har virkelig en ærlig fornemmelse af, at vores storhedstid ligger et sted ude i fremtiden,” siger han.

Moment

WhoMadeWho lancerede i 2021 den elektroniske musikfestival Moment. ”Det var en måde for os på at tage ejerskab over vores egen karriere,” siger Tomas Barfod, der har mest med projektet at gøre. Siden lanceringen har blandt andre Adam Port, ANOTR, Black Coffee,  Dj Tennis, Fideles, Patrick Mason og Rampa spillet på festivalen. I 2024 var der 4.000 gæster, og næste år tager WhoMadeWho også Moment til udlandet. De ved ikke hvor endnu, men planlægningen er i gang. 

”DE SPILLER FAKTISK LIGE NU,” siger Jeppe Kjellberg og slynger sit ene slanke ben over det andet. Med ”de” mener han Tomas Barfod og Tomas Høffding, der i dette øjeblik, over 8.500 kilometer vestpå, står på den ikoniske Mayan Warrior-scene på Burning Man – en ørkenfest i Nevada, hvor elektronisk musik møder udklædninger og stoffer – og er i gang med et halvanden time langt dj-set. Det er sensommer, og vi befinder os på en café på Nørrebro. Jeg har ikke set WhoMadeWho i månedsvis. Det har været en travl udenlandssommer for deres vedkommende. Ja, faktisk den vildeste sommer nogensinde, siger Kjellberg. ”Alle shows har været på store steder, gode scener, fede klubber.”

Og pengene er fulgt med. De har netop spillet et job, der foregik på en privat og meget lang yacht. Der var 17 gæster til stede, som blev opvartet af et personale på 60 ansatte. For det job modtog de, hvad der svarer til en mindre Mercedes. Hvis de ikke var millionærer i forvejen, er de i hvert fald blevet det hen over sommeren, vurderer Kjellberg. Han ryster lidt på hovedet, spiler øjnene ud. Han er tydeligvis selv lidt målløs over, hvilken vej pilen peger for tiden. Ovenikøbet har det seneste halve år også budt på to internationale priser, da de i april vandt prisen for ’Best Live Performer’ ved Beatport Awards og i starten af oktober vandt prisen for bedste ’Organic House’ ved DJ Awards. Begge prisuddelinger blev afholdt på Ibiza.

Kjellberg ville gerne have været med på Burning Man – ”det var jo der, det rigtigt startede,” som han siger – men han har brug for at lade op over de kommende uger, inden han igen hopper på det buldrende WhoMadeWho-tog, der i slutningen af oktober skal spille på selveste Wembley sammen med Adriatique – duoen, de lavede ’Miracle’ med. Derefter går turen til Mexico City, hvor de skal spille til Formel 1, Madrid (med sydafrikanske Black Coffee), Dubai, Berlin, Arizona, inden de skal til Miami, Egypten og Indien. ”Vi er stadigvæk på vej frem, og vi ser en vækst i kvaliteten af jobs,” fortalte Barfod mig, inden sommeren for alvor startede.

For et par uger siden havde Kjellberg og Barfod været rundt i Mexico og spille et par jobs. På vejen hjem mellemlandede de i New York, hvor de spiste frokost med den schweiziske dj Jimi Jules. De vendte verdenssituationen, sludrede om løst og fast, og på et tidspunkt drejede samtalen over på WhoMadeWhos succes. Jimi Jules var selvfølgelig fuld af beundring over bandet, lod han dem forstå. Men samtidig var der et eller andet, der skurrede. Han kunne ikke lade være med at undre sig.

”Altså, jeg forstår det ikke,” sagde han. ”I er tre hvide mænd. I er ikke unge. I har alt imod jer.”

Det er svært at være uenig med ham i, indrømmer Kjellberg grinende. Men dybt inde kan Kjellberg ikke undsige sig frygten for, at der bag denne forundring gemmer sig en sandhed; at der i deres succes ligger noget … ikke irrationelt eller ufortjent, for de har arbejdet stenhårdt for at nå hertil, siger de. Det er nok nærmere en skræmmende flygtighed. De har ventet længe nok, og nu har de succesen i hænderne og så handler det om at tage vare på den. Få det maksimale ud af det.

”Jeg har en helt oprigtig frygt for, at det kan slutte når som helst,” siger han.

Det samme sagde Høffding til mig, da Barfod og ham endelig dukkede op på Hotel Jakarta i Amsterdam: Han går rundt med en konstant angst for, at det hele snart krakelerer.

Han fortalte, at hvis Jeppe Kjellberg har et par uger, hvor det er ham, der tager de fleste jobs, og Høffding befinder sig derhjemme, rammer tanken ham: ’Er det bare en drøm, jeg har? At jeg er en tilfældig dude, der står foran tusindvis af mennesker og forfører dem med en eller anden sang.’

Jeppe Kjellbergs ben bytter position. Han nynner tonerne til ’Miracle’.

”Hold kæft, jeg håber, de har det fedt,” siger han og smiler stolt.

Han ved, at de lever drømmen lige nu.