Startups - Endomondo: "Jeg ligger ikke søvnløs, når det går skidt. Jeg ligger søvnløs, når det går godt, og jeg er mega begejstret for, hvad der skal ske i morgen"

I starten hed vi Sports Community og ville være sportens svar på Facebook. Det var før, apps fandtes på mobilen. Der var stort set heller ikke GPS i mobiltelefonerne, men vi så, at her var et værktøj, som ville gøre det overflødigt for folk at købe et GPS-ur til 3.000 kr.

Vi lancerede i 2008, en tid inden Android og iPhone, så det var enormt omstændeligt at downloade programmer på telefonen. Men vi kunne se, at udviklingen gik i en retning, hvor man snart ikke skulle bruge et vækkeur, fordi telefonen overtog funktionen.

Det samme gjaldt kameraet, og snart måtte tiden komme til GPS. Vi var sikre på, at det var på vej, men vi kunne ikke vide, at hele distributionen ville blive løst for os i form af app stores.

Vi startede med 10 ideer, som vi skrev ned. Vi var tre stiftere, som dengang arbejdede i McKinsey. En af ideerne handlede om at gøre motion sjovere med noget teknologi. Det var en meget løs idé, men vi valgte den, fordi det var den, vi brændte mest for.

”Der er jo ikke nogen mennesker, der ved deres fulde fem gider løbe med deres telefon!” Sådan lød det fra mange i starten. Det var den største barriere. Det var ikke sådan, at vi pludselig en dag troede på det. Det gjorde vi fra dag ét. Det var mere folk i vores omgangskreds, der begyndte at få øjnene op for det i takt med, at flere loggede på, og vi fik mere presseomtale.

Det er sindssygt svært at finde et navn til en virksomhed. Hvis du finder et domæne, der ikke er taget, koster det 300 kr., men hvis det er taget, skal du forhandle med en tosse, som vil have en formue.

Så vi måtte finde på et ord, der ikke fandtes. Jeg fandt en side, hvor man kunne trække alle de ledige domæner ud, som inkluderede ordet sport. Der var 4.000 ord, hvoraf 10 ikke var ude i skoven, men heller ikke rigtig gode.

Vi sendte et Excel-ark ud til vores venner, som kunne stemme på deres favorit. Den med bedst score fik tre ud af fem stjerner og hed We Go On. Det var ikke rigtig fedt, for det blev til wegoon.com. Problemet var, at det var mega kikset ikke at have et navn, når man var ude hos investorer for at rejse penge.

Der skulle ske noget. En dag sad vi alle tre på kontoret, da en spurgte: ”Hvad hedder det hormon, man frigiver i hjernen, når man er aktiv?” ”Endorfiner!” sagde en anden.

Der blev stille. Så var der en, som bare sagde: ”Endo,” og en anden, som svarede: ”Mondo.” Solgt. Endomondo – en verden af endorfiner. Det endte med at tage et halvt minut, men man skulle lige ind i det. Domænet kostede 300 kr. og var ledigt på alle sprog.

Jeg ligger ikke søvnløs, når det går skidt. Jeg ligger søvnløs, når det går godt, og jeg er mega begejstret for, hvad der skal ske i morgen. Fx da vi første gang havde møder med Apple eller Google. Eller natten inden vi solgte firmaet til Under Armour.

Jeg kommer fra en familie, som har kørt en kæde af byggemarkeder siden 1947. Det er en forretning, som har været i gang i 70 år. Endomondo havde været i gang i syv år, da vi solgte virksomheden for 575 mio. kr. Det er surrealistisk, at det kunne nå at blive så mange penge værd på så kort tid, men sådan er tech.

Vores største fejltrin har været operationelle. Vi var ved at skifte server-setup, da websitet gik i sort, fordi vi havde ramt loftet på de gamle servere. Det var kritisk, for vi var helt nede i 36 timer. Vores tekniske chef sov stort set ikke, og vi andre sad på Facebook og prøvede at dæmpe gemytterne.

Selv om brugerne ikke kan se arkitekturen, kan de se det, hvis det ikke fungerer. Det fik jeg respekt for. I dag nærmer vi os 30 mio. registrerede brugere, så den del af opgaven er kun vokset.

Kort tid efter at vi var gået i luften, fik vi et samarbejde op at stå med Eurosport. De skulle sende fra New York Marathon og vise et live map, hvor man kunne følge 10 løbere med en Endomondo-tracker. Jeg var i New York for at holde styr på det praktiske og fulgte med fra en venindes lejlighed.

Jeg husker, at de 10 deltagere løb over en bro til Manhattan – og at vi mistede signalet til dem alle midt på broen. Det havde vi ikke set komme. Dengang var appen indrettet, så man skulle genstarte mobilen, hvis man mistede signalet. Løberne var debutanter, så de var ikke så motiverede for at skulle genstarte en telefon, mens de løb deres første maraton.

Vi mistede dem alle. Den reklame, vi skulle have fået, fes fuldstændig ud. Det griner vi af nu, men dengang var det den værste dag nogensinde. Kommentatorerne sad og speakede til et flot kort over New York, men der var ikke andet end det.

Snart holdt de også op med at nævne Endomondo. Jeg lærte at teste tingene igennem. Da vi senere lavede samme koncept med dem i London, fløj jeg i forvejen og kørte hele ruten i taxi, mens jeg trackede med fire forskellige sim-kort for at være sikker på dækning.

I London trackede vi alle uden problemer. Til gengæld gik sitet meget hurtigt ned, fordi vi havde for mange besøgende. Det tog lidt tid at få styr på teknologien.

Der gik kun ni måneder, fra vi sagde vores job op, til vi gik i luften. Vi var totalt høje. Wilson Kipketer løb den første officielle tur med Endomondo til DHL-stafetten i Fælledparken, og vi fik god omtale i pressen.

På vores hjemmeside kunne vi se de sidste tre nye brugere, så vi sad og trykkede refresh hele tiden. ”Nå, det er min fætter!” ”Det er min mors kusine!” Vi havde sendt ud til hele netværket, så der var hele tiden gamle kendinge, en ekskæreste eller tidligere chef, der kom på.

Den første gang vi så et navn, som ingen af os kendte, blev vi stille. Det var bare en mand, der havde fundet os. Nu var vi ude, det var live. Efter den optur kom det til gengæld bag på mig, hvor lang tid det tog at få nye brugere.

Det tog over to år, før vi ramte den første million. Vores forretningsplan var 200 mio. inden for de første fire. Vi var sindssygt optimistiske og nok også naive.

Vi brugte mange weekender på at tage ud til løb, fx Spartas fællestræning, og stod derude hver eneste søndag med en computer på bagsmækken, trackede fartholderne og forklarede folk, hvordan det fungerede. Det føltes, som om hver eneste bruger skulle hentes ind manuelt.

”De kan pisse ved en sten.” Sådan sagde vi, når vi havde fået et afslag. Bare vent. Det bliver deres tab. Det er en god ting, hvis du kan få energi ud af afslag, for du må forvente at få rigtig mange på din vej. Jeg har senere mødt en investor, som fortalte mig, at jeg var på hans hall of shame, upstarts, som han fejlagtigt havde afvist.

Der er en ting, man skal vide om institutionelle investorer. Mange er drevet mere af frygten for at sige nej til det næste store Facebook end ønsket om at sige ja. ”Kom tilbage senere, når I har 10.000, 100.000 brugere.” Det tog lang tid for os at forstå, at de ikke turde sige nej, men heller ikke sagde ja.

Du skal have en mission. Det kan ikke være ussel mammon, der driver værket. Så skal du være heldig at ramme guldåren inden for halvandet år. Det gør rent faktisk en forskel at få mails ind fra mennesker, der skriver, at Endomondo har ændret deres liv, fordi de er kommet tilbage fra sygdom eller kan lege med deres børn, fordi de har tabt 50 kg.

Jeg gik uden løn i to år, men så længe man ikke har et dyrt hus og en familie at forsørge, er det ret begrænset, hvor stor risikoen er. Man bliver overrasket over, hvor lidt man har brug for.

Vendepunktet kom, da Blackberry begyndte at promovere os globalt. De var the shit dengang og stod for en tredjedel af alle smartphones. For første gang begyndte vi at få brugere uden for Danmark, og det blev også en døråbner til at ringe Google op og spørge om et møde.

Vi havde brugt en for os vanvittig sum penge – 100.000 kr. – for en stand på verdens største mobilmesse i Barcelona. Blackberry havde en 15 gange større stand i samme hal, og jeg fik øje på en fyr, som så ret senior ud.

Jeg gik hen til ham og spurgte, om vi måtte vise ham en cool ting. Amerikanske executives hviler i sig selv på en helt særlig måde, og ham her kunne man godt fornemme var en vigtig person.

Det viste sig, at han stod for alliancer i Blackberry, så han tog hjem og talte med sit team om os. Hvis ikke vi havde investeret i den stand, havde vi nok aldrig mødt ham. Så vi var heldige, men vi opsøgte også heldet.

LÆS OGSÅ: Janus Friis: "Der er mange, der får en idé, som de desværre ikke får ført ud i livet, men når man én gang har haft succes som iværksætter, lærer man, at det kan lade sig gøre"

LÆS OGSÅ: Dansk duo laver luksusure af gamle biler: ’På en måned fik vi samlet 3,5 millioner sammen’

LÆS OGSÅ: Fra poker til ejendomsmægler: ”Jeg kan på et splitsekund vurdere, om en mulig køber bluffer”