De ville tage et vrag af en Mini Cooper, der ingenlunde kunne køre længere, og omdanne det til en kollektion af ure. De to kammerater Jonathan Kamstrup og Christian Mygh fik idéen til REC Watches, da de delte en flaske whisky i en toværelseslejlighed på Nansensgade.
”Jeg tror ikke engang, at urene var runde på tegningerne, vi lavede den aften. Men det var, hvad evnerne rakte til. Men vi tænkte ikke, at det gjorde så meget. For os handlede det mere om historien end om designet,” siger Jonathan Kamstrup, der er den ene halvdel af ur-firmaet REC Watches.
Siden gymnasiet havde Jonathan Kamstrup og partneren Christian Mygh kastet et utal af idéer efter hinanden. Med Jonathan Kamstrups egne ord var det alt fra bittesmå ting til idiotiske urealistiske ting. Eksempelvis troede de som 18-årige, at de skulle leve af at sælge biler i Dubai.
Men en aften fik de altså en over tørsten med en flaske whisky, og lige der i en lejlighed på Nansensgade og en begyndende brandert kom de på idéen, som de skulle ende med at leve af.
FOTO: Robert Atkinson | Et af urene fra den enkle kollektion, der er lavet af en gammel Mini Cooper
Men urmarkedet kan være svært at møve sig ind på. Og bilmærkerne lavede allerede ure. I Jonathan Kamstrups optik var de ure mest af alt ’licensprodukter med logo’. Urmarkedet er præget af klassiske og traditionsrige mærker med en lang historie.
Det kunne Jonathan Kamstrup og Christian Mygh af naturlige årsager ikke få fra dag ét. De måtte få historien et andet sted fra, og det var netop her, bilerne kom ind i billedet.
”Vi skrabede alle de penge sammen, som vi overhovedet kunne og landede på cirka 400.000 kroner. Og så sendte vi vores designs til en producent, trykkede på den store knap og bestilte omkring 1000 ure,” siger Jonathan Kamstrup.
Annonse
På det tidspunkt var drengene 24 år og helt grønne udi at drive forretning. Og de havde absolut ingen erfaring med at lave ure. De havde end ikke en hjemmeside til deres produkter, da lastbilen fuld af ure holdt i Nansensgade.
”Der er slet ikke plads til en lastbil på den gade. Men en dag kom der altså en kæmpe lastbil med tre-fire paller. Det tog to timer at bære kasserne op og ned, og bagefter havde vi en lejlighed, der var fuldstændig proppet med ure. Vi kunne slet ikke se stuen,” siger Jonathan Kamstrup.
Og de 1.000 ure skulle jo også afsættes på en eller anden måde, så drengene gik slavisk i gang med deres Facebook-venner. De talte cirka 500 personer, og så var der venner og familie oveni, der med lidt god vilje fik dem op på 700 personer. Og så skulle de jo ’bare’ finde 300 almindelige kunder.
FOTO: Robert Atkinson | En anden model fra Mini Cooper-kollektionen
”Vi gik efter friends, fools and family. Problemet var bare, at det er en børnehaveklasselogik, som man overhovedet ikke kan bruge i virkeligheden. Og jeg må indrømme, at vi var håbløst uforberedte på det, der kom til at ske,” siger Jonathan Kamstrup.
”Vi fik banket en hjemmeside op, som ikke var særlig køn, og så tog vi et kort over København, satte en streg ned igennem og begyndte at gå ind i alle butikker for at høre, om de ville sælge vores ure. Det gik sindssygt sløvt i starten. Nogen ville måske kalde det boarderline-dumt. Men vi skulle bare i gang.”
I gang kom de, og i dag køber Jonathan Kamstrup og Christian Mygh biler fra hele verden, som de laver ure af. Holland, Danmark, England, Sverige og USA. Men bilerne skal opfylde to kriterier, før de bliver betragtet som en passende og kommende ur-kandidat.
Annonse
”Bilen skal være et vrag, der simpelthen ikke kan restaureres. Vi vil gerne sælge ure til bilentusiaster, og derfor går det ikke at lave en bil om til et ur, hvis den kunne være kommet på vejen igen. Og så skal det være en bil med et synligt stelnummer, så vi kan spore dens historie. Vi skal have papirerne på bilen og for så vidt muligt også information om de tidligere ejere, så vi kan snakke med dem og samle deres historier og anekdoter,” forklarer Jonathan Kamstrup.
Bilerne udgør således urskiven, men hvordan bærer man sig egentlig ad med at lave en skrotbunke af en bil om til et armbåndsur i 10.000 kroners-klassen? Kort fortalt er der tale om en lang proces, der bevæger sig hele vejen fra Kina til Falster. Bilerne bliver købt, skåret op og sendt til et smedeværksted på Falster. Her transformeres bilerne til en stak plader, hvor bilens oprindelige maling og grunder bliver skrællet af, så metallet bliver synligt.
FOTO: Robert Atkinson | Vraget af en Mini Cooper, der er blevet reinkarneret i en ur-kollektion
”Idet bilerne er 50 år gamle, så har de en masse patina i forvejen. Man kan se en varians på metallet, fordi bilerne er brugte. Vi vil gerne have den patina, der viser, at hvert eneste ur er unikt,” siger Jonathan Kamstrup.
Fra Falster bliver metalpladerne sendt til Kina, og det samme gør urværket, der kommer fra Japan. I Kina bliver genbrugt bil og japansk urværk så sat sammen. Til sidst bliver bildelen lakeret for at undgå, at rust fra den gamle bil spreder sig. Lakken jævner også overflade, så det er muligt at sætte tal og visere på.
”Urene kvalitetstjekkes fire gange, inden de bliver sendt af sted. To gange i Kina, én gang i Hong Kong og én gang i Randers, hvor vores varelager ligger. Vi arbejder med nogle urmagere i Randers, der tjekker dem en allersidste gang, om der er noget, der er sluppet igennem nåleøjet,” siger Jonathan Kamstrup,
Der går cirka 500 ure på en enkelt bil. Og hver bil har sin egen historie, der bliver kædet sammen med urene. Jonathan Kamstrup og Christian Mygh finder frem til bilens stelnummer og information om, hvilken familie eller hvilket par, der har kørt rundt i gader og stræder i bilen. REC Watches har endnu ikke en lang og fin virksomhedshistorie, men hvis man køber et ur fra Mini Cooper-kollektionen, så får man til gengæld en kopi af Mini Cooperens originale dokumenter og en pjece med dens historie.
Med urene fra den dyreste klasse får historien til tilført et ekstra digitalt element.
FOTO: Robert Atkinson | Et ur fra kollektionen, hvor urskiven er lavet af metallet fra en ukamdygtig Mini Cooper
”Vores Mustang-serie er vores dyreste kollektion indtil videre. Ét ur koster 10.000 kroner og kommer sammen med et lille storycard. Der er en chip i kortet, og hvis du holder din telefon henover, så får du en lille videodokumentar om, hvordan bilen blev til lige præcis dit ur,” forklarer Jonathan Kamstrup.
De to unge urmagere har prøvet sig frem for at nå til den verdensomspændende produktion, de har i dag, og det var en af verdens største urmesser, Baselworld, i urenes hellige gral i Schweiz, der for alvor satte skub i produktionen. Her indhentede drengene den fornødne viden om ure, og så traf de en masse producenter, for hvem de præsenterede deres idé.
”De fortalte os alle sammen alverdens gode grunde til, hvorfor vores idé ikke kunne lade sig gøre. Undtagen de sidste, der gerne ville give det et forsøg,” siger Jonathan Kamstrup.
Den danske virksomhed Com Tech så et lys i idéen og var åbne for at tage mindre virksomheder ind. De havde nemlig været med på Skagen-urenes enorme succes, der endte med at blive solgt for mange millioner kroner.
Og to ting blev særligt afgørende vendepunkter for drengenes spirende ur-gesjæft. I sommeren 2015 besluttede de sig for at være med i ’Løvens Hule’, der er et iværksætterprogram på DR1, hvor deltagerne får mulighed for at sælge deres idé til fem investorer, der kan hjælpe dem i gang og forvandle idéer til succesfulde virksomheder.
Fire af de fem investorer så potentialet i at lave gamle biler om til ure, og det betød 900.000 kroner til REC Watches. Samtidig med kapitalindsprøjtningen valgte de to drenge at gå på Kickstarter, som er verdens største crowdfunding-site. Her lagde de designs op af deres produkter, som folk kunne forudbestille til en rabat.
FOTO: Robert Atkinson | Jonathan Kamstrups favoritur. P51-03-modellen, der er lavet af en Mustang
”Et gennemsnitligt Kickstarter-produkt ligger på 1000 kroner eller derunder. Vores produkter lå på omkring 6000 kroner. Vi var uhørt dyre i Kickstarter-regi, og det var vi meget nervøse for. Hvis jeg skulle købe et ur til 6000 kroner, ville jeg nok gerne prøve det og mærke det først. Der skal være en vis kvalitet i det prisleje. Men det gik alligevel rigtig godt. På en måned fik vi støvet 3,5 million op på Kickstarter. På det tidspunkt var vi en Danmarksrekord på kickstarter,” siger Jonathan Kamstrup.
Bagefter fik de henvendelser fra 20 forskellige lande fra folk, der var betagede af deres iøjnefaldende onlinesucces. De mente, det måtte være en solid forretningscase til butikkerne, hvis urene rent faktisk kunne sælges så dyrt til folk, der end ikke havde hørt om mærket før eller prøvet urene på.
I dag sælges urene i 30 forskellige lande, men det var ikke kun forbrugerskaren, der har udvidet sig, som virksomheden er vokset. I takt med at Jonathan Kamstrup selv er begyndt at lave ure, har hans egen smag også ændret sig betragteligt.
”Da jeg blev færdig på gymnasiet gav min søstre mig et Skagen-ur. Det var jeg helt vildt glad for i mange år. Det var lige der, da Skagen toppede allermest, og det passede på min smag dengang. Meget minimalistisk, pænt og nydeligt,” fortæller Jonathan Kamstrup og fortsætter:
”Lige nu har jeg vores ’P51-03’-ur på, og det er jeg helt vild med. Det er en kombination af sort og rosegold. Der sker rigtig meget på det. Der er datovisning, der er et speedometerinspireret dashboard, der er et stelnummer, der er laserindgraverede lygter på siden og en rå krone. Det er et ur på 12 millimeter i højden og 44 milliemeter i bredden. Det er et stort ur,” griner Jonathan Kamstrup.
Han og Christian Mygh laver ure, der velsagtens er en anelse mere pompøse, end dansk design normalvis er kendt for at være. Og han kan også afsløre, at det ikke er på det europæiske marked, de sælger størstedelen af deres ure.
FOTO: Robert Atkinson | P51-03-modellen med den rå urskive
”Europa er lidt en kamp for os, og det er et mysterium for os. Men i Danmark synes folk, at ure i 10.000 kroners-klassen er lidt af en investering og ikke noget, man bare lige går ud og køber. Vi ser ikke den samme mentalitet i Østen. Her bruger de fleste et ur som et seriøst statussymbol, så der er et ur til 10.000 bare en sjov gimmick, du har, og som du kan tage på i weekenderne,” siger Jonathan Kamstrup.
Den vordingborgske duo har efterhånden været i gang i to år, men det har ikke været ren eventyrstemning hele vejen.
”I retrospektiv ligner det nok lidt mere stupiditet, og der har været masser af bump på vejen. Vi har lavet et hav af fejl. Men fejl er okay, så længe vi ikke laver den samme fejl to gange. Det er blevet vores mantra,” siger Jonathan Kamstrup og fortsætter:
”Det første år havde vi en enkelt distributør, og det gik bare flyvende. De bestilte ure hver eneste uge, og det var vi slet ikke vant til. Vi sendte og sendte og sendte, og de blev ved med at give nye ordrer. Men vi glemte så bare lige at få pengene for dem. De havde en 60-dages betalingsbetingelse, men i takt med at de nåede de 60 dage, ville de hele tiden have den udskudt, og til sidst gik de konkurs. Og der stod vi uden hverken ure eller penge. Det gjorde sgu lidt ondt. Skaden er sket, men man fikser det ved at stramme ekstremt meget op på sine forretningsbetingelser. Man bliver en smule kynisk, når man har været ude for sådan noget.”
Men i år rammer REC Watches en produktion på mellem 5- og 6000 ure, og næste år håber de på betragteligt flere. De er tæt på at nå deres målsætning for 2016 om at få regnskabet til at gå i nul.
FOTO: Robert Atkinson | Et af bilvragene, der bliver lavet om til i omegnen af 500 ure
”Vi er ikke helt i mål endnu. Vi mangler at lukke et sidste hul, og så går vi i nul. Vi vokser stille og roligt i et tempo, hvor vi selv kan følge med. Vi er stolte af vores udvikling,” siger Jonathan Kamstrup og fortsætter:
”Vi bliver aldrig større end Rolex. Og det er heller ikke ambitionen,” siger Jonathan Kamstrup og forklarer, at ambitionen i første omgang er at blive et brand med global tilstedeværelse, en sindssygt stærk profil, der gør at folk kan genkende deres ure. Folk skal vente i spænding på, hvad næste træk bliver fra REC Watches.
Og i denne omgang kan de glæde sig til foråret, hvor en kollektion af ure, der er lavet af en Porsche, rammer Kickstarter.
