Hvordan begyndte du at skrive?
”Min far var murerarbejdsmand, og han kunne noget med ord. Han snakkede røversprog og ’bakkede snagvendt’. Han lavede skæg med vante vendinger og sagde fx: ”Ved I børn, at en kat kan skyde?” Og vi svarede: ”Kan en kat skyde, far?” ”Ja, den kan både skyde ryg og genvej.” Det satte jo virkelig noget i gang. Jeg fik det at lege med ord ind med fadermælken, og det er blevet ved siden. Jeg har adskillige planer og projekter med digte, tegninger og alt muligt, så jeg har slet ikke tid til at kradse af.”
Hvordan var det at blive far?
”Jeg var stolt. Dengang var det altid moren, der gik med barnevognen. Men det insisterede jeg på, at jeg ville, for jeg var så stolt. Jeg kan huske, at vi gik inde på Rådhuspladsen, og min mor sagde: “Tror du ikke, folk synes, det er mærkeligt, at det er manden, der skubber barnevognen?” Jeg svarede: “Jeg er ligeglad med, hvad de tror.”
Hvad er det vigtigste, du har givet videre til dine børn?
”Livslyst og livsmod. Det har jeg prøvet at gøre ved at lave skæg med dem og lære dem nogle af de ting, jeg lærte af min far med sproget. Man skal vedligeholde børns skaberkraft og udtryksbehov, for det er meget større end deres ordforråd.
Og derfor er de nødt til at gøre det, man gør som digter: At kombinere de få ord, de kender på en ny måde. Det gør de, indtil en eller anden skole eller voksen siger, at det er noget vrøvl, og at de skal sige, som man plejer. De bliver frataget deres skabende evner, hvis ikke de har en forælder til at sige: ’Hold kæft med alt det der ‘plejer’-lort.’ Man skal skrive, som man ikke plejer.”
Hvordan gør man indtryk på kvinder?
”Da jeg mødte min første kone, Signe, var jeg mest interesseret i historier og ikke så meget i lyrik. Men det var hun, og der var altid nogle smarte fyre, der kunne citere alle mulige.
For at gøre indtryk på hende, lavede jeg et lille digt. Jeg trængte mig ind mellem de der smarte fyre og sagde: ’Jeg har forresten et lille digt, jeg selv har skrevet.’ Hun blev begejstret, for det var der ikke nogle af de andre, der kunne hamle op med. Jeg var 20 år gammel, da vi blev gift.
Men der skete så mange ting senere hen. Jeg var meget gode venner med Halfdan Rasmussen, men det blev hun så også. På et tidspunkt flyttede de to sammen, og jeg var ladt tilbage. Jeg var langt nede, og jeg overvejede faktisk selvmord, men jeg havde en familie, så det kunne jeg alligevel ikke nænne.”
Hvad kan gøre dig lykkelig?
”Jeg tror, det skete, før jeg blev født. Min storesøster var dødfødt, og derfor var jeg et ønskebarn. Jeg har været begunstiget lige fra fødslen. Mine forældre kunne ikke gøre nok for mig. Sådan har det været lige siden … at jeg har haft den der overskudsfornemmelse.”
Hvordan føles det at miste sin store kærlighed?
”Rosalina blev syg og døde på Barbados. Jeg kom hjem til Danmark lamslået. Sorgen lammer en. Jeg tænkte: ’Hvornår bliver det min tur?’ og ’Bare jeg kunne følge efter dig.’
Man prøver at huske de gode ting, og det er næsten ubærligt. Men Cynthia Rosalina fik mig posthumt til at komme videre i mit liv. Jeg skrev et digt om, at hun kendte mig bedre end mig selv, og jeg vidste, at hun ville have sagt til mig: “Sid nu ikke dér og fald sammen og ha’ ondt af dig selv. Ud på landevejen og spil med Povl. Bare se at komme i gang.”
Og på en togtur fra Aarhus til København mødte jeg så Elisabeth. Vi faldt i snak i rygerkupéen, og vi havde begge mistet vores ægtefæller kort forinden, så det var ikke noget med kærlighed ved første blik. Det var en slags samforståelse. Og den førte til, at det blev os to. I dag var den ikke gået, for nu har de jo ikke rygerkupéer længere, de skvadderhoveder.”
Hvordan lever man med sådan en sorg?
”Når man er så heldig stillet som jeg at have kreative evner, kan man prøve at arbejde sig ud af det. I en sort periode skrev jeg nogle af Svantes Viser. ’Svantes sorte vise’, ’Den sorte sult’ og ‘Svantes svanesang’. Jeg tænkte, at det var alt for sort, og at der sgu ikke var nogen forlægger, der ville have det.
De måtte tænke: ’Den stakkels mand må da have bare en enkelt god dag.’ Hov! Der kom idéen til ’Svantes lykkelige dag’. Jeg satte mig hen og skrev: ’Livet er ikke det værste, man har,’ og så slog jeg op i rimordbogen: bar, klar … ’Om lidt er kaffen klar’. Det er den mest ligegyldige linje, jeg har skrevet i hele mit liv, men det er den, der er mest kendt. Jeg håber ikke, den kommer til at stå på min gravsten.”
Hvad er hemmeligheden bag et godt liv?
”Der er vist ikke nogen hemmelighed. Men uanset hvad man oplever og gennemgår af gode og dårlige ting, skal man formå at følge Cynthia Rosalinas råd: ’Det er ikke altid, man har noget at glæde sig over, men man kan altid finde noget at glæde sig til.”
LÆS OGSÅ: Long Read: Mit liv som Mads Holger
LÆS OGSÅ: Girl Squad: "Sæt kønne piger ind i en kontekst, hvor folk ikke er vant til at se dem, og så går folk helt amok"
LÆS OGSÅ: Jørgen Leth om voodoo: "Jeg deltager med jævne mellemrum i ceremonier"
