Unity Technology er den største danske IT-succes siden Skype og har bl.a. udviklet den software, Pokémon Go er baseret på. David Helgason er en af tre stiftere, som startede det hele i en kælder på Nørrebro i 2003.
David Helgason var 11 år, da hans mor en dag kom hjem med en Epson DOS pc. Den splinternye maskine vakte knægtens nysgerrighed, men han konstaterede hurtigt, at den ikke var bygget som andre af slut-80’ernes populære spilmaskiner som Amiga eller Commodore 64.
Helgasons pc var kort sagt ikke bygget til spil – det var dens hvid-tekst-på-sort-baggrund-Hercules-grafikkort for primitivt til – men man kunne godt rode med kommandoer og programmere på den. Så det gjorde han. I hele døgn ad gangen.
Annonse
”Jeg ved ikke helt, hvorfor det var så dragende. Det var et underligt værktøj, som den stod der på et hvidlamineret computermøbel med indstillelig højde. Du kunne taste en kommando om, at den skulle skrive Hello, trykke enter, og så skrev den ’selv’ Hello på skærmen. Det var som et værktøj, som skabte sig selv. Tekst blev til handling,” siger han.
Det var en form for systemtænkning, der stimulerede intellektet og triggede lysten i ham til at lave computerspillene selv, når nu de ikke fandtes til hans pc. Helgason gik på biblioteket efter skole, hvor han læste ’voksenbøger’ om fysik og evolution, men også om programmering af spil og edb, som det hed dengang.
Og spil har lige siden været et omdrejningspunkt i David Helgasons liv.
Hans kontor i de to øverste etager af den historiske postbygning i Købmagergade i København er ikke helt på plads endnu, så hans sekretær har sat mødet med Euroman op i Klub, et hipt forum med café tæt på Torvehallerne.
Her er veloursofaer og loungemusik, og her mødes entreprenører fra forskellige brancher over laptoppen og en cortado. Helgason, der ikke ejer en bil, ankommer på en gammel herrecykel med børnesæde, der har set bedre dage. Han er i sneakers, han har strithår, og hans blomstrede skjorte matcher strømperne.
Den 39-årige autodidakte programmør er blevet kaldt spilbranchens svar på Bill Gates. I al fald på nettet, hvor gamere vipper på hatten, når talen falder på den islandskfødte Helgason. Han afviser Bill Gates-sammenligningen med en klukken og en hovedrysten, men helt ude i skoven er sammenligningen nu ikke.
Annonse
Helgason er en af tre stiftere af en spilvirksomhed, som har vendt op og ned på branchen, og hvis software hver måned bruges af 1,6 mio. spiludviklere. Ifølge avisen The New York Times er Unity værdisat til over 10 mia. kr., og sammen med Skype, Just Eat og Zendesk er det en af Danmarks få unicorns, dvs. et startup, der er over en milliard dollars værd.
Unity Technology
En million mennesker bruger hver måned Unitys software, og titusinder arbejder professionelt med den hver dag på en lang række platforme. Unitys software bruges ikke kun i spil, men også til produkt- og arkitektvisualiseringer, civile og militære træningsprogrammer m.m. Har leveret software til store spilsucceser som ’Monument Valley’, ’Subway Surfers’ og ’Pokémon Go’.
Historien om Unity Technology begyndte i 2003 i en kælder i Kronborggade på Nørrebro, hvor tre unge programmører sad og kodede om dagen og arbejdede på café om aftenen for at have til huslejen.
Helgason var blevet inviteret indenfor af gymnasievennen Nicholas Francis, der sammen med en anden programmør, Joachim Ante, havde arbejdet i et års tid på at udvikle computerspil. Unity-drengenes første – og skulle det vise sig – eneste computerspil hed ’GooBall’ og var et nuttet spil med en gennemsigtig hoppebold som hovedperson.
”Mens vi knoklede, spekulerede vi over, hvad Unity skulle i verden. Hvad betyder det, vi laver?” siger Helgason.
En dag formulerede en af medstifterne, Nicholas Francis, en tese, der inspirerede dem til at gå i en anden retning end oprindelig tænkt. Ifølge Francis var det naturligt for folk at udtrykke sig i de medier, fx film eller musik, som de havde været eksponeret for og nydt som unge.
”Hvis man som barn har hørt meget rock, vil man som voksen drages til selv at spille rock. Vi var en generation, der var vokset op med computerspil, og set i det lys gav det mening at tro, at flere ville få lyst til at lave spil, både som forretning og som personligt udtryk,” siger Helgason.
Ideen var med til at få Unity til at droppe planerne om at lave spil for i stedet at lave en slags Office-pakke for spiludviklere, der gjorde det nemt og billigt selv at lave spil. De tre kældermennesker skelede til musik- og filmbranchen, hvor opfindelser som firesporsbåndoptageren og digitalkameraet havde gjort film og musik til allemandseje, noget, enhver selv kunne producere.
Annonse
”Adgang til værktøjer forandrer verden. Vi var drevet af en lyst til at gøre spilbranchen sejere, sjovere, mere åben. ’Democratize game development,’ skrev vi på væggene på vores kontor, på desktoppen, alle steder. Det var vores slogan. Det er det stadig,” siger Helgason.
Det var godt set. På det tidspunkt var software til spiludvikling ikke alene teknisk svært at bruge og meget mandskabskrævende, det var også ualmindelig dyrt (en million kroner for en startpakke).
Den etablerede spilbranche var den eneste, der udviklede spil, for ingen kreative tosser eller teenagere med drømmene i behold kunne komme bare i nærheden af at lave computerspil til menneskepenge.
Det lavede Unity-drengene om på, da de efter et års tid lancerede deres første softwarepakke, der var så billig – 1.000 kr. for den billigste version – at alle pludselig kunne være med.
Den var også så brugervenlig, at man ikke behøvede at være hardcore programmør for at bruge den. Ifølge Helgason var førsteudgaven langtfra fejlfri, faktisk var den lidt noget hø, men den udstak en retning.
”Den kunne ikke så meget rent teknisk, men det kunne firesporsbåndoptageren heller ikke, da den kom ud,” siger han.
Det lå ikke i kortene, at Helgason skulle blive iværksætter. Der var ikke selvstændige erhvervsdrivende eller IT-kyndige i barndomshjemmet i Reykjavik, hvor han boede, indtil han som 10-årig flyttede med sin mor til Danmark.
Hos familien Helgason blev der snarere talt islandske sagaer over middagsbordet (faderen er professor emeritus i nordisk filologi) eller kultur og samfund (moderen er journalist).
På Zahles Gymnasieskole var han blandt klassekammeraterne kendt som ’ham, der sover’, fordi han yndede at tage sig en skraber i timerne – både fordi han var så langt foran de andre i klassen, at han ikke behøvede at gøre sig anstrengelser for at holde et hæderligt snit, men også fordi han bogstavelig talt dansede natten væk.
”Man kan med nogen sikkerhed sige, at jeg var til samtlige technofester i København i perioden 1993-98. Jeg var helt besat af at danse,” siger han.
Helgason var med egne ord ”en lidt forvirret ung mand,” der efter gymnasiet forestillede sig, at han skulle være fysiker, arabisk tolk eller kognitiv psykolog.
Han forsøgte sig i al fald på alle tre studieretninger – foruden et to ugers ophold på datalogistudiet i Lund – inden han droppede sit omflakkende liv som universitetsstuderende og indså, at han nok aldrig blev akademiker.
”Jeg ved ikke hvorfor, men jeg var altid lige i gang med noget andet, mens jeg læste. Enten sad jeg og programmerede, eller også havde jeg læst noget andet end pensum.”
Han fik et job i en lille dansk IT-virksomhed, hvor chefen lagde så stor vægt på det gode håndværk, at Helgason for første gang i sit liv begyndte at tage programmering som fag seriøst. Indtil da havde det mest bare været noget, han kunne og lavede ved siden af noget andet.
Efter et par fejlslagne forsøg med egne opstartsvirksomheder landede han hos Unity, der dog ikke var en øjeblikkelig succes. Da firmaet lancerede deres første softwarepakke i 2005, var de fleste enige om, at ideen var fed. Endelig et spilværktøj, der var nemt at bruge og til at betale.
Problemet var bare, at branchen ikke var klar. Der fandtes webspil, men af tekniske årsager var det svært at downloade spil. Unity hang med andre ord i med neglene de første år. Helgason kalder 2006 et mareridts-år, hvor han lå søvnløs om natten og måtte udbetale løn til de ansatte med flere ugers forsinkelser.
Vendepunktet kom først i 2008 med lanceringen af iPhone og App Store, der var det perfekte sted for entusiaster og for Unity. Spiludviklere kunne nu få deres spil ud uden at oprette komplicerede betalingssystemer, og enhver med en iPhone kunne downloade dem.
Man bliver ikke kæmpestor i spilbranchen uden en adresse i Silicon Valley. Det store industriområde syd for San Francisco tæller over 3.000 elektronik- og computervirksomheder, deriblandt Apple, Google og Intel, med en kvart million ansatte. Helgason satte kurs mod San Francisco i 2009 og levede i en kuffert de første par måneder, indtil han fik en lejlighed.
”Det var vildt at komme til en by, som er så åben. Alle er ude at lede efter noget nyt og spændende. Du kan få møder med alle, for folk ved, at ideerne kommer ude- og nedefra. Selv den yngste udlænding, der lige er kommet ind fra lufthavnen, kan være interessant,” siger han.
Til at begynde med var han næsten alene på kontoret, og selv om det var en spændende tid, følte han sig på udebane, stresset og forvirret. Hvem skal man tale med, når alle døre står åbne? En dag sad han i møde med en iværksætter, som havde taget sin rådgiver med.
Helgason troede først, at den anonymt udseende kvinde i beige tøj var en akademiker fra det nærliggende Stanford University, men undervejs i samtalen gik det op for ham, at det var Diane Greene. Den samme Diane Greene, der sidder med i bestyrelsen hos Google og nu er Senior Vice President for bl.a. Gmail og Google Docs.
”Hun er jo en af giganterne. Hun er helt deroppe med kun en håndfuld mennesker, som befinder sig på det niveau,” siger Helgason.
På trods af den lidt akavede start var det et heldigt møde. Greene kunne lide Unity-drengenes simple tilgang til markedet og var, ligesom Helgason, ikke en, som gør vanvittig meget væsen ud af sig selv.
”Vi havde nærmest en battle i, hvem der var mest ydmyg. Vi sad der og spejlede hinandens kropssprog, samtidig med at vi talte os varme og blev mere begejstrede,” husker Helgason.
Da Greene hørte, at Unity havde fået afslag af investorer i Europa, Asien og USA, tilbød hun at investere som en såkaldt business angel (typisk en velhavende privatperson, som investerer egne penge i startups, ofte på meget simple og gunstige vilkår).
Nok så vigtigt introducerede Greene dem for Sequoia Capital, et legendarisk investeringsselskab, der siden 1972 har finansieret successer som Apple, Oracle, Cisco, Yahoo, Google og LinkedIn – for nu at nævne de største fjer i hatten.
Greenes interesse for Unity åbnede døre for den dengang lille og forholdsvis ukendte danske virksomhed. En tidlig mandag morgen i 2009 gik David Helgason ind til et møde i Sequoias hovedkvarter i Menlo Park, Silicon Valley, hvor han ene mand skulle sælge ideen for et lokale fuldt af partnere.
Vel vidende, at de 18 partnere i Sequoia i snit hører 200 salgstaler om måneden og højst investerer i 1-2 af dem. En af dem, der sad på forreste række, var Michael Moritz, dollarmilliardær, tidligere skribent for Time Magazine, bestyrelsesmedlem i Google og ad flere omgange øverst på Forbes’ liste over verdens bedste venturekapitalister.
”O.k., han tager sig tid til at høre en nørd fra Danmark pitche? Jeg var imponeret,” fortæller Helgason, der var grundigt forberedt.
I tiden op til havde Helgason pitchet for op mod 50 fonde i Europa og USA, og selv om han var blevet afvist alle steder, var hans budskab: ”Det går godt for os, vi venter ikke på jer. Vil I med?”
Alligevel gik mødet ifølge Helgason ad helvede til. Partnerne stillede svære spørgsmål om alt fra markedet til kunderne, som han ikke altid kunne svare på. Efter en halv time trådte han ud af lokalet. Han havde det, som om han lige havde været til eksamen.
Hans første tanke var, at han havde forpasset en gylden mulighed, indtil en af partnerne kom hen og sagde: ”Bare rolig, du klarede det fint. Det er en tough crowd.”
Otte dage efter tilbød Sequoia at skyde 5 mio. dollars ind i det danske selskab, der dermed fik kapital til at vokse yderligere, men også adgang til toprådgivning. Med i bestyrelsen sammen med David Helgason kom Diane Green foruden tidligere finansdirektør i PayPal og Sequoia-partner Roelof Botha.
Herfra gik det stærkt. Unity voksede fra 30 til 60 ansatte på under seks måneder, og snart kunne Helgason nikke genkendende til et scenarie, som Diane Greene havde beskrevet for ham: ”Når I er 100 mennesker i virksomheden, ved du ikke længere, hvem dine ansatte er. Når I er 400, ved de ansatte ikke, hvem du er.”
Greene fik ret. Der gik ikke lang tid, før han oplevede, at nogle ansatte kendte hans navn, men ikke hans ansigt. I kantinen oplevede han medarbejdere, som kom til at afsløre deres uvidenhed med et ”nå, og hvad laver du så her?” Nogle blev så befippede, at han blev helt genert på deres vegne.
Ifølge Helgason er han den mest udadvendte af de tre Unity-stiftere – ”de andre er til gengæld langt bedre programmører end mig” – hvorfor han fra begyndelsen påtog sig rollen som CEO. En af hans venner var fan af fodboldspilleren Eric Cantona og gik som Cantona med opslået polo-krave.
Den gimmick tog Helgason til sig fra første færd – først som en spøg, men siden som en personlig branding. Hvor Steve Jobs havde sin sorte rullekrave, havde Helgason sin opslåede krave. Det havde også den fordel, at de af hans ansatte, der ikke vidste, hvordan han så ud, kunne genkende deres CEO på den flamboyante krave.
I dag har Helgason billedlig og bogstavelig talt slået kraven ned. Han blev træt af uniformen (”det var ikke altid nemt at finde skjorter med det rigtige cut-away”) og valgte efter 12 år som direktør at overlade posten til John Riccitiello, der kommer fra en stilling som CEO hos spilgiganten Electronic Arts, der har lavet spil som ’The Sims’ og ’FIFA’-serien.
David Helgason har dog langtfra sat sig selv ud af spillet. Han er tilbage i København efter seks år i Silicon Valley, hvor virksomheden, som han var med til at starte, er vokset fra tre mand i en kælder til en global virksomhed med 1.100 ansatte.
Han kan snart kalde to etager i den historiske postbygning på Købmagergade i København for sit nye kontor og kunne for nylig konstatere, at Unity havde fået tilført 1,2 mia. kr. af investorer. Man skulle tro, at man lod champagnepropperne flyve sådan en dag, men Helgason husker ikke rigtig dagen, der druknede i en masse andet arbejde og forhandlinger om klausuler. Som han siger:
”Det er vildt sejt, at nogen vil investere i os, men produktet og kunderne er vigtigere. Det er vores forretning. Det andet er som at gå i banken og få et lån. 1,2 mia. kr. er rigtig mange penge, men det er en del af driften. Man giver jo heller ikke highfives, når man har fået en kassekredit.”
