Læselysten kommer med foråret: April byder på store litterære oplevelser

Hvilken bog skal du kaste dig over som det næste? Vi har fundet fire nye bøger, du bør overveje.

Læselysten kommer med foråret: April byder på store litterære oplevelser
Offentliggjort

’Isbogen’

”We are all made of stars,” sang Moby, men skulle det være mere korrekt, skulle han have sunget, at vi alle var lavet af is.

Engang var Jorden nemlig kogende varm, siden blev den bombarderet med iskometer fra det ydre rum, der gjorde kloden så kold, at den kunne binde vand. And here we are!

Victor Boy Lindholm, mestendels kendt som skønlitterær forfatter, og Sebastian H. Mernild, ph.d. og dr.scient i glaciologi og professor i klimaforandringer, opruller i deres nye bog isens historie og betydning for Jorden.

Der er fortællinger om søfarere, græske astronomer og polarforskere, og mellem linjerne en konstant undertone af, at isen måske en dag er væk. En vidunderlig genrehybrid mellem populærvidenskabelig formidling og litterær fortællekunst.

Er udkommet på Gyldendal.

’Lev med det’

De fleste husker ordene ”Lev med det,” som Mette Frederiksen sagde på et pressemøde om minksagen.

Det er også titlen på Henrik Qvortrup og Lars Trier Mortensens bog, hvori de opruller 181 scener fra Mette Frederiksens tid ved magten. Bogen skitserer hendes første sejre, hendes indædte stædighed og den overraskende nye regeringsdannelse, hvor gamle fjender blev til nye allierede.

Qvortrup og Trier Mogensen, to af landets mest erfarne politiske iagttagere og kommentatorer, tager os med ind i regeringens allerinderste cirkler og viser nye sider af en af de mest magtfulde statsministre, vi har set.

Er udkommet på People’s.

’Hvad jeg ved om kvinder på heste’

Weekendavisen-journalisten Pernille Stensgaard har tidligere til fulde bevist, at hun mestrer den stort anlagte fortælling, ikke mindst i hendes bøger om København og Skagen – og i den anmelderroste ’Selveste Gyldendal’.

Nu er hun aktuel med en dybt personlig historie, der tager sin begyndelse ved, at hun som 12-årig begynder at ride med sine veninder. I ’Hvad jeg ved om kvinder på heste’ væver hun sin egen fortid ind i nutiden og trækker samtidig tråde til dengang for mange år siden, hvor kvindelige ryttere bemægtigede sig hesten.

Et ambitiøst værk om hestens kulturhistorie og om, hvad Stensgård selv har lært om erindring, sorg og levet liv.

Er udkommet på Gyldendal.

’Børnevælde’

Mange kender det kun alt for godt. Hamsterhjulet, som nogle gange har det med at presse én ud til kanten – og måske ud over den. Læg dertil, når præstationsræset omkring vores børn går i gang.

De skal have sunde madpakker uden parabener, tøjet skal være bæredygtigt, og deres legegrupper skal være planlagt ned til mindste detalje. Så hvordan kommer man igennem det hele uden at ende som en curlingforælder?

Antropologen Henrik Hvenegaard Mikkelsen, som tidligere blandt andet har skrevet ’En historie om mennesket’ sammen med Rane Willerslev, leverer i sin nye bog stof til eftertanke. Han plæderer for at sætte børnene fri og lade dem finde deres egen vej i verden.

For som Hvenegaard Mikkelsen skriver det: Hvis vores forfædre, som vi har slægtskab med gennem mere end 10.000 generationer, kunne tilpasse sig uberørte afkroge af kloden og opdrage deres børn til at kunne klare alting på egen hånd, så kan vi også gøre det i dag.

Udkommer 2. april på forlaget Grønningen 1.