Uroen ulmer i Mjølnerparken: ”Hvem vil overhovedet bo her til så høj en husleje?”

ET STED MELLEM mudder, gravkøer og kraner knaser guitar-riffet fra ’Money for Nothing’ med Dire Straits. Fra altanerne i Mjølnerparken på Nørrebro, et af landets mest omtalte boligområder, blafrer palæstinensiske flag, men det vrimler bestemt ikke med livstegn fra beboerne, og når de endelig passerer gennem smalle stier langs hegn og grusbunker, virker de så forsvindende små i skyggerne af den indgribende omkalfatring af kvarteret. 

På en skurvogn hænger et banner: ’Vores hjem er ikke til salg’. Som en ung beboer med sort skæg, en telefon i hænderne og en kraftig duft af parfume hængende over sig, siger, er virkeligheden en anden. Han ”giver ikke en fuck,” men vil ikke have sit navn frem. 

Han synes, siger han, at de beboere, som flytter ind i de solgte, nyrenoverede lejligheder, er ”ligesom israelerne” på Vestbredden. ”Tænk, hvis jeg snuppede din bolig,” siger han forarget.

Fatima Jalal Mosawi er på vej ud fra Mjølnerparken med sin fire-fem år gamle lillebror, som har en Spiderman-taske med hjul rullende efter sig. Fremtiden i kvarteret kan måske blive bedre, siger hun kortfattet, men hun har ondt af de mennesker, som har måttet flytte væk fra området permanent, tilføjer hun, før de går videre mod den lejlighed på den anden side af Tagensvej, hvor deres familie er midlertidigt genhuset. 

Det skyldes, at Mjølnerparken som led i regeringens opgør med parallelsamfund er under hastig modernisering. 

En mand med en bærepose i hænderne kaster et blik rundt på karéerne i kvarteret. 

”De kriminelle og deres forældre bor her jo stadig. Ghettoplanen kommer ikke til at virke. Men jeg har altid sagt, at der ikke skulle bo flere med indvandrerbaggrund her,” siger han. 

Manden har selv indvandrerbaggrund og har boet i Mjølnerparken, men fordi hans mor stadig bor her, vil han ikke citeres med navn.

PÅ RYGGEN AF EN BANDEKRIG, der hærgede i Mjølnerparken, hvor kuglerne fløj, og kriminelle gemte sig i de labyrintiske kældergange i det almene boligbyggeri, trak et politisk flertal i 2018 den hidtil tykkeste streg i sandet i opgøret med et ’ghettofrit Danmark’. Mjølnerparken stod allerede foran en renovering, da beboerne tre år forinden stemte for at tryghedsforandre fællesarealer, modernisere lejlighederne og skabe en handelsgade, der skulle øge attraktionen ved at færdes i Nørrebro-kvarteret med det belastede ry. 

Som en del af opgøret med daværende statsminister Lars Løkke Rasmussens ’sorte pletter i Danmarkskortet,’ skulle de mest udsatte boligområder nu reducere mængden af familieboliger med 40 procent inden 2030. Parallelsamfundene skulle kort og godt henvises til historiebøgerne. 

I Mjølnerparken besluttede boligorganisationen Bo-Vita, at kravet kunne indfries ved at sælge 60 procent af lejlighederne til private aktører, så ressourcestærke beboere kan flytte ind. 

Forandringen sker på baggrund af et kriterium for mængden af beboere med baggrund i såkaldte ikke-vestlige lande, og det mest opsigtsvækkende træk i fortællingen om ghettoerne herhjemme er, at en gruppe beboere i Mjølnerparken har sagsøgt det nuværende Social- og Boligministerium for diskrimination. 

En sag, der først blev rejst ved Østre Landsret i 2020 og siden sendt videre til EU-Domstolen. Det forventes, at der falder dom i sagen i løbet af 2025. 

TIL LYDEN AF TUNGE SLAGBOR bevæger en konstant trafik af mænd fra entreprenørvirksomheder, stilladsfirmaer og boligselskaber sig rundt blandt kegler og fundamenter i beton iført gule sikkerhedshjelme. 

”Her skal ryddes op. Det dur ikke at komme ind til sådan en bunke lort om morgenen,” siger en af dem, mens han sammen med en flok andre træder hen over en bunke med træplader. 

En bygningsarbejder, som ikke vil citeres med navn, fortæller, at der sker en del indbrud i kvarteret, fordi så meget står åbent under den omfattende renovering. 

I en af de karéer, som allerede er blevet solgt, står 26-årige Hassan og kigger på en legeplads med et rutsjebanerør, der er blevet delt i to:

”Jeg har mange gode barndomsminder herfra. Men de er blevet ødelagt med ghettopakken.”

Hassan foretrækker at holde sit efternavn for sig selv. Han kigger ind gennem vinduesruden til den lejlighed, som hans familie boede i, indtil en defekt stikkontakt udløste en eksplosion i et cykelbatteri, og familien måtte flytte ind i en anden lejlighed i Mjølnerparken. 

Hassan studerer produktionsteknologi og har Ed Sheeran i høretelefonerne. Familiens tidligere lejlighed mangler de sidste hænder, før nye kan flytte ind. 

”Men hvem vil overhovedet bo her til så høj en husleje,” siger han med undren i stemmen. 

Mjølnerparken har ikke været utrygt for ham og heller ikke for de ældre i seniorbofællesskabet Midgården, som han kender godt, og som nu er fortid i Mjølnerparken: 

”Og her taler vi altså om etniske danskere med alt, hvad det indebar af pilsnere og flæskesteg.”

ET PAR HUNDREDE METER væk fra Mjølnerparken står Moussa Al Malla i sin frisørsalon på Nørrebrogade, som han har haft i mere end 30 år. Før han åbnede salonen, flyttede han og hans familie ind i det almene boligbyggeri på Nørrebro.

”Jeg vil ikke være talsmand for andre end mig selv, men der var et fællesskab der før i tiden. Vi hilste på alle - danskere og udlændinge - og vi aede deres hunde og katte,” siger Moussa.

En kaffemaskine, der trænger til afkalkning, bobler ved siden af de store spejle i salonen. 

Den 60-årige frisør navngav dengang for mange år siden sin forretning Alladin, ”så danske kunder kan udtale navnet,” siger han. 

”Jeg er selv libaneser. Du kan ikke blive dansk, hvis du ikke føler dig dansk og har tålmodighed i trafikken,” siger Moussa og griner. 

En kunde med albanske rødder, som skal have barberet sin sparsomme hvide hårpragt helt væk, bryder ind. 

”Moussa vil aldrig blive respekteret som dansker, så længe han er mørk,” siger han. 

”Men det er heller ikke nødvendigt for mig, så længe jeg er et godt menneske,” siger Moussa og forklarer, at hans voksne børn føler sig danske, selvom hans søn engang havde svært ved at finde et arbejde, fordi hans navn klingede for mellemøstligt.

Da Moussa Al Malla og hans kone kom til Danmark i 1989, så han mange flygtninge, som ikke tog et arbejde, fortæller han. I dag synes han dog ikke, at Mjølnerparken huser for mange beboere, som ikke har et job eller er i uddannelse. 

”Gå derud om morgenen, og du vil se, hvor mange mennesker, der er på vej i skole og på arbejde,” siger han. 

Moussa Al Malla mener, at en del af problemerne opstod, da fremtrædende navne som Anders Fogh Rasmussen og Pia Kjærsgaard for godt 20 år siden begyndte at tale grimt om Mjølnerparken.

”En del politikere har haft interesse i at holde danskere væk fra Mjølnerparken, og de er selv ansvarlige for, hvilke beboere der er blevet plantet i kvarterer som vores,” siger han, og fortsætter:

”Men vi har altid følt os trygge i Mjølnerparken, og vi har altid været taknemmelige for vores bolig i kvarteret.” 

Moussa Al Malla erkender dog, at han og hans familie også har oplevet flere skyderier i området og nævner en episode, der foregik lige under familiens altan. 

”Men med min baggrund i Libanon ryster sådan noget mig ikke. Konflikterne har ikke haft noget med min familie at gøre. Man hører jo også om skyderier i Hellerup og andre steder i København,” siger han.

Mens Moussas Al Mallas lejlighed i Mjølnerparken er blevet renoveret, har han og familien været genhuset i et rækkehus på Amager, omgivet af rare naboer. Relationen har endda betydet, at nogle af naboerne har taget turen ind til salonen på Nørrebro for at blive klippet. 

Den erfarne frisør afslutter samtalen. Han har travlt, der er kunder, som skal serviceres. 

Han når dog lige at indskyde, at han tror, at politikerne i virkeligheden helst så, at alle de oprindelige beboere i Mjølnerparken flyttede ud. 

”Når det er sagt, så kan jeg godt acceptere deres store planer, hvis de kan bevise, at det vil hjælpe på integrationen.” 

I VANDREHALLEN PÅ CHRISTIANSBORG er en midaldrende kvinde i fuld gang med at spise en kage med Smarties, mens hun lufter sin irritation over, at ”syrenbuskene forsvinder til fordel for ego-boliger” i hendes nabolag. 

”Det er en skandale,” nikker to andre ældre kvinder, som er iført ’Støt Tingbjerg’-T-shirts. 

De er alle, her på den første dag i december, troppet op til konferencen på Christiansborg, som skal sætte fokus på ’ghettoloven’ og dens konsekvenser. 

Konferencen byder blandt andet på oplæg fra politikere, forskere, byudviklingseksperter og lokale beboere, efterfulgt af en paneldebat. 

En af dem, der går på talerstolen, er Jannie Milsted, som er forkvinde for foreningen Aktive Ældre på Nørrebro.

Jannie Milsted har boet i seniorbofællesskabet Midgården, altså indtil hun blev smidt ud, som hun siger det. Fra talerstolen peger hun på den lyse hud i sit ansigt: 

”De fleste bliver ret overrasket over, at sådan én som mig også bliver smidt ud af Mjølnerparken, når jeg har den hudfarve, jeg har.”

En anden taler, Muhammad Aslam, som er beboerformand i Mjølnerparken og er iført en hvid muslimsk hat, bemærker, at der øjensynligt ikke er nogle ministre, der ellers støtter ’den fantastiske lov’, som har været interesseret i at deltage i konferencen denne dag. 

En af dem, der dog deltager, er Pelle Dragsted fra Enhedslisten, som tordner om ’profitjagt på boligmarkedet’ og et ’socialdemokratisk svigt.’

Dragsted afløses på talerstolen af Troels Schultz Larsen, lektor på Roskilde Universitetscenter. Han beretter indgående om ghetto-begrebet i dansk politik. Et begreb, som med årene er blevet erstattet med ’parallelsamfund’ og ’omdannelsesområder’ i lovteksterne.

Ifølge RUC-forskeren er begreberne blevet brugt på stigmatiserende vis, mens der samtidig er sket en positiv udvikling i de berørte boligområder, ikke blot på Nørrebro, men også andre steder i landet.

Op på talerstolen træder også Eddie Omar Rosenberg Khawaja. Han er advokat for de beboere fra Mjølnerparken, der i Østre Landsret i 2020 stævnede det daværende Transport- og Boligministerium. 

Advokaten siger, at han har ’en god fornemmelse i maven’ omkring sagen, der i skrivende stund fortsat kører ved EU-domstolen i Luxembourg. Han er ikke er tvivl om, at betegnelsen ’ikke-vestlig’ handler om etnicitet, og at den derfor må være diskriminerende.

EFTER EN KORT FROKOSTPAUSE bliver debatten genoptaget. Her får flere fra stolerækkerne mulighed for at dele deres betragtninger. En kvinde, hvis stemme er ved at knække over, nævner de mange børn ”der mistrives, og nu får smadret deres legepladser.” 

Muhammad Aslam, beboerformanden fra Mjølnerparken, læner sig ind over mikrofonen, da han fortæller, hvordan den aktuelle virkelighed i området udspiller sig. 

”Hold nu fast,” siger han. ”Min families husleje stiger fra 7.000 til 19.000 kroner.” 

Et chok løber gennem salen. 

Da konferencen er slut, begiver jeg mig ud på pladsen foran Christiansborg over mod Børsen. 

Bag en scene står en demovogn med et par højttalere, hvorfra Public Enemys ’Fight the Power’ banker ud. 

På et banner på vognen, som er plastret til med klistermærker fra Antifascistisk Aktion og Free Palestine, står der ’Skrot ghettoloven’.

En ung beboer fra Vollsmose læser op fra sin telefon, mens hun ”kalder politikerne ud for deres hykleriske diskurser” og adresserer parallelsamfundspakkens klimapåvirkning. 

En piñata er udformet som et æsel, og nu skal dyret slås til plukfisk. 

21-årige Azil Khalid er iført solbriller, tørklæde og perler, der løber som dråber ned i hendes pande. Hun går hen og giver æslet et ordentligt smæk med et bat. 

”Vi står i en kollektiv kamp, der først rammer de ældre og ikke-vestlige, men kapitalismens grådighed stopper ikke her,” siger Azil Khalid, der kalder sig Punk Perker på Instagram. 

En bunke sedler, som der står ’ghettoloven’ på, bliver af demonstranterne spredt ud på bro-stenene foran Christiansborg. Kort efter deles nogle fakler ud, og der går ikke længe, før der bliver sat ild til alle sedlerne. 

TILBAGE VED MJØLNERPARKEN møder jeg igen Muhammad Aslam. Beboerformanden sidder i en sofa i afdelingsbestyrelsens lokaler ved siden af et dannebrogsflag. 

I september 2024 tog han turen hele vejen til Luxembourg for at forelægge beboernes stævning af Social- og Boligministeriet ved EU-domstolen. 

 ”Kampen handler om lige rettigheder for alle i vores samfund,” siger Muhammad Aslam.

Han er klædt i Nike-sko og har en hvid skjorte på. 

”Det er ikke udvikling men afvikling, når man smider så mange uskyldige mennesker ud af deres hjem og ødelægger et fantastisk boligområde,” siger han. 

Muhammad Aslams familie har før boet i en af de karéer i Mjølnerparken, som nu er blevet solgt. Lige nu er de midlertidigt genhuset for anden gang, mens de venter på at flytte ind i en ny lejlighed i det tilbageværende Mjølnerparken. 

”Forløbet har været forfærdeligt,” siger han. 

”Nu kommer der også butikker, så vi slet ikke behøver at bevæge os uden for området. Men var planen ikke et åbent kvarter, der skulle integreres med resten af byen?” 

Muhammad Aslam retter en skarp kritik af boligselskabet Bo-Vita.

”Bo-Vita er ikke uskyldige,” siger han og tilføjer, at han har fået aktindsigt i papirer, som efter hans mening indikerer, at boligselskabet, allerede inden parallelsamfundspakken blevvedtaget, ville sælge ud af Mjølnerparken. 

Til Euroman afviser Bo-Vitas bestyrelsesformand, Jan Hyttel, dog beskyldningen og fortæller, at det almene boligselskab blot handlede ud fra rettidig omhu og afsøgte muligheder i perioden mellem den daværende regerings parallelsamfundsudspil, som blev præsenteret på et pressemøde i Mjølnerparken, og lovens tilblivelse nogle måneder senere. 

Muhammad Aslam flyttede ind i kvarteret i 1987. Han var her, da gammeldanskere begyndte at flytte ud, og da flere flygtninge kom til. Gennem årene har der, fortæller Aslam, været en del nytilflyttede flygtninge, som ikke var helt velbevandrede i, hvad det reelt indebærer at bo i et dansk boligområde. Så indimellem er der sket det, at affald er røget ud ad vinduerne i stedet for ned i affaldsskakten. 

Han fortæller også, at der har været mange tilflyttere, som ikke kunne tale dansk. Men gradvist er det blevet bedre, mener han. 

På et tidspunkt blev der fx oprettet lektiehjælp til de unge i Mjølnerparken, hvorefter flere af de unge begyndte at få gode karakterer i skolen, i gymnasier og på de videregående uddannelser. 

”Vi fik unge rollemodeller i kvarteret, men jeg mener heller ikke, at vi skal have lavere forventninger til Ali end til Allan,” siger han. 

Muhammad Aslam ryster på hovedet over selve begrebet parallelsamfund:

”Det er en forfejlet etiket. De politiske narrativer om vores liv i Mjølnerparken er ikke korrekte. Vi fremstilles som et slumkvarter, hvor mennesker udefra ikke tør komme, hvilket er totalt usandt.”

Bliver beboerformanden bedt om se i spåkuglen og give sit bud på Mjølnerparkens fremtid, ser tingene dog ikke positive ud i hans optik:

”Med denne diskriminerende lov er sammenhængen og beboerdynamikken ødelagt.” 

NÅR SØREN DALSGAARD STÅR på sin altan, kan han se direkte over på Mjølnerparken, hvor hans familie har boet i 12 år. Men ikke længere. 

For nylig fik familien valget mellem enten at flytte langt væk eller over i en lejlighed i naboafdelingen på Hothers Plads, der støder op til den ene af de tilbageværende gårde i Mjølnerparken. 

Familiens nye lejlighed er enkelt indrettet; klaver, bogreoler og et stort lysindfald. Lejligheden er 50 procent større end deres gamle lejlighed i Mjølnerparken – og 100 procent dyrere.

Søren Dalsgaard byder på stempelkaffe og småkager. I vindueskarmen hænger et flag fra Kenya, hvor han har boet i flere år. 

”Den sociale profil blandt de resterende beboere i Mjølnerparken er blevet forværret på grund af ghettoloven,” siger Søren Dalsgaard, der arbejder med integration i kirkelig sammenhæng, og som også har været beboerformand i Mjølnerparken – fra 2013 til 2018. 

”Når politikerne indirekte gennemtvinger et frasalg, har det i høj grad været de beboere, som har haft overskud til at tage ansvar for deres fremtid, der er flyttet, eller de beboere med kortest anciennitet, som er blevet tvunget væk – hvilket på grund af de særlige udlejningskriterier, som har været i brug siden 2009, var de mest ressourcestærke,” siger han. 

I Politiken i 2023 gav den nu forhenværende direktør i Bo-Vita, Steffen Boel Jørgensen, udtryk for, at der ikke var tvivl om, at noget skulle gøres i Mjølnerparken. 

”Den lov, som Folketinget vedtog, var unødigt sjusket og brutal,” sagde han. 

I samme artikel anerkendte bestyrelsesformand Jan Hyttel, at de ressourcestærke flytter fra området først, men samtidig vil de nye beboere i de solgte karéer være i arbejde eller under uddannelse. 

”Samlet set bliver der flere ressourcestærke beboere end tidligere,” sagde Jan Hyttel og fremhævede den”formidable beliggenhed” i Mjølnerparken, som efter hans mening i 2025 vil være beboet af ”de nye og gamle danskere, som alle har holdt skåltaler om.” 

Til Euroman siger bestyrelsesformanden, at Bo-Vita vil sikre deling af fælles lokaler og fælles aktiviteter for at imødekomme bekymringerne om kvarter, som i fremtiden vil være splittet op. 

Søren Dalsgaard er ikke overbevist: 

”Man socialiserer jo i små landsbyer i storbyen. Jeg tror ikke, at vi kommer til at holde sommerfester sammen med de gårde, som er blevet solgt, når vi ikke længere er en del af den samme boligorganisation.”

Søren Dalsgaard fortæller videre, at en del beboerne på Hothers Plads også er glade for at være sluppet for ”de interne stridigheder i Mjølnerparken.”

DEN TIDLIGERE BEBOERFORMAND frygter, at retssagen i EU risikerer at stikke blår i øjnene på beboerne i kvarteret.

”Retssagen kan formentlig højst få symbolsk betydning, og de voldsomme forandringer er allerede sket,” siger han. 

Søren Dalsgaard synes også, at politikerne med kriterierne i ghettolisten har gjort sig sårbare over for kritikken og pustet til en oplevelse af marginalisering blandt beboerne. 

”Har du oprindelse i et ikke-vestligt land, kan du ikke løsrive dig fra at være stemplet med det ikke-vestlige kriterium, uanset om du er mønsterborger eller ej.”

Mange beboere er, fortæller han, i forvejen udsatte og marginaliserede. 

”Det ramte uskyldige, da aktionsstyrker sparkede døre ind i en hel opgang, fordi de ledte efter terroristen Omar el-Hussein. Og da Mjølnerparkens børn risikerede at ryge i skudlinjen under bandekonflikten, fordi de kunne forveksles med et mål på grund af deres mellemøstlig udseende.”

Ret skal dog også være ret, siger han. 

Politikerne har rent faktisk lyttet til beboerne i området.

”Jeg sad sammen med Lars Løkke Rasmussen i halvanden time under bandekonflikten i 2017. Men hvis man ikke anerkender, at der også er problemer, eller benægter, at Mjølnerparken har en plettet historie, så er det svært for politikerne at komme deres modstandere i møde.”

Når udviklingen er gået den rette vej på nogle parametre i Mjølnerparken, skyldes det i høj grad kravene til, hvilke beboere som må flytte ind. Og de krav eksisterede også inden, parallelsamfundspakken kom til verden 2018, pointerer Søren Dalsgaard.

Den tidligere beboerformand mener dog også, at bestemte religiøse normer har været en forhindring for, Mjølnerparken har kunnet blive integreret med resten af samfundet. 

Søren Dalsgaard fortæller, at der i boligforeningen på Hothers Plads for nylig blev omdelt en avisartikel, hvor han selv – med udgangspunkt i et kristent værdigrundlag – kritiserer elementer inden for islam. 

”Nogle har muligvis troet, at jeg ville stille op til bestyrelsen og har villet forhindre det,” siger han. 

Alt i alt har Søren Dalsgaard dog været glad for at bo i Mjølnerparken med sin kone og deres børn. Derfor bliver de også hængende i kvarteret. 

”Vi er socialt forankrede her,” siger han.

”Den kultur, som kan skabe et miljø, der kan være for isoleret fra resten af samfundet, danner samtidig et internt fællesskab. Jeg ville ikke have kendt mine naboer lige så godt, hvis jeg boede i en tilfældig boligafdeling et andet sted i byen.”

VED ET STISYSTEM foran en af de solgte karéer i Mjølnerparken er Etienne Bourbeau ved at løfte noget flyttegrej ud af en ladcykel. 

Den 35-årige canadier er lige flyttet ind med sin kæreste og deres datter, som skal gå i vuggestue i nærheden, og her fandt de den billigste husleje i området, fortæller han. Etienne Bourbeau arbejder som specialist hos et forskningsinstitut. 

”Jeg er en del af gentrificeringen,” siger canadieren med et overbærende smil, da jeg har fortalt ham, at en del af beboerne er blevet permanent genhuset som følge af den politiske udvikling og debat om integrationsproblemerne.

Etienne Bourbeau vil rigtig gerne involveres i et fællesskab i kvarteret, fortæller han. Da han er på vej ind i sin nye lejlighed med en stofkasse, vender han sig om og ser ud til at føle et behov for at understrege noget.

”Jeg vil altså virkelig gerne møde nogle af de gamle beboere,” siger han.

I en anden af de karéer, der er blevet solgt, er en midaldrende kvinde på vej op til sin datter og hendes børn. Dørtelefonen virker ikke, så hun ringer og spørger, om jeg må komme med op. 

Det må jeg godt. 

I et børneværelse rumsterer to drenge, som ikke er kommet ud af fjerene i deres køjeseng. Flyttekasserne står stadig blandt møblerne i den lyse stue, der hænger sammen med et køkken-alrum og en altan med udsigt over Ydre Nørrebro. 

Familien har boet her i et par uger, og de skal blot bo her i et år, mens de venter på at flytte ind i en andelslejlighed på Frederiksberg, fortæller Simone Weber, som er 30 år og folkeskolelærer. Hun og hendes kæreste, som er studerende, og deres to drenge boede oprindelig i en lejlighed midt i en trafikeret del af Frederiksberg, men i Mjølnerparken er der langt mere børnevenligt, siger Simone Weber: 

”Her er roligere og grønnere, og der er flere legepladser og fodboldbaner i nærheden. Vores børn synes, her er sjovere at være.” 

Simone Weber fortæller, at hun og hendes kæreste skulle fremvise dokumentation for deres arbejde og studie, før de kunne få lov til at flytte ind. Huslejen er på 14.000 kroner inklusiv forbrug. 

”Og det er jo pissebilligt,” siger hun. 

Vel nede på gaden igen møder jeg endnu en beboer, Ali på 57 år. Han står ved et åbent bagage-rum på sin bil, der er fyldt med mandler, olivenolie og andre godter, som han har bestilt på nettet. 

Ali peger mod underetagen på den karré i Mjølnerparken, hvor han bor. En afstøbning skal gøres klar til et supermarked. Hans øjne lyser, da han vender blikket mod de gårde, som er blevet solgt:

”Det er gode folk, der flytter ind. Her bliver mere åbent nu – ikke mere ghetto.” 

Fire skarpe til social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen

De beboere, der har sagsøgt ministeriet, mener, at betegnelsen ’ikke-vestlig’, der knytter sig til oprindelseslande, handler om etnicitet. Hvorfor er kriteriet for antallet af indvandrere og efterkommere ikke diskriminerende, som deres advokater tror? 

”Regeringen mener, at lovgivningen ligger inden for rammerne af de direktiver, som man har vedtaget i EU, men da sagen verserer ved domstolen, kan jeg ikke gå yderligere ind i diskussionen. Der var store koncentrationer af beboere med flygtninge- og indvandrerbaggrund i kvarterer præget af arbejdsløshed og sociale problemer, da loven blev vedtaget. Identificeringen af parallelsamfund var nødvendig for at skabe forandring.”

Hvorfor er omdannelserne stadig nødvendige, når udviklingen på flere punkter er gået den rette vej i de udsatte områder?

”Hvis private aktører og entreprenører - hvis investeringer er afgørende for at åbne og integrere områderne - skal være sikre på, at kommunerne ønsker en reel og langsigtet forandring, kan initiativerne ikke bare stoppe. Loven forpligter kommunerne til at sikre vedholdende forandringer.”

I Mjølnerparken ser man, at de ressourcestærke flytter væk. Det er vel ikke meningen?

”Sådan vil det være de første år, men samtidig styrkede parallelsamfundsloven kontrollen med tilflyttere i udsatte boligområder, ligesom ressourcestærke beboere flytter ind i de solgte lejligheder. De mere sårbare beboere vil også have adgang til et område, der er mindre udsat og mere åbent end før.”

Mange beboere føler sig stigmatiserede på baggrund af loven. Hvad vil regeringen gøre ved det?

”Daværende boligminister Kaare Dybvad fjernede ghetto-betegnelsen fra lovteksterne netop for at undgå stigmatisering. Men samtidig kan vi ikke lukke øjnene for problemerne. Boligområder som Mjølnerparken, Gellerupparken og Vollsmose havde ikke gode ry før loven, men i den redegørelse om udviklingen i parallelsamfund, som udgives hvert år, er der også fokus på den positive udvikling. Den politiske målsætning er, at der ikke skal være nogen parallelsamfund i 2030 - af hensyn til beboerne.”