JEG SOVER ALDRIG med alarm. Enten vågner jeg af mig selv, ellers
vågner en af ungerne. Jeg har tre små børn på to, tre og fem år. Vi sover alle
fire i samme seng, så den, der vågner først, vækker de andre. Jeg har kun sat en
alarm, hvis jeg skal ud at flyve.
JEG ER IKKE så påvirket af søvn, så jeg sover alt mellem fire
og syv timer. Det skifter lidt, hvornår jeg går i seng. Som regel er det mellem
klokken 23 og 24, men det afhænger af, hvornår mine børn falder i søvn, og
nogle gange falder jeg selv tidligere i søvn, når jeg putter dem.
DET FØRSTE, JEG gør om morgenen, er at lave en kop kaffe til mig selv. Jeg
står gerne op mellem 05.30 og 06.00, og når jeg har drukket min kaffe, laver
jeg morgenmad til børnene. De får oftest røræg, havregryn eller yoghurt med
mysli. Jeg spiser sjældent selv morgenmad. Jeg kan godt finde på at tage et
stykke frugt, men ellers spiser jeg først, når jeg har afleveret børnene og
dyrket lidt motion.
JEG PRØVER AT røre mig lidt hver dag. Det kan være en lille løbetur
eller at løfte vægte nede i fitnesscenteret. Jeg har mit eget private gym,
så jeg går derned og laver lidt. Det handler bare om lige at få rørt kroppen og
komme i gang. Jeg bruger maksimalt en halv time.
JEG CYKLER ALTID på arbejde, fordi jeg ikke har noget kørekort. Det
skal jeg til at tage nu. Jeg er i gang med at læse teori og venter på at komme
op til teoriprøven, og så kan jeg komme til køreprøven derefter.
SOM DET ER nu, så har jeg lidt tid om formiddagen, hvor jeg svarer
på mails og laver forskellige arbejdsting, der typisk tager en times tid. Jeg
er typisk i salonen (House of Dennis Knudsen i Korsør, red.) tre gange om ugen,
og der møder jeg ind enten klokken 11 eller 12, og så har jeg fri klokken 16. Jeg
prøver selv at aflevere og hente mine børn hver dag, men ellers har jeg en au
pair, der bor hos os, som hjælper mig med at hente børn og det derhjemme.
VI ER LIGE kommet hjem fra
Thailand. Jeg købte et hus på Koh Samui (populær ferieø ud fra Thailands
østkyst, red.) i januar, hvor vi lige har været en måneds tid. Jeg tænkte, at
jeg godt kunne undvære den danske vinter, så planen var at få et sted, hvor vi
kunne tage ned til varmen to eller tre måneder om vinteren. Så længe børnene er
så små, kan det lade sig gøre at tage dem ud af institutionen og skolen. Når de bliver ældre, kan det nok ikke lade sig
gøre på samme måde, så det er om at gøre det nu.
JEG HOPPER UD af sengen og en tur i poolen som det første, når jeg
vågner dernede. Derhjemme kan jeg godt lide at vinterbade og hopper gerne i min
iskolde swimmingpool eller bader i havet et par gange om ugen. Det kan jeg
selvfølgelig ikke i Thailand, men så kan jeg til gengæld tage varme badeture og
få massage hver dag. Så nyder jeg livet dernede i stedet for. Det gør ligesom
op for det.