Så længe vi er stive...

ALKOHOL ER omdrejningspunktet i Thomas Vinterbergs nye film, ’Druk’. Eller mere specifikt: Omdrejningspunktet er fire i forskellig grad livstrætte mænd. De er tætte venner og kolleger på et gymnasium i omegnen af København, og som et eksperiment forsøger de i en periode at drikke en lille smule hele tiden, så deres alkoholpromille konstant er omkring 0,5. Men – som en af dem formulerer det: Kun i arbejdstiden.

Filmens egentlige omdrejningspunkt er Mads Mikkelsen, der spiller hovedrollen Martin, som i en lille menneskealder har undervist i historie, men efterhånden er gået i stå. Både ved katederet og i privatlivet, hvor det trivielle familielivs villa, Volvo og vovse langsomt er ved at kvæle ham. Altså, indtil han begynder at drikke.

Da jeg ankommer til interviewet 10 minutter før aftalt tid, er Mads Mikkelsen der allerede. Han sidder foran sin veteranmotorcykel og ryger hvide Kings iført joggingbukser og en afslappet rød cardigan.

”Millang kommer først, så kommer Thomas, og så Ranthe,” gætter han.

Og ganske rigtigt: Klokken 9.00 dukker Magnus Millang op, og på sin vej hen til det bordebænkesæt, vi har sat os ved, hilser han med albue- og fistbump på et par forbipasserende.

”Selvfølgelig kender han alle sådan et sted her,” griner Mads Mikkelsen, ”kæmpe hipster.”

Vi er på Vermundsgade 40B i Københavns Nordvest-kvarter, en kæmpestor seksetagers fabriksbygning fra 1950’erne, der engang har vrimlet med ægte arbejdsfolk, men i dag mest bruges af grøntsagsjuicedrikkende mode- og medietyper med Mac-computere under armen. Det er her, billederne til artiklen skal tages.

Kort efter at Magnus Millang har slået sig ned, triller en stor, rød motorcykel af mærket Indian ind i gården. På den sidder Thomas Bo Larsen med solbriller og den e-cigaret, der efterhånden er blevet et slags kendemærke for ham. Han stiger af, og de tre krammer hinanden som brødre eller fætre, der mødes til en familiefødselsdag efter ikke at have set hinanden i nogen tid.

Kort efter spørger Magnus Millang, om han ikke skal ringe til Lars Ranthe, der endnu ikke har vist sig, og finder sin telefon frem.

”Nå ja, så får du også lige nævnt for Euroman, at I er gode venner,” siger Mads Mikkelsen.

Magnus: ”Jamen, er det ikke meget fint? Jeg mener, du kan også ringe.”

Mads: ”Jeg har ikke hans nummer.”

Imens Thomas Bo Larsen er i gang med at fortælle, at Ranthe vistnok lige har købt en ny Fender-guitar, og at det er derfor, han kommer for sent, ruller en blå Nissan med oprullede vinduer og en Thin Lizzy-sang tordnende ud af højttalerne ind i gården. Bag rattet sidder Lars Ranthe.

Magnus Millang: ”Nissan Qashqai ... Ved du hvad, jeg tager den i himmelblå.” ”Ja. Vi har den også i sort.” ”Nej, jeg tager den sgu i himmelblå.”

DA LATTERBRØLET efter komikerens lille improviserede bilkøb-sketch er stilnet af, og den sidste skuespiller har indfundet sig, falder snakken med det samme på filmen, som de indspillede sidste sommer. I tidligere interview har instruktøren Thomas Vinterberg omtalt projektet som ’en hyldest til alkohol’.

Er den endelige film også blevet det?

Lars: ”Filmen er en hyldest til det sangvinske – til rusen som et frisættende middel. Rus er noget, alle bruger til at sætte noget kreativitet frit og slippe gækken løs. Sådan har det altid været i alle kulturer. Vi lever jo i en totalt bornert tid, hvor vi alle sammen løber rundt om Søerne og glor på et eller andet Apple Watch for at være sikre på, at vi er tynde og pæne og perfekte og ordentlige. Men livet er også noget andet, noget uforudsigeligt, og det kan rusen bruges til at finde frem.”

Mads: ”Jeg tænker også, det er en reaktion på den tid, vi lever i – men så er det da også en hyldest til alkohol.”

Magnus: ”Men først og fremmest til livet!”

Mads: ”Ja. Og det er det blevet endnu mere, end det var i manuskriptet.”

Men en sangvinsk hyldest til livet og rusen og alkoholen – den er vel også en tragedie, der viser nogle skyggesider ved både alkohol og livet. Thomas’ karakter, Tommy, kører det i hvert fald ikke helt så meget for?

Thomas: ”Han er i modsætning til de andre allerede i gang med at drikke, inden filmen begynder. For ham bliver det en undskyldning for at gå helt amok. Det fede ved filmen, synes jeg, er, at den ikke tager stilling til noget som helst. Den viser, at det kan gå dangerous ligesom med Tommy – men også en masse andre ting. Det er fedt, at den ikke peger fingre.”

Mads: ”Tommys problem er, at de andre ikke tager det seriøst. De har hovedet så meget oppe i deres egne røve, at de lige kommer til at glemme, at det måske ikke er så let et eksperiment for alle.”

Magnus: ”Ja, han (Tommy, red.) skulle nok ikke have været med.”

UNDER PRØVERNE testede skuespillerne med et alkometer deres respektive modstandsdygtighed over for alkohol. Efter to og tre genstande. Det medførte en del morskab, men ingen af dem kan i dag helt huske – eller vil stå ved – hvad konklusionen blev. Mads Mikkelsen insisterer på, at han var den, der kunne tåle mest, mens Magnus Millang er sikker på, at det forholdt sig lige omvendt.

”Det, der netop var så grineren, var jo, at du var svagdrikker,” hoverer Millang.

Mads Mikkelsen slår ud med armene og får ild på en cigaret mere.

Jeg spørger dem, hvornår de selv begyndte at drikke, og Lars Ranthes svar falder så resolut, som når man spørger en værnepligtig til hans deling: ”12-13 år. Englandsparken.”

Magnus: ”Jeg vil sige 13-14.”

Lars: ”For mig foregik det sådan, at vi skulle over til Sundby Algård til fest. Og så var der altid nogen – jeg ved ikke hvorfor – men der var nogen, der havde gemt øl i hækken ovre i Englandsparken. Det var de små 25’ere, de buttede guldbajere, og man drak to med sugerør for at blive mest fuld.”

Fra bordenden tager Thomas Bo Larsen ordet: ”Jeg prøvede, da jeg var 12, på Mallorca …”

De tre andre kigger lidt perplekst på hinanden.

”... Jeg fatter ikke, hvorfor jeg gjorde det, men jeg gik ind og bestilte en Lumumba. Så sad jeg deroppe i baren som 12-årig med en Lumumba, og nobody could shoot me down. Jeg var kongen af Mallorca.”

Han udtaler Mallorca på vestegnsk – Malårka.

Magnus: ”Findes der et billede af det?”

Thomas: ”Det tror jeg ikke, men jeg kan huske, at jeg ejede hele Mallorca – jeg syntes, det var det sejeste i verden.”

Magnus: ”Det er også en pænt hidsig alder at bestille en Lumumba i.”

Lars: ”Og så lige en Lumumba. Hvad med dig, Mads?”

Mads: ”Jeg var sådan lidt sportsfreak-agtig som barn – ikke noget med rygning og den slags. Min storebror var lidt for tidligt ude med den slags, syntes jeg, men jeg begyndte at spille håndbold i hans klub, og så tog vi jo ud og spillede billard. Da jeg var ikke ret gammel, var jeg med ham på nogle Nørrebro-værtshuse, og der gik vi jo bare op og bestilte.”

Altså øl?

”Ja,” svarer han og ser selv lidt overrasket ud.

”Måske var man sammen med nogle af de store, der var 14-15 år. Så fik man en Nordsøolie og en øl. Og jeg lignede altså ikke en, der var 13, da jeg var 13 – jeg lignede måske én, der var 8.”

Magnus: ”Jeg begyndte som 13-14-årig i Virum. Det var en super grunge-agtig tid i start-90’erne. Kældre, privatfester, dyster musik. Opvarmningsfester, videre. Ud og kaste op. Videre.”

Lars: ”De gode gamle dage.”

DE FIRE KAN hurtigt blive enige om, at den danske alkoholkultur er ekstrem. Mads Mikkelsen siger, at forskellen mellem andre lande og Danmark tydeligt kommer til udtryk, hvis man sammenligner filmset:

”På et filmset i Frankrig er der rødvin, og så drikker folk et glas og går på arbejde. Hvis du åbnede det bal i Danmark, så blev de der flasker jo tømt. Folk kan ikke bare drikke et glas.”

Lars: ”Når folk holder ferie i Danmark, så skal de bare være stive. ’VI HAR FERIE, SÅ SKAL DER DRIKKES,’” råber han og trækker med store armbevægelser en imaginær flaske vin op.

Magnus: ”Det er sådan en danskermentalitet, det er rigtigt. ’Solen skinner, vi skal sgu da næsten save os midt over?’”

Mads: ”’Hold kæft, en smuk dag, den skal vi næsten glemme, hva’?’”

Magnus: ”Men det er jo helt en fysisk ting. Når du står foran Orange Scene, og solen skinner, så åbner der sig sådan et ’Narnia’-hul nede i maven, hvor du bare kan fylde og fylde og fylde øl i.”

Han tømmer tre luftøl.

Magnus: ”Der er noget i filmens præmis – at man er født med en halv promille for lidt – som jeg godt kan genkende.”

Mads: ”Er du sindssyg, ja.”

Magnus: ”Når man har fået halvandet glas ...”

Mads: ”To.”

Magnus: ”... Så forsvinder den der begyndende 40-årsgigt. Der er et eller andet med, at man har brug for lidt djævelskab for at være optimal som person.”

Mads: ”Man skal bare være helt vildt disciplineret for at kunne sige: 0,5 – færdig. Det er det, der er problemet. For lige pludselig skal der lidt mere til. Det er lidt som at spille dart efter to øl – det kører. Men efter fem er det ikke så fedt længere.”

Thomas: ”Jeg har aldrig drukket to øl og er gået hjem.”

Mads: ”Det har jeg heller ikke. To øl siger mig ikke noget, smagen vækker bare minder om 80’erne og en grøn Cecil.”

Lars: ”Jeg har en naturlig stopklods. Jeg drikker to glas vin om aftenen, og så synes jeg, det er nok. Jeg kan godt lide et glas vin til maden, men jeg har ikke det der næste gear.”

Magnus: ”Men du kan da godt få tænding efter … syv?”

Lars: ”Ja, jeg kan blive psykopatstiv!”

Magnus: ”Det er det, jeg mener. Du kan stå i en svensk skov og brække dig, så dine øjne er på vej ud af hovedet.”

Mads: ”Er det så derfor, du har besluttet dig for at sige, at det er fint nok med to?”

Lars: ”Jeg skal helt klart styre min brandert, vil jeg sige. Jeg drikker mig sjældnere og sjældnere fuld, for det bliver mindre og mindre kønt med alderen.”

Mads: ”Og det har aldrig rigtig været kønt fra begyndelsen, vel?”

De griner højt.

Lars: ”Det var ikke flot i forvejen, og nu er det blevet rigtig grimt. Så jeg prøver at holde mig til to glas.”

THOMAS BO LARSENS karakter er den i filmen, der har sværest ved at kontrollere alkoholen. Selv har skuespilleren ikke rørt alkohol i syv år. Hvorfor ikke?

”Fordi jeg har et problem. Jeg kan ikke stoppe igen. Jeg blev nødt til at holde helt op, ellers havde jeg drukket mig selv ihjel.”

Var det med intervention eller selverkendt?

”Det var selverkendt. Begyndende nervebetændelse i benene. Så jeg blev nødt til at stoppe. Og det er det bedste, jeg har gjort i mit liv. Lige da jeg var holdt op, sad jeg på en café nede på Rosenørns Allé, og der sad to damer i halvanden time og delte en flaske rødvin. Jeg fattede det ikke.”

Mads: ”Fordi du blev frastødt?”

Thomas: ”Nej, fordi det gik så langsomt.”

Hvordan har du det med den måde, vi taler om alkohol på her?

”Helt fint. Rigtig mange kan jo styre det og have det fedt og gå hjem i seng. Alkohol er fantastisk, og det er et parringsmiddel for unge mennesker. Men det kan også være et opløsningsmiddel, hvis du drikker for meget. Og jeg har bare erkendt, at jeg ikke har nogen stopklods.”

Det havde Magnus Millangs far heller ikke – han døde i 2014. Det tragiske tema har Millang taget under kærlig behandling i spillefilmen ’Selvhenter’ 2019, som han har instrueret og skrevet manuskript til. I filmen spiller han og hans bror, Emil Millang, to brødre, der rejser til Spanien for at hente liget af deres alkoholiserede far. Filmen er fiktion, men den er – som det hedder – ’inspireret af virkelige begivenheder’.

”Ja, han drak, min far, og døde af det,” siger han. ”Men sådan er det, det synes jeg heller ikke gør, at vi ikke kan lave en film, der undersøger kulturen – og hylder dele af den. Tværtimod.”

ANGIVELIGT GIK nogle af verdens- og kunsthistoriens største navne hårdt til flasken.

Den britiske statsmand Winston Churchill begyndte typisk dagen med sherry eller portvin, til aftensmaden drak han vin eller champagne, og så sluttede han med whiskysjusser og cognac. Den længst siddende danske monark, Christian IV, drak heftigt og deltog gerne i deciderede drukgilder – og stod samtidig for opførslen af Børsen, Holmens Kirke og Rundetårn. Og et fællestræk for store amerikanske forfattere som Jack London, Raymond Chandler, Ernest Hemingway, F. Scott Fitzgerald og William Faulkner er, at de alle var alkoholiserede.

”De holdt den nok ikke nede på 0,5, men et par gode ting lavede de da,” siger Mads Mikkelsen.

Har I prøvet at bruge alkohol i forbindelse med arbejdet?

Mads: ”Nej.”

Magnus: ”Jeg har lige lavet et program om oste, sådan et levemandsprogram, og der fik vi tit et stort glas okseblod, mens vi filmede – det gjorde altså ikke noget dårligt for det program, synes jeg.”

Thomas: ”Da jeg lavede teater, tog jeg altid en halv øl og en Gammel Dansk, inden jeg gik på. Det, syntes jeg, hjalp mig. Jeg tror ikke, det gjorde det, men psykisk følte jeg det.”

Mads: ”Blev det så ikke til mere undervejs?”

Thomas: ”Jeg kunne jo ikke drikke under forestillingen, men jeg drak altid lige lidt inden for at det skulle tage nerverne. Det følte jeg, det gjorde – at jeg blev fri af det. Men jeg havde til gengæld også sværere ved at huske teksten.”

Lars: ”Der er jo virkelig meget stor kunst, der er blevet lavet på alkohol.”

Mads: ”Ja, men der har også stået mange med en guitar og været helt i deres egen verden og tænkt:

’Nu er den der’, uden at nogen andre fik noget ud af det. Det er den fine balance.”

Lars: ”Jeg kan slet ikke spille guitar, når jeg er stiv.”

Mads: ”Det er jo også noget teknisk noget.”

Lars: ”Nej, nogen kan spille virkelig godt, når de er fulde. De får ro på.”

Mads: ”Og ikke bare lidt, men meget stive?”

Lars: ”Ja! Peter Thorup? Janis Joplin, Jimi Hendrix, Keith Richards. De har jo lavet vildt fantastiske ting.”

Har I oplevet noget andet, I har kunnet gøre, for at jeres skuespil bliver bedre, eller for at I bliver mere fri?

Lars: ”Øv dig.”

Magnus: ”Når du ikke er presset og slapper allermest af – når du forlader dit arbejde – så kommer det til dig. Så hvis du på en eller anden måde kan skabe det rum dagligt, kan du komme langt.”

Mads: ”Lars har ret i, at det handler om at øve sig. Sæt dig ind i det, du skal lave. Elsk det, glæd dig til det. Føl, at du glæder dig til at komme derhen, og at du har en idé med det. Det er rigtig irriterende, hvis du bare tænker: Nå, nu tager vi derhen, og lad os se, hvad der sker. Nej! Få det løst inden, og duk op med en masse overskud.”

Det lyder som det modsatte af Magnus’ råd, for det indebærer vel, at du arbejder en masse?

Mads: ”Nej, du behøver ikke arbejde en masse, det kan sagtens være, at du bare lige skal tænke det igennem: ’Jeg kan godt se det der, der er noget fedt i det, jeg glæder mig til, vi skal prøve det af.’ Kommer du dertil, frigiver du en masse energi. Det modsatte er en stopklods.”

ALLE FIRE ER kommet langt i deres profession. Thomas Bo Larsen har været på toppen af dansk skuespil i 25 år og optrådt på stort set alle vigtige danske teatre. Lars Ranthe har en hovedrolle i nyere dansk tv’s største seersucces, ’Badehotellet’, der næste år kører på ottende sæson. Magnus Millang har skabt et utal af folkekære karakterer, og de færreste født efter 1970 vil kunne høre de tre ord ’Det’ lige meget’ uden at se hans fiktive ejendomsmæglerpersona, Jeppe Kaufmann, for sig. Og Mads Mikkelsen – ja, han er jo Mads Mikkelsen.

Hvordan når man dertil?

Lars: ”For mig handler det om at øve sig. Jeg har stået hele mit liv derhjemme og spillet roller. Jeg er hele tiden i gang med at spille, og det er den eneste grund til, at jeg er blevet dygtig.”

Thomas: ”I film handler det om at være til stede i nuet, og det kan vi alle fire. Hvis man tænker for meget over det, bliver det noget lort. I hvert fald for mig – hvis jeg analyserer for meget, går det galt. Jeg er nødt til at være i det.”

Lars: ”Der er forberedelse og slip. Jo mere, du har forberedt dig, jo større bagkatalog har du, til når du slipper. Men når du så slipper, må tilfældet råde, det, der sker, må ske, og så kan du forhåbentlig trække noget ned fra dine hylder, som du har forberedt.”

Mads: ”Det er rigtigt. Alle de forkerte tanker skal slippes. Lige præcis i vores tilfælde, fordi vi skal ind og spille roller, så er der stor mulighed for, at vi netop kan få lov til at slippe af med vores eget lort. Det er en kæmpe gave – vi skal bare ind og være en anden.”

Lars: ”Det er verdens fedeste job.”

Mads: ”Man bliver også høj, hvis man kommer ind og ikke er helt sikker, men så rammer noget sammen. Og den bare sidder der. Så er det, som om man er på et eller andet. Helt euforisk. Det sker ikke så tit, men når det sker, tænker man: ’Wow.’”

Hvornår er det for eksempel sket?

Mads: ”Det er tit på teatret. Hvor man kigger på hinanden og bare tænker: ’Dér var vi alle på samme frekvens. Den sad bare.’ Det er så ikke altid, at publikum har samme oplevelse, men det betyder ikke så meget. Det kan også være på film, især hvis det er et stort setup, og der er et megasvært stunt og noget wire og en bil, og alt skal times, og adrenalinen kører, for man kan slå sig helt vildt, og så lykkes det, og det hele er i ét take. Så står der bare 50 mand og giver high five og er helt oppe at køre. Det er sjovt.”

Lars: ”Det, vi laver, handler enormt meget om fællesskab. Når fællesskabet bliver større sammen, oplever man en virkelig glæde. Det er egentlig ikke så fedt, hvis man bare selv er fed. Men når alle er fede sammen, bliver det rigtig fedt.”

Magnus: ”Det er jo en blanding af at være totalt velforberedt og at have en lille smule angst kombineret med noget frækhed.”

Lars: ”Men apropos alkoholen: Jeg spiller også en del guitar. Hvis jeg er velforberedt, før jeg skal ud og spille koncert, kan jeg mærke, at jeg kan være bange for, at det ikke skal gå godt, men når jeg drikker én øl, så sænker skuldrene sig lige, og så går jeg ind og er fucking ligeglad. Jeg kan sidde helt hvid i hovedet af angst, men når jeg går ind på scenen, så slipper alt, og så må det bare komme. Det er en fed fornemmelse.”

Mads: ”Men er det (guitaren, red.) ikke en hobbyverden, som du ikke har lige så meget styr på som den anden? Sådan har du det jo ikke, når det gælder skuespil?”

Lars: ”Nej, det er rigtigt. Men jeg tog også en beslutning på et tidspunkt, om at jeg var nødt til at være mere fri i skuespillet. Jeg var nødt til at lade, som om jeg var fucking ligeglad. Ellers blev jeg for bange, og så blev det ikke godt.”

Magnus: ”Ellers æder det dig. Jeg har set rigtig mange, som går så meget op i det og har så mange undertekster, at de ikke kan blive frie.”

Thomas: ”Man mister tilstedeværelsen, når man tænker for meget. Det er, fordi man er præget af frygt.”

Mads: ”Eller af tanken om, hvad folk vil synes om det. Hvis man tager den med ind, så er man færdig.”

Lars: ”Jeg kunne mærke, da jeg kom ud fra teaterskolen, at jeg syntes, det var svært at give slip. Jeg var låst. Jeg blev nødt til at være fri i det her, tænkte jeg. Nødt til at være ligeglad.”

Hvordan blev du så det – fik du et råd, var der en, der sagde noget til dig?

Lars: ”Jeg tror, det var min egen gadedrenge-overlever, der bare sagde: ’Det går ikke det her. Jeg ved, du har noget andet i dig – du må ikke stå i vejen for dig selv’. Og så begyndte jeg bare at være ligeglad.”

Mads: ”Jeg havde det på fuldstændig samme måde.”

Lars: ”Jeg kunne mærke, at når jeg var ligeglad, blev min kreativitet sat fri. Før var jeg bange, og jeg tvangstænkte, at nu skulle jeg være en god skuespiller og alle mulige undertekster. Det blev alt for meget en idé om, hvad det skulle være – i stedet for, at jeg bare var.”

FILMEN ’DRUK’ kommer ud til en verden, der har ændret sig en hel del i forhold til for bare fem-ti år siden. Først og fremmest står vi stadig midt i en global pandemi, men noget andet, der har fyldt de senere år, er en række rettighedsbevægelser, der kæmper for kvinder, sorte og minoriteters ret, mens det især er patriarkatet og den gamle, magtfulde hvide mand, der står for skud. Det handler blandt andet om ’Oscars So White’, Black Lives Matter og ikke mindst #MeToo. Der er kommet regler for optagelser, skuespillere som Kevin Spacey har mere eller mindre fået ødelagt deres karriere, og senest er den 59-årige Oscar-vindende instruktør Alexander Payne blevet beskyldt af skuespillerinden Rose McGowan for at have forgrebet sig på hende, da hun var 15. Han i 20’erne.

Hvordan er det i 2020 at være legemliggørelsen af en majoritet: hvid, privilegeret, midaldrende mand?

Mads: ”Jeg tænker ikke et sekund over det. Det nægter jeg. For mig er det den sindssygeste stopklods, hvis jeg skal tænke over det.”

Men taler man ikke meget om det i jeres fag – efter #MeToo og så videre?

Mads: ”Jeg gør ikke.”

Lars: ”Efter #MeToo er det klart, at man tænker lidt mere over det. Man kan ikke lige komme med en halvsexistisk sjov joke længere, og det synes jeg egentlig er o.k.”

Magnus: ”Havde det været en anden oplevelse, tror I, at lave ’Druk’ i 2010?”

Lars: ”Det tror jeg ikke.”

Magnus: ”Jeg tænker altså også, at den danske filmbranche … Selvfølgelig er der nogle skurke, men jeg har aldrig oplevet andet end god stemning, siden jeg fik mit første job som runner på ’Far til fire’ for 15 år siden.”

Mads: ”Der er i hvert fald ingen af os, der har set en instruktør sige til en assistent: ’Kommer du lige med ind på mit kontor?’ Ingen af os. Og jeg lover dig for, at vi er opdraget til, at hvis vi så sådan noget, så ville vi reagere og sige fra.”

Magnus: ”Men jeg synes også, det er vigtigt at understrege, at det ikke er så glamourøst og Hollywood-agtigt at være på optagelse på en dansk film. Strukturen er ret flad.”

Thomas: ”Og det er et lille miljø, hvor alle kender alle.”

Mads: ”Vi kender alle én, måske to, divaer i den her branche. Alle vi andre går jo ud af vores gode skind for at opføre os ordentligt, netop for at vi ikke skal have det rygte.”

Lars: ”Jeg skal lave noget for Netflix nu, og der skal vi mødes og se en film om Netflix’ politik for god etik på et filmset. Sådan noget har ændret sig.”

Mads Mikkelsen hæver stemmen og siger, at Lars Ranthe ikke skal finde sig i den slags. Han fortæller om en film, han skulle have været med til, hvor han også blev bedt om at deltage på et ’decoding kursus, hvor en 21-årig amerikaner, der havde læst social studies, skulle fortælle voksne danske mennesker, at de højest måtte kigge hinanden i øjnene i fire sekunder.’ Der blev en masse ballade, men det endte så af andre årsager med, at filmen ikke blev til noget.

”Men det er jo kafkask,” siger Mads Mikkelsen. ”Og det handler slet ikke om os. Er der problemer med sexistisk eller racistisk opførsel, så må vi være mænd nok til at kunne løse dem sammen fremfor at lave underskriftsindsamlinger på sociale medier.”

VI GÅR VIDERE og taler om, hvordan de sociale medier har påvirket de fleste aspekter af tilværelsen. Ikke bare magtrelationer i filmbranchen, men også hvordan man er et ungt menneske i verden i dag. Lars Ranthe og Magnus Millang tænker på deres børn, som hele tiden ser sig selv gennem, hvordan andre ser dem, som Lars Ranthe formulerer det.

Lars: ”Og det må være forfærdeligt.”

Mads: ”Der er – med lidt held – én eller to gange om året nogen, der tager professionel stilling til os. Nogen, som enten siger, at vi er fede, eller som hagler os ned. Det hedder anmeldelser. Det er ikke nogen særlig god tid på året. For de unge er det hvert minut af livet. Ind og se: Respons-respons-respons.”

Magnus: ”De bliver anmeldt hele tiden! Hold kæft, hvor må det være forfærdeligt.”

Mads: ”Og det skal de navigere i. Vi har ingen redskaber at hjælpe med, for vi har ikke prøvet det. Vi kan bare en gang imellem sige: ’Sluk.’”

Magnus Millang, der er lidt yngre end de andre, er selv et stort hit på sociale medier – både med karakterer fra hans satireprogrammer og med konceptet ’Freitag’, hvor han iført cykelsolbriller og for fuld technomusik hylder ugedagen fredag.

”Jeg ved ikke, hvad der er positivt at sige om sociale medier overhovedet. Det er jo ekstremt overfladisk,” siger han lidt overraskende.

Lars: ”Ja, det handler jo altid om at lave en kunstig virkelighed og sælge det som sandhed.”

Thomas: ”De der influencere. Det var der ikke noget, der hed, da vi var unge. Der var: Ham der, han er sej. Ham vil jeg gerne være som.”

Magnus: ”Jeg havde Krede fra Puls.”

Lars: ”Jeg er vokset op med, at man kom i fjernsynet, hvis man kunne noget. I dag kommer man i fjernsynet, hvis der bare er nok, der følger én.”

De andre samtykker.

Lars: ”Men egentlig synes jeg, det er fedt, at alle de der realitytosser er kommet, for de har ligesom taget trykket. Der er ingen, der interesserer sig for skuespillere længere. Men tosserne, der får lavet patter inde i fjernsynet, dem vil de følge. Jeg fatter det ikke.”

Magnus: ”Men altså ... Det sagde de jo også om Jimi Hendrix, ikk’?”

Mads: ”At han også bare fik lavet patter, eller hvad?”

Magnus: ”Nej, men at han forgiftede ungdommen og så videre.”

Thomas: ”Men han spillede jo guitar!”

Magnus: ”Jamen, jeg er enig! Men lige pludselig hører man også bare sig selv stå og være gammel. Det næste er, at man står på Roskilde og stamper på programmet, fordi man ikke kender nogen, og fordi alt er dårligt og autotune.”

Jeg spørger, hvordan de navigerer i det som forældre – hvad de konkret gør for at hjælpe eller motivere eller forme deres børn?

Lars: ”Man kan jo kun hjælpe dem ved at være deres forældre og give dem kærlighed, når de kommer hjem. Jeg har ikke et sprog for den verden, de er på vej ind i.”

Men tror I, at jeres fædre havde et sprog for den verden, I var på vej ind i?

Mads: ”De var nok i hvert fald ikke så angste for den. Jeg er ikke selv bekymret, mine børn er også noget ældre, de er i 20’erne, men ændringerne er sket så ekstremt hurtigt og så markant.”

Lars: ”Ja. Det er hele måden at kommunikere på ... Instagram.”

Thomas: ”Men hvad siger du så, Lars, når de fx siger: ’Hende her skal du se, hun har én million følgere’?”

Lars: ”Jeg siger ingenting, for jeg kan slet ikke følge med i, hvad de laver. Jeg kan ikke forstå deres sprog. Min datter sagde forleden til mig, at jeg bare var en boomer, og at jeg skulle lukke røven.”

Der bliver lidt stille.

Mads: ”Nå, men prøv at spørge dem, hvem der holdt med hinanden i anden verdenskrig!”

Lars: ”Vi betyder jo ingenting i deres verden. Vi taler om Jimi Hendrix og Robert De Niro, de ved ikke engang, hvem det er. De er ligeglade – vi er for længst passé.”

PASSÈ ER så meget sagt, og tal for dig selv, tænker Mads Mikkelsen og Magnus Millang måske. Men de siger ikke noget. Lars Ranthe og Thomas Bo Larsen roder rundt på Instagram med et par tusinde følgere, mens Millang har 65.000, og Mads Mikkelsens officielle profil har rundet 800.000. Så helt passé er de trods alt ikke, firkløveret her, selv om de alle for længst har forladt ungdommen. I hvert fald på papiret.

For hvis man lige zoomer ud fra samtalen og forsøger at se dem udefra, kan man godt blive i tvivl. I to timer har de nu siddet og snakket og grinet, mens de har kørt nødder, slik og cola ned, og vidste man ikke bedre, ville man måske ikke gætte på en gennemsnitsalder på 50 år.

Magnus Millang og Thomas Bo Larsen har rejst sig og står nu højlydt og beundrer motorcyklerne bagved. Tilbage ved bordet spørger Mads Mikkelsen drenget, hvor mange af dem, der overvejer at lade bilen stå i dag. Om der skal gå druk i den.

Lars Ranthe, der vist er den eneste, der hører spørgsmålet, ryster på hovedet og griner. Et både ungdommeligt og afmægtigt grin.