Nikolaj Jacobsen lever et liv spændt ud mellem ekstremer: ”Lægerne havde aldrig set så højt et blodtryk efter en kamp”

Jeg opdagede tidligt, at jeg havde talent for sport. Da jeg var syv-otte år, kunne jeg se, at jeg var bedre med en fodbold end dem fra min klasse. Jeg havde en god boldfølelse og en fornemmelse for at læse spillet og placere mig rigtigt på banen. Jeg var angriber og scorede mange mål. Jeg studerede Michael Laudrup og gik ud og øvede driblingerne selv. Men først og fremmest havde jeg glæden. Jeg spillede fodbold fra morgen til aften, og det var lige meget, om det regnede eller sneede. Jeg gik kun i skole, fordi jeg blev tvunget til det. Min drøm var at blive professionel fodboldspiller.

Jeg havde temperament og vindermentalitet fra dag ét. Hvis jeg var til børnefødselsdag, og jeg tabte fodboldkampen ude på græsplænen, var dagen ødelagt for mig. Jeg græd eller sad og surmulede. Men det skal man altså ikke. Der er ting, som er vigtigere end at vinde en kamp. Men det var noget, jeg først lærte senere.

Min far arbejdede som socialpædagog på drengehjem rundt om i landet, så familien flyttede en del. Vi boede i Præstø og i Thisted, inden vi flyttede til Oure på Sydfyn, hvor han blev ansat på Vejstruplund Børnehjem. Drengene var langt hen ad vejen søde og rare, men jeg fik at vide af min far, at nogle af dem skulle jeg ikke komme for tæt på, fordi de havde svært ved at styre sig. Min far blev slået ned et par gange. Men jeg husker det som fint. Der var altid nogen at spille fodbold med.

Min mor var sekretær på Social- og Sundhedsskolen i Svendborg. Vi havde ikke ret meget at rutte med økonomisk. Jeg har aldrig været på ferie sydpå. Det længste, jeg kom væk, var på Kruså Camping, eller når vi var på ferie hos noget familie på Sjælland. Vi var ikke fattige, det var ikke sådan, at der ikke var mad på bordet, og jeg og mine to yngre brødre, Carsten og Simon, manglede ikke tøj. Men vi havde ikke råd til en bil. Der var gode perioder og dårlige perioder. Skulle jeg have lommepenge, måtte jeg selv tjene dem. Jeg kørte med aviser i Oure. Fyns Amts Avis. Jeg havde en landrute på 11-12 kilometer.

Mine brødre og jeg er aldrig blevet pacet frem af vores forældre. Vi er blevet opdraget til at behandle andre mennesker, som vi gerne selv vil behandles. Det er så ikke altid lykkedes mig på grund af mit temperament. Selvom man prøver, så laver man fejl. Det kan ikke undgås. Man kan ikke gå gennem livet og behandle alle mennesker retfærdigt, desværre. Men jeg prøver alligevel det bedste, jeg kan, og jeg prøver at lære mine børn at være respektfulde over for de mennesker, de møder på deres vej.

Mens jeg spillede fodbold i OB, var jeg blevet glad for håndbold. Jeg spillede i GOG i Oure og klarede mig godt, men en dag blev jeg tvunget til at vælge. OB havde den politik, at spillerne selv skulle betale for transporten, når man skulle til træning på andetholdet. Jeg spillede egentlig på førsteholdet, men fordi jeg også skulle passe min håndbold, røg jeg ned på andetholdet. I min familie var der ikke råd til en busbillet fra Oure til Svendborg og en togbillet videre til Odense fire gange om ugen. Så det gav sig selv. Som 16-årig kom jeg på ynglingelandsholdet i håndbold, og siden har jeg ikke set mig tilbage.

Jeg får tit spørgsmålet, om jeg kunne være blevet lige så god til fodbold, hvis jeg havde valgt at gå den vej. Mit svar er, at jeg tror, jeg kunne have haft en rigtig fin fodboldkarriere i Superligaen, men jeg var aldrig blevet verdens bedste på min position som fodboldspiller, og jeg havde heller ikke vundet verdens hårdeste klubturnering, og jeg var ikke kommet med i en Champions League-finale og havde ikke spillet på landsholdet. Jeg er glad for, at jeg valgte håndbolden. For mig var det et naturligt valg.

Før jeg var gammel nok til at gå på diskotek, kom jeg på Hesselager Hotel, hvor var der fest hver 14. dag, og der var også Gudbjerg Forsamlingshus og GOG-festerne, som var meget populære og til tider voldsomme. Til en af festerne havde nogen medbragt en sofa og et fjernsyn, som blev savet over med en motorsav og brændt af. Til julefrokosten var der luciaoptog uden tøj på. Jeg har ikke gået luciaoptog nøgen, men det kan godt være, at jeg har løbet nøgen rundt om Gudme Kirke engang.

Jeg mødte Lenette i håndboldmiljøet. Jeg var gode venner med hendes storebror, så jeg kendte hende, men vi snakkede ikke sammen til at begynde med. Jeg sagde til en af mine kammerater, at hende der kunne godt være noget for mig på et tidspunkt, men der var nogle andre ting, der skulle flaske sig, og man skal også være klar til at gå ind i sådan et forhold. En dag skulle hun være babysitter for nogle af sine forældres venners barn. På en eller anden måde fik jeg sneget mig med den aften med én bagtanke, og det var ikke at passe det barn. Den dag blev vi kærester. Lenette spillede håndbold i Tved og var i gang med en uddannelse som lægesekretær. Der gik ikke længe, inden vi flyttede sammen i et lille hus i Svendborg.

De første mange år i GOG fik jeg ikke en rød øre for at spille. Jeg cyklede til træning, da jeg ikke havde råd til at tage et kørekort. Da jeg som 19-årig i 1990 første gang blev tilbudt en kontrakt, lød den på 500 kroner om måneden. Før skat.

At være venstre fløj i håndbold kan sammenlignes med at være angriber i fodbold. Du rører ikke bolden, hver gang holdet har den. Du løber tit forgæves, men det er dig, der står ansigt til ansigt med målmanden, og det er også dig, der nogle gange har de helt store chancer, som enten ser dumme ud, hvis du brænder, eller gør dig til helten. Som fløjspiller er du skarpretteren. Du skal have is i maven.

Jeg blev hurtigt kendt for mine skruebolde. Hemmeligheden er at få målmanden til at tro, at man skyder ét sted, og så lægger man den blødt forbi ham et andet sted. Det har noget med din skulder og håndled at gøre. Enten lægger du dig til venstre og får målmanden til at gå til sin højre side, og så lægger du den uden om ham i den anden side. Eller du hopper ind i feltet og får målmanden til at falde med ned, og så lægger du bolden i en blød bue over ham.

Jeg tog et år på handelsskolen og kæmpede mig igennem trods mine mange fraværstimer. Jeg kom i lære som kommis i supermarkedet Trika på Ørbækvej i Svendborg. Ejeren accepterede, at jeg nogle gange var nødt til at gå tidligere, fordi jeg skulle spille håndboldkamp. Jeg havde ikke nogen planer om at blive købmand, men det var en fin uddannelse. Det var sjovt at gå på arbejde. Jeg havde en blå uniform og en hvid skjorte, hvor der stod Trika på. Det kradsede ad helvede til. Specielt bukserne. Når man kom højere op i hierarkiet, måtte man gerne have sine egne cowboybukser på, men så langt nåede jeg ikke. Jeg var i frugt og grønt, i hundemad og kattemad, mælk, slik og chips, og jeg stod i kiosken og sad ved kassen. Jeg var også en tur forbi vinafdelingen. Her var det førstemanden, som bestemte, for vinafdelingen var det sted, hvor man kunne dumme sig mest, fordi der var de største udgifter i forhold til at købe varer ind. Nogle gange tog jeg en pause og gik ud bagved i mælkeboksen og drak en kakaomælk. Det var der aldrig nogen, der opdagede. Hvis de spurgte, hvor jeg havde været henne, svarede jeg, at jeg lige var ude og sætte mælk op.

GOG og Kolding var de to bedste håndboldhold i Danmark, så der var en del kampe, hvor vi ikke fik så meget modstand. Da jeg som 26-årig i 1997 blev tilbudt at komme til Tyskland og spille for Bayer Dormagen og stå over for nogle af verdens bedste spillere, så jeg det som en chance for at prøve mine grænser af. Samtidig var det en mulighed for at komme ud og stå på egne ben sammen med Lenette. Klubben tilbød en kontrakt, som var bedre end i GOG. Vi fik en lejlighed og en bil, en Audi A4, og vi levede fint, uden at vi ligefrem kunne lægge mange penge til side. Inden jeg mødte op i Dormagen, havde jeg trænet helt vildt og var i virkelig god form, og så blev jeg til min overraskelse mødt af et hyggehold, hvor man sad og drak øl efter hver træning. Det lå langt fra den tyske disciplin, som jeg havde forventet at møde. Når vi kørte hjem fra en udebanekamp, blev flere af spillerne så fulde, at bussen måtte stoppe, så de kunne komme ud og kaste op. Når man spiller håndbold i Tyskland og ligger i bunden af tabellen, så er der krisemøder hele tiden, og det var der også i Dormagen, men vi spillede aldrig bedre af de møder. Et af punkterne på møderne var, at jeg og René Boeriths drak for få øl efter træning, og man mente, at det var en af forklaringerne på holdets manglende succes. Vi havde et køleskab i omklædningsrummet, som var fyldt med øl. Vores legendariske målmand, Andreas Thiel, som havde vundet VM og nu sang på det sidste, havde en flaske snaps stående. Jeg spurgte, om jeg kunne få lov til at lægge nogle colaer ind i køleskabet, for så ville jeg gerne sidde med de andre og drikke en sodavand efter træning. Men det kunne ikke komme på tale. Der havde aldrig været sodavand i det køleskab, og det skulle der heller aldrig være. Vi rykkede ud af Bundesligaen.

Lige før jul i 1997 blev min far indlagt. Han havde været alkoholiker i en lang periode, også da jeg var dreng, men det var ikke sådan, at han sad på værtshus, og jeg skulle hente ham og bære ham snøvlende i seng. Men engang i mellem kunne jeg godt se, at nu havde han fået to for mange. Han levede ikke sundt. Og dengang røg alle. Når der var konfirmation, kom cigaretterne ind. Cecil uden filter. Min far var med til mine landskampe, og han var holdleder i GOG, men han nåede ikke at komme til Tyskland og se mig spille der. Det var ellers noget, jeg gerne ville have vist ham. Vi vidste, at det var ved at være slut. Det sidste halve år af hans liv var ikke sjovt for hverken ham eller os andre. Han havde fødselsdag den 23. december. Jeg besøgte ham på sygehuset i Svendborg. Om morgen den 24. december blev jeg ringet op og fik at vide, at han var sovet stille ind. Han var 51 år. På en måde kom det som en lettelse, for til sidst var det ikke et værdigt liv. Men savnet er stadig stort.

Nikolaj Jacobsen - kort fortalt

Født 1971. Voksede op i Oure på Sydfyn med sine forældre og to yngre brødre, Carsten og Simon. De første år spillede Nikolaj Jacobsen fodbold, inden han skiftede til håndbold. Han spillede venstre fløj for GOG frem til 1997, hvor han skrev kontrakt med den tyske klub Bayer Dormagen. Efter et år skiftede han til THW Kiel, hvor han spillede frem til 2004, indtil en knæskade gjorde, at han ikke kunne spille på fuld kraft. Han blev dansk mester med GOG tre gange og vandt pokalen fem gange. I THW Kiel blev han tysk mester tre gange og vandt den tyske pokaltitel to gange. Han vandt EHF Cuppen to gange og nåede finalen i Champions League mod Barcelona i 2000.

I sin karriere som landsholdsspiller fik Nikolaj Jacobsen 148 kampe og scorede 584 mål. I en kamp mod Grækenland i 1998 scorede han 15 mål, hvilket er rekord.

Som træner har han arbejdet for Viborg HK (spillende assistenttræner 2005-2007), Aalborg Håndbold (2012-2014) og Rhein-Neckar-Löwen (2014-2019).

I 2017 blev han træner for det danske håndboldlandshold med hvem, han har vundet VM i 2019 og 2021. I 2019 blev han af IHF kåret som verdens bedste mandlige håndboldtræner.

Han bor i dag på Thurø med sin kone Lenette, sønnen Linus på 13 og datteren Sille på 20. Freja på 23 er flyttet hjemmefra. Alle tre spiller håndbold.

Efter et år i Dormagen rykkede jeg i sommeren ’98 videre til topklubben THW Kiel. Var jeg skuffet i Dormagen, så fik jeg oprejsning i Kiel. Der var knald på til træningen, så man næsten blev uvenner, der var en helt anden vinderkultur i alt, hvad man lavede. Jeg blev mødt af en fantastisk gruppe, som havde vundet mesterskabet året forinden. Første dag, jeg ankom til træning, fik vi at vide, at vi skulle løbe først 3.000 meter, så 1.500 meter, dernæst to gange 800 meter og til slut fem gange 400 meter. Det skulle vi bruge en time på. Jeg var fuldstændig færdig, men jeg klarede mig da igennem, selv om mine tider ikke var prangende det første år, hvilket jeg fik at vide af min træner, Noka (kroaten Zvonimir ’Noka’ Serdarušić, red.). Vores træningslejre var ulidelige. Op hver dag klokken kvart over seks og løbe mellem 8 og 10 kilometer og så to efterfølgende træninger samme dag. Vi løb rundt om en sø, som var 1,2 kilometer lang. Mens vi løb, stod Noka med sin fiskestang og fiskede og fik sig en kop kaffe og en morgensmøg. Engang i mellem kiggede han sig over skulderen og råbte ’hurtigere!’ Jeg hadede det som pesten og kunne nærmest ligge og græde mig i søvn om natten og det samme igen, når vækkeuret ringede om morgenen, men når det var overstået, fandt jeg ud af: ’Hold kæft, jeg kan presse min krop til meget mere, end jeg tror.’ Der var meget mere i mig, også viljemæssigt, end jeg gik og bildte mig selv ind. Efter et år, hvor jeg spillede godt, blev jeg forlænget med en femårig kontrakt, og jeg steg i løn til halvanden million kroner om året.

På hjemmebane i Ostseehalle spillede vi for fulde huse. Det var Tysklands største håndboldhal, og der var altid udsolgt, det vil sige 10.200 tilskuere. Stemningen var intens. Inden vi gik ind i hallen, blev lyset slukket, og så stod jeg der og fik kuldegysninger på armene. Som spiller var jeg ham den glade, unge mand, sammenlignet med de mere seriøse tyske spillere, og så havde jeg selvfølgelig min skudteknik, som faldt i god jord hos publikum. Jeg var en af de første, der begyndte at arbejde med publikum. Når jeg scorede et af mine lidt bedre mål, fejrede jeg det på min egen måde, og jeg gav high fives til publikum. Snart stod fanklubben og råbte ’Niko, Niko, Zaubermaus.’ Jeg tænkte: ’Hvad faen betyder det?’ Jeg hørte det, som om de sang ’sauber’, hvilket betyder ren. Så måske mente de, at jeg var en rengøringsmus? Jeg forstod det ikke, indtil de andre spillere forklarede mig, at fansene sang ’Zaubermaus’ med z. Tryllemus.

Kiel er en håndboldby, så folk vidste godt, hvem jeg var. Det var nærmest ligegyldigt, hvor jeg gik hen, så stod folk med et stort smil. Hvis jeg skulle ind og købe tøj, så fik jeg 20 procent rabat og tre par gratis strømper oveni. Hvis vi var ude og spise, så var det på huset som tak, fordi vi havde vundet kampen i går. Jo mere berømt jeg blev, jo mere ydmyg blev jeg. Jeg lænede mig ikke tilbage i berømmelsen og blev krævende. Jeg fik tværtimod lyst til at give noget tilbage og gøre mig endnu mere umage med mit spil på banen.

Jeg var debuteret på landsholdet som 20-årig i 1991, og jeg var glad for at være med på holdet. Vi vidste godt, at vi ikke tilhørte verdenseliten, men vi spillede med en tro på, at det kunne lade sig gøre at vinde noget, selv om vi måske inderst inde vidste, at det blev svært. Vi stod i skyggen af ’De Jernhårde Ladies’. Vi glædede os over deres succes, men jeg skal da gerne indrømme, at det var lidt irriterende, at folk til sidst nærmest troede, at hvis herrelandsholdet skulle spille mod kvindelandsholdet, så ville damerne vinde over herrerne. Så langt ud var det kommet. Selv om jeg ikke vandt nogen titler med landsholdet, så fik jeg nogle kammerater, som jeg hygger mig med den dag i dag.

En dag i februar 1999 fik jeg et opkald fra Danmark. Det viste sig, at min mor havde været ude og se en håndboldkamp, og midt under kampen var hun faldet om. På hospitalet kunne de se, at hun havde fået en udposning på hjernen, men mange andre havde overlevet noget tilsvarende, så til at starte med var det ikke så dramatisk. Hendes tilstand var stabil. Jeg rejste hjem og besøgte hende på hospitalet i Odense. Hun blev opereret og lå i koma nogle dage. Mens jeg var hos min mor, skulle Kiel spille kvartfinale i Champions League i Pamplona. Vi havde tabt det første opgør på hjemmebane, hvor jeg i øvrigt var skadet, så vi var presset til at skulle vinde returopgøret. Min mor sagde til mig, at hun syntes, jeg skulle tage af sted. Hun var ved godt mod, så jeg tog afsted og mødte mine holdkammerater i Pamplona. Men jeg skulle aldrig være rejst. Jeg græd i pausen og i de timeouts, der var i kampen. Jeg spillede rigtig godt, men mentalt var jeg ikke klar til at spille håndbold. Vi vandt kampen, men tabte sammenlagt.

De følgende dage fik min mor det værre. Trykket i hjernen voksede, hovedet hævede, hun blev lagt i koma, og lægerne prøvede at stabilisere hende, men der var ingen chance. Lægen forklarede, at hun kun kunne trække vejret med hjælp fra maskinen, og at hun aldrig ville åbne øjnene igen. Hun var hjernedød. Hun var 46 år. Da min far døde, havde vi længe forberedt os på, at det ville ske inden for en overskuelig fremtid. Min mors død kom derimod som et lyn fra en klar himmel, der rev benene væk under os. Min mors søskende og hendes mor havde svært ved at træffe beslutningen om at slukke for respiratoren. Det føltes, som om det var mig, der skulle gøre det som den ældste bror. Der gik nogle dage, hvor jeg forsøgte at bearbejde det, indtil jeg gav mit o.k. til lægen.

På lidt over et år havde mine brødre og jeg mistet begge vores forældre. Jeg stod som 28-årig uden en mor og en far. Vores far nåede ikke at opleve, at Carsten, Simon og jeg fik børn. Min mor nåede at møde Freja, vores første datter, som var kommet til verden i august 1998, men ikke mere end det. Som ung kan man være træt af sine forældre og synes, at de er røvirriterende, men det er rart, at de er der, og man kan få et råd af dem eller et anerkendende nik eller en hjælpende hånd. Det har Carsten, Simon og jeg fået alt for lidt af. Vores forældre mangler i vores liv. Det savn vil altid sidde i mig. Heldigvis har vi haft nogle virkelig gode svigerfamilier. Min egen har været fantastisk. Jeg kan ikke med ord sige, hvor taknemmelig jeg er, for alt hvad Lenettes forældre har gjort for mig og mine brødre.

I 2000 spillede Kiel sig frem til finalen i Champions League mod Barcelona, og det står som noget af det største for mig. Inden da havde vi vundet det tyske mesterskab og pokalen. Nu manglede vi bare at vinde Champions League. Vi vandt den første kamp på hjemmebane med tre mål. I returkampen på udebane førte vi med to mål i anden halvleg, men vi faldt sammen. Fem sekunder før tid havde vores bedste skytte chancen for at score, men han brændte, og så løb de ned og scorede og vandt finalen. I omklædningsrummet bagefter var der tavshed. Folk sad under bruseren og stirrede ud i luften. På et tidspunkt var der en, der sagde: ’Nu kører vi hjem.’ På hotellet fik jeg noget at spise, og så gik jeg op på mit værelse. Klokken 23 bankede en af mine holdkammerater på døren og sagde: ’Nu går vi ud og drikker nogle øl.’ Det kunne jeg ikke overskue, men han insisterede, så vi gik ud og havde en ganske fin aften. Dagen efter havde vi en fridag i Barcelona, hvor jeg gik lidt rundt og forsøgte at komme mig over kampen. Den kommer aldrig til at slippe mig. Men i stedet for at lade kampen begrave mig har jeg lært at bruge den konstruktivt. Et nederlag kan være en fantastisk motivation. Det samme gælder OL-finalen (mod Frankrig i august 2021, hvor Danmark tabte 25-23, red.). Når vi forhåbentlig står i finalen igen ved OL i Paris i 2024, så kan jeg trække følelsen fra nederlaget til Frankrig frem og sige til spillerne: ’Kan I huske, hvor kede af det I var? Kan I huske, hvordan vi så ud på andenpladsen på det podie?’ Frygten for at komme tilbage til et dårligt sted kan gøre, at man finder de sidste, afgørende procenter. Men generelt vil jeg sige, at det skal være drengedrømmen og glæden ved at se triumfen for sig, som er den største motivation.

I september 2001 spillede jeg for Kiel mod Wallau Massenheim i Frankfurt. I et kontraløb stødte jeg sammen med deres målmand. Jeg landede skævt og mærkede et klik i knæet. Jeg spillede videre, men de følgende dage hævede knæet op. Det viste sig, at jeg havde slået et stort stykke af brusken af og beskadiget menisken. Hver gang jeg bøjede i knæene for at sætte af til spring, gjorde det ondt. Jeg var 30 år og havde fuld fart på karrieren. Jeg spillede videre for Kiel de næste tre år, men for nedsat kraft, og i længden var det uholdbart. Min karriere som professionel håndboldspiller lakkede mod enden. Jeg kunne godt være fortsat i Kiel, men jeg syntes ikke, at jeg kunne bidrage på det niveau længere. Jeg ville hellere huskes som ham, der tryllebandt publikum, og ikke som ham, der humpede på banen.

Jeg har altid haft en plan om at blive træner. Som ung mand arbejdede jeg på Oure Efterskole og blev instruktør på håndboldlinjen. Jeg vidste, at jeg en dag havde lyst til at prøve mig selv af som træner, men man ved aldrig i håndbold. Man kan være uheldig i de to første klubber, hvor resultaterne ikke flasker sig, og så kan ens karriere pludselig være overstået. I håndbold er der ikke så langt mellem succes og fiasko, himmel og helvede.

Jeg fik et godt tilbud fra Viborg, hvor jeg blev spillende assistenttræner for Ulrik Wilbek i 2004. Jeg blev stille og roligt sluset ind i trænerarbejdet og kiggede Ulrik over skulderen, inden han efter et par år forlod klubben og blev træner for herrelandsholdet. I 2007 fik jeg tilbudt jobbet som assistenttræner i Bjerringbro-Silkeborg, hvor jeg fik et større ansvar. Jeg sugede til mig og lærte at planlægge en sæson, og jeg lærte om ledelse og konflikthåndtering. Efter tre år fik vi en ny direktør, og det medførte store ændringer. Hvor vi før havde trænet holdet på mavefornemmelse og livserfaring, så kørte den nye direktør en linje, som var mere mentaltræneragtig. Nu skulle vi finde ud af, om spillerne var grønne, røde eller blå og behandle dem derefter. Hvis du var rød, så var du en vindertype. Hvis du var grøn, var du mere følsom. Hvis du var blå, skulle du have tingene i kasser, og der skulle være styr på tingene. Der blev ansat en mentaltræner til at sidde og følge spillerne under kampene, og så skulle han give feedback bagefter: ’Jeg synes, du skældte Mads for meget ud. Han er grøn. Han kan ikke tåle det.’ Det var slet ikke mig, det der. Til sidst kunne jeg ikke se andet end farver foran mig, jeg glemte nærmest at være træner. Som træner stoler jeg på min egen intuition og på min måde at lære mennesker at kende. Jeg kunne godt lide at tage ned og spise frokost med en spiller og lige høre, hvordan han havde det. Den slags gjorde, at jeg fik et godt forhold til spillerne. Men det var ikke velanset af den nye klubdirektør, som foretrak teoribogen. Derfor måtte vores veje skilles.

Jeg fortsatte som træner i Aalborg og var glad for mit arbejde der, men det sluttede hurtigt. Jeg havde kun været cheftræner et år, da jeg fik et opkald fra Tyskland. Direktøren for storklubben Rhein-Neckar-Löwen i Mannheim ville gerne mødes med mig til en snak. De ville gøre mig til træner. Jeg drøftede det med min familie, og vi var enige om, at det var en chance, jeg ikke skulle lade min næse gå forbi. Vi vidste ikke, om sådan et tilbud nogensinde ville dukke op igen. Men jeg skal da være ærlig og sige, at jeg var lidt betænkelig ved at tage til Tyskland. Jeg vidste ikke, om jeg var rustet til at tage det skridt. Jeg aftalte med familien, at jeg flyttede alene derned, og hvis det så ellers gik godt, så ville resten af familien komme derned året efter.

Det første år blev vi nummer to i Bundesligaen. Vi tabte med to point til Kiel. Jeg syntes ikke, mine spillere var klar. Jeg havde nogle lidt hårde samtaler med spillerne, hvor jeg måtte fortælle dem, at vi spillede god håndbold, men hvis de ville vinde det mesterskab eller den pokalturnering, så måtte de finde nogle andre kræfter frem. Det lykkedes os de efterfølgende to år at vinde mesterskabet, og det gjorde, at det hele faldt lidt til ro.

Jeg nød at være træner i Tyskland. Jeg tror, jeg passer godt til den tyske mentalitet. Den tyske hårdhed fungerer på en eller anden måde godt sammen med min afslappethed og dårlige jokes. Og så er det nemmere at træne tyske spillere end danske spillere, fordi danske spillere altid rækker fingeren i vejret og spørger, hvorfor de skal gøre de ting, jeg beder dem om. Hvis jeg i Tyskland bad spillerne om at gå tidligt i seng, så var der ingen, der stillede spørgsmål ved det. Der var ikke nogen debat.

Engang i mellem spillede mit temperament mig et puds. Efter en kamp, hvor vi ikke havde leveret, som vi burde, tog jeg fat i et bord med frugt og vendte det på hovedet. Som sagt er det ikke alle øjeblikke i mit liv, som er fyldt med stolthed, men lige der var jeg vred på spillerne. Jeg ville sende et signal om, at de simpelthen ikke havde gjort nok for at vinde. Ingen af spillerne sagde noget. Tavsheden fortsatte den første halve time på busturen hjem. Jeg sad forrest i bussen og var sur, og det kunne de mærke, men på et tidspunkt driver det over, og så bliver jeg god igen. Jeg kan ikke være sur ret lang tid ad gangen. Det er livet for kort til. Min mor døde ud af det blå. Man ved ikke, hvornår livet stopper. Jeg vil ikke spilde tiden på at gå rundt og være vred.

Kort tid efter at jeg var tiltrådt som træner, ændrede jeg nogle ting i klubben, så spillerne kunne være mere sammen med deres familier. I Tyskland var det normen, at man trænede sen eftermiddag, og så var man først hjemme klokken 19. Havde man børn, så kunne man måske lige nå at komme hjem og sige godnat. Og så sad spillerne ellers og spillede PlayStation hele natten og stod sent op næste dag. Jeg ville gerne sætte en stopper for alt det natteroderi. Jeg flyttede træningen frem til om formiddagen. Det havde den fordel, at spillerne efter træningen kunne gå ud og spise en frokost med konen. Om aftenen kunne spillerne være med til at lave aftensmad og putte børnene. Det gav en bedre helhed. Det gælder om at have en trup, der har det godt, og som kan lide at være sammen, og som kæmper røven ud af bukserne for hinanden. Jo bedre spillerne har det, jo nemmere kan jeg presse dem på banen og få dem til at gøre de ting, jeg gerne vil have dem til.

I 2017 fik jeg chancen for at overtage det danske herrelandshold. Det er det ultimative. Jeg havde fulgt dem tæt via mit arbejde som kommentator på TV 2, og jeg vidste, at det var nogle gode drenge, som havde det godt med hinanden. Jeg fortsatte som træner i Rhein-Neckar-Löwen, mens jeg trænede landsholdet, men i længden var det uholdbart. Jeg sov dårligt om natten. Tankerne kørte rundt i hovedet. Jeg lå og gennemspillede kampen, vi lige havde spillet, og den næste kamp, som kom to dage efter. Der var ikke nogen pause. Jeg var slidt i bund. Under en kamp på hjemmebane i Bundesligaen mod Melsungen blev jeg pludselig svimmel. Det føltes, som om jeg fik et ordentligt dask i nakken. Jeg satte mig ned. Vi førte med 10 mål, så der var egentlig ikke stress på. Efter kampen deltog jeg ikke i pressekonferencen, men kørte stille og roligt på sygehuset for at blive tjekket. Jeg havde et blodtryk på 250 over 180. De havde aldrig set så højt et blodtryk efter en kamp. Det gjorde beslutningen om at stoppe som træner i Tyskland nem. Jeg kunne ikke holde til det mere. I sommeren 2019 sagde jeg farvel til klubben. Direktøren holdt en fin tale for mig og sagde, at jeg havde forandret klubben for altid, og at de aldrig ville glemme mig. Tårerne pressede sig på hos mig. Afskedsgaven var et spabad, som jeg blev vældig glad for.

Håndbold er familiesport nummer ét i Danmark. Det er nemt som forældre om vinteren at køre dine børn i hallen, sætte dig og drikke en kop kaffe i cafeteriet og sludre med de andre forældre og vente på, at børnene bliver færdige, frem for at du står ude i øsende regnvejr til fodboldtræning. Når der er håndboldkamp, tager mor og far afsted med børnene, og inden kampen går i gang, løber børnene rundt på banen og leger.

I forhold til lønninger og udbredelse kommer håndbold ikke i nærheden af fodbold. Håndbold er stort i Danmark, Norge, Sverige, Tyskland, Frankrig og i nogle af østlandene, men vi bliver aldrig en stor sportsgren i USA eller Storbritannien. Selv i Spanien, hvor de har et godt landshold, er håndbold ikke særlig udbredt. Da vi mødte Spanien i semifinalen ved OL i sommer, var det første gang, de spanske spillere talte med pressen under turneringen. Vi kan aldrig blive en global sportsgren med store tv-indtægter som fodbold. Vi er ikke Manchester United, der samler 70.000 tilskuere på Old Trafford. At Messi og Ronaldo tjener så mange penge, som de gør, har jeg ikke noget problem med. Hvis de er det værd, så skal de have den løn. Selvom håndbold ikke kan konkurrere med fodbold på verdensplan, så er vi stolte af, at vi kan udfordre fodbold i Danmark.

Da jeg overtog herrelandsholdet, syntes jeg ikke, at humøret og stemningen i truppen indbød til, at vi kunne gå langt i de store turneringer. Jeg ved godt, at man havde vundet OL-guld i ’16, men man var ikke kommet hele vejen til semifinalerne i de andre turneringer. Så mit fokus var først og fremmest at gå ind og skabe et sted, hvor det var fedt at være, ligesom da jeg selv spillede på landsholdet. Hvis du som træner gerne vil have, at der er godt humør på holdet, så nytter det ikke, at du selv står og ser halvsur ud og smutter op på værelset, så snart træningen er overstået. Jo bedre stemningen er på et hold, jo bedre resultater opnår du. Det kan godt være, at man som spiller på et tidspunkt tjener mange penge og bliver feteret, men allerdybest nede, når alting skal gøres op, så er det glæden, der driver dig. Du skal synes, at det er sjovt. Det er den slags spillere, der når det sidste stykke. Det er ikke nødvendigvis den spiller, der har trænet mest eller tjener mest.

Jeg er klar i min kommunikation med spillerne. De får at vide, hvad jeg forventer af dem. Det kan være, at jeg siger til en spiller, at det er min forventning, at han ikke kommer til at spille ret meget i en turnering. Så kender han præmissen, hvis han vælger at melde sig klar, og så vil jeg ikke høre noget brok under turneringen, hvis han ikke får noget spilletid. Hvis enkelte spillere går rundt og øffer, så trækker det humøret ned i truppen. Lad os sige, at vi har vundet en kamp med to-tre mål, og det var spændende, så er der 14 mand, der jubler, og to spillere, som sidder og er halvfornærmede over, at de ikke har været på banen. Det er vanvittigt drænende for en trup. Derfor gælder det om at sammensætte en trup med godt humør og som træner at uddelegere de opgaver, som skal uddelegeres, så spillerne får et medansvar: Hvis det her skal lykkes, så kræver det, at alle bidrager på banen og uden for banen.

Der er et hierarki på landsholdet, men det er ikke sådan, at jeg står og udbasunerer det. Det er ikke sådan, at Mikkel Hansen går hen til Mathias Gidsel og siger: ’Du skal bære min taske.’ For det første er Mikkel slet ikke den type, for det andet ville jeg ikke tillade, at spillerne talte sådan til hinanden. Men der er et naturligt hierarki, hvor de yngre spillere har respekt for de erfarne spillere. Hvis den respekt ikke er der, bliver det noget juks, og så får jeg for meget at lave. Jeg tror, at de skarpe hierarkier på et hold hører fortiden til. Jeg har engang som spiller i GOG spillet kamp mod det russiske hold Krasnodar, som havde målmanden Andrey Lavrov og Aleksandr Tuchkin som de store stjerner. Dengang havde man altid buffet efter kampen. Vi spiste i Gudme. Efter maden kom der en islagkage ind. Lavrov og Tuchkin sad og spiste islagkage, indtil de ikke kunne mere, og da de så var færdige, måtte resten af holdet sætte sig og spise.

En dag kom Niklas Landin hen til mig og sagde: ’Det gør mig ikke til en bedre målmand, at du råber ad mig.’ Det var fint, at han viste mig den tillid og sagde det til mig i stedet for, at han gik og var indebrændt og sur. Jeg vil mit hold det bedste, og hvis det bedste er, at jeg råber mindre ad Landin, og det er det, som giver os størst chance for at få succes, så må jeg bide mig selv i tungen og lade være med at råbe ad ham. Men det er ikke alle spillere, der kan få det privilegie. Hvis en spiller er med i for mange dårlige aktioner, så skal der nogle gange en skideballe til.

Under OL i Tokyo lavede jeg en musik- og filmquiz med spillerne. De skulle gætte, hvilken film sangen var fra, årstallet for filmen, og hvem der sang. Hvis jeg satte ’Eye of the Tiger’ på, vidste alle, at det var fra ’Rocky’. Men vidste de også, hvem der sang den, og hvornår filmen var fra? Det er de små detaljer, der afgør, hvem der vinder. Lidt ligesom i kampene. I Tokyo kunne jeg ikke gå ud og købe en gave til vinderen af quizzen. Men når vi er i Danmark, går jeg i Føtex og køber en stor æske chokolade til vinderen og nogle sure sild til det hold, der klarer sig dårligst.

Min største oplevelse med landsholdet indtil videre er VM på hjemmebane i 2019. Vi havde 15.000 tilskuere i Herning og 12.000 til åbningskampen i Royal Arena i København. Vi spillede overbevisende gennem hele turneringen og blev hyldet på Herning Rådhus foran 5.000 mennesker i silende regn. Derefter fløj vi til København sekunderet af jægerfly og blev hyldet af, jeg ved ikke hvor mange mennesker på Rådhuspladsen. Folk stod i kulden og jublede. At jeg to år senere kunne kalde mig dobbelt verdensmester, havde jeg aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig. Det er en fantastisk følelse.

Jeg får heldigvis flest venlige kommentarer fra folk, men der dukker også negative beskeder op i min indbakke. En kvinde skrev til mig: ’Nej, hvor er du blevet tyk at se på. Gider du ikke godt tabe dig. Jeg kan ikke holde ud at se det i mit fjernsyn.’ Det skrev hun. Andre skriver, at de ikke kan holde ud at se, at jeg tygger tyggegummi. Mange af de grove kommentarer kommer fra kvinder over 60. Jeg hænger mig ikke så meget i det, men jeg undrer mig da lidt over, hvad der får folk til at skrive den slags. Andre sviner mig til, fordi de mener, jeg har valgt den forkerte målmand. Jeg synes egentlig, at jeg med de resultater, jeg har leveret, har bevist, at jeg godt selv kan finde ud af at sætte et håndboldhold. Jeg kunne aldrig selv finde på at skrive til en landstræner og give ham gode råd om holdets spillestil.

Når vi tager afsted til EM i januar 2022, så er det for at vinde guld. Når du kigger på spillernes CV, så er det klart, at de ikke kan stille sig tilfredse med en hæderlig placering i puljen og så at ryge ud. Mine forventninger er, at det bliver et røvsvært EM, fordi der er så mange dygtige hold. Jeg er spændt på at se, hvor vi er mentalt. Jeg håber, vi har den mentale robusthed til at nå langt. Min lyst til at vinde er ikke blevet mindre med årene, tværtimod. Det er svært at forklare, men mere vil have mere. Som jeg plejer at sige: ’Det er fint nok at blive nummer to engang i mellem, for så bliver du mindet om, hvor lortet en følelse det er, og hvor meget federe det er at være nummer ét.’ Det er den følelse, jeg hele tiden jagter. Det er svært at forklare, for det er egentlig ikke så meget medaljen, som er det vigtige for mig. Det er mere følelsen af en fest og et fællesskab med de mennesker, som jeg har slidt og slæbt med i flere måneder i træk.

Jeg er ikke særlig boglig. Jeg læser ikke romaner. Jeg kan simpelthen ikke holde mig vågen. Hver gang jeg får en bog i hånden, dejser jeg om. Det var det samme, da jeg gik i skole. Til gengæld lytter jeg meget til musik. Jeg sætter noget god musik på og sidder stille og synger lidt med for mig selv. I flyveren prøver jeg at lade være for ikke at genere de andre passagerer. Jeg spænder bredt i min musiksmag, men inden for de sidste tre-fire år er jeg blevet ret glad for country, ikke den gamle countrymusik, som er langsom og med dyb stemme, men den nyere country, som er let og glad, og som man kan synge med på. Tidligere var jeg meget til grunge med Pearl Jam og hele den genre. Længere tilbage, i 1980’erne, var jeg klart til Prince. Han var en stor del af mit liv uden at være det, men alligevel var han det. Det var som at miste en god kammerat, da han døde.

Jeg kan godt lide mad, men du ser mig ikke tage på Noma og bruge 4.000 kroner på et måltid. Jeg har intet imod Noma, jeg tror bare ikke, at det ville blive en god oplevelse for mig. Jeg behøver ikke, at det skal være fint, og at kokken står og drysser salt ned ad underarmen. Som regel kan et måltid altid reddes for mig, hvis der er en god sovs. Jeg er opvokset med sovs. Vi spiste aldrig noget uden sovs. Jeg nok bare en bonderøv fra Sydfyn, der sætter pris på dansk mad eller en god, gedigen pastaret eller en pizza, der lige er taget ud af ovnen.

Jeg kan godt lide træstammer. Jeg prøver at undgå dem, men engang i mellem skal man forkæle sig selv. En dårlig træstamme er en, der er klistret, så du ikke kan holde den med fingrene. En god træstamme er en, hvor marcipanen er tør og fast, og hvor du kan tage en bid af den, uden at den klumper sammen i munden. Bageren på Thurø laver de bedste træstammer. Det lyder sikkert meget lokalpatriotisk, men det er sandt.

Den største luksus for mig er at kunne tage afsted i 14 dage med familien til Thailand eller Mallorca, som er vores yndlingsdestinationer. Jeg nyder også at ryge på en drengerøvstur tre-fire dage og spille noget golf uden at blive afbrudt af en telefon, der ringer. Hvis du beder mig om at vælge noget, så vil jeg vælge en af de to ting. Det behøver ikke være noget, som koster det hvide ud af øjnene. Luksussen består for mig i at være sammen med nogen, jeg holder af.

Efter årene som træner i Tyskland ville vi hjem og bo på Sydfyn og være tæt på familie og venner. Førsteprioriteten var at købe en byggegrund og bygge et hus, men så faldt vi for huset på Thurø. O.k., det var nok mest mig, men familien var med på den. Hver gang, jeg kører på dæmningen mellem Thurø og Svendborg, synes jeg, det er noget af det flotteste, jeg har set. Jeg nyder roen på øen. Der kan gå flere timer, inden der kører en bil forbi. Vi har installeret spabadet, jeg fik i afskedsgave i Tyskland, i haven. At sætte sig i badet og kigge ud over vandet og høre noget god musik … så behøver jeg ikke så meget mere.