Nikolaj Jacobsen lever et liv spændt ud mellem ekstremer: ”Lægerne havde aldrig set så højt et blodtryk efter en kamp”
Som en af verdens bedste håndboldspillere og som træner har Nikolaj Jacobsen oplevet store triumfer og grufulde nederlag, han aldrig glemmer. På det personlige plan blev han som ung mand på Sydfyn ramt af en tragedie, der sendte rystelser gennem ham. Nu, som 49-årig landstræner for de danske håndboldherrer, står han stærkere end nogensinde. Selvom vreden og temperamentet stadig kan spille ham et puds. Her fortæller han Jonas Langvad Nilsson om dengang, tyskerne lærte ham at kende som ’tryllemus’, om nødvendige skideballer og glæden ved den perfekte træstamme.
Jeg opdagede tidligt, at jeg havde talent for sport. Da jeg var syv-otte år, kunne jeg se, at jeg var bedre med en fodbold end dem fra min klasse. Jeg havde en god boldfølelse og en fornemmelse for at læse spillet og placere mig rigtigt på banen. Jeg var angriber og scorede mange mål. Jeg studerede Michael Laudrup og gik ud og øvede driblingerne selv. Men først og fremmest havde jeg glæden. Jeg spillede fodbold fra morgen til aften, og det var lige meget, om det regnede eller sneede. Jeg gik kun i skole, fordi jeg blev tvunget til det. Min drøm var at blive professionel fodboldspiller.
Jeg havde temperament og vindermentalitet fra dag ét. Hvis jeg var til børnefødselsdag, og jeg tabte fodboldkampen ude på græsplænen, var dagen ødelagt for mig. Jeg græd eller sad og surmulede. Men det skal man altså ikke. Der er ting, som er vigtigere end at vinde en kamp. Men det var noget, jeg først lærte senere.
Min far arbejdede som socialpædagog på drengehjem rundt om i landet, så familien flyttede en del. Vi boede i Præstø og i Thisted, inden vi flyttede til Oure på Sydfyn, hvor han blev ansat på Vejstruplund Børnehjem. Drengene var langt hen ad vejen søde og rare, men jeg fik at vide af min far, at nogle af dem skulle jeg ikke komme for tæt på, fordi de havde svært ved at styre sig. Min far blev slået ned et par gange. Men jeg husker det som fint. Der var altid nogen at spille fodbold med.
Min mor var sekretær på Social- og Sundhedsskolen i Svendborg. Vi havde ikke ret meget at rutte med økonomisk. Jeg har aldrig været på ferie sydpå. Det længste, jeg kom væk, var på Kruså Camping, eller når vi var på ferie hos noget familie på Sjælland. Vi var ikke fattige, det var ikke sådan, at der ikke var mad på bordet, og jeg og mine to yngre brødre, Carsten og Simon, manglede ikke tøj. Men vi havde ikke råd til en bil. Der var gode perioder og dårlige perioder. Skulle jeg have lommepenge, måtte jeg selv tjene dem. Jeg kørte med aviser i Oure. Fyns Amts Avis. Jeg havde en landrute på 11-12 kilometer.
