”Man vænner sig aldrig helt til at blive skudt på klos hold”

DER ER KUN 20 cm mellem spidsen af geværet og hans næsetip. Han står med armene over kors og stirrer direkte ind i løbet på et maskingevær. Men han er ikke bange.

”Er vi klar til at skyde?”

Skytten over for ham lægger an til at trykke på aftrækkeren. Han fortrækker stadig ikke en mine. Et skarpt smæld lyder, og en kraftig, gul stikflamme fylder hele hans synsfelt. Han lukker øjnene bag de runde briller, der sidder på hans næse. Hans lange brune hår blæser baglæns på grund af lufttrykket fra maskingeværet. Men da lysglimtet er væk, står han stadig. Han er lige blevet skudt i hovedet, men ikke engang brilleglasset har taget den mindste skade.

Daniel Karpantschofs ansigt flækker i et stort smil. Han kigger på gerningsmanden. Det er Søren Haraldsted, hans ven og partner. Sammen har de lige demonstreret en opfindelse, som måske kan revolutionere filmindustrien. Vi befinder os hos Wonderland Productions i den københavnske forstad Skovlunde, et stort rekvisitlager i en grå industribygning. På hylderne står alt fra udstoppede dyr til møbler og sågar et dragefly, som anvendes til store danske tv- og filmproduktioner. Daniel Karpantschof og Søren Haraldsted kender ejerne og har fået lov til at låne lokalerne i dagens anledning. Naboen er blevet advaret på forhånd, for det er ikke alle steder, de to mænd kan vise deres opfindelse frem uden at sprede skræk – og i værste fald få myndighederne på nakken.

Det store, sorte automatvåben, som Søren Haraldsted holder i sine hænder, er en tro kopi af et M95-maskingevær, det danske forsvars infanterivåben. Egentlig er det en airsoft gun, bedre kendt som et 'splatter'-gevær, designet til at affyre små, hårde plastikkugler. Men ved hjælp af en særlig teknologi, som han og Daniel Karpantschof har udviklet, er geværet blevet ombygget til at lyde og opføre sig præcis som den ægte vare. Bortset fra at der ikke kommer et projektil ud af løbet, når man trykker på aftrækkeren.

Da Søren Haraldsted har sænket sit våben, griner Daniel Karpantschof:

”Man vænner sig aldrig helt til at blive skudt på klos hold.”

EN AFTEN I 2010 stod Søren Haraldsted og lavede lasagne med sin søster, da det pludselig bankede på døren.

Ude i opgangen stod to lettere forvirrede politibetjente. To år forinden havde han været i Tjekkiet for at lave special effects til instruktør Ole Christian Madsens actiondrama ’Flammen & Citronen’. Han havde været ansvarlig for at skaffe de nødvendige tilladelser til at importere 12 kasser skydevåben fra et dansk våbenlager til det centraleuropæiske land, som skulle bruges i filmen. Men da optagelserne var overstået, og våbnene skulle retur til Danmark, havde de tjekkiske toldere glemt at registrere, at de var blevet ført ud af landet igen. Og nu var Søren Haraldsted eftersøgt for våbensmugling af Interpol.

Heldigvis havde han dokumentation for, at våbnene var blevet registreret og returneret til Danmark, men oplevelsen fik Søren Haraldsted til at tænke: Der måtte findes en måde at lave actionfilm på, som ikke involverede at leje rigtige våben, der ofte havde været brugt i krig, og som det kunne tage månedsvis for en filmproduktion at få tilladelser til at bruge.

”Da de skulle optage ’Band of Brothers’ (Steven Spielberg-miniserie om Anden Verdenskrig fra 2001, red.) i Bulgarien, skulle de fragte cirka 600 våben og et crew på 150 mand ind i landet. Uden de rigtige tilladelser er det – juridisk set – en invasion af landet, og det krævede et opkald til Tony Blair, som måtte ringe til den bulgarske premierminister for at få det igennem,” fortæller Søren Haraldsted.

Men det blev ved idéen, indtil han i 2015 satte sig ned med sin gamle ven Daniel Karpantschof, som han kendte fra deres fælles tid på Niels Brock. Daniel Karpantschof boede på daværende tidspunkt i New York, hvor han arbejdede med iværksætteri og rådgivning, men var hjemme i Danmark for at fejre Søren Haraldsteds 30-års fødselsdag.

Sammen stiftede de virksomheden Copenhagen Industries, og i løbet af det næste års tid, mens Daniel Karpantschof fløj frem og tilbage mellem København og New York, arbejdede de i fællesskab på at gøre Søren Haraldsteds idé til virkelighed og udvikle en teknologi, som kunne erstatte rigtige våben på film og tv-produktioner og spare produktionsselskaber måneders arbejde – og flere hundrede tusinde kroner i omkostninger.

Men ifølge Daniel Karpantschof var det til at begynde med svært at sælge idéen om et nyt og mere sikkert filmvåben, da andre før dem havde forsøgt sig med lignende projekter, men forgæves.

”I starten, når vi fortalte folk om vores projekt, kiggede de skeptisk på os. Våben til film? Det lugtede langt væk af drengerøvsprojekt og pis og papir, og først da vi i februar 2017 gik i Go’ Morgen Danmark på TV 2 og demonstrerede vores prototype på live-tv for første gang, begyndte folk at tage os mere seriøst.”

SUPERHELTE-FILMEN ’The Crow’ (1994) skulle have været Brandon Lees store gennembrud. Hans skuespillerkarriere var startet med to kampsportsfilm, men opsat på at blive husket som andet end sin fars søn – den berømte karateskuespiller Bruce Lee – takkede han ja til hovedrollen i ’The Crow’. Filmen indeholdt flere skudscener, og for at få dem til at fremstå realistiske, brugte man rigtige pistoler med løst krudt på settet.

Et løst skud er et patronhylster med en såkaldt primer – en form for krudt – som skaber effekten af et våben, der bliver affyret. Men modsat rigtige patroner er projektilet af bly udskiftet med pap, så patronen ikke gør skade, medmindre den affyres på meget kort afstand.

Forud for optagelserne til en scene, hvor Brandon Lees karakter skulle myrdes med en pistol, var filmfolkene imidlertid løbet tør for løse patroner. For at spare penge havde producerne fyret den ekspert, der sørgede for sikkerheden omkring de våben, som blev brugt under optagelserne, og derfor tog den special effects-ansvarlige på produktionen en kasse rigtige patroner, som han havde liggende i bagagerummet af sin bil, og ombyggede dem til at skyde med løst krudt. Han lavede også en håndfuld dummypatroner, som er patroner, hvor blyspidsen er intakt, men som ikke indeholder krudt. Disse skulle bruges til close up-optagelser af pistolen. Det hele skulle gå stærkt, og da han ladede pistolen, glemte han ved en fejl en patron med blyspids i dens magasin.

I en af de sidste scener i ’The Crow’ skulle Brandon Lees karakter komme hjem i sin lejlighed med indkøbsposer i hånden, blot for at blive overrasket og dræbt af en fjende, spillet af den amerikanske skuespiller Michael Massee. Første take gik efter planen, Michael Massee affyrede våbnet, en pakke med filmblod i Brandon Lees indkøbsposer blev aktiveret for at simulere et skudsår, og skuespilleren faldt om. Men da kameraerne slukkede, rejste han sig ikke igen. Han var blevet ramt i mellemgulvet af bly-projektilet, der havde sat sig fast i pistolen, og som var fulgt med ud af løbet, da Michael Massee affyrede dét, der skulle have været en harmløs patron. Brandon Lee blev hasteindlagt på hospitalet og opereret i seks timer, inden han blev erklæret død om natten den 31. marts 1993.

Brandon Lees ulykke er måske den mest berømte af sin slags, men der findes talrige eksempler på, at det kan være farligt at bruge rigtige våben til filmoptagelser – også selv om skuddene er blanke. Det er derfor ikke kun for at gøre livet nemmere og billigere, men også mere sikkert for filmfolk, at Copenhagen Industries har udviklet deres våben, siger Daniel Karpantschof:

”Mange tror, at løse skud ikke er farlige. Men det er de.”

DET ER DE FÆRRESTE, der ved, at en af verdens største producenter af kopivåben ligger i den nordsjællandske by Espergærde.

I et industrikvarter står palle efter palle på række som et IKEA-lager med våben, der for både trænede og utrænede øjne er umulige at skelne fra den ægte vare. Det skyldes, at ActionSportGames – eller bare ASG – har 30 eksklusive licensaftaler med nogle af verdens største våbenproducenter som Steyr, ArmaLite og LMT, der giver dem rettigheder til at producere én-til-én kopier af skydevåben, som anvendes verden over af politi og militær. Håndvåben og rifler er genskabt på grammet, og det er først, når man undersøger magasinet nærmere og prøver at trykke på aftrækkeren, at man opdager, at der ikke er tale om et rigtigt skydevåben. Det er ikke for sjov, at politiet af og til må rykke ud, når unge drenge render rundt på lidt for offentlige steder med lidt for virkelighedstro 'splatter'-pistoler.

I det ene hjørne af lageret står en maskine netop og sorterer små plastikkugler, som efterfølgende fyldes på flasker og fragtes ud til forhandlere i mere end 60 lande. Og i et tilstødende lokale er medarbejdere i gang med at samle og teste en sending våben, hvis metaldele også produceres i Danmark, ikke langt herfra.

Daniel Karpantschof og Søren Haraldsted hørte om ASG ved et tilfælde, men har siden fået et godt forhold til de to ejere af virksomheden. De har indgået et samarbejde, der vil gøre Copenhagen Industries i stand til at levere op til 1.000 filmvåben med kort varsel, så snart deres egen teknologi er klar til masseproduktion. Den slags aftaler er nødvendige, hvis de skal kunne møde kvalitets- og kvantitetskravene på produktionerne af de allerstørste Hollywood-film – som allerede har haft bud efter de to danske iværksættere og deres våben.

I forbindelse med en kapitalrejsning i sommeren 2018 skrev Daniel Karpantschof til Millennium Films, et amerikansk produktionsselskab der står bag mere end 300 spillefilm – heriblandt alle fem ’Rambo’-film med Sylvester Stallone i hovedrollen. De viste interesse i Copenhagen Industries’ teknologi, og Daniel Karpantchof fløj til Bulgarien, hvor Millennium Films ejer et filmstudie, for at demonstrere våbenet for de amerikanske filmfolk, der skulle i gang med at filme ’Rambo 5’.

To uger senere fik han et opkald fra Jonathan Yunger, executive producer på filmen: ”Kan I levere om to uger?”

De næste to dage gik Daniel Karpantschof og Søren Haraldsted rundt om sig selv. Skulle de tage chancen, der kunne sende dem direkte til Hollywood, selv om deres produkt endnu ikke var helt færdigudviklet? ”As seen in Rambo 5,” ville kunne åbne mange døre for Copenhagen Industries, men i sidste ende valgte de to iværksættere alligevel at takke nej:

”Det gjorde ondt at sige nej til ’Rambo 5’. Men det havde været langt værre at sige ja og stå på filmsettet med et våben, der pludselig ikke virkede – halvdelen af at være iværksætter er at sige ja til alt, den anden halvdel er at vide, hvornår man skal sige nej,” siger Daniel Karpantschof.

TILBAGE I LAGERBYGNINGEN i Skovlunde står Søren Haraldsted og roder med en lille gul boks, udstyret med et lille display og runde drejeknapper. Den kan indstilles på forskellige parametre, så filmvåbnet kommer til at lyde præcis som det virkelige våben, det er meningen, at det skal efterligne – eksempelvis en AK-47 eller en M95, som blev brugt i filmen ’Krudttønden’ om terrorangrebet i 2015 i København, der nåede at få premiere, inden alle landets biografer måtte lukke på grund af coronavirus.

Under optagelserne løb skuespiller Albert Arthur Amiryan, som spiller terroristen Omar El-Hussein, rundt med en riffel udstyret med indmad fra Copenhagen Industries, forbundet til en lille taske på hans ryg, hvor en flaske med propan og oxygen blandes og føres gennem et brændkammer, hvorefter en stikflamme skyder ud fra geværmundingen. De to iværksættere er i gang med at patentere teknologien, og hvordan væskerne præcist blandes for at skabe illusionen af et skud, er en forretningshemmelighed.

Søren Haraldsted tager den samme taske af ryggen, som han lige har brugt til at afprøve våbenet med Daniel Karpantschof som offer. Han fortæller, at det har krævet mange timers arbejde at nå dertil, hvor de i dag kan præsentere et stabilt produkt, der rent faktisk virker, når de skal vise det frem.

”De første mange gange, vi skulle teste vores våben, virkede det pludselig ikke. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange elektronikken er brændt sammen, og vi har måtte gå tilbage til tegnebrættet og justere vores design,” siger Søren Haraldsted og tilføjer, at Copenhagen Industries siden har indgået en aftale med en anden dansk virksomhed, Move Innovation, om at stå for den tekniske del af produktudviklingen.

"Vi blev trætte af at stå og rode med hjemmelavede printplader," griner han.

Inden Søren Haraldsted og Daniel Karpantschof kan indtage Hollywood, må de dog tilbage til tegnebrættet endnu en gang. For selv om det ikke ses under optagelserne, oplever de, at produktionsselskaberne efterspørger en version af teknologien, som ikke kræver, at skuespillerne skal rende rundt med en taske på ryggen. Endnu en udviklingsfase kræver nye investeringer, og i jagten på penge til at komme helt i mål, kigger Copenhagen Industries mod udlandet.

”Vi skal bruge cirka 10 millioner kroner. I den danske filmbranche er det rigtig mange penge, i USA er det næsten for lidt til at blive taget seriøst. Men det skal nok lykkes,” siger Daniel Karpantschof.

Søren Haraldsted rækker ham M95-riflen og pakker udstyret sammen. Daniel Karpantschof kigger ned, vender og drejer den i hænderne et par gange, inden han igen kigger op:

”Det er lidt sjovt, for hverken Søren eller jeg er egentlig særligt store våbenfans. Vi interesserer os mere for historiefortælling. Forhåbentlig kan vi være med til at gøre lidt det nemmere og meget sikrere for instruktører, producenter og skuespillere at fortælle deres historier på film.”