Har du svært ved at komme ordentligt i gang med dagen? Haidar Ansari gør én særlig ting, som han lærte i fængslet

HVER DAG, når jeg står op, skal jeg spille skak. Jeg spiller lynskak. En halv til en hel time hver morgen på computeren. Det skal jeg for at kunne vågne. Jeg hører musik imens og drikker min kaffe. Det var i fængslet, jeg begyndte at spille skak.

Jeg har overhovedet ingen faste rammer. Langt de fleste dage står jeg op ved en 10-11-tiden. Hvis jeg ikke skal noget den pågældende dag, kan jeg sagtens bare gå rundt i klipklappere og joggingtøj og så bare skrive. 

Når jeg skriver, har jeg brug for, at min mobil er slukket og lagt væk, og at alt på min computer er lukket ned udover mit skriveprogram. Jeg skriver i Pages. Der er altid bøvl med forlaget, fordi Pages formaterer anderledes end Word. Men det snakker godt sammen med min stationære Mac, min MacBook og min iPhone.

Mit liv er ikke bare at stå op og skrive. Jeg står for rigtig mange ting selv. Jeg har én, der står for PR og kommunikation, men ellers er der meget, jeg selv skal se til. Der er tusind ting, der skal ordnes. Og det kan næsten paralysere mig, når jeg har en masse ting, jeg ikke har fået gjort, og så kan jeg ikke skrive. Det fungerer virkelig dårligt for mig. Jeg har brug for, at der ikke er andet i mit hoved.

Det bedste er derfor, hvis jeg kan komme ud af sengen lidt tidligere, end jeg plejer. Få det praktiske ordnet. Alle de løser ender. Og så gå i gang med at skrive. Ellers bliver klokken hurtigt 14. Og så er jeg pludselig gået ud for at drikke en kaffe med nogen.

FAKTISK, når jeg tænker på det nu, ved jeg næsten ikke, hvordan digtsamlingen er blevet til. Da jeg skrev den første (’Institutionaliseret’, red.), var den mit liv i de måneder. Det var dét, jeg lavede. Ikke andet. Og den følelse har jeg ikke haft denne her gang. Det har været virkelig rodet, og der har været perioder, hvor jeg slet ikke har kunnet finde hoved og hale i teksten. En blanding af løse noter sat sammen med længere stykker skrevet i lange flows ved computeren. På et tidspunkt måtte jeg sprede hele manuskriptet ud på stuegulvet for at finde den røde tråd.

Det meste af bogen har jeg skrevet hjemme hos mig selv. Tre fjerdedele, vil jeg skyde på. Resten er skrevet på tilfældige tidspunkter på min telefon. Små noter, hvis jeg har oplevet et eller andet. Jeg har ikke én samlet note på min tele-fon. Hvilket gør, at jeg heller aldrig kan finde det, jeg skal bruge. Jeg har også en notesbog, hvor jeg skriver forskellige ting ned, men jeg glemmer altid hvor. På én side står der gerne noget om fem forskellige projekter.

JEG SENDER TIT noget ufærdigt til mine redaktører. Noget, som vel næsten kan kaldes for skitser. Herfra er det i tæt dialog med dem, at jeg begynder at skære ind. Jeg har fundet ud af, at jeg aldrig selv ville være i stand til at nå frem til noget færdigt. Det er svært helt at sige, men jeg tror ikke, at der er så mange andre, der gør det på den måde. Jeg har fx indtrykket af, at Caspar Eric, som har læst med undervejs, skriver meget mere struktureret.

Jeg tænker ikke komposition, når jeg skriver. Jeg tænker ikke engang æstetik. For mig er det her ikke en spændende leg med ord. Jeg skriver det, jeg gerne vil sige. Det, der brænder inde i mig. Og så prøver jeg at finde ud af, hvad der fungerer, og hvad jeg kan bruge. Hvad jeg ligesom skal gøre med det, der er kommet ud.

JEG SKREV DEN FØRSTE bog i Vestre Fængsel. Den her har jeg skrevet i en lejlighed i Indre By. Det har givet mig nogle helt andre inspirationer. Noget andet end litteratur. Helt konkret lytter jeg til utroligt meget musik. Det kunne jeg ikke før. De samme timer, jeg nu hører musik, brugte jeg i fængslet på at læse litteratur. Den her gang har jeg fundet mere inspiration i Kendrick Lamars musik, end jeg har fundet hos nogen forfatter. Evnen til med flow og med dybde at kunne sige så meget med så lidt har været utroligt inspirerende.

DER KAN GODT GÅ tre uger, hvor jeg ikke rigtig orker at skrive noget. Eller ikke kan skrive noget. Men så mærker jeg et gennembrud, jeg får fat i noget, og så aflyser jeg alt i min kalender. Der er jeg meget kynisk.

Da jeg arbejdede mest koncentreret med den her bog, så jeg ikke nogen mennesker i seks dage. Jeg skrev, og jeg sov. Min telefon var slukket. Den friske luft fik jeg kun, når jeg gik i kiosken efter snus. Maden fik jeg leveret med Wolt. Typisk noget wok, som jeg spiste foran computeren. Jeg har brug for den totale isolation. Jo mere, jeg bliver påvirket af andres indtryk, jo dårligere skriver jeg. Hvis jeg får en idé, jeg gerne vil udforske, skal jeg ikke fortælle dig om den, for så mister jeg den oprindelige vision.

JEG SKRIVER BEDST sen eftermiddag og aften. Der har min hjerne ro. Støjen er forsvundet. Måske har jeg også gået og akkumuleret noget i løbet af dagen, som bare skal ud. 

Jeg er generelt en enspænder. Gennem årene har jeg vænnet mig til at være alene om mine visioner. Og at tænke dem igennem alene. I mine maniske perioder glemmer jeg tit at spise og drikke. Kører bare på snus og kaffe. Efter sådan en uge er jeg fuldstændig energiforladt. 

I arbejdet med den her bog har jeg sendt den til mange forskellige undervejs. Også til folk, som ikke normalt læser lyrik. Eller litteratur overhovedet. Det er vigtigt for mig, at den kan læses bredt. Derfor har jeg lyttet til meninger fra unge, ældre, læsere og ikke-læsere. Virkelig taget deres ord til mig. Målet er, at den her bog kan omfavne de læsere, der ikke normalt læser litteratur.