Javier Bardem skal spille Mexicos erobrer i ny miniserie af Steven Spielberg

Holdet bag ’Schindlers Liste’ og Javier Bardem skal genfortælle aztekernes lidelseshistorie.

Javier Bardem skal spille Mexicos erobrer i ny miniserie af Steven Spielberg
Offentliggjort

Det er ikke sjældent, at de mørkeste afkroge af den menneskelige historie bliver til stor filmkunst. Bare til sidste års Oscars så vi Gary Oldman i rollen som Winston Churchill i ’Darkest Hour’ om Europas kamp mod Tyskland eller filmen ’Dunkirk’ om verdens største tilbagetrækningsaktion.

Vores mørke fortid tiltrækker os, og måske derfor har Amazon Studios nu fundet et rigtig grumt stykke imperialismehistorie frem fra gemmerne. De har netop offentliggjort planerne om at lave en fire timers miniserie baseret på sagaen om den legendariske spanske conquistador Hernan Cortes, der sejlede i land i Mellemamerika og erobrede Tenochtitlan, det nuværende Mexico City.

Serien er bygget på den amerikanske forfatter Dalton Trumbos manuskript ’Monezuma’ fra 1960’erne, der udforsker forholdet mellem Cortes og aztekernes overhoved Montezuma II. Det er dog blevet finpudset af Steven Zaillian, der også skrev den mindst lige så dystre ’Schindlers Liste’. Ud over at være producer, sammen med Javier Bardem og Zaillian, skal Steven Spielberg angiveligt instruere serien.

”Det er et privilegium at fortælle den her episke historie. En historie, der er fuld af drama og konflikt blandet sammen med det her store, historiske møde mellem to fjerne civilisationer, der ramler sammen på højdepunktet af deres regeringstid,” siger Javier Bardem, der skal spille Hernan Cortes, til The Hollywood Reporter.

”Som skuespiller er der ikke nogen bedre udfordring end at arbejde på sådan et unikt projekt. Jeg har været passioneret omkring det i mange år, og jeg er begejstret over at arbejde med drømmeholdet bestående af Steven Spielberg, Steven Zaillian og Amazon,” tilføjer han.

LÆS OGSÅ: Apple tager seriekampen op mod Netflix og HBO

LÆS OGSÅ: Netflix køber rettighederne til ’Monty Pythons’ bagkatalog og kommende materiale

LÆS OGSÅ: Tom Hardy deler de første billeder i rollen som Al Capone