Derfor var 1994 det bedste år i kulturhistorien

Som enhver anden idiot født efter Murens fald har jeg en klippefast og virkelighedsfjern idé om, at lige netop jeg da er speciel og unik. At min far er stærkere end de andre fædre, og mine venner er sejere end alle jer andres.

Jeg tager den endda så vidt, at jeg er overbevist om, at mit fødselsår på en eller anden måde skulle være specielt. I spørgsmålet om min fars styrke er juryen ude, og jeg har kun indicier og inhabile vidneudsagn på mine venners coolness. Men til gengæld kan jeg nu præsentere håndfaste og uigendrivelige beviser på, at 1994 var året, hvor det hele peakede. I hvert fald kulturelt.

For selvom helvede på jord udspillede sig i det lille centralafrikanske land Rwanda, hvor et brutalt folkedrab kostede op imod 800.000 mennesker livet, nød Vesten godt af den nyfundne ro, der var kommet ovenpå Jerntæppets fald i 1989. Den 8. januar 1994 underskrev fulderikken Boris Jeltsin og liderbassen Bill Clinton Kremlin-akkorderne, der var en række aftaler, der gjorde det klart, at USA og Rusland ikke længere havde det atomare sigtekorn konstant indstillet på hinanden.

Måske manglen på den konstante frygt for at blive ramt af en atombombe gav de kreative arbejdsro til at finde de ekstra procenter frem, for niveauet, der blev lagt for dagen, var uhørt højt.

Oscarjuryens medlemmer må have haft overordentlig dårlig samvittighed over, at hverken ’Pulp Fiction’ eller ’En verden udenfor’ ikke kunne hjemtage prisen for årets film, men til deres forsvar må det have været som at vælge mellem sine børn, når feltet indeholdt de to førnævnte og den endelige vinder, ’Forrest Gump’. Alle tre er film, som i dag er at betragte som absolutte klassikere.

’Forrest Gump’ er fortællingen om den godmodige sydstatsknægt, der bliver krigshelt og sportsikon, og ellers på mystisk vis er involveret i nærmest samtlige store begivenheder i det 20. århundrede. Fuld af kærlighed, afmagt, venskab og uskyld minder den alle om, at ignorance som oftest er lykken, og at man ikke skal skue drengen ud fra, hvor langsomt han taler. Uagtet at det er en kunstnerisk ufarlig film, må man bøje sig i støvet for håndværket og skuespilpræstationerne, der vækker alle de rigtige følelser på alle de rigtige tidspunkter.

I den helt anden ende af hyggespektret er ’Pulp Fiction’. Det blev datidens mest indbringende indiefilm, og den vandt tilmed Guldpalmen i Cannes, hvilket for en amerikansk, ultra-voldelig film var uhørt. Myten om den gale, geniale og autodidakte Quentin Tarantino var skabt.

’Pulp Fiction’ er på alle måder en ikonisk film med dens sylespidse og absurde dialoger, dens krydsende tidslinjer og dens helt igennem kulørte persongalleri, der tæller alt lige fra den bibelreciterende lejemorder, Jules (Samuel L. Jackson), til den fåmælte, men hårdtslående Butch (Bruce Willis) og videre til Harvey Keitel, der som en anden Emma Gad sætter pris på form og etikette, selv når bilen skal tørres af for hjernerester.

John Travolta var født på ny, Samuel L. Jackson ville fremover kun lejlighedsvis blive forvekslet med Laurence Fishburne, og Tarantino var Hollywoods varmeste instruktør.

Det er en film, der på én og samme tid føles autentisk og opskruet, og som sådan ikke kan siges have en morallære eller et tema, den kredser om. Den er sin helt egen film, som står ovre i hjørnet og spiller cool med en cigaret, mens de andre sidder ved bordet og spiller højpandet.

Som sådan minder den lidt om Oasis og i særdeleshed stodderen over dem alle, Liam Gallagher. Svær at sætte ord på, men godt ser han ud, og fart har han på. Sammen med storebroren og ærkefjenden Noel og et par andre ærkebritiske, potrygende og fodboldelskende mandebørn, dannede han i starten af 90’erne Oasis.

En fuckfinger til Blur og andre britiske bands, der havde frækheden til at kalde sig rockgrupper, men ikke besad fandenivoldskheden til at udleve livet som Lucifers spillemænd. Oasis er til den dag i dag det sidste rigtige rockband med alt, hvad der tilhører af kokain, stjernenykker og højtflyvende attituder, og det hele startede med albummet ’Definitely Maybe’, som udkom i 1994.

På den anden side af Atlanten var livet hårdt i de socialt udsatte ghettoer på østkysten. Ikke alene plagede vold, stoffer og fattigdom New Yorks betonjungle, tilmed var den solbeskinnede vestkyst løbet med al opmærksomheden for dens banebrydende og usvineligt populære G-funk, der med menneskebjerget Suge Knight og Dr. Dre i spidsen havde lagt samtlige dansegulve ned. Der måtte komme et modsvar fra hiphoppens fødeby, og det skal jeg så sandelig love for, der kom.

Først droppede ’Illmatic’. Klassikeren over alle klassikere. Historien om tilblivelsen af albummet er legendarisk. I 1991 kommer den bare 17-årige Nas, et gudsbenådet raptalent, der med en ikonisk optræden på nummeret ’Live at the Barbecue’ fik jungletrommerne til at vibrere med hans navn og gjorde samtlige af byens stjerneproducere opmærksomme på ham. Over de næste tre år arbejdede cremen af østkysthiphop på at lave det bedste rapalbum, verden havde set, og i 1994 landede det endelig.

Hvis du skal introducere en, der har aldrig før har lyttet til hiphop, så gør det gennem ’Illmatic’. Det er hiphop kondenseret til den renest mulige form. Sublim historiefortælling og hjerteskærende rim, der leveres med en sjældent set nerve og forståelse for ghettoens ubønhørlighed.

Udover ’N.Y. State of Mind’ er der ingen umiddelbare hits, men til gengæld er det 10 numre lange album spækket med dens slags kvalitet, der giver en lyst til at fordybe sig i hver enkelt rim og produktion.

Et par kilometer fra Nas hjemstavn, Queensbridge, stod en anden ung mand på tærsklen til legendestatus. Christopher Wallace havde hele hans ungdom stået på Fulton Street og slinget det ene og det andet over disken i forsøget på at forsørge sin datter, men visse talenter er simpelthen for store til at blive holdt nede for evigt, og da den gumpetunge og kamæleonøjede rapper slog pjalterne sammen med en up-and-coming pladeselskabsmand ved navn Puff Daddy, stod sol, måne og stjerner lige.

Med Puff Daddys sans for hvad der får røven til at svinge på et dansegulv og Biggies enorme karisma og endnu større talent, var der lagt i kakkelovnen til et samarbejde, der skulle gå over i historien. ’Ready To Die’ er lige dele semibiografisk historiefortælling og storskrydende blær fra en mand, der mere end nogen anden formåede at lyde som kongen af New York.

Hans dybe stemme vibrerer med selvtillid, og hans flow og rim er både hårde og bløde, sjove og alvorlige og i det hele taget dybt originale. ’Ready To Die’ er ligesom ’Illmatic’ kendt som et af de bedste albums i hiphophistorien, og det er faktisk også det eneste, Biggie nåede at udgive i sin levetid, da han blev myrdet i 1997 blot 24 år gammel.

1994 var et kulturår, der spændte bredt. Fra hård gaderap til guddommelig rock, fra Hollywood-slaskere til indiemesterværk. 1990’erne var et årti præget af levelyst og finansiel velstand. På trods af discoens fødsel var 1980’erne et sørgeligt årti, hvor festen i højere grad blev opsøgt som et forsøg på at undslippe livets nederdrægtighed, men i 1990’erne havde verden det over en bred kam bedre.

Og selvom vilkårene for fx Biggie og Nas var svære, så skyldes deres succes også, at den hvide forstad havde overskud nok i eget liv til at beskæftige sig med forfaldet i ghettoen samt det faktum, at teknologien og TV’ets fremmach gjorde det muligt for resten af verden at dykke ned i den amerikanske kultur. Verden var på vej fremad, og det medførte en kreativ frileg, der gav os nogle af de største kulturelle mesterværker, vi har set.

I rest my case.