Jeg har aldrig oplevet et kick i nærheden af det, man får af at spille. Det giver en varm følelse. En ro i kroppen. Det er lidt ligesom at være til en fest eller i et selskab med en masse mennesker, og selv om du ikke taler med nogen, så har du det bare godt. Skide godt.
Da jeg var 10-12 år gammel begyndte jeg at tippe sammen med min far. Jeg plejede at spille to halve og to helgarderinger. Det kostede seks kroner. Det havde jeg rimelig succes med, så jeg begyndte også snart at tippe for naboen.
Annonse
Som ung mand arbejdede jeg frivilligt i et spillehus, altså et hus med spillemaskiner, enarmede tyveknægte. Spillemaskiner har for mig været det allermest vanedannende. Jeg tror, at det har noget at gøre med de varme farver og lydene, som er med til at udløse dopamin i hjernen. Det er noget, som professionelle psykologer er med til at udvikle. Når man vinder, bliver man lidt stolt. Man føler det som om, man har snydt maskinen.
Spillehallen i Tivoli. Her har Ronny Bech brugt en del tid. Foto: Rexfeatures
Jeg sagde det ikke til nogen, da jeg begyndte til dagbehandling for ludomani. Jeg var bange for at miste den status, jeg havde blandt mine venner og kolleger. Folk opfattede mig som sådan en med styr på tingene, en sød kæreste og en velopdragen søn. Efter at jeg var holdt op med behandlingen, gik det meget godt. Jeg holdt en pause, hvor jeg ikke spillede noget som helst. Så tog det fart igen. Da jeg var allermest langt ude spillede jeg alting.
Jeg spillede nok 1-1,5 million op på halvandet års tid og tog lån alle mulige forskellige steder. Der var en dame i min bank, som jeg kunne sno om min lillefinger. Jeg fulgte hende rundt i hele Storkøbenhavn, hver gang hun flyttede afdeling. Jeg var god til at overtale folk, hurtig i replikken, strategisk. Mennesker rundt om mig blev til brikker i et levende skakspil. På et tidspunkt forfalskede jeg min kærestes underskrift og lånte 70.000 kroner.
På forunderlig vis har jeg holdt mig ude af RKI. Jeg er skraldemand af profession, men på et tidspunkt begyndte jeg at uddanne mig til kørelærer for at kunne arbejde om eftermiddagen og finansiere mine udgifter. Det var meget smart, for i kælderen til bygningen hvor jeg læste, havde de spillemaskiner. Så kunne jeg sætte et par maskiner på auto-program og spille, mens jeg læste.
Ronny Bech er født i 1974 og opvokset på Amager i København. Privatfoto
På et vist tidspunkt holdt jeg op med at kigge mig i spejlet. På forbrændingsanstalten har vi et spejl, der hvor man skifter til arbejdstøj. Jeg havde altid været en af de forfængelige, der lige skulle se, om håret sad ordentligt, selv om jeg bare kørte med skrald. Til sidst kunne jeg ikke holde ud at se på mig selv. Også fordi jeg var tynd og havde rande under øjnene. Mit liv var meget stressende. Ud over mine to arbejder, skulle jeg nå at spille og at stå op inden min kæreste, så hun ikke fandt rykkere og regninger. Når jeg endelig havde tid til at lægge mig på sofaen, tudede jeg mig selv ihjel.
En kold vinteraften ved otte-nitiden efterlod jeg et afskedsbrev. Så tog jeg over i Kongelundsskoven med en flaske whiskey for at fryse ihjel. Da jeg tog den første tår, fik jeg en vision. Jeg så min tre-årige søn over horisonten. Med sin barnestemme fortalte han mig, at jeg ville være fej, hvis jeg valgte at stikke af fra det hele. Så tog jeg hjem igen og gemte afskedsbrevet væk.
Men jeg følte stadig, at jeg var i et kæmpe hul, som det var umuligt at komme op af. Så en dag fandt jeg brevet frem igen og tog ned på Amager Strand. Min plan var at svømme så langt ud, at jeg ikke kunne komme ind igen, drukne i det kolde vand. Det gentog sig. Jeg så min søn i horisonten. Han fortalte mig, at jeg var fej. Så jeg svømmede ind igen. Tog det våde tøj med på arbejde og hang det til tørre der.
En dag i april 2010 tabte jeg 26.000 på to maskiner på Amager Brogade. Så brød jeg helt sammen og fortalte min kæreste, at jeg havde spillet alt op. Hun begyndte at ryste over hele kroppen. Renholdningsselskabets psykolog sørgede for, at jeg kom på et fem ugers ophold på et center i Korsør, der også behandler narkomaner og alkoholikere.
Annonse
I dag har jeg ikke spillet noget i næsten fem år. Inden for det næste år har jeg forhåbentlig betalt min gæld ud. Mine forældre har ikke noget imod at låne mig 500 kroner i ny og næ. Men hvis jeg pludselig kom og spurgte om 3000, ville de nok spørge, hvad jeg skulle med dem. Min søns mor og jeg er ikke sammen længere. Jeg ved ikke, hvor meget tillid hun har til mig, men hun synes, jeg er en god far, og vi snakker meget sammen, om hvordan vi opdrager ham.
Man overvinder aldrig ludomanien. Der kan være dage, hvor trangen til at spille er rigtig stærk. Hvor man tænker, at det ikke ville være så slemt med et lille spil. En dag passerede jeg en spillehal. Døren åbnede. Og ud kom den her stærke duft af spillehal. Jeg skyndte mig væk.
Når det kribler rigtig meget, så henter jeg min søn tidligt og spiser frokost med ham. Eller også kører jeg ned til stranden, kigger på vandet og husker mig selv på, hvad jeg tidligere har lavet der.
