DET KRÆVEDE EGENTLIG ikke særligt meget betænkningstid for Lasse Haldrup, der er 23 år og læser bioteknologi i Aarhus. Eller, han havde da overvejet det i noget tid, men når det endelig kom til stykket; da han for alvor satte sig ned for at tage stilling til, om det var noget, han skulle gøre, kunne han ikke rigtig se nogen bagside ved at lade sig hverve som sæddonor.
Det er nu et år siden, at han traf beslutningen, og at han første gang gik ned i sædbanken Born i Aarhus’ latinerkvarter kun nogle minutters trav fra hans bopæl for at aflevere en sædprøve og lade den og ham selv blive testet for til sidst at blive godkendt.
”For mig var det bare win/win, fordi jeg hjælper nogen med at få noget, de virkelig gerne have, til at ske, samtidig med at jeg også selv får noget økonomisk ud af det. Jeg kunne simpelthen ikke finde et godt argument imod at gøre det,” siger Lasse Haldrup over telefonen.
Det har altid ligget til ham at hjælpe andre, fortæller han. Derfor er han ikke blot sæddonor, men også blod- og stamcelledonor – næsten fuld plade.
”Der er helt sikkert noget egoistisk i det, fordi jeg jo personligt fyldes med en tilfredshed, når jeg kan mærke, at jeg hjælper andre,” siger han.
Og så er der det med det økonomiske: Hvor hans andre studerende venner i Aarhus er nødt til at bruge fritiden på et studiejob for at få enderne til at mødes, går Lasse Haldrup ned i sædbanken et par gange om ugen. Her småsludrer han lidt med personalet, ”ofte er det Malene, der står dernede”, i nogle minutter om vind og vejr, måske hilser han på nogle af de andre, der også er der for at donere, inden han træder ind i et lille lokale på omtrent fire kvadratmeter, hvor der er en iPad, nogle hovedtelefoner og en håndvask. Ikke særlig længe efter træder han ud med en lille kop sæd i hånden og skriver under på et stykke papir, og mellem 30 og 45 minutter, efter at han er gået ud ad døren for at donere, er han hjemme igen. For anstrengelsen får han 300 kroner.
For nogle kan det måske være anledning til stor akavethed at besøge en sædbank. Det kræver i hvert fald nok noget erfaring – eller is i maven – ikke at slå blikket i jorden, når man træder ind og pludselig befinder sig i en situation, hvor man skal føre samtale med en anden donor, begge velvidende om, hvad man står med i hånden om blot få minutter. Den erfaring har Lasse Haldrup nu fået.
”Det begyndte allerede at føles naturligt efter et par gange,” siger han.
DET ANSLÅS, AT mere end hvert 10. barn herhjemme bliver undfanget ved såkaldt assisteret reproduktion, og dermed er vi – sammen med Israel – det land i verden, hvor flest børn kommer til verden gennem fertilitetsbehandling. Vi har kort sagt et problem med at få børn.
Opskriften på problemerne er mere kompleks end som så, og for at forstå udviklingen i antallet af fertilitetsbehandlinger til bunds skal man krydse alle videnskabens -ologier.
Men sikkert er det, at to af hovedingredienserne handler om, at kvinder i dag får børn senere i livet, hvor fertiliteten er dårligere, mens mænds sædkvalitet samtidigt er dalende (mænd producerer også kun halvt så mange sædceller som for 50 år siden, viser nyt studie fra Københavns Universitet). Ikke ligefrem en reproduktiv vinderkombination.
Fra politisk hold er virkeligheden også begyndt at indtræffe, og da regeringen for fire uger siden præsenterede deres bud på finansloven for 2024, indeholdt planen et forslag om at øremærke 45 millioner kroner årligt til at styrke fertilitetsbehandlinger.
I et land med store fertilitetsproblemer er det oplagt at betragte sæddonorer som heltene, der stiller tid og gener til rådighed og går på kompromis med deres sexliv (man skal helst ikke have haft sædafgang to døgn før donation).
Men ud fra et barns perspektiv er det ikke nødvendigvis uden konsekvenser at blive født med hjælp fra dansk donorsæd. Modsat fx Sverige og Norge giver vi i Danmark donorer i sædbanker muligheden mellem at være Non-ID Release-donor eller ID Release-donor. Non-ID Release dækker over, at ingen – hverken børn eller forældre – får mulighed for at kende identiteten på donoren, mens en ID Release-donor giver barnet muligheden for at få oplyst donorens sidst kendte adresse, fulde navn og fødselsdato, når donorbarnet fylder 18 år.
Og selvom flere og flere donorer vælger at være ikke-anonyme, er der stadigvæk en overvægt af anonyme donorer herhjemme (der spekuleres også i, at det er en af årsagerne til, at vi i Danmark er så gode til at rekruttere donorer).
I 2021 kom Institut for Menneskerettigheder med en omfattende rapport under navnet ’Donorbørns ret til identitet’, der havde til formål at styrke donorbørns rettighed og sætte lys på deres behov for at kende til deres genetetiske ophav.
LASSE HALDRUP HAR SELV valgt at være åben donor, og i hans kontrakt står der, at eventuelle donorbørn har ret til én times samtale en enkelt gang. En samtale med en veninde, der selv kom til verden med hjælp fra en anonym sæddonor, var med til at overbevise ham om, at det var den rigtige beslutning.
”Man skal selvfølgelig gøre sig nogle grundige overvejelser, men for mit vedkommende var jeg i sidste ende ikke rigtig i tvivl. Børnene skal have valget, om de vil se et billede af mig, møde mig eller have en telefonsamtale med mig, og det valg skal ikke tages fra dem,” siger han.
Er det ikke en voldsom beslutning at træffe som 23-årig? Der er jo en reel mulighed for, at du står i dine 40’ere med egen familie, og så banker det på døren, og dér står så endnu et af dine ’børn’ – i hvert fald rent genetisk?
”Det vil jeg på ingen måde have et problem med. Når jeg får en kæreste, er det selvfølgelig en god idé at informere hende om, at der eventuelt kan være nogle børn om mange år, som opsøger mig. Men så igen, fordi jeg er af den opfattelse, at det er en god ting at være sæddonor, vil jeg også gerne have en samtale med min partner om det, så hun også kan se det positive i det,” siger han og fortæller, at han selv drømmer om at få sine egne børn på et tidspunkt.
Lasse Haldrup har efterhånden lagt øre til en del af de fordomme, der er forbundet med det at være sæddonor. Foruden den om, at man kun gør det for pengenes skyld, handler en af de mere sejlivede om, at man som donor er far til en masse børn ude i verden.
I Danmark må man maksimalt være donor til 12 familier, men dansk sæd er noget af det mest populære på det globale marked, så det er ikke, fordi det går til spilde. Desuden siger lovgivningen, at man som donor må være donor til helt op til 75 familier på verdensplan, men antallet af børn i hver familie er i princippet ikke-reguleret.
Det kan jo ende med at være rigtig mange børn, der bærer rundt på dine gener. Er det så ikke en rigtig nok fordom?
”Selvfølgelig kan det være mange børn, men for mig er det bare vigtigt at afmystificere samtalen om det at være donor.”
I DECEMBER SIDSTE ÅR blev en dengang 54 år gammel mand fra Ikast-Brande ved navn Henrik idømt en bøde på 25.000 kroner for personligt at have leveret sprøjter med sæd til enlige kvinder og lesbiske par, hvilket han fortalte om i TV 2-dokumentaren ’Den gavmilde sæddonor’. Allerede i 2017 havde han fået en bøde på samme beløb for samme forseelse, men var ikke stoppet af den årsag.
Hvis det handler om at hjælpe kvinder og par, der drømmer om at få børn, men ikke kan af den ene eller anden årsag, er Lasse Haldrup så klar til at gøre det samme som Henrik, der vurderet på dokumentaren og en artikel i Weekendavisen har en yderst taknemmelig og omfattende fanskare derude? Det er jo i den gode sags tjeneste, og økonomien følger med.
”Nej, det er jeg ikke.”
Hvorfor ikke?
”Først og fremmest fordi det er ulovligt.”
Så hvis vi nu siger, at en veninde kommer og mangler sæd til at få et ønskebarn, og hun har set sig varm på dig og dine gener, så vil du takke nej?
”Ja, det vil jeg. Jeg ville i stedet anbefale, at hun gik ned til en klinik og gjort det på en ordentlig og professionel måde. For mig er der også en klar forskel. Hvis jeg hjælper en veninde med at få et barn, vil jeg jo vide, hvem barnet er fra starten af. Det har jeg ikke lyst til.”
