Hvornår har du sidst grædt? Mandegrupper popper op overalt

PLUDSELIG PEGER flaskehalsen på mig.

Eller rettere sagt: Vi er nået dertil på aftenen, hvor det er min tur til at ’dele’, som det hedder, når man har 10 minutter til at fortælle de andre i mandegruppen om, hvad der for tiden rumsterer i ens liv. De fire andre mænd, der selv har delt deres mest intime tanker med mig, kigger nu afventende min vej.

De seneste timer er solen uden for loftsvinduet klatret langsomt ned over himlen, indtil bygningerne på den anden side af kanalen i København stod i flammer, men nu er den gået helt ned, og det bælgravende mørke har lagt sig som et tæppe om selskabet. Varmen fra brændeovnen har gjort mine håndflader fugtige. Jeg gruer for, hvad der skal ske.

Fra start har jeg været en anelse skeptisk. For hvad er det i det hele taget for et behov, som flere og flere mænd åbenbart har for at rende rundt og se deres liv udefra som et projekt, der løbende skal analyseres? Jeg er heller ikke kommet bedst fra land. Flere timer tidligere, før selve mandegruppen overhovedet er gået i gang, sidder jeg i en samtale med to af de andre, og den ene snakker stort set kun om, hvor meget fisse han næsten får, og den anden om det problematiske forhold til sin far, og jeg tænker, at mænd i bund og grund er utroligt simple. Så afbryder den ene af de to pludselig og siger så:

”Med al respekt, jeg aner ikke, hvem du er. Det ville betyde meget, hvis vi lige tager en runde: Parforhold, børn, bare sådan noget. For mig er det et følsomt rum at være i.”

Jeg fortæller, at jeg er 30 år og bor på Nørrebro, for hvad skal man egentlig fortælle om sig selv, når det kommer til stykket, men allerede her begynder det at gå galt, for da jeg nævner, at jeg oprindeligt kommer fra en by på Fyn ved navn Årslev, hører han forkert, og før jeg har nået at stoppe ham, har han kastet sig ud i en længere beretning om dengang, han tilbragte meget tid i Hårslev.

”Jeg lavede forretning med Hårslev Maskinfabrik, jeg glemmer det aldrig. Man tænker: ’Hvad ligger der i Hårslev?’ Der ligger faktisk en kæmpestor fabrik med 500 ansatte eller sådan noget,” fortsætter han, mens han kigger på mig med sådan et indforstået blik, der siger: ’Det må du jo om nogen vide.’

Men jeg aner ingenting om Hårslev. Jeg kan heller ikke nænne at sige, at han har hørt forkert, for jeg vil gerne opbygge en form for tillidsbånd til de andre i mandegruppen, så jeg nikker bare og siger: ”Ja, ja lige præcis.”

Som dagen er forløbet, har jeg dog lært, at det er det måske vigtigste mantra, jeg har brudt ved på den måde ikke at sige sandheden. For i mandegruppen skræller man alt andet af og når ind til den inderste, ærlige kerne. Jeg har fået valget af de andre, om jeg ville være med eller være med, men det stod klart, at det ikke var noget reelt valg, for hvis man vil sidde med til bords her, må man bide til bolle. Så nu sidder jeg for alvor i saksen. De andre forventer, at jeg deler, hvad jeg går og bakser med. Men hvad er der overhovedet at fortælle om at være mand i 2021?

MÅSKE GIVER DET mening lige at stoppe op et øjeblik. For hvad er det hele overhovedet for noget? Kort fortalt er der en form for trend i gang rundt om i det danske land og i resten af verden. Mænd i alle aldre og afstøbninger samler sig i såkaldte ’mandegrupper’, hvor de deler, hvordan det egentlig føles sådan at rende rundt og være mand. Sådan en mandegruppe er jeg inviteret med til, og derfor forcerer jeg flere timer forinden en utroligt stejl og rusten trappe for enden af Refshaleøen i København for at komme op i toppen af Skabelonloftet. Indenfor ligner det noget fra en norsk bjælkehytte, hvidt ulveskind ligger over robuste træbænke, og helt utrolige mængder brænde fylder hele den ene endevæg. Der står bøger med Ernest Hemingway og Thomas Friedman og alt derimellem og et kortspil med Tintin-tema på en hylde under vinduet, hvorfra Kastellet og Den Lille Havfrue kan spottes til den ene side og store vindmøller, der drejer troligt i blæsten til den anden. På en rød væg står der skrevet ’Drifters and dreamers’.

Det kunne lige så vel referere til Sofus Midtgaard, der har knappet en rabarberjuice op, som han drikker, mens hans glade, drengede øjne lyser op. Hans korte hår i siderne giver ørerne plads til at stritte, og han er iført hvid skjorte og blå bukser med seler, der ligesom holder snor i hans lange, lidt ranglede krop. Det er hans mandegruppe, der skal mødes senere på dagen. Det er i virkeligheden et gammelt fænomen og kan tage sig ud i alverdens former, men de sidste par år har der været en stigning i efterspørgslen, ikke mindst i kølvandet på MeToo og en generel uvished om mandens rolle i samfundet. De som regel fire mænd kender sjældent hinanden, før de bliver sat sammen, og har i udgangspunktet intet andet til fælles, end at de er mænd. Herfra er den bærende søjle i konceptet at mødes regelmæssigt og følge en form for struktur for at få skabt det intime rum, hvor det ikke handler om Superliga, amerikansk politik og vinterdæk, som det så ofte ender med at gøre, når mænd mødes.

”Jeg tror, nogle få mænd har knækket den med deres venner og har virkelig stærke venskaber, hvor de kan finde ud af at snakke om det. For dem bliver det så bare deres forum til at gøre det. Men jeg kan se på mig selv, at selvom jeg ikke har haft dårlige venskaber, er vi altid gået de samme steder hen: ’Har du set meningsmålingerne for regeringen? Hvad sker der i medieverdenen? Hvornår skal vi surfe?’ Det har jo været super hyggeligt, men jeg har også ofte tænkt: ’Du er ved at blive skilt. Du har en kone, der ikke har knaldet dig et år. Og du har det mega nederen over, at din dreng har angst. Hvorfor fanden snakker vi ikke om det?’ Vi snakker aldrig om det, der er vigtigt,” siger Sofus Midtgaard.

Det seneste halvandet års tid har han været stærkt engageret i det københavnske mandegruppemiljø. Sådan mødte han Jesper Krog, en ulasteligt klædt mand med spidse sko, grå jeans, en sort trøje over en hvid skjorte og en grågrøn blazer med en pynteklud stikkende op. Han er også til stede i lokalet. Han er skaldet med veltrimmet rødt fuldskæg og et ansigtsudtryk, der aldrig rigtig bliver så mildt, som han forsøger at gøre det. Ligesom Sofus er han blandt andet med til at arrangere en årlig mandelejr, hvor omkring 150 mænd gennemfører diverse ritualer henover en weekend. Han er ikke selv en del af aftenens mandegruppe, men har alligevel lagt vejen forbi denne eftermiddag for at fortælle om, hvad det har betydet for ham at være en del af mandegruppemiljøet. Aftenen forinden mødtes hans egen mandegruppe, hvor en af de andre mænd, en stille kontormus, der trods både at have fået en dejlig kæreste og lejlighed, begyndte at græde under sin deling: ’Jeg føler, jeg lever min drøm, så hvorfor er jeg ikke glad? Hvorfor føler jeg ikke lykke?’

”Han græd og græd og græd. Det kom bare. Vi har været sammen i mange år, så det var fint bare at være stille i 10 minutter, mens han græd, og ingen af os sagde noget. Stille og roligt begyndte han at snakke om, hvad han selv troede, det var. Det her er ikke sådan noget Carl-Mar med en stor Volvo Amazon, som man skider på forruden af. I udgangspunktet handler det om at blive en lille smule mere bevidst som menneske og medmenneske. Det er ikke så meget en råd- og vejledningsklub, for de fleste af os har løsningen, det er bare egoet, der driller os i forhold til at acceptere den,” siger Jesper Krog.

”Noget andet grundlæggende er, at jeg synes, man bliver trænet i at turde stå i sig selv. Vi er alle formet af al mulig socialisering og skyld og skam, af forældre, de store piger i børnehaven eller de andre drenge i brusebadet, eller hvad fanden det nu er. Vi kommer med alt muligt, og nogle gange handler det om at turde stå i sig selv,” tilføjer Sofus Midtgaard.

”Det er lidt pudsigt, at gennemsnitslevealderen for singlemænd er noget i stil med 10 år yngre end singlekvinder. Det er helt vildt. Så der er jo noget, vi må blive bedre til,” siger Jesper Krog og fortsætter på en mærkelig rytmisk og meget blød facon, næsten for blidt til hans væsen, der lægger sig som en slags ufrivillig spoken word til den rolige baggrundsmusik:

”Jeg har været bange hele mit liv, men jeg er stoppet med at være bange. Det er okay at elske og blive elsket. Det er ikke svært at være mand, men jeg er nok nødt til at være et sted, hvor nogen hjælper mig til at være det, for følelsen af at blive elsket ligger ikke naturligt for mig, da jeg ikke har fået den med fra fødslen eller hjemmefra.”

MED TO LANGVARIGE ægteskaber på henholdsvis 12 og 17 år skulle man tro, at Jesper Krog var en mand, der vidste noget om, hvordan man får den slags til at fungere. Men det første ægteskab var han faktisk ikke særlig god til, hvis han selv skal sige det, og det andet krævede en drastisk omvæltning, før det fandt sin rette hylde. Der var så meget, han var i tvivl om, men der var ikke nogen, han kunne spørge til råds. Der var selvfølgelig hans far, men ham havde han jo netop ikke lyst til at leve som. Det havde han forsøgt at slippe væk fra hele sit liv.

Med årene begyndte Jesper Krog selv at søge efter nogle at spejle sig i. Han tog blandt andet til workshops, hvor der blev lagt vægt på, at hvis man vil have personlig udvikling, er det vigtigt at finde mænd, som man kan være sammen med, hvor man stopper med at lyve og taler åbent om sårbarhed. Det førte ham videre ind i mandegruppemiljøet, hvor han nu har været i flere år.

”Mange kvinder er blevet mere maskuline over de senere år og fred være med det, men det er nok, fordi vi mænd ikke selv er gode til at finde vores egen maskulinitet. Min kone har været mere mand end jeg, for jeg var bange for at være mand, fordi jeg ikke kunne spejle mig i min far. Han var i hvert fald noget, jeg ikke skulle være, så hvad så?” siger han:

”Er det svært at være mand? Jeg har først fundet ud af, hvad det vil sige at være mand de seneste fire-fem år. Før det vidste jeg det ikke. Jeg troede, det handlede om at tjene penge, om at besidde materialistiske ting, om at præstere, så verden kunne se, jeg var en succes. Jeg havde masser af holdninger og kampe ude i verden. Det tog mig lang tid at finde ud af, at det at være mand for mig handler om at styre sit eget liv, rede sin seng om morgenen, opføre sig ordentligt og have respekt for de mennesker, man møder på sin vej. Det havde jeg aldrig været særlig god til,” siger Jesper Krog.

Fordi hele setuppet i mandegrupperne inviterer til intime snakke, mødte han her for første gang mænd, han kunne spejle sig i på et personligt plan. Der var ikke noget, der var for skamfuldt at lægge frit frem på bordet.

”Mange har bekendtskaber, hvor man ikke snakker om den slags, men hvis du har ondt i parforholdet, manglende sexlyst eller rejsningsproblemer, så lægger vi bare svesken på disken i mandegruppen og tager den snak. Andre ville ikke vide, hvem de skulle snakke med. Der var en i min egen mandegruppe, der havde sex med sin kone hver anden måned og var dybt frustreret. Men han var ikke den eneste. Jeg har selv været glad for sex i mange år, jeg vidste bare ikke, hvad det var, og hvordan jeg blev god til det. Hvem skulle jeg spørge? Men så kommer der mænd her, der har prøvet noget andet, og vi har et rum, hvor vi kan snakke frit på en anden måde,” siger han.

Som årene er gået, har Jesper og de andre i hans mandegruppe ikke mindst beskæftiget sig med den adfærd, der knytter sig til barndomstraumer og forældrenes påvirkning: ’Hvorfor bliver jeg ved med at gå derned? Hvorfor ender jeg et sted, jeg ikke vil være?’ For Jesper Krog har det givet en form for selvindsigt, der har ført til, at han for første gang har lært rent faktisk at kommunikere med sin kone.

”En af de fejl, jeg har begået i mine ægteskaber, er, at jeg har talt mandsk til min kone. Når jeg er sulten, skal jeg æde. Når jeg skal tisse, rejser jeg mig op og tisser midt i samtalen. Vi mænd er jo meget simple i vores umiddelbare behov. I dag kan jeg se, hvorfor jeg gør, hvad jeg gør, og ofte ved jeg, hvorfor jeg gør det. Det er det, jeg har fået mest ud af. Det er så befriende at kunne se sin egen adfærd. Hver gang min søn åbnede køleskabet, plejede jeg at sige: ’Er du klar over, hvad det koster, når det står åbent?’ Det sagde jeg i måske 10 år, før jeg fandt ud af, at det slet ikke var mig at sige sådan. Det var jo, hvad min far altid havde sagt til mig. I dag går jeg ikke op i, hvor længe det tager min søn at finde, hvad han skal bruge i det køleskab.”

DET BANKER PÅ døren, og et øjeblik efter træder Lars Lundbye ind. Han er iført hvid sweatshirt med sort vest udenover, nålestribede bukser og sorte Converse-sko. Han hilser med kloge øjne, der afslører, at her har vi tænkeren i gruppen, der kan analysere dig ned under gulvbrædderne. Men for nu smider han et forklæde over skulderen og går i gang med at klargøre aftenens måltid, der altid markerer den uforpligtende start på mandegruppen.

De røde entrecôte-bøffer svitser på stegepanden, da døren til bagtrappen kort efter går op og afslører Søren Floor, der står i blæsten med et bidsk ansigtsudtryk og stumpen fra en cigaret. Ørerne stritter ud fra den grå tophue, tatoveringerne anes under den sorte trøje. Som gammel akrobat var han i sin tid med til at starte Akademiet for Utæmmet Kreativitet, og selvom det efterhånden er nogle år siden, han sidst svang sig i lianerne, fornægter hans robuste overkrop ikke fortiden. Han smider stumpen fra cigaretten ud over trappegelænderet, går med tunge skridt gennem lokalet som en hanelefant og hilser med hæs københavnerstemme og en proper næve.

Til sidst dukker også Kristoffer August op med lyseblå cowboyjakke, milde, smilende øjne og en vigende hårgrænse. Før man overhovedet har lært ham at kende, ved man, at han har spillet musik, formentlig guitar, muligvis bas eller trommer, og i sin tid skrevet lidt for mange sælsomme tekster på teenageværelset.

”Er du sunshine, det er længe siden, jeg har fået sådan en svaber her,” siger han, da de røde bøffer kort efter er smidt på tallerkenerne, naturvinen er skænket i glassene, og folk har fået sat sig om det lange træbord. Der snakkes om snowboardtricks, onani og travlhed på jobbet. Og om Jespers Krogs tilbøjelighed til at købe mange sko.

”Du har en skofetich. Du har jo et helt walk-in-closet med sko, og de er allesammen meget spidse,” siger Sofus.

”Kan du godt lide spidse sko?” spørger Søren.

”Ja, jeg synes, jeg bliver fræk i spidse sko. Det er ikke engang løgn,” siger Jesper med et smil.

”Jeg elsker også sko, men jeg kan slet ikke lide spidse sko. Jeg kan ikke genkende mine fødder, hvis de er spidse,” siger Søren.

Mens Calum Scotts cover af Robyns ’Dancing on my own’ spiller i baggrunden, skøjter servicen rundt på tallerkenerne. Der gumles og drikkes og grines. Så en smøg i blæsten på bagtrappen, og tiden er ved at være gået.

”Smukke mænd, klokken er ved at være 20,” siger Sofus så.

Jesper Krog takker af, og de andre samler sig i rundkredsen. Det samme gør jeg, for nu er jeg jo en af dem, men jeg synes, jeg kommer til at sidde lidt for skævt, ligesom for langt ude. Måske er det, hvad Lars fornemmer, for i hvert fald siger han:

”Spillereglerne er enormt simple. Du lytter ind, som vi gør, hvilket dybest set betyder at være til stede for hinanden. Du må stille spørgsmål, hvis du er nysgerrig eller føler, du kan udfordre, hvad der bliver sagt, for at skabe værdi for den anden. Men ikke for dig selv. Det vil aldrig handle om dig, men om den anden,” siger han.

Og så er det på tide at tjekke ind. Et par minutter, hvor alt andet slippes for i stedet at mærke, hvad der fylder i ens liv lige netop nu, så man kan være mentalt til stede i det. De lukker øjnene. Stolene knirker, folk finder sig helt til rette.

”Hmm, hmm,” siger Sofus.

Nogle af dem rykker nakken, bevæger fingrene.

”Ah,” siger Sofus.

Og så er der helt ro på. Et par minutter senere åbner de øjnene, og rummet føles anderledes.

”Nogen, der vil starte?

”JEG TROR, jeg vil dykke ned i en indskydelse, der bringer mig ind i noget, jeg fik kontakt med her for halvanden uge siden, da jeg var alene i en lille hytte i Sverige. Jeg tænkte på det ved at kigge på dine sko, Lars. De minder om sko, jeg engang købte i Buenos Aires, sådan nogle gammeldags fodboldstøvler, der bliver til moderne sko på en måde. Jeg måtte købe dem, selvom de var et nummer for små, for de var så fede,” siger Kristoffer August, der i virkeligheden slet ikke har så forfærdeligt meget at fortælle om skoene, men i stedet sin argentinske ven, Esteban, som han mødte på sin ungdoms store rejse som 21-årig. Efter ikke at have set ham i 12 år kom Esteban tilbage til København for et par år siden.

”Det var helt magisk at se hinanden igen. Der var noget i min relation med ham, der gør, at jeg tænker på ham som en storebror,” siger Kristoffer og tænker sig længe om, mens de andre er helt stille: ”Jeg havde lyst til, at han var min storebror. Jeg har haft situationer i min barndom, hvor jeg ville ønske, jeg havde søskende, for jeg kunne ikke bære det hele selv. Jeg tror, jeg var ret ensom med det, jeg oplevede, for jeg havde ingen at dele det med. Det har været interessant at mærke ind i den længsel efter en bror. Det var så meget, at jeg blev rørt og begyndte at græde over savnet af en bror, selvom det kan føles lidt patetisk at græde over en bror, man aldrig har haft, alene i en lille svensk hytte som granvoksen mand med børn og kone og alt muligt. Det kom jeg til at tænke på, da jeg så dine fodboldstøvler.”

Den sidste bemærkning får de andre til at grine højt. Og så indskyder han:

”Og det der med at jeg er begyndt at ryge cigarer. Det var noget, Esteban lærte mig for tre år siden. Jeg havde aldrig tænkt på at ryge, men så røg han sådan nogle store havanesere, og jeg tænkte: ’Wow, det vil jeg virkelig også prøve.’ Det var virkelig sådan en storebrorkopiering,” siger han.

Der grines lidt, og så er der stille igen:

”Det var lidt anderledes deling, men det var lige, hvad jeg havde lyst til at dele.”

Stilhed igen, folk tænker længe. Sofus indskyder:

”Du har stadig et par minutter, hvis du har lyst til at sidde og grille lidt.”

Der er stille, før Kristoffer siger:

”Jeg kan fabulere lidt over, hvad det i virkeligheden er, det der med at have en storebror og have én, der på en måde viser vejen og måske i allerhøjeste grad også tager en ret stor del af ansvaret og slæbet og hvis ikke traumerne, så de ubehagelige følelser, der kan være forbundet med at vokse op. Sådan en, ja, en form for stødpude og samtidig vejviser og legekammerat, man kan spejle sig i. Hold kæft, det må være vildt at have en storebror. Jeg bliver helt kåd,” siger han og griner, og så bliver han stille:

”Men det har jeg ikke, og det kommer jeg ikke til at få, og jeg tror ikke, det er meningen, at jeg skal ud og finde en, der kan være min storebror.”

Så ringer uret, mens han færdiggør sin sidste sætning:

”Jeg har nok i virkeligheden været meget ensom og haft brug for en bror, der kunne tage skraldet og dele det hele og lege, men der var bare mig selv.”

De andre tænker grundigt over, hvad de mon skal sige.

”Det er meget smukt. Jeg blev faktisk rørt. Der er noget i det, en længsel,” siger Lars og tilføjer så: ”Jeg spillede sammen med en bassist for mange år siden, der havde skrevet: ’What would Jesus do?’ Det var hans guide, det var hans storebror, og det var sådan en interesant tanke. Kan man lære ting ved at eksternalisere en figur, man har kærlighed til, og som kan fungere som rollemodel? Den her storebrorrolle, what would he do? He would that!”

FOR EN HÅNDFULD år siden gav de i Jesper Krogs mandegruppe hinanden en udfordring: De næste 14 dage må du kun sige sandheden, og hvis du bliver spurgt om noget, må du ikke vige udenom. De var blevet enige om, at det var noget, de måtte træne, for det der med at være ærlige var noget, flere af dem havde svært ved. Faktisk var løgnen blevet vanskelig at lægge mærke til længere, fordi den var så indgroet i mønstre og vaner.

For Jesper Krog var øvelsen et wake-up-call, fortæller han tidligere på dagen. Der havde jo i virkeligheden været så meget over årene. Han havde været sammen med sin kone i 12 år, og det var på mange måder et godt ægteskab, men han havde også for længst mistet overblikket over omfanget af løgne og halve sandheder. Øvelsen i mandegruppen fik ham til at spekulere på, om det behøvede at være sådan – om man mon kunne gøre det endnu bedre? Derfor tog han hende en dag til side og sagde, at nu var det på tide, at de to var ærlige over for hinanden. ’Jeg har løjet’, sagde han. ’Det har jeg også’, sagde hun. Det førte dem til at lave et tankeeksperiment: ’Hvad sker der, hvis vi tager alt det, som vi har løjet om for hinanden de seneste 12 år og lægger det på bordet?’

De næste par dage gik de begge og tyggede på den. Jesper Krog vidste, at han selv var god til at lyve. Som dreng havde han ligefrem overlevet på det for at undslippe faderens voldsomme vredesudbrud. Løgnen var blevet en elementær del af hans eksistens. Måske netop derfor var det på tide at vriste sig fri, koste hvad det vil. Hustruen og han besluttede at prøve at skabe et nyt nulpunkt, hvorfra de ikke længere løj for hinanden. Det krævede først, at alle tidligere løgne blev lagt frit frem på bordet. De næste tre uger lagde de derfor løbende til bunke, og det var ikke småting, der kom frem.

”Jeg var faktisk ret pinlig over det, for hendes bunke var langtfra lige så stor som min. Der var meget skyldfølelse, der skulle rives op i. Der var meget, der måtte snakkes om. Der var mange tårer, for det handlede om virkelig at tømme posen,” siger Jesper Krog.

Efterfølgende tjekkede han og hans hustru ind hver anden uge. Det var især vigtigt for Jesper hele tiden at blive kaldt ud på sine egne løgne, for han følte sig som en tørlagt alkoholiker, der konstant havde hånden inde i skabet for alligevel at fiske sprutflasken frem. Til sidst kunne de sige: ’Her er vores historie, og fra nu af dyrker vi sandheden.’ Det fik hans selvrespekt til at vokse enormt, at han nu turde anerkende, hvem han i virkeligheden er. Det var en befrielse. Han følte sig fri for alt det, der havde været i hans bagage, som underbevidst havde skabt en distance mellem ham og hans kone.

”Nu fik vi mulighed for at starte på en frisk og sige: ’Elsker du mig stadig herfra? Vil du stadig være sammen med mig trods alt det lort, jeg har lavet?’ Mange kvinder havde nok sagt: ’Nej tak, jeg tror sgu, jeg springer over, Jesper.’ Derfor var det en kæmpe ære, at hun stadig ville have mig. Kærligheden voksede ud fra det nulpunkt, og det har gjort, at vi i dag kan snakke om mange flere ting.”

DER ER STILLE i rundkredsen for en stund, så byder Søren Floor ind, at han da godt kan være den næste. Han folder hænderne bag nakken, knækker den en gang og finder så ligesom ind i sig selv.

”Der er sgu meget,” begynder han og fortæller først om den fedeste ferie, han netop har haft, hvor alle ungerne var med i Berlin for at besøge en af de store, der bor dernede, før han bevæger sig ind på nogle af de konflikter, der også har været på både arbejdet og med ekskonen.

”Man går jo og overvejer, om det er én selv, der er problemet, når alle andre er røvhuller,” siger han og slår en hæs latter op, som de andre istemmer.

Det viser sig at være et tilbagevendende tema, at Søren Floor, af nærmest ideologiske årsager, aldrig går af vejen for en konflikt. Men han er træt af, hvor meget energi det koster, så nu forsøger han sig med andre løsninger, måske ligefrem at bøje helt af.

”Jeg har jo et billede af, at det er vigtigt, at man tør tage konfrontationen, for hvis ikke undviger man, hvad det handler om. Det er en retfærdighedsting. Der skal være orden i tingene. Men det der med bare at bakke ud er faktisk også super tilfredsstillende på et andet niveau,” siger han, før Lars byder ind:

”Super sejt, Søren. Dit læringspunkt er at skelne mellem, hvornår du bliver tricket på stolthed og ideologi, og hvornår det faktisk er en rigtig konflikt, der er ved at udspille sig.”

Efter Sørens deling er det Lars Lundbyes tur. Han rømmer sig og er så stille længe.

”Ahhh ja,” siger han omsider og tænker igen for en stund. ”Meget fylder, meget rumsterer for tiden.”

Han fortæller, at han har gjort noget radikalt og hyret en slags personlig coach, der henover to måneder skal kigge indgående på hans søvn, kost og den slags.

”Jeg har aldrig spillet tennis og sådan noget. Den del har aldrig interesseret mig, og nu bliver jeg indhentet af det. Jeg er ved at blive fucking gammel. Der skal ske noget, men jeg ved ikke helt hvad. Det fylder en del. Jeg havde en fedtknude, der skulle skæres væk. Jeg har haft en lille biologisk krise på det seneste. Så jeg går og tænker meget over kost, hvad fanden er det i grunden, jeg spiser? Min manglende impulskontrol. Der står chokolade og så …,” siger han og imiterer en, der grovæder:

”Hvorfor skal jeg spise det? Og hvorfor alkohol? Hvorfor alle de mærkelige ting? Det er en underlig ting, der har sneget sig ind i min bevidsthed. Jeg synes, jeg lidt mister kontakten til, hvad der er lyst og ikke lyst. Velbehag kender jeg rigtig godt, men hvornår er det hardcore lyst og begærbetonet? På arbejdet kigger jeg på mine dage og tænker: ’Havde jeg lyst til at lave det?’ Selvfølgelig er der pligt versus lyst, men det forstyrrer mig, at jeg ikke helt ved, om jeg har lyst. Det forstyrrer mig, at jeg ikke ved det.”

Så ringer uret igen. Roen falder over dem alle fire. De tager det hele ind. Søren tager stafetten denne gang:

”Jeg får lyst til at skubbe til dig, fordi for mig er det noget, der vender tilbage igen og igen og igen,” siger han.

”I know,” siger Lars.

”Du oplever altid noget, og så tager du det op i hovedet og spørger: ’Er det nu rigtigt at opleve det sådan, eller er det forkert?’ Det er, som om det først bliver spændende, når du er meta på det. Det er skide svært at være både til stede i noget og meta på det.”

”No fucking kidding!”

”Det andet, du siger, om ønsket om mere fokus på kroppen. Det handler også om motivet. Hvis motivet er drevet af, at du skranter og bliver ældre, bliver det enormt målbart, for kroppen bliver bare ældre. C’est la vie. Alle her er på vej ned ad bakke. Ingen af os peaker fysisk på nogen måde mere. Vi kan kun forsøge at afværge det. Så hvis dét udelukkende er drivkraften, bliver det fandme hårdt.”

MANDEGRUPPER ER I virkeligheden ikke et nyt koncept. Helt tilbage i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne skød grupperne op flere steder i verden, også herhjemme. Det var en tid, hvor der blev gjort op med traditionelle samfundsstrukturer, heriblandt patriarken, og hvor kvindefrigørelsen var i højsædet, og derfor handlede mandegrupperne ikke mindst om kritisk at granske manderollen og lære at omfavne blødere værdier.

Da tidsånden senere forandrede sig, forsvandt de fleste af mandegrupperne også, og siden har de i det store hele ikke rigtigt været på radaren. Det er ikke, fordi der ikke løbende har været en opblusning af nye, alternative mandefællesskaber. I 00’erne blev bogen ’The Game’ (’Spillet’) en international bestseller. Med afsæt i sin egen historie om at gå fra nørd til fissekarl lærte amerikanske Neil Strauss mænd, der aldrig havde haft den store succes med at score, hvordan de kunne nedlægge alskens kvinder, og i kølvandet skød såkaldte ’pickup artists’ op overalt og stiftede nye fællesskaber, der handlede om lige præcis det.

Herhjemme blev Carl-Mar Møller en slags galionsfigur med sine mande-kurser, hvor pik var gud, og der skulle pløkkes med paintball-pistoler og hoppes på tagene af Volvo’er uden en trevl på kroppen.

For tre år siden blev den canadiske, kliniske psykolog Jordan Peterson en slags globalt ikon for særligt unge, desillusionerede mænd, da han udsendte bogen ’12 regler for livet – En modvægt til kaos’ med et budskab, der groft forsimplet handlede om at lære at tage ansvar for sit eget liv. Når Peterson i den efterfølgende tid turnerede rundt med sine foredrag og debatshows, fyldte han arenaer som en rockstjerne og slog samtidig fast, at mænd i bredt omfang famler efter at finde sig til rette i manderollen.

Noget tyder nemlig på, at det ikke er helt så let endda. Ganske vist er det næsten altid mænd, der bonner ud i den høje ende af skalaen, når det kommer til prestigemarkører, men det samme gør sig også gældende i de uheldige statistikker. Flere mænd ender på gaden eller i fængsler. Flere mænd er barnløse, ensomme og ulykkelige – og dør væsentligt tidligere end kvinder. Samtidig har forskning, blandt andet fra den danske mandeforsker Svend Aage Madsen, længe vist, at mangel på relationer er en væsentlig faktor i alt det ovenstående.

Så måske er det ikke så mærkeligt igen, at mandegrupper både herhjemme og mange andre steder i verden for alvor skyder frem i disse år. Det er en tendens, man har set optræk til de seneste 10 år, men som særligt de seneste tre-fire år har fået fart på. MeToo-bølgen har blandt andet medvirket til, at flere mænd har følt et behov for at finde en måde at være til i verden som mand. Magasinet GQ beskrev sidste år, hvordan ’mandegrupper dukker op overalt i Storbritannien,’ og Vice har fortalt, hvordan mænd de seneste par år er begyndt at samle sig i grupper og workshops i hele USA i et forsøg på at ’aflære toxic masculinity – for samfundet og sig selv.’

Der er mange forskellige slags, og der kommer hele tiden flere. Fra de klassiske mandegrupper som The Evryman, der handler om at være ærlige og sårbare over for hinanden og har som formål at hjælpe mænd til at tømme rygsækken med følelsesmæssig bagage, til dem, der slår sig op på at hjælpe dig til at ’manifestere dit formål her i verden’, til dyre weekendretreats, der lærer dig til at ’genopdage din positive maskulinitet’, og bootcamps såsom Warrior Week, hvor du skal ’finde din indre kriger’.

Mest kendt er formentlig The ManKind Project, der har tråde tilbage til 1980’erne, men som ligeledes har oplevet et voldsomt boom på det seneste. I dag findes de i 22 lande kloden rundt, heriblandt både i Sverige og Norge, hvor de med forskellige initiativer, med egne ord, forsøger at støtte mænd til at leve et liv med integritet og autenticitet. Som de skriver på deres hjemmeside:

’We support the powerful brilliance of men and we are willing to look at, and take full responsibility for, the pain we are also capable of creating – and suffering.’

TIL SIDST er det Sofus Midtgaards tur. Siden han fandt fodfæste oven på bruddet med sin ekskæreste og moderen til sine tre børn, har han taget godt for sig af retterne og indgået adskillige mere eller mindre legesyge seksuelle relationer til særligt lidt yngre kvinder. Men nu har han mødt en jævnaldrende kvinde, som han pludselig er faldet for.

”Apropos alder, det er lidt skamfuldt, for hun er lækker, og brysterne sidder dejligt, men hun er alligevel 50 år. Der er rynker på andre måder. Her ser man lidt sig selv: Tre børn og fraskilt. Jeg besøgte hende den anden dag, virkelig dejligt, virkelig god sex, vi gik tur på stranden, men jeg kan mærke panikreaktionerne: ’Fuck, fuck, det er alvor,’” siger Sofus.

Og så er der lige det, at hun ikke er til idéen om det åbne parforhold.

Det var ikke et kæmpe plus i bogen, da han måtte erkende, at han er gået rimelig meget til stålet det seneste halve år og ser forskellige ’dejlige damer’ hist og her.

”Sidste gang, jeg var oppe ved hende, spurgte hun: ’Hvor mange ser du nu?’ Så måtte jeg gå til bekendelse. Jeg kan mærke, jeg bliver callet på at opgive mit liv. Jeg har aldrig været til åbne forhold af natur, har altid haft faste kærester, og jeg kan mærke lysten til at læne mig dybt ind i noget igen. Men det går lidt stærkt.”

Uret ringer, stolene knirker, der er stille. Så tygger de andre på det.

”Når man møder et nyt menneske, kan det være virkelig fornuftigt at lade der gå en rum tid. Det er common knowledge, men vi er så tilbøjelige til at forelske os i deres delpersonligheder, der ofte bare er projektioner på dig selv. Der går jo ret lang tid, før man finder ud af, hvem fanden de egentlig er,” siger Kristoffer.

”Det er jo megafedt, at du bliver kastet lidt rundt. Man får jo næsten ondt i pikken selv af at høre om alt det knald. Der er meget gang i den. Jeg fornemmer, at hun caller dig på nogle ting. Jeg synes, det er cool af hende. Men er du klar til, hvad det indbefatter?” siger Søren.

”Hvis du går med hende, siger du slut til alt det andet i dit liv, du synes, er spændende, de andre relationer med kvinder og dit legemiljø og så videre,” siger Kristoffer.

”Jeg oplever, hun giver mig en vis elastik til at vikle mig ud af det,” svarer Sofus.

”Men er hun overhovedet nysgerrig på, hvad dit liv består af? Hvad de aftener handler om? Hvorfor du ses med de andre kvinder? Er hun overhovedet nysgerrig på andet end at være sammen med dig?” fastholder Kristoffer.

”Det er spændende, for der er et enormt selvudviklingsperspektiv i alt det, du har lavet det sidste halvandet år. Du har så brugt kvinder og det seksuelle til at udforske det. Jeg kender ikke nogen åbne forhold, der nogensinde er lykkedes, så det forstår jeg godt, hun melder sig ud af, men der er en dybde i det, du har lavet med de kvinder, der ikke handler om åbne forhold. Det ville være dybt deprimerende, hvis det måtte stoppe,” siger Lars.

”Jeg har været totalt forholdsmand altid. Det er ikke fremmed for mig at binde mig til en kvinde, hvis det er lækkert, intellektuelt og følelsesmæssigt stimulerer mig. Det var bare … Jeg havde lige gang i noget andet, og så pludselig blev jeg forelsket og skal tage en beslutning hurtigt,” siger Sofus.

”Giv lige slip på hende et øjeblik. Alt andet lige, fuck hvor har du haft det sjovt det sidste halve år. Det er sgu ikke ofte, man ser nogen have det så sjovt. Lad os lige ære det,” siger Lars.

”Jeg har virkelig haft det sjovt, men jeg kan mærke, jeg savner at have hverdage, hvor man drikker kaffe ved kanalen. Det er megafedt at have en kæreste og dele ting og hænge ud,” siger Sofus.

Der bliver stille. Søren smiler til ham fra sin stol ved den ene endevæg:

”Det er så godt, at du har noget på spil. Det klæder dig.”

FOR ET PAR år siden inviterede en af Sofus Midtgaards venner ham med på en mandelejr i Sverige. Det første, han tænkte, var: ’Fuck det hippielort.’ De virkede for mærkelige, dem, der gjorde den slags, det var slet ikke sådan nogle, han så op til. Han havde overhovedet ikke lyst til at tage afsted. Hvorfor bruge sin tid på det?

På det tidspunkt befandt han sig i, hvad man roligt kan betragte som en form for midtvejskrise. Han havde haft et sjovt liv. Han var vokset op i en kernefamilie i det bedre odenseanske borgerskab med en mor, der var børnehaveleder, og en far, der var gymnasielærer, og da han selv blev en ung mand i 1990’erne, var verden åben med muligheder. Som voksen blev han udviklingschef på Danmarks Radio i mange år, og senere drev han sit eget firma i mediebranchen. Der var fuld fart på, og sideløbende fik han tre børn med sin kæreste, men så gik de fra hinanden, og krisen kom buldrende. Han kiggede på sine børn og tænkte: ’Jeg har ikke noget at tilbyde dem.’ Han havde bare lyst til at forsvinde. Han var desillusioneret og vidste ikke, hvad han skulle manifestere i verden. Han havde heller ikke lyst til at arbejde længere, for han havde ikke nogen energi. Hele sit liv havde han været passioneret og arbejdet solen sort, men nu var det pludselig, som om nogen havde slukket for kontakten.

”Jeg havde ingen energi, og hvad fanden skal man så? Så er man ikke til nogen gavn mere. Så kan man lige så godt dø. Rigtig mange mænd går til grunde, fordi de ikke har venskaber, hvor nogen passer på dem. Kvinder er bedre til at samle hinanden op, for selvom vi har smadret landsbyfællesskaberne, har de mødregrupper og den slags, hvor de holder fast i hinanden. Når vi mænd falder igennem, så er man bare on your fucking own, man er en taber, der ligger i sin sovepose i rendestenen, og ingen gider kigge på dig,” siger han.

Sofus Midtgaard syntes dengang, at mænd var nederen ved hinanden. Det handlede altid om at spille op og spille smart og være den hurtigste knallert på havnen. Men vennen blev ved med at pushe ham: ’Netop fordi du har den modstand, kunne det være godt for dig at tage med.’ Til sidst endte han med at overgive sig og hoppe i bilen mod en skov i nabolandet med en mildt sagt skeptisk mine.

Hen over en weekend var han og 120 andre mænd samlet til en lang række forskellige workshops. De skulle meditere og danse og bevæge kroppen. De skulle også slås, og de skulle råbe så højt, at de næsten mistede stemmen. Det hele tog udgangspunkt i overgangsritualer for mænd ud fra den tese, at man i den skandinaviske kultur totalt har forkastet at markere, når man bevæger sig fra et livsstadie til et andet.

”I stedet for at sige: ’Vi hjælper dig over på den anden side,’ har man droppet det i vores kultur, og så får man en depression, eller ved ikke hvad fanden der foregår, fordi man ikke længere kan drikke rom og skrive manuskripter til klokken tre om natten, men i stedet må tage sig af den der fucking baby og den hysteriske kone og alt det, som alle jo kender, men som er forbudt at italesætte. Det er jo det samme med pensionen: ’Her, tag din pension, nu er du useless.’ Så er der nogle, der laver vinterbadeklubber og hygger sig med at spille tennis i Nordsjælland, men dybest set bliver du ikke etableret i en ny rolle, hvor du er værdifuld. Her (i Sverige, red.) handlede det om at ritualisere overgangene, og det førte kæmpe oplevelser med sig,” siger han.

Til en af øvelserne skulle de allesammen have bar mave, og så skulle man tegne streger på sin krop, der markerede henholdsvis, hvor gammel man var, hvor mange børn man havde, hvor mange der var døde i første række af familien, og hvor mange man selv havde været årsag til, der ikke var her mere. På den måde fik man skrællet alle de andre symboler, arbejde og biler og den slags af, og så kunne stregerne give fornemmelsen af, hvilket liv de hver især havde levet.

Der var mange, der fik tårer i øjnene, for der kom pludselig ting frem, man enten havde glemt eller ikke var stolt af. Som dengang man kørte spritkørsel 20 år tidligere, hvor ens ven Carsten døde. Da seancen var forbi, trådte en af mændene frem og sagde: ’Jeg skal have en sort streg.’ Han havde i første omgang haft for meget skam til at erkende det, men da han så de andres streger, turde han også.

”Mandelejr og mandegrupper handler meget om at komme helt ind til essensen af at være hudløst ærlig. Man prøver at calle hinanden på det, når man sniksnakker, snakker uden om eller bullshitter. Eller hvis folk ikke træder i karakter eller gemmer på noget,” siger Sofus Midtgaard.

Efter weekenden i Sverige kom han hjem med en langt større kærlighed til andre mænd. Han kunne pludselig se helt klart, hvor latterlig man egentlig er over for hinanden. Når han i den efterfølgende tid bevægede sig gennem gadebilledet, så han på mænd på en anden måde og følte sig i det hele taget knaldhamrende høj på verden. Han havde også fået afmonteret en masse af sine egne tendenser. For hvorfor behøve at være nederen, hvis man kan lytte til folk på en måde, der er fuld af kærlighed og omsorg?

”Det, der tog røven på mig, var, at når der ingen kvinder er, er der heller ingen, der flakker i blikket, der konkurrerer, der har travlt med at tjekke en røv ud og slås om det. Det er intet af det, for det er et fuldstændig afseksualiseret område. Der er kun brødre, og så bliver det pludselig: ’O.k., hvad kan vi udrette sammen?’ Man står og kigger rundt på den her hær og tænker: ’Vi kan gå i krig, eller vi kan bygge et vikingeskib eller en landsby sammen.’ Der er en kæmpe kraft i det, når mænd ikke konkurrerer.”

DA SNAKKEN går lidt for lystigt efter Sofus Midtgaards egen deling, indskyder han selv:

”Tiden løber, så nu skal Anders have lov til at dele.”

Efter jeg har hørt de andres beretninger, er det min tur, og jeg kan godt se, at jeg er nødt til at byde ind med et eller andet. Jeg spekulerer på, om jeg skal fortælle, at jeg endnu en gang har sagt ja til for meget arbejde og derfor ikke føler, jeg kan være ordentligt til stede ved sociale arrangementer i min familie, selvom jeg har lovet mig selv noget andet, men det føles på en måde af for lidt, så derfor går jeg en anden vej. Og så roder jeg mig ellers småhakkende ud i det:

”Noget, der i hvert fald helt klart … Optager mig er … For tiden …,” siger jeg og øh’er den lidt, før jeg finder ind i formen og fortæller om den her kvinde, jeg skal mødes med næste eftermiddag, som jeg er begyndt at se lidt til, men som jeg ikke helt kan finde ud af, hvad der skal ske med. Jeg har været forelsket tre gange tidligere i mit liv, og det har været hovedkulds, men det er efterhånden længe siden. Nu har jeg mødt hende her, som ikke har slået benene omkuld på mig, men som jeg samtidig synes er sød. Det føles ikke stærkt nok, men jeg har stadig lyst til at se hende. Hvad er nu det for noget?

Under den efterfølgende stilhed spekulerer jeg på, om det simpelthen har været for uinteressant. Men så kommer Kristoffer mig i møde.

”Det kan jeg godt genkende,” siger han og ser både venlig og eftertænksom ud, hvilket beroliger mig.

Så tager Søren over.

”Først og fremmest, sej deling, totalt respekt,” siger han, og det gør mig glad, at lige netop han siger det, og så fortsætter han med at fabulere over det:

”Hvordan skal man være forelsket? Det slås vi jo også med nogle af os 20 år efter. Det er jo pissesvært. Den ene kan blæse benene væk under én, og den anden kan være mere sådan … Men er dét det rigtige? Det er forskellige følelser, men det spændende er, om det udvikler sig til stor kærlighed eller ej.”

”Jeg fik flashback til den tid, hvor alle de andre fik unger, og jeg havde bare travlt med karriere. Jeg var chef i DR, og det kørte derudaf. Så jeg blev først far som 38-årig, og det var fandme også lidt sent. Men jeg tror bare … Man skal ikke leve livet om,” siger Sofus.

”Det sker jo, når det sker,” kommer det fra Søren.

”Det sker præcis, når det sker!” siger Sofus.

”Jeg tror, det handler om at give slip,” siger Søren.

”Meget godt råd i virkeligheden!” indskyder Kristoffer, der undskylder for afbrydelsen, før han fortæller sin egen historie om den kvinde, han er sammen med, og som han elsker 4,5 procent mere hver dag. Første gang, han mødte hende, tænkte han: ’Vi skal helt sikkert hjem og knalde. Men det tog et år og en graviditet, før han var med på at sige: ’Okay, vi kan godt være kærester.’ Tre år senere gik han fra hende, fordi det var gråt, men så fandt de sammen et år og et 10 dages stilhedsretreat senere, og først der begyndte det virkelig at udvikle sig.

”Kender I det der latterlige lille hjerte, der står i vinduet hos gamle mennesker med skriften: ’Du skal ikke elske mig vildt og stormfuldt, men blidt gennem hele livet?’ Eller noget i den stil. Jeg har altid syntes, det var til at brække sig over, for jeg er virkelig romantiker, men det er totalt endt med at blive mit liv. Det må jeg bare sige,” uddyber han.

”Jeg tror virkelig ikke, man kan have så mange forventninger, for det bliver jo alligevel, som det bliver. Jeg har to skilsmisser, og det var jo heller ikke planlagt. Men jeg kan godt sætte mig ind i, at man skal mærke det og kan blive bekymret for ikke at mærke det,” siger Søren.

”Selvfølgelig er der noget ved den stormfulde forelskelse, hvor man løber nøgen gennem gaderne i regnvejr. Jeg kan huske, at jeg fandt ud af det, da vi ikke havde set hinanden noget tid, og jeg så kunne se hende komme cyklende på Nørrebrogade. Indeni blev jeg glad. Det var sgu mærkeligt, for jeg havde tænkt, det ikke skulle være. Det var en indikator på, at måske er jeg ikke stormfuldt forelsket, men jeg bliver egentlig glad, når jeg ser hende,” siger Kristoffer.

Lidt efter er klokken mange, og det er på tide at lukke mandegruppen ned. At slutte til tiden er nemlig en væsentlig del af at holde mandegruppe. Der bliver røget en aftensmøg og drukket en aftenkaffe og taget af bordet. Søren kommer hen til mig:

”Jeg er nødt til at sige det, fordi du er ny. Det var en sej deling.”

Udenfor stikker lysende kraner faretruende op i mørket. Det er på tide at bevæge sig tilbage ud i verden. Så kommer Lars hen med sit skælmske smil, jeg i aftenens løb har lært at kende som venligt.

”Jeg synes, du skal købe en blomst til hende,” siger han så.

”Jeg har jo aldrig købt blomster til nogen før,” svarer jeg.

”Præcis, det er der jo ingen mænd, der gør længere. Men nogle gange handler det jo også om at turde sætte sig selv lidt på spil.”

MAND21

I sommeren 2021 mødtes 150 mænd henover en weekend i København, hvor de med egne ord dykkede ned i, ’hvem vi er, hvad vi drømmer om, hvad vi slås med, og hvordan vi manifesterer vores drømme.’ Sofus Midtgaard og Jesper Krog var medarrangører og er i fuld gang med at planlægge Mand22, der skal foregå efter en lignende skabelon i 2022.