To af medielandskabets mest betydningsfulde figurer har slået sig sammen, 30 år efter de arbejdede sammen for første gang. Men hvorfor lige nu?

CASPER CHRISTENSEN ER drejet rundt på den stol, han sidder og bliver sminket i.

”Kender du Mikael Bertelsen?” spørger han og kigger op.

Vi er i et fotostudie i København. Hans hår og skæg er efterhånden ren og skær lysegråt. Skægget er kraftigt, særligt ned over hagen. Han ser frisk og frimodig ud, godt glimt i de blå, nu 54-årige øjne, men han har selvfølgelig også undergået en menneskelig selvransagelse den seneste håndfuld år: Han har været igennem et terapiforløb på MDMA, er blevet far til to små drenge, Jagger og Cooper, og så bor han og kernefamilien nu ikke længere i en knaldvilla ud til Øresund, men på et landsted oppe omkring Tikøb i Nordsjælland med tilhørende fem hektar jord, som hans kleppert af en gårdhund, en etårig Broholmer ved navn Bådsmand, går og vogter over. (Bådsmand er så tung, fortæller Christensen, at hvis den rejser sig op ad ham, så vælter han simpelthen bagover).

”Jeg vil bare sige allerede nu, at Mikael har det med at fortælle mange og meget lange anekdoter,” siger han. ”De kan godt tage op til 40 minutter.”

Tyve minutter senere dukker Bertelsen op. Han bærer en undskyldende mine.

”Det er det eneste, du ikke må skrive – at jeg er kommet for sent! Det gør jeg normalt aldrig,” siger Bertelsen og giver sig så til at forklare. En forklaring, der efterfølgende skal vise sig kun at være delvist sandfærdig.

Han havde ventet og ventet, fortæller han, på sin taxi fra kørselstjenesten Viggo. Tiden løb, og den løb, og da den var blevet så ubehjælpsomt fremskreden, at han umuligt ville kunne nå herhen til tiden, havde han ringet for at høre, hvad der var galt. Bilen var gået i stykker, fortalte chaufføren beklagende, hvorfor Bertelsen i stedet måtte ile afsted i en lånebil.

”Har du ikke selv en bil?” spørger Christensen, stadig med frisørforklæde på, fuldstændig afslappet foran spejlet, nu ved at få sin frisure trimmet.

”Jo,” svarer Bertelsen. ”Men den er på værksted, og min kone har den anden.”

”Det er derfor, jeg mener, at man skal have tre biler,” replicerer Christensen.

Mikael Bertelsen og Casper Christensen mødte hinanden for første gang for 30 år siden. Bertelsen lavede radio på Danmarks Radios Ungdomsredaktion og havde gjort det i et par år, da den et år yngre og stand-uppende Casper Christensen blev hyret ind som vært.

Statsradiofonien var dengang et rigidt system, påpasseligt og meget ordentligt, og Bertelsen havde indfundet sig efter rammerne i en sådan grad, at hans venner, når de hørte ham i radioen, slet ikke syntes, de kunne kende ham. Men så kom Casper Christensen. Ladet med oprørstrang og frækhed og amerikanerselvtillid. De besad, fandt de hurtigt ud af, begge to en ekstrem eksperimentvillighed.

Programmet skulle hedde ’Tumult’, og konceptet var, at der ikke var noget koncept; lyttere kunne bare ringe ind med diverse mere eller mindre opsigtsvækkende historier, Casper Christensen mødte ind to minutter før tid, og så var der ellers freestyle direkte ud i æteren. Lyder det ret … almindeligt?

Dengang var det fuldstændig uhørt og at betragte som noget nær en dødssynd (deres egne ord). På et tidspunkt indførte de en regel om, at de ikke måtte tale sammen, før de skulle sende. Og således gik det til, at Bertelsen – otte udsendelser henne – måtte informere Christensen on air om, at han beklageligvis var blevet fyret.

Nu – et par spillefilm, dusinvis af tv-programmer, serier og en radiokanal senere – har hangen til eksperimenter ført dem sammen på ny. Og hele vejen til Portugal. Her har de optaget programserien ’All Exclusive’, der til december har premiere på Viaplay.

Setuppet er dette: Casper Christensen indgår over et døgns tid eller deromkring i samtaler med 12 forskellige kendte og nøje udvalgte personer, danske såvel som udenlandske, mens Bertelsen indtager rollen som chauffør, pooldreng, dukkefører og redaktør. Om gæsterne ved vi seere ingenting, andet end at den første hedder Helle. Så kan du selv gætte.

Tre dage efter fotoshootet møder vi de to kreative kraftværker på Mikael Bertelsens kontor i Indre By i København.

I

Det er mandag formiddag klokken 10, da jeg ankommer hos Mikael Bertelsen. Dagens anden hovedperson, Casper Christensen, er her ikke endnu. Der er forskellige steder, vi kan lave interviewet, siger Bertelsen. Vi bliver enige om et rum, hvor der står to små stole, der ser ud til at være ret hårde, overfor en virkelig stor, blød stol i brunt læder. Bertelsen ser gerne, at det er Christensen – showets ”trækhest,” som han kalder ham – der skal sidde i den store, bløde stol.

Da Christensen, der bærer et par mørke solbriller, som han beholder på den første halve time, fordi han i løbet af weekenden har fået noget med sit ene øje, ankommer, går Bertelsen ned efter kaffe. Jeg indvier Christensen i tankerne omkring de tre stole, men det vil han ikke være med til. Bertelsen har gang i noget, siger han. Derfor foreslår han i stedet, at jeg sætter mig i den store, bløde stol.

Da Bertelsen kommer tilbage og ser, hvordan vi sidder, stopper han op i døråbningen med de tre kopper kaffe i en papbakke og kigger uforstående. Han accepterer dog, at det er efter Christensens – trækhestens! – eget ønske, og så kan vi så småt gå i gang. Først begynder Bertelsen at fortælle om, at Christensen har udtrykt et ønske om at leve et mere amish-inspireret liv. Det ville da, siger han, være lidt af et scoop for Euroman at kunne breake den?

Der går cirka fem minutter yderligere, før jeg stiller mit første spørgsmål, og vi lægger ud i den åbenlyse ende: Det er 30 år siden, de sidst har arbejdet sammen. Hvorfor nu?

Casper Christensen: Jeg har haft lyst til at arbejde sammen med Mikael i mange år, men jeg har ikke haft et produkt, hvor jeg mente, det kunne lade sig gøre. Hvor Mikael ville have lyst, og hvor jeg var et sted, hvor jeg ville kunne matche op til ham.

Euroman: Matche op hvordan?

Casper: Jeg har altid set op til Mikael. Jeg synes, han er utroligt dygtig. Jeg skulle være et bestemt sted med et bestemt produkt, for at det var interessant.

Mikael Bertelsen: Jeg vil jo ikke kalde det et produkt.

Casper: En oplevelse.

Mikael: Hm, ja, men det er nu også lige meget.

Casper: Så det har været et langt tilløb.

Euroman: Men hvad vil det sige at ’matche op’? At det, du har lavet, har været for fjollet til Mikael?

Casper: Det er jo lidt en forfladigelse af det at lave comedy at sige, at det er for ’fjollet’. Det er jo, fordi jeg har arbejdet med en genre, som ikke har passet til Mikael. Så hvis jeg skulle over i en genre, hvor Mikael ville kunne noget, så skulle jeg selv tilsidesætte comedy’en for i stedet at være til stede som menneske. For ellers så vidste jeg, at det ikke ville være interessant for Mikael at arbejde sammen med mig.

Euroman: Hvem tager så fat i hvem?

Casper: Jeg snakker en dag med et produktionsselskab, som nogle af vores fælles bekendte har, om, at jeg gerne vil lave noget andet. De spørger mig så: ’Hvem vil du allerhelst arbejde sammen med i Danmark?’ Og så svarer jeg: ’Mikael.’ Så siger de: ’Det kan godt lade sig gøre.’ Så siger jeg: ’Det tvivler jeg på. Men lad os se.’

Mikael: Jesper (Zartov, der blandt andet har produceret ’Klovn-filmene og nu producerer ’Det Sidste Ord’ med Bertelsen, red.) kommer så til mig og siger: ’Jeg tror virkelig, at I kunne være gode for hinanden.’ Vi holder derefter et møde, hvor Casper giver mig corona.

Casper: Ja, det gør jeg altid, første gang jeg møder folk.

Mikael: På det tidspunkt var det dog ikke nogen dødsdom.

Casper: Det var ikke ligesom AIDS i 80’erne.

Mikael: Det var sent i forløbet.

Casper: Du gav det videre, corona?

Mikael: Ja, det gjorde jeg faktisk.

Casper: Det var sådan en kendis-dna-streng.

Mikael: Et meget, meget dårligt afsnit af ’Klovn’ at være med i. Ha ha. Men der var noget, der slog mig under det her møde, og det var, at Casper talte om, at han var træt af at monopolisere samtaler ved at jagte den næste joke rundt om hjørnet. I et selskab ville der være en naturlig forventning til Casper Christensen om at – også fordi han er så god til det – sætte sig på rummet ved at sige noget sjovt. Det var interessant, at du gerne ville prøve at lave noget, hvor du arbejder imod det. Du sagde ikke, at du var ved at brække dig af at ødelægge selskaber, men altså ...

Casper: Nej, men en joke vil altid være en stopklods. Det kan være en pissegod og dejlig stopklods. Og den kan også være inspirerende. Men den stopper flowet i en samtale. Især hvis jeg sidder og forbereder den, for så vil jeg ikke lytte efter, hvad I to siger. Så vil jeg vente, til du siger, at du tjekker, om båndoptageren kører, og så har jeg en joke om en båndoptager, som jeg kan smide ind. Så i det øjeblik, at jeg kan frasige mig selv den følelse eller forventning om at være sjov, så vil der kunne komme noget andet ud af det, nemlig at være i stand til at lytte. Forhåbentlig vil de mennesker, jeg skal lytte til, så også begynde at sige noget, som er mere interessant end oplæg til jokes, ik’.

Mikael: Da du fortalte det, tænkte jeg på den ene side: Det er interessant. Vi har at gøre med en mand, som med rette har levet af at være sjov, og som måske har lyst til at prøve noget andet. Samtidig har jeg også selv – ikke fordi jeg er ren og skær puppet master i det her projekt, jeg er også pool boy – før fået meget ud af at hjælpe andre med at holde sig fast på noget. Og når du skal lave noget sjovt – det ved Casper bedre end nogen – så er det på mange måder alvorligt. Det er den vrede kunstart, simpelthen. Jeg har tit haft ansvar for nogen eller hørt andre fortælle, at de har været på optagelser og bare skreget af grin. At de næsten ikke har kunnet få lavet noget, fordi det bare har været så sjovt. Når man så ser det, er det fuldstændig blottet for nogen som helst form for magi.

Casper: Jeg har jo arbejdet med Sacha Baron Cohen. Hvis han kom til at grine, så kunne det ikke bruges.

Mikael: Okay!

Casper: Så mente han, at magien var ødelagt. Han kunne godt gennemskue, hvis noget var sjovt, men hvis vi kom til at grine, så skulle det kasseres, for så var magien væk. Det er jo selvfølgelig ude i den yderste potens. Men det ér altså et håndværk og et arbejde. Så er det klart, at man også kan være god til at finde de strømninger, der gør, at man kan komme i gang med håndværket. Men det ér altså serious business.

Mikael: Det kan lyde meget banalt, men at sætte sig selv i situationer, hvor man lærer noget nyt, bliver sværere og sværere med alderen.

Casper: Der er også den anden ting: Når jeg været i den her branche i 35 år, hvem skal jeg så sætte ved siden af mig, som jeg ser op til og respekterer, og som samtidig tør at sige mig imod? Der er jo ikke 1.000 af dem. De fleste ville tækkes, hvad jeg sagde, eller også ville de sige mig imod, men uden at have den nødvendige erfaring til, at jeg ville tro på, hvad de sagde. Til sidst ville jeg enten overrule dem eller fyre dem. Og det bringer mig ikke nye steder hen.

Mikael: Vi har også nogle parallelle forløb, forstået på den måde, at Casper har arbejdet sammen med Frank Hvam i mange år, mens jeg har arbejdet sammen med Mads Brügger i mange år. Mit makkerskab var kørende i allerhøjeste gear i forbindelse med radioen (Radio24syv, red.), hvor vores arbejdsmakkerskab og venskab blev tryktestet i en grad, så da det sluttede, var det en lettelse bare at kunne være venner. At vores venskab havde overlevet.

Casper: Jeg supplerer lige, så vi har en samtale.

Mikael: Ha ha ha!

Casper: Jeg tænker jo på journalisten her, som har fortalt, at han gerne vil have Mikael og Casper, der …

Mikael: ”Jeg supplerer lige, så vi har en samtale.” Ha ha! Det kan jeg godt lide! Mit problem er, at jeg oplever det, som om vi har en samtale.

Casper: Mit problem er, at jeg også er inde i hovedet på ham, der skal skrive artiklen, og jeg kan jo godt se, at han gerne vil have pingpong mellem os, og så pludselig er det tre sider med dig og til sidst en lille klamamse med mig, hvor der står: ’Han var en fed fyr!’

Mikael: Så er det fint, hvis du kan supplere lidt!

Casper: Ha ha, jeg skal gøre mit bedste. Frank og jeg har jo også haft et tilsvarende forløb, ik’, og nu er Frank jo flyttet halvandet år til New Zealand.

Mikael: Han har forladt dig?

Casper: Simpelthen. Han lavede jo også en tour med Mick Øgendahl, en stand-up-tour, og det var da lidt et brud på parforholdet. Men det er der ingen af os, der har noget imod. Vi har ’Klovn’, og det er vores projekt sammen, og nu har vi også en podcast. Men venskabet har jo haft rigtig godt af, at vi også kan lave andre ting. Men der er noget i, at man går ud og finder en ny makker, der gør det lidt besværligt.

Euroman: Hvad siger Mads og Frank til, at I har fundet sammen, I to?

Casper: De er meget positive! Meget glade. Men man kan ikke i de her lange parforhold undgå at mærke en lille gnist af: ’Hvad fanden laver de, hvad har de gang i.’ Det kunne jeg da mærke, da Frank og Mick tog på tour. ’Det plejer da at være os, der laver komik sammen ...’ Det her program er så ikke noget, Frank og jeg kunne lave sammen.

Euroman: Jeg har en forestilling om, at I to må være nogen af dem i landet, der har lyttet til og selv siddet med idéer i flest timer. Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge jer: Hvad er den gode idé?

Mikael: Det sjove ved lige det her projekt er, at det har været svært at forklare folk. Men det har jeg godt kunne lide.

Casper: Det er, netop fordi vi har lyttet til så mange idéer, og vi også har fået lov til at få mange idéer til at flyve – både på godt og ondt, ik’. Vi tændte på kompleksiteten ved den her idé. Den er svær at forklare, fordi idéen er en følelse, mere end det er et koncept. Konceptualisering var noget af det første, vi ville undgå: ’De bliver låst inde i et hus i 24 timer, og først der ...’ Nej, nej, så ville vi allerede være ved at opstille noget, der kan ødelægge virkeligheden. Derfor er den her idé god: Den er totalt fri, men samtidig ved vi udmærket, hvad den er.

Mikael: Rammerne må ikke overskygge viljen til at ville tale om noget, der ligger én på sinde.

Casper: En god idé er, hver eneste gang den øger muligheden for noget ærligt. Det kan også være i komik. ’Klovn’ er også en god idé. Vi har vores egne navne, og vi laver en udgave af os selv. Det er så tæt på ærligt, som vi kan komme, og deri ligger komikken, fordi folk tror, det er Frank og Casper. 'Tæskeholdet' var også ærligt. Vi gider fucking ikke være stille, når musikken spiller! Lige så snart det ikke kommer fra et ærligt sted, bliver det et koncept, og så kan det hurtigt blive uinteressant for mig i hvert fald.

Euroman: Føler I, at jeres fornemmelse for den gode idé er blevet skarpere, eller er det lige så svært, som det var den første gang?

Casper: Det er sværere nu at finde en god idé. Og det er nemmere at gennemskue, hvad der ikke er det.

Mikael: Jeg tænker slet ikke over, hvad der er en idé.

Casper: Jo, vi gør da. Problemet er, at når folk kommer med noget, så har man lavet så meget og er nødt til at sige: ’Det er superfedt, du brænder for det, men der er nogle faldgruber lige om hjørnet her.’ Det kommer med erfaring. Men vi er ikke nogen, der sidder og opfinder alt muligt. Nu har vi fundet på det her program, og så finder vi måske ikke på noget før næste år. Det er ikke sådan, at vi sidder i en idéudviklingsfase. Det har vi gjort, da Mikael sad på radioen, og jeg havde et produktionsselskab.

Euroman: Jeg forestiller mig, at I utroligt ofte siger nej.

Casper: Det passer ikke. For jeg bliver ikke tilbudt noget som helst. Det eneste, jeg hører, er ’Klovn’-idéer, som ikke rigtigt kan noget.

Euroman: Hvad med dig, Mikael?

Mikael: Jo. Men det kan godt pine én, at man ikke får ros for at sige nej. Jeg kunne godt tænke mig på et tidspunkt at lave en app, som giver én ros, hver gang man siger nej.

Casper: Hver gang du bliver tilbudt noget, og du siger nej, så skal du rose dig selv for, at nogen vil have dig, og så skal du rose dig selv for, at du ikke har påduttet dig selv noget.

II

Der er i skrivende stund lagt to klip ud fra ’All Exclusive’. I det ene, som er filmet og typograferet lidt a la åbningen af Quentin Tarantinos ’Once Upon a Time in … Hollywood’, ser man Mikael Bertelsen springe i en pool, og få øjeblikke efter, han har ramt vandet, bliver han råbt an af Casper Christensen, der står oppe på en rummelig balkon, i hvad der generelt ser ud til at være et rummeligt sted i Portugal. De bliver nødt til at få nogle gæster, siger han, for ellers er de jo bare på ferie.

I det andet klip derfra ser man Christensen stå med et kort i hånden, hvorpå der står ’Til Helle’. Bertelsen, der har til opgave at hente denne ’Helle’, kommer ud – igen er vi på balkonen, eller måske er det i virkeligheden nærmere en terrasse – med en kop kaffe i hånden. De her interaktioner repræsenterer en form for metalag i programmet. Men jeg fornemmer også en ironi eller en sarkasme. Mener de det?

Måske det bare skyldes mange års opbyggede konnotationer. I årtier har man set Casper Christensen spille Casper i ’Klovn’. Hvor starter og slutter fiktionen? Og Bertelsen, der også i forskellige afskygninger, særligt med ’De uaktuelle nyheder’, har dyrket satiren. Derfor spørger jeg dem, om de har vanskeligt ved at blive taget rigtigt seriøse, når de gerne vil tages rigtigt seriøse.

Casper: Nej, det har vi ikke, og jeg tror slet ikke, at når folk først ser programmet, at der er nogen tvivl om, hvad der foregår. Men det er klart, at Mikael og jeg leger. Vi synes, det er sjovt, når Mikael hopper i poolen. Vi har lige lavet et program, hvor Mikael, jeg selv og en gæst på vores alder leger med en badebold i poolen.

Mikael: Vi er ikke til at drive op af den pool.

Casper: Vi er godt klar over, at det er et mærkeligt, inspirerende og nysgerrighedsskabende billede at se os sådan.

Mikael: Men legen er ægte nok.

Casper: På den måde er der en meta-leg i programmet. Vi ved godt, at det ikke er normalt at se os dér. Men samtidig var det ægte, da vi gjorde det.

Mikael: Udover at vi arbejder imod jagten på en joke, så arbejder vi rent faktisk også imod at være ’i spil’. Det der: ’Uh, nu optræder jeg.’ Du kan heller ikke opretholde den distance, den bevidsthed i over et døgn. Så er du ... psykopat. Og det er ingen af os jo.

Casper: Godt, lad os lige få det slået fast! Men når jeg har skrevet et brev til gæsten, er det helt ægte. At jeg så afleverer det til Mikael er selvfølgelig en del af meta-legen.

Euroman: Men derudover er det renset for fx ironi?

Casper: Samtalerne er komplet rensede. Men Mikaels og mit forhold kan jo godt have nogle komiske elementer.

Mikael: Oplever du os som ironiske lige nu?

Euroman: Nej.

Mikael: Det er ikke meget anderledes i programmet.

Casper: Men hvad skulle det ironiske også være ved, at Mikael hopper i poolen?

Mikael: Det gør jeg altså også, når kameraerne ikke er der. Men det er da rigtigt, at ... og det er uden sammenligning i øvrigt, så du må bare tage det som et kompliment ... dengang Dirch Passer gerne ville være en seriøs skuespiller og får rollen som Lenny ...

Casper: I ’Mus og mænd’.

Mikael: Og Lenny er retarderet.

Casper: Det er satme også et dårligt valg! Når man skal gå fra at være komiker til at blive taget seriøst.

Mikael: Never go full retard.

Casper: Altså komikken burde selvfølgelig have lagt sig, da han voldtager en kvinde og slår hende ihjel.

Mikael: Men det er et oprigtigt forsøg fra en komiker på at blive taget seriøst som skuespiller. Alle kender derfra historien om, at salen skriger af grin, og at han ikke kan modstå fristelsen og begynder at pjatte. Hvilket jo er forfærdeligt, fordi stykket er en tragedie. Så det er jo rigtigt nok, at man bliver fastlåst i nogle bestemte roller. Som ironisk, sarkastisk, distanceret, hvad det nu kan være. De kan være svære at bryde ud af. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har villet noget andet. Jeg har også mødt sportsværter, der var trætte af på 25. år at sidde og sige resultater, og som gerne ville lave en undersøgende dokumentar om, hvorfor Qatar er blevet tildelt VM i fodbold. Men så er folk sådan: ’Hallo, prøv at hør, du er sportsvært!’ Eller: ’Lad nu være, lav nu bare noget sjovt! Det er dét, du kan, og det er det, folk vil have.’ Så kan vi alle sammen gå hjem med orden i penalhuset. Der er aldrig nogen, der kommer og beder én om at prøve at gøre noget andet.

Casper: Der er aldrig nogen, der er kommet til mig og sagt: ’Du skal lave noget lidt mere alvorligt.’ Der er nogen, der er kommet og sagt, at jeg skal spille psykopat. Det er det tætteste, vi kommer.

Mikael: Jeg havde en oplevelse på en af de første optagelser, hvor jeg så Casper sidde og tale med vores gæst, og jeg var ... puzzled. Altså … Han sidder og lytter. Pludselig – og her har vi jo forberedt et fuldstændigt forløb, som du ikke kan sætte en finger på – indrømmer Casper nogle sider af sig selv over for gæsten, som fuldstændig ...

Casper: Det rydder spillepladen, ik’.

Euroman: Hvad får dig til at gøre det?

Casper: Fordi jeg laver det her for eksperimentets skyld. Min interesse for den person, der kommer ind, er stor, fordi jeg mener, at jeg i fællesskab med den gæst kan vise noget, som de, der ser med, kan bruge i deres eget liv. Men for at vi kan åbne op, er jeg nødt til at give rigtig meget af mig selv, så den gæst er tryg ved også at give noget tilbage. Vi er nødt til at komme op på en højere klinge, så dem bag skærmen tænker: ’Gud, ja, det kan sgu også være, at jeg burde tænke lidt over det her og ændre mit liv i den her retning.’ Min opgave er at give så meget af mig selv som overhovedet muligt og så ellers bare være til stede.

Euroman: Er der nogle særlige spørgsmål, der interesserer dig, Casper, som går igen i de her samtaler?

Casper: Det er klart, at tro interesserer mig meget. Men i virkeligheden er jeg mest interesseret i at finde ud af, hvor fastlåst det her menneske er i sin forestilling om sig selv. Kommer de med automatsvar? Tror de på, hvad de siger, men uden at have tænkt over det? Jeg vil gerne have, at folk har taget stilling til dem selv, inden de møder op. Eller i hvert fald når vi er færdige.

Euroman: Og det har du selv, synes du?

Casper: Ja.

Euroman: Det er derfor, at du nu kan lave det her program?

Casper: Jeg ved ikke, om det er derfor, jeg kan, men det er nu, det interesserer mig.

Mikael: Vi har lige haft en situation med en gæst, hvor Casper siger: ’Jeg ved ikke med dig, men hver morgen, når jeg vågner, så beder jeg en bøn til dagen.’ Så siger gæsten: ’Det gør jeg også.’ Så siger Casper: ’Men du falder ikke på knæ? Det gør jeg.’ ’Nej, nej, nej, det gør jeg ikke, men jeg har også bedt om noget i dag.’ Der kan jeg altså ikke styre mig. Kunne vi – for Guds skyld – ikke lige spørge ind til det? Der siger Casper: ’For mig er det sådan set noget, jeg ikke behøver ...’ Men så siger gæsten: ’Jeg kan godt sige, hvad jeg har bedt om i dag. Jeg har bedt om at være mig selv i det, vi skal lave i dag. Jeg har bedt om hjælp til ikke at trække den skuffe ud, hvor jeg bagefter hader mig selv efter et interview, fordi jeg bare har taget en maske på.’ Det tipper jo lige over i det, vi gerne vil med programmet. Der kan du så sige: Kunne man finde 100 andre, der kunne lave et interview med den her gæst? Det kunne du sikkert godt. Men jeg ved, at du ikke kan finde andre, der kan tale med de her gæster, som Casper gør det. Kun ham. Jeg ville ikke turde.

Euroman: Handler det om mod?

Mikael: Ja. Men det handler også om – og det kan jeg sige, fordi jeg jo også ser det udefra – at seerne gerne vil lære Casper at kende, lige så meget som de vil lære gæsten at kende.

Casper: Det er jo ikke, fordi jeg føler, at det kræver mod. Det ville kræve mod for dig, Mikael, at kaste dig ud i det, fordi du ville finde det grænseoverskridende. Men det er det ikke for mig. Det er ikke modet, der er min stærke side. Jeg har ikke en stopklods for, hvad andre mennesker synes om mig, når jeg taler direkte fra hjertet. Så er jeg fuldstændig tryg. Det ville kræve mod af mig at sidde med et manuskript og følge det stringent.

Mikael: Jeg ville tvivle og tænke: ’Er det, at jeg tænker det her, eller oplever det her, eller indrømmer det her i en samtale, nok…’

Casper: Hver gang nogen fortæller noget ærligt, så er jeg interesseret i at høre om det. Hver gang de fortæller noget, som de tror, jeg gerne vil høre, bliver jeg ret hurtigt uinteresseret. Det må jo gælde den anden vej også, tænker jeg.

Mikael: Jeg er i forhold til dig mere kontrolleret og reserveret. Det, at du ikke har haft den stopklods, har også gjort, at du er havnet i nogle situationer…

Casper: Det er bagsiden af det. Jeg er endt i mange hjørner på min tur.

Mikael: Men jeg oplever også, at fordi der så mange gange er blevet slået noget i stykker, som ikke har kunnet repareres i forhold til at være en offentlig person, så kan du også gøre dig fri over for, hvad folk måtte mene om dig.

Euroman: Er du misundelig på den position, Mikael?

Mikael: Nej, men jeg vil gerne lære ikke at være så optaget af, hvad andre tænker. Det kan også være fint, fordi det sætter en begrænsning på storhedsvanviddet.

Casper: Jeg er interesseret i Mikaels liv og er misundelig på den stabilitet, der har været med den samme hustru, tre børn, været far på fuldtid hele vejen igennem. Det er jeg misundelig og nysgerrig på. Det, at jeg har været det søgende menneske og følelsesmæssigt en lille smule barnlig, har gjort, at jeg er blevet skilt og endt i alle mulige utroskabssager og først nu er ved at lande i en form, jeg kan holde ud, og fjerne skyldfølelsen i mit liv. Så kigger jeg på Mikaels liv og på de muligheder, stabiliteten har givet. På den ene side tror jeg, at nogen tænker: ’Hold kæft, Casper har haft det sjovt! Han har set alt muligt, han har oplevet alt muligt!’ Men nu sidder jeg faktisk tilbage og skal arbejde mig frem mod at kunne nyde frugterne af et stabilt liv. Og der er jeg laaangt bagefter Mikael. Han bliver inviteret til middage og selskaber ...

Mikael: Nej!

Casper: Jo, jo! Der er altid et eller andet, du skal til. Jeg bliver ikke inviteret til noget overhovedet, fordi folk tror, jeg er skingrende sindssyg. Derfor vil folk ikke have mig med til det og det firmas arrangement eller en åbning inde på Det Kongelige.

Euroman: Det tror folk stadigvæk?

Casper: Ja, altså, det smuldrer, men jeg er i gang med at opbygge det. Og den stabile kernefamilie. Det er jeg superspændt på. Men jeg tror også, at Mikael kigger på mit liv og tænker, der er lidt vildskab, som også er meget fedt at kunne. Det er jo yin og yang. Yang har jo øjet fra yin og omvendt.

Mikael: Der var faktisk en situation under fotoshootet, hvor jeg – jeg vil ikke sige, at jeg løj, men … Jeg har ikke en bil. Jeg føler ikke, at jeg har fortjent at få en bil.

Euroman: I har to biler, ikke?

Mikael: Ja, altså, i virkeligheden har vi kun én bil. Jeg kan godt lide at tage toget. Jeg oplever, at jeg kan tage temperaturen på den fælles bevidsthed.

Euroman: På den sociale fælles bevidsthed?

Mikael: Ja, altså jeg kan fortælle dig, at stemningen i S-toget er markant ændret de seneste fem år. Der er mange flere tosserier. Folk er under pres. Jeg tror rent faktisk ikke, at Casper kan tage toget. Nu har jeg prøvet at være i selskab med ham i lufthavnen. Det er en eksponering, der har en lukketid, som er for kraftig.

Casper: Du løj om din bil, sagde du?

Mikael: Ja, jeg tænkte, at du ville tænke: ’Det er simpelthen for mærkeligt, at han ikke har en bil.’ Det er noget med ikke at tillade sig at have en.

Euroman: Så der er ikke nogen bil, der er på værksted?

Mikael: Jo, men det er min kones bil. Og den skulle jeg have lånt. Der er ingen grund til at gå ind i det, det bliver meget praktisk …

Casper: Det har jo en symbolværdi ...

Mikael: Men det er mere, at Casper synes, han fortjener en bil, mens jeg synes, jeg ikke gør ... Giver det mening? Jeg oplever, at biler kan være en klods om benet.

Casper: Ej, hvorfor?

Mikael: Jeg synes, den giver noget besvær.

Euroman: Må jeg lige vende tilbage til jeres relation, som I er ved at opbygge. Hvad synes I om den?

Casper: Jeg er sindssygt glad for den. Jeg føler mig meget, meget privilegeret og beriget af at have lært Mikael at kende. Jeg er rigtig glad for ham. Og det var ikke ironisk! Det skal vi huske at sige hver gang!

Mikael: Det er jeg også. Men jeg har heller ikke nogen forventninger til, hvad det skal udmønte sig i. Det tænker jeg også, er vigtigt. Når jeg kigger på Caspers bagkatalog, så har det tit været sådan, at folk har skullet stå i gæld til Casper, fordi han har givet dem en mulighed, sat spot på dem og sagt: 'Du kan noget, kom med mig! Så går vi ind og får det fremkaldt i en idé, jeg har.' Det samme kan man måske sige med, at jeg for mange år siden ansætter Mads Brügger og har sådan en storebror/lillebror-relation. På et tidspunkt, fordi Mads tænker så vildt, kommer vi op og er mere i vater i vores arbejdsrelation. Nu vil han gerne noget helt andet, og jeg har jo slet ikke de journalistiske hugtænder til at lave nyhedsjournalistik. Men nu er jeg igen i gang med noget, hvor jeg glæder mig til at gå på arbejde. Du hører jo ikke om andet end folk, der har stress, mismod og mental mistrivsel, fordi arbejdet ikke giver mening. Det gælder jo om at få det til at give mening.

Euroman: I virker grundlæggende til at synes, at hinanden er ret sjove. Under fotoshootet skete det ret ofte, at I stod og fniste og lige skulle tage jer sammen.

Casper: Vi føler jo lidt, at vi har kendt hinanden i mange år. Vi har ikke ses så ofte, men vi er ramt hurtigt ind i en fælles bevidsthed. Inde i det vil der opstå en masse sjov, fordi vi er to humoristiske mennesker. Det er bittesmå ting, der skal til. Det er måske lidt vildt, egentlig, hvor hurtigt det er blevet internt.

Euroman: Men du har svært ved længden på Mikaels anekdoter?

Casper: Hvis jeg har en bagkant, ja. Men nej, for Mikael er jo skidegod til at fortælle. Der er til gengæld meget stor forskel på vores tempo, og hvad vi mener, der kan være interessant for andre mennesker at være vidner til. Der lægger vi snittet forskelligt.

Mikael: Jeg tester jo folks loyalitet ved at tale længe. Hvis de kan stå det igennem, så tager jeg det som et vist tegn på loyalitet.

Casper: Jeg er vant til at sidde med Frank, hvor det er mig, der snakker hele tiden. Det er meget rart at kunne læne sig lidt tilbage.

Mikael: Jeg har haft medarbejdere, der har sagt: ’Hvis du stopper med at tale, så skal jeg nok gøre, hvad du siger.’

Casper: Der er også en sårbarhed ved at ville tale så meget. Det er da klart, at jeg tænker: ’Hvorfor har han behovet for at sige så meget? Er det, fordi han tror, jeg ikke kan sige noget? Det kan ikke passe. Er det, fordi han skal sikre sig, at det er interessant, det han siger, så der puttes lidt ekstra på?’

Mikael: Har jeg talt meget her i dag? For det første, jeg sagde til mig selv, inden vi gik i gang, var: ’Husk nu: lytte, lytte, lytte.’

Euroman: Hvis Casper var vant til at skulle tale sammen med Frank, hvordan var det så med dig og Mads?

Mikael: Jeg tror, at Mads er rigtig glad for, at jeg har fundet et nyt publikum.

III

Hvis læseren ikke er bekendt med, eller i hvert fald ikke kan huske, den første linje i Hunter S. Thompsons roman ’Fear and Loathing in Las Vegas’, så tillad mig her at recitere den: ”We were somewhere around Barstow on the edge of the desert when the drugs began to take hold.”

Hvad angår dette interview, kan jeg måske formulere det således: ”Vi var en time og 57 minutter inde, da seancen tog en pludselig og meget uventet drejning.” Med andre ord: Der opstår nu et plot turn. Mikael Bertelsen har kort forinden sagt, at han på mange måder er glad for, at jeg ikke har bragt ”mænd, alder og den nye manderolle på banen, men der har vel aldrig været en tid, hvor mænd på lige præcis vores alder har skullet – hvad kan man sige – nok bare forsvinde fra Jordens overflade.”

Hernæst følger en snak om de (nogle af dem patetiske) faldgruber, der kan være forbundet med at blive ældre, og om at – det er Christensen, der siger dette – man bør højne den ro og visdom, der kommer med alderen, i stedet for at ”aldersshame.” Her bryder jeg ind og siger: ”OK, men jeg vil altså gerne …” Hvorefter der er lidt latter rettet mod mit abrupte og måske også – vil jeg gerne medgive – uelegante ”OK.” Og det er så her, at vi genindtræder i interviewet:

Mikael: Jeg kan simpelthen ikke mærke, om du har respekt for os. Og det er jeres generation, I er...

Euroman: Om jeg har respekt for jer? (her skal det retteligt siges, at jeg er 28 år og dermed en del yngre end Bertelsen og Christensen, red.)

Mikael: Ja, I er så fulde af jer selv. I er blevet båret frem på hænder og fødder. Og mit store problem som leder var, at jeg selv kom fra et sted, hvor jeg ikke kunne sige mit eget navn i en mikrofon. Så hæmmet var jeg, så nervøs var jeg. Derfor troede jeg, at jeg skulle til at lære andre, hvordan man skal lave radio. Så jeg sagde: ’Nu har jeg hørt det, du har lavet. Jeg vil nok råde dig til sådan og sådan.’ Så stod der en og sagde: ’Altså, radio er noget, jeg laver i den her måned. Jeg er også ved at lave et tøjmærke. Vi tager til New York med det lige om lidt. Så dig og dine radiofif, den kuffert kan du godt pakke sammen. Nu laver jeg det her, og i næste uge er jeg DJ eller sådan noget.’ Hvor jeg tænkte: ’Vil du slet ikke blive god til noget? Ved du, hvilken glæde det er at blive meget god til noget?’

Casper: Men det er, fordi du har en idé om, at det at være god til noget har en værdi. Det er jo ikke alle, der har det. Det kan være, de har en værdi i at være meget forskelligt. Eller at følge sit hjerte og sige: ’Nu gør jeg lige det, nu gør jeg lige noget andet.’ Men det at kunne et håndværk og gøre sig god har ikke nogen værdi, og så bliver det jo ligegyldigt. Så bliver det fuldstændigt ligegyldigt med dine kritikpunkter eller at blive i firmaet i 20 år.

Mikael: Jamen, det kan jeg også godt forstå.

Casper: Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men jeg tror, det er den måde, der bliver tænkt på. Men tilbage til respekten!

Mikael: Der må da være noget ... Du arbejder med medier og med mennesker, der må da være noget, du gerne vil lære af os?

Euroman: Vil lære af jer?

Mikael: Eller tænker du bare, at det er til at lukke op og skide i?

Euroman: Nej, der er da masser at lære.

Mikael: Ok, hvad?

Euroman: Hvad der er at lære af jer?

Mikael: Jeg startede med at spørge: Hvad drømmer du om?

Euroman: Snakker vi i dag eller i livet?

Mikael: I livet.

Euroman: Hm. Måske at blive forsanger i et countryrockband.

Casper: Dét er jo ironisk. Eller er det?

Euroman: Jeg elsker country.

Casper: Nå, det var jeg da glad for at høre. Nå! Det var alligevel en lammer.

Euroman: Synes du ikke, jeg respekterer jer?

Mikael: Jo, eller det ved jeg ikke. Jeg synes, I er rigtigt gode til at skjule det.

Euroman: Jeg respekterer jer, men jeg er jo også her for at interviewe jer. Jeg forsøger at sige ’OK’, som jeg gør, fordi tiden løber.

Casper: Det var det allerførste, jeg sagde!

Euroman: Jeg forsøger at sætte en klods ind.

Casper: Ja, det er vi godt klar over.

Mikael: Jeg siger ikke mere. Det er overhovedet ikke en kritik. Jeg er bare nysgerrig.

Euroman: Hvad er du nysgerrig på?

Mikael: Det er jo mere bare ... Da jeg startede med at lave radio, var der jo nogen, hvor jeg tænkte: Dem der, de kan lære mig noget. De ved noget.

Euroman: Der er da masser, jeg kan lære, men jeg er ikke her for at lære noget af jer.

Casper: Hvorfor? Hvorfor er du ikke det?

Euroman: Der kan da godt være ting, jeg kommer til at lære, men det er jo ikke derfor, jeg personligt er her.

Casper: Kommer du ikke for at finde ud af, hvem vi er?

Euroman: Nå jo, på dén måde.

Casper: Men i dét, der skal du jo få noget ind for at kunne formidle det ud til dine læsere, ik’ ogs’. Så i virkeligheden – nu skal jeg jo ikke blande mig i dit arbejde – må ambitionen jo være virkelig at gå herfra med visdom og ny indlæring. Ha ha!

Euroman: Det er rigtigt. Men det altså … Det kommer også an på, hvor meget tid I har.

Casper: Jeg har lidt mere tid endnu.

Mikael: Min telefon er ikke her. Den er i et andet rum.

Casper: Du har ikke nogen tid?

Mikael: Nej, tiden er gået i opløsning. Så hvad siger du?

Euroman: Skal jeg stille et spørgsmål?

Mikael: Ja, du stiller et spørgsmål.

Casper: Du har jo spørgsmålsstolen. Vi andre har jo sat os på gulvet foran dig.

Euroman: Ja, det er en meget speciel situation.

Casper: Det skal det også være. Vi er jo trods alt to mennesker, som er sat sammen for første gang, og som har et bagkatalog, der er ret voldsomt. Så det ér en speciel situation. Hvis jeg var journalist, ville jeg have været nervøs. Det ved jeg ikke, om du har været?

Euroman: Jo, det er jeg altid.

Casper: OK, det ville jeg også have været, for det er jo klart, at man går ind til noget, som man ikke rigtig ved, hvor kan ende. Men man håber jo på, at det er godt nok, det man selv kommer med. Så det forstår jeg godt.

Mikael: Det var mere bare, hvis jeg skulle gøre noget andet end bare at snakke. Så stiller jeg det spørgsmål, hvad du drømmer om.

Casper: Nå, så du stiller et spørgsmål tilbage?

Mikael: Ja, altså jeg kan jo sagtens fortælle en røver. Men altså ... det er jo bare, fordi det er et blad for mænd (her tales om Euroman, red.). Der er mange gange, hvor jeg er lettet over, at jeg ikke skal være din alder (Mikael peger på mig, red.). Jeg er rigtig glad for at blive gammel.

Euroman: Hvorfor?

Casper: Helt enig.

Mikael: Det har noget at gøre med, at jeg måske har været 50 år, siden jeg var 15, og ventet på, at mine tanker og min krop skulle passe sammen. Pludselig er det ikke længere en gimmick at have jakkesæt på. At det så er blevet meget umoderne at gå med jakkesæt og slips er selvfølgelig noget andet. Men der er nogle gange, hvor jeg tænker: at skulle ud og finde sit livs store kærlighed, at skulle finde ud af, hvordan man organiserer en familie. Jeg syntes, der var meget pres på mig og min kone, da vi var i 30’erne og fik børn. Men jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det er i dag.

Euroman: Tror du, at presset er større nu?

Mikael: Ja, usikkerheden og omstændighederne for, hvordan man baner vejen.

Casper: Tror du ikke også, at tanken om, hvor hårdt det er, bunder i, at man har gennemlevet det? Altså lige meget hvilken situation man er i, er fremtiden uvis. Hvilket betyder, at man bare kaster sig ud i det. Uden at mærke presset. Det er først, når jeg kigger tilbage, at jeg tænker: 'Hvordan fanden er jeg kommet igennem det lort her?' Havde jeg vidst, at jeg skulle igennem alt det, så havde jeg aldrig gjort det. Jeg havde aldrig gjort noget som helst.

Euroman: Kan I forstå den unge generation, der er nu, og den måde, de reagerer på tidens kampe? Og internettet, der spinder det hele sammen og skaber en fælles bevidsthed, man skal være en del af?

Casper: Nej, jeg kan ikke forstå det. Det kan jeg i virkeligheden ikke. Jeg kan gætte mig til, hvorfor det er endt sådan. Ungdommen har altid været dem, der skal lede revolutionen. Men hvorfor revolutionen er blevet sådan, som den er, og hvorfor de har valgt at gå sådan til den ... Jeg kan godt intellektuelt regne mig frem til noget med sociale medier, og at når man bruger så meget tid på at kigge på sig selv, så er det også det, man går mest op i. Men samtidig går de også op i klimaet, men jeg ved så ikke, om det kun er for dem selv. Hvad tænker du, Mikael?

Mikael: Jeg er bare glad for, at jeg ikke skal stå midt i det. Jeg synes, der er et mysterium, der blevet fjernet for yngre mennesker. Hvad mon verden indeholder af sex, rejser, tanker? Alt kommer til en, før man selv har ...

Casper: Bedt om det.

Mikael: Ja. Og det kommer til én på en måde, så man føler, at alle nok har det federe end en selv. Ud fra hvad jeg lige kan registrere.

Casper: Den anden dag kiggede jeg på TikTok for første gang, fordi jeg så, at politikerne var begyndt at bruge det. Jeg må sige, at jeg var dybt, dybt chokeret over, hvor seksuelt det er. Og det er meget voldsom seksualitet med meget unge piger. Eksplicit, seksuelt frembrusende. På en måde, hvor jeg tænker: ’Hold da kæft, det er jo næsten porno.’ Det er fuldstændig sindssygt! Jeg ved intet om algoritmer, jeg ved bare, at jeg ikke har søgt på noget endnu!

Mikael: Ha ha!

Casper: Jeg har bare skrevet min alder ind. Men det gør mig forvirret, for der er dele af den her generation, der gerne vil vise deres seksualitet meget voldsomt frem, fint nok. Samtidig har vi – så vidt jeg har forstået det – en meget, meget krænkelsesparat ungdom, hvor reglerne for samtykke og for, hvad mænd kan tillade sig at sige, er anderledes skruet sammen, end da jeg var ung. Så du har både: ’Jeg er en fri kvinde, og jeg er fucking liderlig og vil have pik.’ Altså, på det her TikTok. Samtidig siger den samme generation, at hvis du bare spørger, om vi skal gå i seng sammen, så føler jeg det som en krænkelse. Sådan oplever jeg – siddende oppe på en bondegård i Tikøb – ungdommen, og det er superforvirrende.

Mikael: Jeg har en TikTok. Men jeg får bare videoer med hajangreb. Så meget, at jeg til sidst blev bange for at svømme i Kattegat.

Casper: Jeg er dog meget fortrøstningsfuld om, at der kommer en omvendelse af det SoMe-vanvid, vi sidder midt i.

Mikael: Da jeg var ung, brugte jeg rigtig meget forestillingsevne på at tænke på de musikalske idoler, jeg havde. ’Hvor er de henne? Hvad laver de lige nu? Hvad gør de?’ Alle mulige forestillinger. Jeg kan rent faktisk godt lide nogle Justin Bieber-numre, men det bliver konstant slået i stykker af, at jeg kan se ham over alt og følge ham.

Euroman: Er verden blevet affortryllet, synes du?

Mikael: Ja. Det var nemmere at rejse ud i junglen for at se, hvad der gemte sig. Sådan er det ikke mere. Det er, som om hver en plet er blevet endevendt. Med det program, vi nu laver, har jeg også tænkt på, at jeg har oplevet Caspers alterego fra ’Klovn’ have sådan en ’The Wolf of Wall Street’-effekt på unge mennesker. At selv om aktiespekulanten i filmen er usympatisk og ødelægger alt omkring sig, der har menneskelig værdi, er det én, de unge ser op til. Jeg synes, det er fint, hvis den Casper-figur kan lokke folk ind i cirkusteltet. Jeg vil bare sige, at den klovn, du kommer til at møde derinde i mørket, det er ikke det nummer, du har forventet.

Euroman: Hvad drømmer I om?

Casper: En fjerde bil ha ha!

Mikael: Ej! Jeg drømmer om at finde fred med mig selv. Det kan lyde helt vanvittigt. Casper er faktisk i gang med at lære mig det. Jeg er meget tvivlende. Jeg tvivler meget på, om jeg nu også kan finde ud af det, jeg skal til at i gang med. Om det er vigtigt nok. Hvad nu hvis de slet ikke har lyst til at sende det? Det kan der være en masse fine ting ved. Såsom en taknemmelighed over at have fået muligheden for at lave noget, der betyder noget. Men det er tæt på at være en dårlig vane. Hvis det så bliver en kæmpe maveplasker fra vippen, det vi laver nu, så lærer jeg nok også noget af det.

Casper: Men det øjeblik – hvorvidt det er en maveplasker eller ej – er jo forbi. Du vurderer det ud fra nogle parametre, der hedder: Hvad synes Viaplay? Hvad bliver seertallet? Men vi har nu lavet fire programmer, og vi har lavet det, vi har sat os for. På den måde er jeg landet.

Mikael: Hvis jeg skal holdes til ilden, så venter den maveplasker lige rundt om hjørnet.

Casper: Jeg er færdig med hver enkelt program, så snart det er lavet. Når det bliver sendt, er jeg i princippet pisseligeglad. Jeg vil gerne have, det fortsætter, fordi jeg synes, det er sjovt at lave. Men vi kan aldrig blive frataget, at vi har lavet et godt program, og at vi har åbnet nogle mennesker op.

Mikael: Der holder jeg nok mig selv i skak, forstået på den måde, at jeg arbejder frygtbaseret. Jeg håber ikke, at vi bliver til grin på en måde, som vi ikke har ønsket.

Casper: Man kan jo ikke gøre det op på den måde, for der er så mange kræfter på spil. Der er nogen, der vil sidde og tænke: ’Nu skal de rigtigt være fornuftige. Nu skal de rigtigt spille kloge!’

Mikael: Ha ha!

Casper: Alt muligt pis, altså. Det kræver bare et enkelt menneske, der sidder og skriver det for at skabe clickbait på sin avis. Og fred være med det.

Mikael: Så har vi fejlet! Ha ha!

Casper: Så har Viaplay jo fejlet. Deres opgave var jo at kigge på det, vi to kom med. Så længe vi arbejder benhårdt på at nå det, vi sætter os for.

Mikael: Tilbage til spørgsmålet: Jeg drømmer om ikke at være så hård ved mig selv. Det indbefatter også, at når jeg så er sammen med mit barnebarn, så skal det ikke bruges til noget. Det skal bare være med til at lade mig op, så jeg selv får det bedre. Jeg tror, jeg lider under en autodidakt forbandelse, at alt bliver et slag, en kamp, der skal vindes. Det er da mærkeligt, at jeg skal overbevise omverdenen hver gang.

Casper: Det mærkelige er jo, at du har en følelse af det.

Mikael: Det er ren paranoia!

Euroman: Har du det også sådan, Casper?

Casper: Jeg var da spændt, da vi skulle lave første program, fordi lykkes det nu også? Nu havde vi påstået, at det kunne lade sig gøre. Kunne det så også det? Der kan jeg sagtens mærke, at vi lever. Men derefter slipper jeg det. Det gør jeg. Det er selvfølgelig superubehageligt, hvis folk hader det. Men det er ikke det, der holder mig vågen om natten.

Euroman: Hvad holder dig så vågen om natten?

Casper: Ikke noget.

Euroman: Der er ro på?

Casper: Der er ro på. Der ikke noget inden i, der kæmper. Verden uden om kan give én nogle curve balls en gang imellem.

Euroman: Er du så bange for, at den her ro, som du har fundet igennem dit arbejde med dig selv, forsvinder?

Casper: Nej, den kan ikke forsvinde.

Euroman: Hvorfor?

Casper: Man får opbygget nogle følelser og en måde at leve på, som gør ondt. Som har noget uro, noget tvivl, noget paranoia. Hvis man får slebet det af, så er man bevidst om, hvor det sidder, og hvad det er. Jeg kan mærke, hvis noget spirer igen, men det er ikke sådan, at det eksploderer på én gang. Jeg holder hele tiden øje med mig selv. Hver morgen vil jeg vågne op med en god samvittighed. Det er målet, og det er sindssygt vigtigt for mig. Men det er ikke kommet overnight, og det vil derfor heller ikke forsvinde overnight. Det er ikke magi, det er arbejde. Og hvad jeg drømmer om? Jeg drømmer om, at der er et level mere. En endnu tættere forbindelse til universet. Til Gud. For i det ligger den uendelige kærlighed, hvilket jeg synes, er det absolut vigtigste. Det eneste, jeg kan bidrage med i det her univers, er kærlighed. Når du har kærlighed til dig selv, har du kærlighed til børnene. Jeg behøver ikke sprede det til hele Kloden. Det er fint bare at holde det til familien.