Frederik Cilius og Rasmus Bruuns fejlbehæftede guide til at overleve som far

Et menneske kommer til verden

Rasmus: ”Min hustru og jeg var i gang med at lave en syvrettersmenu til familien, og senere var der Champions League. Det var en familiebegivenhed. Vi skulle hygge. I det øjeblik gæsterne trådte ind ad døren, gik veerne i gang. Bodil gik ind i sig selv, hun lavede vejrtrækningsøvelser og skreg ikke.

Hun var meget rolig, da vi tog afsted. Jeg havde stået for meget af den ydre planlægning i dagene inden: Hvordan kommer vi hen til hospitalet? Hvilken opgang skal vi op i? Jeg havde både memoreret det og skrevet det ned for at være på den sikre side.”

Frederik: ”Det skal siges, at man aldrig må være i en lufthavn sammen med Rasmus. Han kan ikke noget i en lufthavn.”

Rasmus: ”Jeg vidste, at jeg kunne komme i en situation, hvor jeg kunne gå i panik. Derfor måtte jeg være ordentligt forberedt. På hospitalet foreslog en jordemor, at jeg stod for enden af sengen, så jeg kunne se, når barnet kom ud. Det kan jeg ikke anbefale nogen mand. Det er voldsomt at se på et ansigt, der kommer ud af en tissekone. Jeg har fået et billede, som aldrig kan slettes. Men fødslen gik godt. Min hustru var meget rolig, og jeg kom med nogle opmuntrende kampråb.”

Frederik: ”Vores første søn er født lidt for tidligt. Han kom uanmeldt, og det gik hurtigt. Jeg hjalp med at sige til jordemødrene, at min hustru ikke bruger sit mellemnavn.

De sagde: ’Det er så flot, Anne Kristine, det er så flot Anne Kristine’, og det irriterede hende.

Jeg sagde til dem: ’Hun hedder bare Anne.’

Det var det, jeg bidrog med, og så drak jeg en kop kaffe. Jeg tror, manden skal passe på med at gøre det til noget, der handler om ham, for manden er ikke rigtig nogen på en fødegang. Han er et spøgelse. Der er plads til kvinden og barnet, men ikke til manden. Jeg fik tilbudt at sove i en stol. Jeg brokkede mig intensivt i to en halv time, indtil de til sidst fandt en feltseng, jeg kunne sove på.”

Rasmus: ”Det var også grunden til, at jeg tog hjem efter vores første fødsel. Bodil og jeg vurderede, at det var bedst, at jeg tog hjem og sov i stedet for at sidde i en stol ved siden af hende og vores barn hele natten.”

Frederik: ”Min hustru og jeg og vores barn lå på hospitalet i ni dage, fordi han var født for tidligt. Der var totalt overbelagt. Jeg vil faktisk sige, at det var kaos. Vi lå fire familier på en tomandsstue på neonatalafdelingen. Sygeplejerskerne var nedslidte. Hver dag stod der en sygeplejerske ude på gangen og græd, fordi de ikke kunne give folk den omsorg, de havde brug for.

Klokken 23 kom en stor indisk familie ind på stuen. Bedstefaren sad ved spædbarnet og knipsede med fingrene og chantede ’chin chin chin chin chin’, mens vi andre var fuldstændig smadrede. Min hustru sagde: ’Jeg kan ikke mere. Det må simpelthen stoppe.’ Jeg gik hen til familien og sagde: ’Hvad fanden laver I? Er I fuldstændig idioter?’ Jeg fik fat i en sygeplejerske og bad hende om at sige til familien, at de skulle holde op med at chante. De holdt op med at chante og blev bedt om at gå.”

Rasmus: ”Vi har kun haft gode oplevelser. Der har ikke været noget stress eller pres på. Alle jordemødre har været supersøde og nemme at have med at gøre. Men jeg opdagede hurtigt, at der ikke er super meget plads til humor på en fødestue. Jordemødrene syntes ikke, at noget af det, jeg kom med, var sjovt. Jeg kan huske, at jeg var enormt optaget af lydniveauet hos de medfødende kvinder på gangen. Det var nærmest primalskrig. Ja, eller ikke nærmest. Det var primalskrig.

Naturligvis var jeg ret stolt over, at Bodil var så utrolig dygtig til sine vejrtrækningsøvelser, at hun ikke på noget tidspunkt skreg af smerte, som jeg kunne konstatere, at de andre fødende gjorde. Og dét faktum fik jeg muligvis blæret mig lidt for meget med over for jordemødrene.

Jeg kan huske ellers sjove kommentarer som: ’Nå, er de i gang med at optage den næste ’Saw’-film inde ved siden af?’

Og ’Hørte I også den knappenål, der lige røg på gulvet her ved siden af Bodil?’

Efter et par fejlslagne forsøg på at lette stemningen under sådan en fødselssituation må man nok bare erkende, at man åbenbart er i en magisk situation, der ikke kræver mandens umiddelbare betragtninger fra en fødeafdeling.

De rullede øjne af mig og tænkte: ’Hold nu kæft, en idiot.’”

Frederik: ”Efter fødslen blev min hustru kørt væk, fordi hun skulle syes, og jeg blev overladt alene med barnet. Jeg blev bedt om at sætte mig på en stol med vores barn på en opvågningsgang. Jeg fik at vide, at jeg skulle tage skjorten af, så han kunne ligge på mit bare bryst. Hud mod hud er vigtigt ved for tidlige fødsler. Så lå han der. Jeg var totalt overvældet. De skulle tage alle mulige blodprøver på ham, og der vågnede mit beskytterinstinkt.

Sygeplejersken kunne ikke finde ud af det, og min søn græd. Efter anden gang sagde jeg til hende: ’Hvis du ikke gør det næste gang, så finder du simpelthen en anden, der kommer og gør det.’ Jeg var ekstremt aggressiv.

Jeg sad med ham et par timer, indtil min hustru kom tilbage. Jeg overlod vores søn til hende, og så ringede jeg til min mor for at fortælle, at alt var gået godt, og så brød jeg fuldstændig sammen. Jeg kunne slet ikke tale med hende. Det var en totalt overvældende oplevelse. Jeg var nødt til at lægge på.”

Den første tid med en nyfødt baby

Frederik: ”Min hustru og jeg har haft en forskellig forestilling om, hvad det vil sige at få et barn. Min hustrus forestilling begynder tidligt i barnets liv, hvorimod jeg forestillede mig, at jeg skulle være far til et barn, der kunne gå. Jeg tænkte Experimentarium og Tivoli. Jeg havde aldrig skænket det en tanke, at et spædbarn ikke kan holde sit eget hoved.”

Rasmus: ”For mandens vedkommende kan det føles, som om han har fået en julegave, som han skal vente et års tid med at pakke op.”

Frederik: ”Der går en periode, hvor spædbarnet ikke har rigtige menneskeøjne. De har sådan nogle mælkehvide demensøjne som i ’The Irishman’. Men på et tidspunkt bliver deres iris klarere, og de får normale menneskeøjne, så man kan se, at der er en sjæl derinde, og det er et stort øjeblik. I virkeligheden er den første tid med barnet relativt nem. Der er meget søvn.”

Rasmus: ”Og man opdager, at barnet er i livsfare, hvis man ikke passer på. Man går det første stykke tid og er bekymret for, om barnet trækker vejret, når det ligger og sover. Man skal hele tiden ned og daske til barnet, og man når lige at få den der panikfølelse, hvis man ikke kan høre, at det trækker vejret.”

Frederik: ”Det gik mere og mere op for mig, at det liv, jeg kendte, var væk. Jeg kan ikke rigtig huske, hvordan mit liv var før.”

Rasmus: ”Det er svært at huske, hvad man har brugt al den overskudstid til, man havde, før man fik børn. Man siger jo, at barn nummer ét tager al ens tid. Barn nummer to tager al den tid, man ikke vidste, man havde. Jeg har ikke hørt, hvad der sker med barn nummer tre, men der er ikke meget tid tilbage at tage af.”

Frederik: ”Hvis du kun har ét barn, så nyd det.”

Rasmus: ”Det gode er, at man bliver meget mere fokuseret i sit arbejde, fordi man ved, at nu har vi fire timer til at arbejde igennem, inden en af os skal hente. Vi sidder ikke og hyggesnakker om alt muligt ligegyldigt. I den forbindelse er jeg virkelig glad for, at Frederik har fået børn. Dengang det kun var mig, der havde børn, følte jeg stor skam ved at være ham, der skulle bryde op, fordi jeg havde nogle forpligtelser. Det er rart, at vi er på samme hold.”

Frederik: ”At få børn betyder, at jeg er nødt til at arbejde mindre. Det tærer på familiefronten, hvis jeg tager på aftenoptagelser med Rasmus og laver programmer til DR, hvor vi er ude og rejse i Europa. Ting skal planlægges. Man bliver en kalenderfreak. Jeg siger nej til ting, også til ting, jeg gerne vil lave, fordi det ikke harmonerer med familielivet. Det er svært, men jeg bliver ikke bitter af det.”

Rasmus: ”Vi har et arbejdsliv, der hedder 9 til 15. Og så har vi optrædener med vores show, hvor vi er væk fra familien om aftenen. Men så kommer der en periode efter det, hvor vi ikke skal noget, og så får man mere tid sammen med familien. Jeg kan godt lide den måde at arbejde på.”

Frederik: ”Som forældre til små børn kommer du ind i en rutinepræget hverdag, især når de skal i institution. Det er op om morgenen, morgenmad, smøre madpakke, skære frugt. Og du skal sørge for, at de har det rigtige skiftetøj nede i institutionen. De skal have regntøj, vinterstøvler og gummistøvler. Selv Adolf Eichmann ville have svært ved at få det til at køre på skinner. Det er heldigvis noget, min hustru har styr på.”

Rasmus: ”Vinterperioden er den værste, fordi det er et udstyrsstykke uden lige. Børn i flyverdragt, der skal transporteres fra a til b … det er et mareridt.”

Frederik: ”I institutionslivet er der tre uger om året, hvor der ikke er flyverdragt og ikke er solcreme. Det er de tre gode uger. Solfuckingcreme. Der er lige den der periode i foråret, hvor det er varmt nok, uden at solen skinner nok til, at de bliver forbrændte, hvor du kan tage dem med ud af døren i en let jakke og aflevere dem … men snart efter begynder solcremeræset. Børn er fuldstændig gennemsigtigt hvide, fordi de er smurt ind i solcreme fra top til tå hver eneste dag. På det punkt er min hustru og jeg ikke enige. Hun giver dem solcreme, og jeg siger: ’Lad dem nu blive lidt brune, de må gerne få lidt sol.’”

Rasmus: ”Vi tager det meget roligt hos os. Vi ved, at over middag får de solcreme på i institutionen af pædagogerne. Så vi tænker, at vores børn godt kan starte morgenen uden solcreme.”

Intimitet

Man kan høre alt på Dragsholm Slot

Rasmus: ”Det kræver en enorm planlægning. Mange, lange samtaler. Man skal sætte tid af til det. Når vi en sjælden gang imellem har en date, så har vi forberedt emner hjemmefra. Dogmet er, at vi ikke må tale om vores børn og praktiske ting. Vi skal tale om ’rigtige’ emner. Vi forbereder tre emner hver. Det kan være alt muligt, aktuelle ting, følelsesmæssige ting, bare det ikke handler om praktik, familieliv. Men når vi så er ude og spise, så kan vi begge to godt mærke, at vi gerne vil tale om vores børn. Så tager vi 10 minutter, hvor vi tømmer hovederne og taler om børnene.”

Frederik: ”Jeg havde en tur med min hustru på Dragsholm Slot i november. Vi kom om eftermiddagen. Vi lagde os på sengen og læste i hver vores bog i tre timer inden middagen. Om aftenen skulle vi ikke andet end at sætte os ved et bord og spise mad, som vi ikke selv havde lavet. Det var virkelig dejligt. At der var så lydt på Dragsholm Slot, at det ikke blev til nogen intimitet efter middagen, det var så en bet. Man kan høre alt på Dragsholm Slot. Man bor ikke på slottet, man bor i en gammel hestestald, hvor man kan høre, hvad de taler om inde ved siden af. Det er ikke befordrende for den erotiske udfoldelse.”

Rasmus: ”Urinslæden bliver ikke fundet frem.”

Frederik: ”Den lå ude i bilen hele natten.”

Rasmus: ”Når du har børn, er du aldrig alene. Alle samtaler bliver abrupte og uafsluttede. Det er hele tiden: ’Den tager vi senere.’ Og når det så er senere, så er du for træt. Du vil bare gerne sove.”

Frederik: ”Du har ikke tid og overskud. Man kan ikke bare lige bolle i køkkenet klokken et om eftermiddagen, for så er der en, der vil have frugt.”

Rasmus: ”Selv ferierne kan føles som hverdag. Når man har planlagt ferien og kommer et eller andet sted hen, så er du stadig pædagog, husholderske, kok og butler. Du har aldrig den der nærhed som par. Du er et serviceorgan.”

Frederik: ”Intimiteten bliver sat på pause. Jeg går ud fra, at det ændrer sig på et tidspunkt. Det kan jeg høre på de mennesker, jeg kender, som har lidt ældre børn: Der er et tidspunkt, hvor selvstændigheden tager lidt over, og der kan ske nogle ting. Jeg har fundet en stor ro i ikke at forvente noget. Man skal passe meget på med at forestille sig noget og at have en forventning til noget. For det bliver aldrig sådan. Hvis du skal i Legoland, så kan du lige så godt forestille dig, at hele den dag bliver rædselsfuld. For der sker altid et eller andet uforudset. Så er der en, der skider igennem sin body, og så står du der med lortetøj og skal finde en pose at lægge det ned i.”

Rasmus: ”Og maden er dårlig. Fire store burgers, som ingen overhovedet gider at smage på.”

Frederik: ”For 670 kroner burgere, som ingen gider spise, fordi de hellere vil have nuggets. Jeg er holdt op med at planlægge ting for mig selv. Jeg siger ikke til mig selv: ’Den her tekst kan jeg skrive i aften.’ Jeg siger: ’Der er en mulighed for, at jeg kan skrive den i aften.’ For når jeg har puttet børnene, og de vågner igen og er snottede og ikke kan falde i søvn, lige når jeg troede, at jeg ville få tid til at skrive, så bliver jeg ikke irriteret, for jeg havde slet ikke regnet med, at jeg ville få tid. Det er mit allerbedste råd: Lad være med at regne med noget som helst. Du kan ikke planlægge noget. Du skal bare forberede dig på det værste. Det kan noget.”

Rasmus: ”Et andet godt råd er, at hvis man skal ud sammen i en weekend som familie, så lad være med at planlægge for meget, det behøver ikke være en stor ting, man skal ud til. Det kan lige så godt bare være en tur i parken. Det er rigelig underholdning til sådan nogle børn. Der kommer alle mulige benspænd med, at de ikke vil gå, og de kan ikke det ene og det andet, og så bliver alle sure, og så vil de hjem, og så er der dårlig stemning, alle bliver uvenner, man går og mundhugges. Sæt barren lavt.”

Frederik: ”Rigtig lavt. Du kan ikke nå den køretur på den tid, du tror, det kan ikke lade sig gøre. Det kommer til at tage dobbelt så lang tid. Regn med det, så bliver du positivt overrasket, når det ikke gør.”

Forældre i alarmberedskab

Når børn bliver væk

Rasmus: ”For nylig måtte jeg ringe til politiet for første gang. Det var min største katastrofe indtil videre. Jeg var alene hjemme med to af pigerne (i familiens hus i Sørup i Nordsjælland, red.). Den tredje var på en legeaftale. På et tidspunkt besluttede min ældste datter sig for at gå hen til en veninde lidt længere nede af vejen, så nu var jeg alene med min yngste datter på tre år. Vi sad og lagde et puslespil, et voksenpuslespil. Efter noget tid rejste hun sig fra bordet, og så sad jeg alene og lagde puslespil. Der gik 10 minutter til et kvarter, hvor jeg ikke hørte fra hende og ikke tænkte over det, fordi jeg var optaget af puslespillet.”

Frederik ”Det er det flotte puslespil med solnedgangen.”

Rasmus: ”Det var efterårsprojekt, der var trukket ud. Fredensborg Slot. På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg ikke havde hørt fra min datter i lang tid, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte se, hvad hun lavede. Jeg gik ned på pigernes legeværelse, men hun var der ikke. Nå, for Søren.

Jeg gik rundt i huset og kaldte på hende, men hun svarede ikke. Jeg undrede mig, for hun går aldrig nogen steder uden at sige det, men jeg tænkte, at hun måske var gået ned ad vejen for at finde sin storesøster. Jeg gik ned mod huset i et roligt tempo. Jeg bankede på og spurgte forældrene, om de havde set Rose. Det havde de ikke. Jeg så en let bekymring i deres øjne. Jeg sagde: ’Jamen, så må hun være derhjemme.’

Jeg begyndte at løbe. Jeg kaldte på min datter i huset, og jeg løb ud i vores have for at se, om hun gemte sig der. Hun var der ikke. Jeg kunne se, at de andre forældre på vejen var blevet aktiveret. Jeg blev mere og mere panisk. Jeg løb frem og tilbage mellem husene og bankede på og spurgte, om de havde set min datter.

Jeg kom i tanke om, at vi ude i vores store have har to kæmpestore huller, som vi har gravet for at plante træer, men fordi det havde regnet en del, var hullerne fyldt med vand. Jeg tænkte: ’Fuck, shit, pis, røv, lort. Hun er røget ned i et af hullerne.’ Jeg spurtede hen til hullerne. Jeg stak armen ned i det første hul og tænkte, at nu finder jeg et barnelig. Hun var der ikke. Videre til det næste hul. Jeg tog en dyb indånding og forventede at få fat i en arm eller et ben. Men hun var der ikke.

Jeg løb ud på golfbanen og spejdede efter hende. Nogle af de andre forældre var kørt ned til havnen et lille stykke derfra for at se, om hun var gået derned. Det gik op for mig, at nu skulle politiet kontaktes. Jeg ringede til alarmcentralen.

’Min datter er væk, hun er tre år.’

Damen i den anden ende af røret spurgte: ’Hvad har hun på?’

Jeg fortalte, at hun havde en T-shirt på og var i bare tæer. Hun var ikke klædt på til at være uden for.

’O.k., har du kigget i alle skabe og alle steder rundt omkring dig?’ spurgte damen.

’Ja,’ sagde jeg.

’Jeg har kigget alle ste …’ og så kiggede jeg ned i vores sofa, og der lå hun med røven i vejret og sov.

’Undskyld, hun ligger lige foran mig,’ sagde jeg.

Damen fra alarmcentralen brød sammen af grin.

Hun sagde: ’Prøv at høre, du er ikke den første, der lavet den der. Det sker meget ofte.’

Jeg åndede lettet op, og så måtte jeg gå ud og fange alle forældrene og sige, at hun lå og sov på vores sofa. Det var pinligt. Men også en stor lettelse.”

Frederik: ”Hvis du havde fundet hende nede i det hul, så havde du aldrig kunnet se på Fredensborg Slot på samme måde igen.”

Rasmus: ”Det havde jeg nok ikke.”

Frederik: ”Den der opbrusende panik er meget voldsom at opleve. Man tænker alle de værste ting. Jeg var med Dirch og hans lillebror Georg på Den Blå Planet. Der var sindssygt mange mennesker. Det var lige efter den første store coronanedlukning, så folk skulle bare ud at se nogle fisk.

Georg var i barnevogn, og jeg tænkte, at det gik strygende let. Da Georg skulle have noget at drikke, satte jeg mig ned, hældte fra flasken over i koppen og gav den til Georg, og da jeg vendte mig om, var Dirch væk. Fuldstændig væk. Jeg råbte efter ham og tænkte, at han er lige derovre. Jeg gik ud for at se, om han var på legepladsen, men han var der ikke. Jeg begyndte at panikke. ’Hvor er han?’

Jeg gik tilbage til barnevognen for at se, om han var vendt tilbage, men det var han ikke. Pludselig blev der kaldt over højtaleren. ’Der står en dreng heroppe, han hedder Dirch, han er fem år gammel, han græder, og han vil gerne have sin far.’ Jeg fik øjenkontakt med en anden far, som havde set mig gå rundt og råbe. Han gav mig et nik: ’Been there, done that.’ Jeg kom op til skranken, og så stod Dirch og græd. Han havde fået en slikkepind, så det gik.

Da jeg puttede ham om aftenen, lå vi og snakkede lidt, og så sagde han:

’Far, kan du huske den dag, jeg blev væk ude i Den Blå Planet?’

Ja, det kunne jeg godt. Det var jo sket samme dag. Jeg sagde til ham, at han havde gjort det rigtige. Han havde fundet voksen, så der var ikke sket noget.

Dirch spurgte mig: ’Hvad hvis der ingen voksne havde været?’

’Ja, men så havde jeg selv fundet dig.’

’Hvad så hvis det ikke havde været ude i Den Blå Planet? Hvad hvis det havde været ude i en skov?’

’Ja, men hvis det havde været ude i en skov, så har Søværnets Operative Kommando sådan nogle helikoptere med nogle varmesøgende kameraer på, så de kan se i mørke.’

’Hvad så hvis jeg stod under et træ, kan de så også se mig?’

’Narh, så kan de ikke lige se igennem træerne …’ Sådan fortsatte det ud ad en tangent.

Oplevelsen har givet et knæk i hans tillid til mig. Han har oplevet det som en mangel på evne fra min side. Engang kunne han godt vente på mig i bilen. Det kan han ikke mere, fordi han er bange for, at jeg ikke kommer tilbage. I failed. Det bliver aldrig det samme igen.”

Regler og skideballer

Rasmus: ”Min far var alkoholiker og ikke-eksisterende i mit liv. Mine forældre blev skilt, da jeg var meget lille, og jeg så meget lidt til ham. Så jeg har altid været meget rolig i min opdragelse af mine børn, fordi der skal så lidt til at gøre det bedre end ham.”

Frederik: ”Men du kompenserer også for det.”

Rasmus: ”Ja, jeg vil gerne have en kernefamilie.”

Frederik: ”Du er også et dogmatisk menneske. Jeg har en fornemmelse af, at i jeres familie er der styr på, hvad man gør hvornår, hvorfor man gør ting, og hvad der er tilladt. Det er ikke et striks hjem, men et regelfuldt hjem.”

Rasmus: ”Jeg er selv vokset op uden regler. Jeg måtte selv bestemme, hvornår jeg gik i seng, og hvad jeg spiste til morgenmad. Det har jeg egentlig aldrig brudt mig om. Jeg synes, det er vigtigt, at man sætter nogle rammer for sine børn. Derfor er der rimeligt godt styr på, hvad man må, og hvad man ikke må, hjemme hos os. Men vi er ikke skrappe forældre. Vi skælder ikke ud, det er vi meget imod. Børn bliver så skamfulde over at blive irettesat. De har ikke brug for også at få en ordentlig skideballe oveni.

Men vi har nogle regler. Vi har skærmfri i hverdagene, så det er kun fredag, lørdag og søndag de må se fjernsyn eller iPad. Jeg synes, det er så uskønt, at man sidder og glor ned i en skærm, når man som barn burde lege og have det sjovt. Og kede sig. Der er ikke noget galt i at kede sig. Det er der, alle de gode ting opstår. Når mine børn kommer og siger: ’Far, jeg keder mig’, så siger jeg det mest faragtige, man overhovedet kan sige: ’Nej, hvor er du heldig, hvor er det godt for dig, for så opstår der en rigtig god idé lige om lidt.’ Og det hader de.”

Frederik: ”Gud, hvor irriterende, jeg hader også, at du siger det.”

Rasmus: ”Jeg kan huske fra min egen barndom, at når man gik og kedede sig og ikke kunne finde på noget, og man troede nærmest, man skulle dø af kedsomhed, så gemte eventyret sig lige på den anden side. Det tror jeg meget på.”

Frederik: ”Jeg fik skideballer som barn, berettigede skideballer, men bortset fra det så var jeg meget forkælet som barn. Jeg har to storesøstre, som har været ekstra mødre for mig. Mine forældre har aldrig haft et normsæt, jeg skulle passe ind i.

Til et forældremøde engang sagde læreren til min mor, at jeg fyldte meget i klassen rent opmærksomhedsmæssigt. Min mor svarede, at så fik hun jo meget for pengene. Det kan jeg egentlig meget godt lide.

Ligesom mine forældre er jeg heller ikke selv så rigid i opdragelsen af mine børn. Hvis min søn kommer hjem fra børnehave og har brug for at sætte sig ned med en iPad eller høre en lydbog eller se fjernsyn, så får han lov til det.

Vi står ikke og råber hjemme hos os, men jeg kan godt miste besindelsen. Hvis jeg står og er i gang med at skifte en lorteble, og vores ældste søn kommer og siger: ’Far, far, fjernsynet virker ikke, far, far,’ så svarer jeg: ’To sekunder, jeg er lige i gang med noget’, og hvis han så fortsætter: ’Far, far’, så kan jeg godt finde på at sige: ’Nu holder du kraftedeme din kæft! Kan du ikke se, at jeg står og er i gang med noget. Vent i to minutter, så kommer jeg.’ Sådan nogle skideballer kan jeg godt finde på at give.

Men det er ikke sådan, at hvis han smadrer et glas, så råber jeg: ’Ved du, hvad sådan et glas koster?!’ Men jeg kan ikke klare, hvis jeg står og taler med en anden voksen og bliver afbrudt af et barn. Det vil jeg simpelthen ikke. Jeg siger: ’Nu venter du, til jeg har talt med denne her voksne, og så skal jeg nok høre, hvad du har at sige.’ Det er noget af det mest irriterende at tale med et andet voksent menneske, og så står der et barn og hiver dem i ærmet: ’Kom nu, kom nu, vi skal gå, vi skal gå.’ Dér flegner jeg.”

Rasmus: ”Børn skal have tingene forklaret. Men skæld ud tror jeg ikke på.”

Frederik: ”Jeg tror faktisk ikke, at det jeg gør, er at skælde ud.”

Rasmus: ”Men du har en hård tone. Mine børn ville ikke overleve den tone.”

Frederik: ”Det er fordi, de ikke er hærdet.”

Rasmus: ”Det morer mig at høre jargonen, når jeg er hjemme hos jer. Det er sjovt at være vidne til. Når det er sagt, så kan jeg selvfølgelig godt selv miste besindelsen. Min mellemste datter er meget svær at få ud ad døren om morgenen. Hun har været skoletræt siden børnehaven. Det er stort set hver morgen, hun ikke har lyst til at tage i skole. Man har indtryk af, at det er ren børnemishandling. Men når man så snakker med pædagogerne i skolen, så er alt bare godt, og hun er med og har masser af venner. Men hun har en eller anden blokade. Hun vil ikke i skole om morgenen.

Det blev jeg simpelthen så træt af her den anden dag, så jeg satte hende ud i bilen uden særlig meget tøj på, låste bildøren, gik ind igen og gjorde andre ting færdige, og så gik jeg ud til hende en gang imellem og smed noget tøj ind til hende: ’Tag det her på.’ Der var altså koldt ude i den bil, så hun begyndte at tage tøj på og gøre sig klar. Vi kørte afsted, og der var råben og skrigen, og alligevel stoppede det, og så begyndte hun at snakke om, hvad hun skulle lave i skolen.”

Frederik: ”Som forældre skal man altid motivanalysere. Børns afbrydelser og udsagn dækker over noget andet. Man skal hele tiden psykoanalysere på, hvorfor de reagerer på den måde, hvilket er ekstremt vanskeligt, synes jeg. Vores søn vil ikke afsted i børnehaven om morgenen, men vi har fået at vide af pædagogerne, at han har det godt i børnehaven, og de andre børn vil gerne lege med ham, så det handler i virkeligheden om, at han ikke kan lide at sige farvel. Det er derfor, han ikke vil afsted. Det er pissehårdt at høre på hele tiden: ’Jeg vil ikke afsted, jeg vil ikke spise morgenmad.’”

Rasmus: ”Der er ikke noget, der er mere provokerende end pjevsethed.”

Frederik: ”Jeg siger: ’Nu holder I simpelthen kæft med det klynkeri. Jeg kan ikke holde ud at høre på mere klynk.’ Det der med at gå med en bagklynketone hele tiden … (laver en klynkelyd, red.). ’Nu stopper du!’”

Rasmus: ”Det lyder som en tidlig Bob Dylan.”

Frederik: ”Det er simpelthen så irriterende. ’Sig, hvad du mener, brug dine ord, eller hold din kæft.’ Og så har vi 1-2-3. Jeg har aldrig prøvet at nå til tre.”

Rasmus: ”’Nu tager du dit tøj på. 1 … 2 …’ ’Okay!’”

Frederik: ”Vi har haft skammeltid. Det virker også meget godt.”

Rasmus: ”Over i skammekrogen?”

Frederik: ”Ikke skammetid, skammeltid. ’Du skal sidde her, indtil du kan finde ud af at opføre dig ordentligt.’ Det virker. Da vi havde besøg af familien, ville vores ældste søn ikke sige hej til sin kusine. Han blev stædig, og jeg blev stædig. Jeg vil have, at han hilser på folk, der kommer i vores hjem. Hun sagde hej. Han svarede ikke. Så fik han skammeltid. ’Du kan komme ned, når du kan sige hej, ellers kan du sidde her indtil da.’ Det endte med, at han sagde hej.”

Ambitioner

Børn må blive, hvad de vil. Blot de ikke er dovne.

Frederik: ”De skal bare blive direktører i medicinalindustrien, så forlanger jeg ikke mere. Jeg har hørt, at farmaceut skulle være en god uddannelse. Jeg er meget optaget af, hvem der skal betale for mit otium, for jeg har ikke nogen pensionsopsparing. Jeg kunne godt tænke mig, at mine børn blev så succesrige, at jeg en dag kan leve af dem.”

Rasmus: ”Jeg vil meget nødig på plejehjem. Jeg vil gerne bo hos mine børn, når jeg bliver gammel, og jeg ved, at jeg er nødt til at gøre forarbejdet nu, for at de i fremtiden vil have så meget sympati for mig, at jeg bliver tilbudt at bo hos en af dem i stedet for på et plejehjem.

Men bortset fra det har jeg selvfølgelig ambitioner på mine børns vegne. De skal lave det, de synes er sjovt, men jeg synes også, at barren skal sættes højt. Man skal ikke være ligeglad. Når de har så store muligheder, som de har, med velfungerende curlingforældre, så skal de også sørge for, at de får noget ud af deres evner. ’Hvis du vil være frisør …’”

Frederik: ”’Så skal du være Søren Hedegaard eller Dennis Knudsen.’”

Rasmus: ”’Så skal du være frisøren.’ Det vil jeg gerne hjælpe med til. Jeg regner med, at den ældste bliver ambassadør. Den mellemste har jeg en idé om, at hun skal være ingeniør. Hun har en stor kærlighed for robotter. Den sidste kan gøre lige nøjagtig, hvad hun vil inden for noget kunstnerisk.”

Frederik: ”Jeg havde en drøm om, at min rolle som far skulle være en romantisk 1800-tals ting, hvor jeg gik rundt i mine knickers og fortalte dem om vejrsystemer og blade og fotosyntese, og de sugede til sig som en lille læringssvamp, men sådan fungerer virkeligheden ikke. Det bliver meget hurtigt detekteret, at jeg er gået i læringsmode, og så bliver ørene lukket. Jeg får et vindue, hvor det ikke er gået op for Dirch, at jeg er i gang med at lave en indlæring med ham, og når han opdager det, så gider han ikke.

Dirchs jævnaldrende kusine, som han ikke gad sige hej til, hun kan alfabetet, hun kan regne, hun kan klokken, analogt og digitalt. Praktiske ting. Dirch kan ingen af de ting. Jeg har prøvet at lære ham klokken mange gange, men han gider ikke lære det endnu. Men som min mor sagde: ’Han lærer klokken, når han finder ud af, hvad han kan bruge den til. Det må du vente på.’

Han kan indeholde ekstrem viden om alle mulige andre ting, så jeg er ikke bekymret for, at han har indlæringsvanskeligheder, for han kan navngive alle mulige dinosaurusser, fordi det interesserer ham. Det andet er ind ad det ene øre og ud af det andet øre.”

Rasmus: ”Jeg forsøger at lære mine børn ting. Alting bliver en læringssituation. Jeg tror, det kommer sig af, at jeg som barn ikke rigtig har haft sådan en, der sagde: ’Nu skal du høre, kom her over og sid, nu skal jeg vise dig det. Vi har de her lande, og her er Europa.’ Det er jeg ikke blevet præsenteret for. Så jeg er meget optaget af at videregive informationer til mine børn på en børnevenlig måde.

Men det er meget forskelligt, hvor læringsparate de er. Min mellemste er ikke så interesseret i at få for meget, men min ældste er meget åben over for at modtage viden. For min mellemstes vedkommende er der åbninger, og så handler det om at fylde på. Men åbningen varer ikke særlig lang tid. Der går fem minutter, så lukker vidensdøren.

Mine to ældste er for tiden meget interesserede i reklamer. Når vi kører i skole, hører vi POP FM eller Radio Soft. Det er børnene, der får lov til at vælge. Så kommer der reklamer indimellem, men de forstår ikke helt konceptet: Hvad skal reklamerne til for? Jeg har forklaret dem, at det er butikker, som laver reklamer for at sælge deres produkter, og reklamerne gør, at der er en radiostation, fordi de får penge. Nogle af reklamerne er bygget op som en sketch, og mine piger undrer sig over, hvorfor stemmerne i reklamerne siger, som de gør. Vi snakker om humoren i reklamerne, og så videreudvikler mine piger på det.

Der er en forsikringsreklame, der opridser nogle ting, som kan gå galt: brækket ben, hjertestop. ’Derfor har du brug for en forsikring.’ Pigerne synes, det er sjovt at videreudvikle på reklamen, og de nævner ting, som kan gå galt: ’Karklud, billig parfume, dårligt vejr.’ Når vinduerne er åbne, så er der fuldt blæs på, du kan fylde hvad som helst i.”

Frederik: ”Mine børn interesserer sig overhovedet ikke for musik, hvilket jo smerter mig. Det fænger ikke hos dem.”

Rasmus: ”Min ældste sad og klimprede på klaveret, ting, hun selv havde fundet på, og skrev det ind i nodebogen. Det var fantastisk, at hun sad der i sin egen verden og havde fået det ned på et stykke papir. Det var jeg meget stolt af.”

Frederik: ”Jeg har en forventning om, at mine børn udnytter deres evner. Men det er svært at finde ud af, hvad de evner er. Jeg viste selv meget tidligt en interesse for musik, så jeg tror, det var rimelig let for mine forældre at sørge for, at det kunne blive til noget. Men det er ikke helt evident med mine egne børn.

Min ældste søn er meget optaget af kategoriseret viden. Et halvt år ad gangen sætter han sig ind i ting. Dinosaurusser, Pokémons. Han går til det med en nidkærhed, som er meget voldsom. Han har flair for et eller andet, men kunstnerisk tror jeg ikke, han er.

Min yngste søn, tror jeg, minder mere om mig personlighedsmæssigt. Det er en kliché, men så længe de er lykkelige, så er jeg glad. Men de skal ikke være dovne lykkelige mennesker. Jeg forventer en protestantisk ihærdighed og arbejdsmoral. De kan blive lige, hvad de vil, men de skal være dygtige til deres fag.”

Rasmus: ”Det er vores opgave at hjælpe dem med at finde den der gnist i livet. Der, hvor de har det sjovt med det, de laver. Der, hvor man om morgenen står op og tænker: ’Yes, nu skal jeg på arbejde.’ Så kommer alting af sig selv.”

Frederik: ”Der er mange, der tror, at det, vi to laver, er sjovt.”

Rasmus: ”Det er det også til tider. Jeg tror, vi har det sjovere end de fleste, der går på arbejde.”

Frederik: ”Det ved jeg ikke, jeg har aldrig haft et rigtigt arbejde. Men der er da mange, der er blevet overrasket over, hvor kedeligt det egentlig er.”

Rasmus: ”Det er rigtigt, men hvis man tæller sammen, hvor mange gange om ugen vi græder af grin …”

Frederik: ”Det kan godt være, at vi er over gennemsnittet.”

Rasmus: ”Man skal hjælpe sine børn med at finde frem til der, hvor det kildrer og bliver magisk. Hvad det så end er, det er lige gyldigt.”

Døden

Den uundgåelige samtale

Frederik: ”Min svigerfar, børnenes morfar, døde for to år siden, så det har vi talt meget om. Vi var til begravelse, og jeg gjorde meget ud af at sige til Dirch, at der er nogle, der tror, at der er en himmel, og man kommer derhen, når man dør.

’Det tror jeg ikke på, men det tror mor på, hun tror, at morfar er der. Men nu skal han ned i kisten, så bliver han brændt og bliver til aske og kommer ned i en urne, og så sætter man urnen ned i jorden, og så kan man tage ud til gravstedet og mindes morfar.’

Jeg spurgte Dirch, hvad han troede på. Han troede, morfar var i himlen. Fred være med det. Men morfars død afføder jo en ængstelighed for, at vi dør.

Jeg insisterer på at sige til Dirch, at vi skal dø, men det er først om mange år, og han behøver ikke være bekymret for, at vi lige pludselig dør. Jeg tror, det gør mere skade end gavn at sige, at mor og far aldrig skal dø. For en eller anden dag dør vi jo, og så er vi der ikke mere, og så skal han klare sig selv.

Man skal passe på med at bilde børn noget ind. De er jo tillidsfulde, de tror på det, man siger. Nogle gange hører man om folk, som helt oppe i 20’erne har troet på en eller anden løgnehistorie, som deres forældre har stukket dem, fordi det var et ubehageligt emne, og så går det pludselig op for dem, at sådan hænger verden ikke sammen. Det vil jeg helst undgå at give til mine børn.

Ikke at jeg ikke lyver for dem, for det gør jeg tit, men ikke om eksistentielle ting. Det er mere, om der er is i fryseren. Det kan jeg godt finde på at lyve om: ’Der er ikke noget is.’”

Rasmus: ”Vi har haft fire-fem dødsfald i vores børns levetid. Min mor, Bodils far og to bedsteforældre. Der har været godt gang i den. Man er nødt til at komme med nogle forklaringer. Og for nylig havde vi en kanin, Blåbær, der døde. Uha, det var de kede af. Eller: Den ældste var ked af det, den midterste spillede ked af det, og den yngste var totalt ligeglad. Kaninen blev begravet. Jeg spurgte, om der var nogle, der ville sige noget til Blåbær, men det var der ikke. Mine børn virker meget ateistiske. Min hustru og jeg har ikke sagt til dem, hvad vi tror på. De har fået udstukket nogle muligheder. Men de har ikke spurgt direkte, hvad vi tror på.”

Frederik: ”Man kan sige alt muligt til sine børn, når de er små, men man forstår jo ikke, hvordan deres hjerner fungerer. Det er gået op for mig. Min ældste søn kan ikke lide musik, men han danser rigtig godt. Vi spurgte, om han havde lyst til at gå til dans, men det ville han ikke.

Flere måneder efter havde min hustru en samtale med ham, og der går det op for hende, at han troede, at hvis han skulle gå til dans, så skulle han stoppe i sin børnehave og skifte til en dansebørnehave. Du kan tro, at du snakker med dine børn om noget, men så har de en forestilling, som er fuldstændig anderledes end din.

Jeg kan huske, at jeg som barn overhørte min far spørge min mor: ’Hvad er klokken?’ Hun svarede: ’Den er kvart i.’ Jeg kiggede op på uret og så, at den var kvart i syv om aftenen. I seks-syv år troede jeg, at når klokken var kvart i, så var det altid kvart i syv. Den gik jeg med i lang tid.”

Rasmus: ”Efter at jeg er blevet forælder, tænker jeg mere over min egen dødelighed. Tankerne kredser om, hvordan de vil klare sig, og hvordan de vil huske mig, og hvordan de vil glemme mig. Det, synes jeg, er lidt skræmmende.”

Frederik: ”Jeg tænker nogle gange, at hvis jeg dør nu, så er der faktisk ikke nogen af mine børn, som vil have meget stærke minder om mig.”

Rasmus: ”Anne vil nå at finde sig en ny mand, som vil være en rigtig god stedfar, som på et tidspunkt vil blive kaldt far.”

Frederik: ”Og hedde Thomas Warberg. Nej, altså, jeg er ikke dødsangst, men jeg ville ærgre mig ekstremt meget over at dø nu. Jeg vil gerne se, hvad der sker med mine børn, det er rent egoistisk. Jeg er faktisk ikke bange for, hvad der ville ske med dem, hvis jeg døde. Der er mennesker nok i deres liv, som ville tage sig af dem.

Jeg håber da, at de vil savne mig. Men det er mest fra mit eget perspektiv. Jeg kender dem jo ikke rigtigt. Jo, jeg kender dem som børn, men jeg kunne godt tænke mig at se, hvem de bliver som mennesker. Det glæder jeg mig meget til.”

De bedste øjeblikke

Frederik: ”Man bliver begejstret med sine børn. Man får en foræring af en barnlighed igen.”

Rasmus: ”Du får lov til at opleve hele livet én gang til, men gennem dine børn. Deres første tur i en forlystelse, det hjertelige grin, den oplevelse og glæde de har med det, den mærker man, og så prøver du faktisk på en måde at køre i rutsjebanen for første gang igen.”

Frederik: ”Nu bliver det meget Astrid Lindgrensk, men du ser dem stå i gummistøvler og pjaske i en vandpyt, og så tænker du: ’Gud, ja, den fornemmelse kan jeg godt huske.’ Og når de begynder at kunne give kærlighed tilbage … det er en stor tilfredsstillelse.”

Rasmus: ”Det bedste er næsten, når de er lidt for syge til at kunne noget, hvor de bare skal ligge oppe på en og trække vejret.”

Frederik: ”Og være helt febervarm.”

Rasmus: ”Der har du dem bare. Det er ikke så tosset.”

Frederik: ”Jeg kan huske, Mads Brügger engang sagde til mig: ’Det vildeste er, når man har fået to børn, som begynder at tale med hinanden.’ Den fornemmelse af, at du har skabt to mennesker, og nu kommunikerer de uafhængigt af dig. Det er jeg begyndt at opleve nu med mine børn. Det er en helt vild glæde, for de bliver ligesom en enhed ud over én selv.”

Rasmus: ”Det er også tilfredsstillende at se sine børn i samspil med andres børn, se, hvordan det spænder af. Hvis de respekterer hinanden og er gode til at være sammen.”

Frederik: ”Jeg finder en stor tilfredsstillelse i ikke at gå så meget op i at være forælder. Jeg synes, der bliver gået helt ekstremt meget op i børn og i børneting. Der kan jeg godt lide, at jeg ikke har noget med det at gøre. Hvad de laver, hvad de interesserer sig for. Det skal de have for sig selv.”

Rasmus: ”Man skal ikke lege for meget med sine børn.”

Frederik: ”Det gider jeg ikke. Jeg tror, der er mange forældre, som er ekstremt involverede i deres børn og deres børns liv. Jeg kan finde en stor tilfredsstillelse i at lade være med det. Jeg skal selvfølgelig nok sørge for, at de er sunde og raske og får mad, men det der med at være micro manager i børnenes liv, det er jeg ikke så stor tilhænger af.”

Rasmus: ”Jeg synes, der er mange overforsigtige forældre, som er meget bange for, at deres børn kommer til skade og ikke lader dem klatre i træer og lege lidt vildt. Det virker lidt hæmmende for børnene, synes jeg, hvis de ikke selv er i stand til at finde ud af, hvordan de kommer op i et træ. Der er forældre, der nærmest fører deres børn gennem legepladsen, hjælper dem op på plateauer.

Min strategi er, at hvis mine børn ikke kan komme op på den pågældende ting, så er de ikke store nok til det. Jeg sætter mig med min avis og lader børnene lege selv. Jeg lever med, at andre forældre godt kan kigge skævt til mig, hvis jeg sidder med min avis, og mine børn sidder i sandkassen alene.”

Frederik: ”Børn i dag bliver ikke brune, og de brækker ikke noget. Hvornår har du sidst set et barn med en brækket arm?”

Rasmus: ”Ja, dem har vi så en del af i familien.”

Frederik: ”Jeg synes ikke, jeg ser børn, der kommer til skade og har sår i hovedet. Jeg elsker, når Dirch kommer hjem fra børnehave, og han skal have nattøj på, og man kan se, at der er blå mærker overalt på kroppen. Sommerknæ.”

Rasmus: ”Store, dejlige bremsespor i underbukserne og blå mærker over det hele. Så har man levet lidt.”

Frederik: ”Det er ren Hunter S. Thompson. I virkeligheden går jeg ikke rundt og tænker, at alle andre forældre gør det forkert, og at jeg gør det på den rigtige måde. Der er millioner af forskellige børn, som har alle mulige forskellige behov, og dem, der kender dem bedst, er deres egne forældre, så de må jo gøre det på den måde, de vil.”

Rasmus: ”Jeg har noget, jeg reagerer meget kraftigt i mod. Det er forældres pludselige bevægelser og lyde. Hvis de ser, at deres børn muligvis er i fare, så laver de den her bevægelse (banker hænderne i bordet og rejser sig med et sæt, red.) og råber ’UH!’ De der UH-lyde, som forældre kan komme med … Rolig. Slap af. Man gør simpelthen børnene så forskræmte.”

Frederik: ”Børn kan falde ned fra anden sal og lande på benene … Eller er det en kat?”

Rasmus: ”Det er en kat.”

Kunsten at være far

I vores februarnummer og på euroman.dk sætter vi fokus på kunsten at være far. Vi har talt med komikerduoen Frederik Cilius og Rasmus Bruun, der tilsammen har fem børn (med hver deres respektive hustru, forstås), om, hvad de har lært om opdragelse, ambitioner og skideballer – og om børn, der pludselig forsvinder, og ikke mindst om de små øjeblikke, der er det hele værd.

Derudover har vi talt med en lang række mænd om at være far, når det går strygende, og når det er allerværst. Lær at læse højt, rejs ud i verden med dine børn, vær en bedre (sviger)far, fortæl dine dårlige far-jokes med god samvittighed og meget mere.