Hvad skal vi have på fødderne i 2017? Det har vi bedt en række danske modemænd om at give os svaret på. Men svaret er ikke entydigt. For meget er tilladt i skomoden anno 2017.
Den helt store trend er komfort.
“Danske mænd er meget komfortabelt anlagte. Grundlæggende er vi glade for sko, der er rare at gå i,” siger Frederik Lentz Andersen, der er Senior Fashion Director på Euroman.
Annonse
Derfor bliver det igen klassiske sneakers, der kommer til at dominere modebilledet. Især den hvide tennissko løber ingen steder.
“De hvide tennissko med rund snude er en sko, vi virkelig har taget til os i vores daglige garderobe. De skal være klassiske, rene og med maks et logo på. Det er for eksempel Common Projects, der har gjort dem rigtig store,” siger Euromans modeboss.
“Hos Nike ser vi Air Woven og Air Max 97 komme tilbage. Adidas er stadig meget på NMD og Ultra Boost. New Balance har nogle stærke genudgivelser på deres 1500-model, og deres 991-model er heller ikke til at komme udenom,” siger Kevin Walter.
“Det er luksusudgaven af sneakers. Man kan få et par Stan Smith til 800 kroner, men så er der pendanten til dem, der er mere velhavende eller gerne vil udstråle at være det. Det er Gucci, Louboutin, Valentino og Alexander McQueen,” fortæller Frederik Lentz Andersen fra Euroman.
Virgil Nicholas, der har livsstilsbloggen Virg The Bird, mener også, at man skal holde øje med, hvad de store modehuse har gang i med hensyn til deres skodesign.
“Personligt vil jeg glæde mig til at følge Maison Martin Margiela, Prada og Gucci, fordi de på hver deres facon har en forrygende evne til at holde sig smarte og toneangivende uanfægtet trenden og samtidig levere en ekstremt holdbar kvalitet hver gang,” siger Virgil Nicholas.
Derudover kommer 2017 også til at byde på de mere nørdede sneakers fra mærker som Asics, New Balance, Reebok, Nike og Adidas. Her bliver løbesko med futuristiske præg en vigtig tendens, siger Frederik Lentz Andersen. Det kan for eksempel være sneakers med reflekser, i primeknit eller uden snørrebånd.
“Mange vil klassificere de her sko som deciderede grimme. De er måske ikke æstetisk smukke, men de har en kant eller en nerve, så de meget tydeligt står ud,” siger han.
“Jeg kan fornemme, at den gode kvalitet så småt bliver sat på dagsordenen igen. Velkonstruerede sko, der kan få lov til blive pænere med tiden. Og der mener jeg, at New Balance har de stærkeste kort på hånden,” siger Kevin Walter.
Sneakers er blevet accepteret af den danske mand, hvad enten det er på fødderne af en gymnasieelev eller en højtstående direktør. Derfor tror Virgil Nicholas, at der snart kommer en form for modreaktion på den trend.
“Jeg tror, modreaktionen kommer til at bestå i endnu flere skæve looks i gummisko, som kun holder for de få, og så en tendens til at mange igen vil kigge mod klassisk fodtøj i nye klæder: opdaterede udgaver af eksempelvis Chelsea boots, broguen og desert boots,” siger han.
Frederik Lentz Andersen fra Euroman er helt enig i, at Chelsea- og desert boots bliver rigtig store til foråret.
“Et dansk mærke som Garment Project har haft stor succes med deres Chelsea-modeller. De er sindssygt populære nu, og de kommer også til at eksplodere her til foråret,” siger han.
Farverne grå, brun og sand giver en god kontrast til sort tøj, understreger han.
Virgil Nicholas mener, at ruskind generelt kommer til at fylde meget i 2017.
“Vi ser helt sikkert mere til ruskind, flere bomulds- og uldblandinger og glat læder. Tager jeg ikke helt fejl, kan vi vist godt forvente, at lærred igen begynder at blande sig i mængden,” siger han.
Sidst, men ikke mindst, kommer vi til at se herresko i den finere afdeling med en mere chunky bund, fortæller Frederik Lentz Andersen.
“Mange mænd har svært ved at forene sig med at stikke fødderne i nogle små, smalle, sorte sko med en tynd lædersål. Det kan se lidt fimset ud. Man kan komme til at ligne John Travolta i Saturday Night Fever. Men der er en masse mærker som Church’s, Tricker's eller Alden, som har en meget bred og chunky sål. Det giver dem et mere militant udtryk, og gør dem mere maskuline.”