Modenoter: Derfor skal du gå med sandaler

Modenoter: Derfor skal du gå med sandaler

Det er blevet tid til at lægge angsten for at stikke fødderne i et par sandaler i offentligheden på hylden. Den omdiskuterede skotype er en fantastisk måde at holde sig stilfuld på i varmen, mens fødderne får et tiltrængt pust. Hop i et par klassiske Birkenstock eller gå den mere tekniske vej med multistrop-sandalen fra Teva eller Suicoke.

Offentliggjort

Modenoter: Derfor skal du gå med sandaler

Få artiklen læst op her.

I et afsnit af ’Kender Du Typen?’ fra foråret 2016 er Mads Steffensen og de to livsstilseksperter Anne Glad og Flemming Møldrup på besøg hos en mand i Herning. Møldrup rammer ikke plet på nogle af spørgsmålene, mens Glad virker til at have en god idé om hvilken type, der bor på matriklen. Intet nyt under solen i DR-programmet der. Alligevel både overraskes og nærmest væmmes Anne Glad, da Mads Steffensen fortæller hende, at afsnittets hovedperson sværger til Birkenstocks ’Arizona’-model.

For hende er det at gå i Birkenstock uforeneligt med det at være en mand med god smag, og livsstilseksperten refererer til sandalen som ”det, der har været smart i indiemiljøet siden 70’erne.”

Hovedpersonen viser sig at være den altid stilfulde fodboldspiller Erik Sviatchenko fra FC Midtjylland. Demonstrativt træder han ind i sin egen stue med begge pegefingre vendt ned mod sine fødder, der har plads i de omdiskuterede sandaler. Sviatchenko er ulasteligt klædt i blazer, stribet skjorte og slips og et par mørkeblå chinos.

Jeg skal være ærlig og sige, at jeg også har kigget skævt til mænd, der går i sandaler – og i særdeleshed til dem, der går i Birkenstock. I mine øjne har de altid været et symbol på resignation og rimet mere på altmodisch fodformethed end stilsikker kvalitet. Praktisk? Ja. Pænt? Næppe.

Afsnittet af ’Kender Du Typen?’ med Erik Sviatchenko varslede dog om den bølge af korksåler og ruskindsstropper, der siden er skyllet ind over os og har gjort Birkenstock til det klart mest populære sandalbrand med ’Arizona’-modellen som deres altoverskyggende guldkalv.

Den ikoniske Beatles-guitarist George Harrison (1943-2001) kører den hjem med lyse bukser og et par klipklapper med ekstra tykkelse på sålen.

At gå med sandaler er blevet mere og mere comme il faut, og især i de seneste fem år er der sket noget, et oprør mod de ældre generationers mærkefiksering. Hierarkiet er blevet vendt på hovedet, og komforten er kommet i fokus med behagelige sandaler som epitomet på forandringen.

Tyske Birkenstock er et levende bevis på, at sand kvalitet ikke fornægter sig. De kunne i 2020 fejre deres 250-års fødselsdag, hvilket i sig selv må aftvinge noget respekt. Og i et årti, hvor hypemøllen har kørt på fulde omdrejninger, har de sunde sandaler været en tiltrængt antitese til farverige sæsonsneakers.

Men det er en naturgiven sandhed, at modeverdenen kapitaliserer på bølger og tendenser, og anderledes har det ikke været med Birkenstock. På trods af at have afvist samarbejder med Supreme og Vetements har de i løbet af de seneste par år lavet collabs med brands som Stüssy, BEAMS, Valentino og Rick Owens, ligesom det japansk-amerikanske brand Yuketen har lavet deres egne luksusversioner af de tyske sandalklassikere, som er prissat på den gode side af 2.000 kroner.

Birkenstock 'Arizona' (t.v.) til 850 kr. og Birkenstock 'Boston' (t.h.) til 1.000 kr.

Nu finder du ikke længere kun Birkenstock hos din grandfætter i Hannover, men også på de mest fashionable fødder på første parket ved modeshows verden over. Selv Kanye West prydede det amerikanske magasin GQ’s forside sidste år i et par Birkenstock-sandaler – ovenikøbet i et af sine bedre looks gennem tiden.

Den øgede accept omkring brugen af sandaler til mænd er ikke kun et udtryk for Birkenstocks succes. Den har også medført, at gadebilledet er blevet fyldt med andre typer af sandaler, selvfølgelig især når termometeret har taget en tur nordpå.

Eksempelvis har de mere tekniske sandaler vundet indpas blandt mange i den yngre del af befolkningen, godt hjulpet på vej af den vidt florerende outdoor-trend.

Et brand som Teva forbindes således ikke længere kun med Tjikkerlikker-kampråb og Friluftsland-butikker, men har fået en bredere appel. En af hovedårsagerne til, at Teva er blevet et navn, der er værd at holde øje med, skal findes i en trend, der hærgede for nogle år tilbage.

Her fandt sko, der typisk ville blive betegnet som ’grimme’, vej ind i mainstreammoden.

Mine sandaler med Jockum Hallin

”Jeg har gået i Birkenstock siden 8. klasse i 1993/1994. Her var det mest deres ’Arizona’-model, vi brugte, når vi gik rundt indenfor. De har aldrig været helt ude af mine garderobe, for jeg har altid beholdt et par til ferier. Men jeg begyndte rigtigt at vende tilbage til dem i 2012, da jeg købte et hus. Det var her, at jeg fik øjnene op for deres ’Boston’-model.

Jeg kan godt lide, at sandalen er lukket, og så er de gode med sokker, der gør, at man kan bruge dem flere måneder om året. De er meget versatile, og man kan have dem på til alt fra shorts til jakkesætsbukser. På den måde kan man godt sige, at de er sandalens svar på Converse ’Chuck Taylor’. På afstand ligner de hvide ’Boston’ et par hvide sneakers, og hvis man stikker et par hvide strømper i, kører man doktor-looket – det kan bestemt noget. Jeg har efterhånden fået et usundt stort antal af Birkenstock-sandaler i min garderobe.

De sidste, jeg fik, var fra det samarbejde, som Stüssy lavede med dem sidste år, et par ’Boston’ i fløjl. Det er ikke den bedste idé at gå i ’Arizona’, hvis man har grimme negle, men ellers er jeg meget imod den regeldikterende tankegang, som især herskede, da vi (Our Legacy red.) kom frem i 00’erne. Det er bare at kaste sig ud i det.”

Det samme kan siges om det japanske kultbrand Suicoke, der blev stiftet i 2006 og hurtigt gjorde sig bemærket for sit eklektiske sortiment af eksperimenterende fodtøj. Siden er de dog primært blevet kendt for deres funktionelle sandaler med markante Vibram-såler, som danske Norse Projects blandt andet har været med til at lave en udgave af.

Fælles for de tekniske sandaler er det store fokus på komfort hele vejen igennem. Hvor Birkenstock er perfekte til turen ned til din nærmeste tredje bølge-kaffebar, er de tekniske sandaler i højere grad skabt til at traske Caminoen tynd.

Ret skal være ret. Mandens tæer er sjældent indbydende, og selvom vi alle skylder os selv en pedicure, kan det være et stort skridt at tage for mange. Så hvad gør man, hvis man ikke er klar til at vise sine fødder frem på gader og stræder?

Personligt benytter jeg mig selv af den lukkede ’Boston’-model fra Birkenstock, der også er kendt som ’kokke-sandalen’. Den giver selvfølgelig ikke det samme, som en rigtig sandal gør, men den er det bedste alternativ til folk med fobi for deres egne tæer.

Den altid velklædte, amerikanske forfatter Truman Capote (1924-1984) viser på bedste vis, hvordan man kan parre et par læderslides med bukser og skjorte.

Spørgsmålet efterlader samtidig også en elefant i rummet: sokker i sandalerne. Et kontraintuitivt look, der for mange giver grimme minder om solbrændte englændere, bæltetasker og masser af velcrobånd.

Indrømmet; det er vovet at bevæge sig ned ad denne sti. Men regler er til for at blive brudt, og sokker i sandaler burde måske være det næste, der bliver acceptabelt. Hørte pyjamassen ikke også til i privaten for et par år tilbage? Og var fleecetrøjen ikke forbeholdt en tur i det fri?

Begge ting regnes i dag for både at være komfortabelt og stilfuldt. Som Manolo Blahnik siger: ”For mig er et smukt jakkesæt båret med rullekrave og sandaler – med sokker – den perfekte vinteruniform og så elegant.”

På den måde kan sokkerne gøre sandalen til noget, der ikke kun bruges i de helt varme sommermåneder. Du skal selvfølgelig være varsom, for ikke alle sandaler er lavet til sokker, og ikke alle sokker er lavet til sandaler.

Ikke desto mindre vil vi gerne appellere til, at du bare en gang imellem befrier dine fødder fra de kvælende sneakers og lædersko og forkæler dem med en af sommerens mest simple, men berusende fornøjelser: at stikke fødderne i et par sandaler – med eller uden sokker.

Mine sandaler med Kim Grenaa

”Jeg elsker sandaler. For det første er de ofte meget behagelige, og så tilføjer de altid noget afslappet til, hvad end jeg har på. Jeg kan blandt andet rigtig godt lide at bruge dem, når jeg har jakkesæt på, da de giver noget anderledes til looket, end et par normale herresko gør. 

Jeg ejer alle typer af sandaler; fra græsgrønne Havaianas til klassiske brune lædersandaler fra Hermès og Nomadic State of Mind lavet i genbrugsreb. Så er der lidt at vælge imellem, hvilket er en god ting, når jeg bruger dem fra april til oktober. Det vildeste jeg har gjort i et par sandaler, er nok at gå Camino de Santiago på 825 kilometer i et par Ecco-sandaler. 

Strømper i sandaler er skønt, men ikke for at være aldersdiskriminerende, så er det bare noget, jeg ikke gør så meget mere. Der er mange andre ting, der klæder en 47-årig bedre end det.”

Tre alternativer til Birkenstock

Den retro: Teva ’Original Universal Sandal’

Teva’en er det skridsikre valg,når det kommer til den mere tekniske multistrop-sandal. Her får du klassisk design og komfort for alle pengene, men du skal være klar på, at lange øjne fra omverdenen kan forekomme.

499 kr.

Den futuristiske: Suicoke ’Kisee-V’

Japanernes ’Kisee-V’-model er en karakteristisk sandal, der har fundet en måde at kombinere det funktionelle med et mere futuristisk modelook. Deres ’klodsede’ stil gør dem til en mere alsidig sandal, der både kan bruges til shorts, men også til bukser.

1.450 kr.

Den nemme: Hoka One One ’Ora Recovery Slide’

Det franske brand, stiftet af to trailløbere, er mest kendt for at lave nogle af verdens bedste løbesko, så hvem skulle have troet, at de også står bag en af de pæneste slippers på markedet? Efterlad dine hvide Havaianas i strandbaren og forkæl dine fødder med en ordentlig sål.

429 kr.