Se Ivan Pedersens biler gennem karrieren

Købt for 4.000 kroner i 1969, da jeg som aalborgenser fik job som lærervikar nær Viborg. Motoren gik som en mis, men til sidst var bilen så rusten, at kun dørene i den ene side kunne åbnes. I den anden side var bilen sunket sammen, fordi vangerne var gennemtærede. Den led en stille død, da jeg blev stoppet af en betjent, som bad mig liste hjem, pille pladerne af og aldrig vise mig på gaden i den igen.

Den blev købt som varevogn, men dobbeltbunden blev fikset med en skærebrænder, så man kunne sidde bagi, hvor jeg havde bygget en polstret dobbeltbænk. Dernæst fik jeg sat sideruder i varekassen, men de sad kun sad fast via gummilisterne. Samtidig var jeg nødt til at fjerne de lodrette stivere i siderne, hvilket bevirkede, at ruderne altid revnede, når mine studiekammerater sloges for sjov på vej til og fra Aarhus Universitet.

Så fulgte mange år uden bil, men da den anden royaltycheck fra ’Hvor skal vi sove i nat’ tikkede ind, købte jeg en brugt Auto Bianchi. 17.000 kroner måtte jeg slippe for den grønne frø, som selvfølgelig fik navnet Kaj. Dels efter Kaj og Andrea, men også fordi Labans opfinder og producer hed Cai Leitner. Den havde ikke rigtig synkronisering mellem første og andet gear, og folk sagde om den, at jeg ikke steg ind i den, men tog den på. Første royaltycheck blev i øvrigt spenderet på en vaskesøjle til 11.000 kroner, bare for at sætte det i perspektiv.

Da royalties blev til noget, man kunne regne med hvert år, købte jeg min første og eneste fabriksnye bil nogensinde. En Honda Civic med den karakteristiske, flade bagende af sort glas. Bare en lille bitte 1,3-maskine, men hvor kørte den dog kvikt og økonomisk. Det var i den, at jeg på min søns fødselsdag præsterede at ignorere et sæt hajtænder og kørte ud foran en familie på vej på sommerferie i en gammel Amazon. Honda’en blev ramt i siden, snurrede rundt, væltede en brandhane og stod tilbage, smal som en Ellert. Reparationen løb op i 65.000 kroner, mens Amazonen trods ubetydelige skader blev erklæret totalskadet. Sikke noget lort. Jeg kom op til fornyet køreprøve, og bilen endte sit liv mange år senere, da en ung mand med et helt nyt kørekort smadrede den og tre andre parkerede biler foran mit studie på Østerbro.

Med forsikringssummen fra Hondaen på lommen købte jeg en brugt Mercedes. Idéen var at drille vores bassist, Helge Solberg, som havde en W124 stationcar. Min barnlige bevæggrund var at få en Mercedes, der var større end hans, men jeg var også lidt forelsket i den. De smukke linjer og en sekscylindret motor, der gik i lige linje tilbage til den tyske generalstabs biler under krigen. Det murrede godt nok i min socialdemokratiske verdensopfattelse, når fruen og jeg kørte ind på Krut’s Carport for at høre Gry Harrits jamband. Jeg følte mig som en nyrig russer, men ellers havde vi meget sjov ud af den. Den trak mærkbart til højre, hver gang vi passerede en benzintank, og hertil kom fejl i et omfang, så jeg til sidst måtte støve en identisk Mercedes op, som vi kunne tage stumper fra. Det går ikke i længden, når man ikke selv kan skrue på en bil.

Jeg købte den brugt i Bramming. Jeg lod en lokal mekaniker køre ud og kigge på den. Han sagde god for købet, og jeg tog over for at hente den. Derpå samlede jeg mekanikeren og hans familie op for at byde på middag i Esbjerg som tak for hjælpen. ’Nå for fanden,’ sagde han, ’den bil, jeg så på, var blå!’ Min var grå, og på vej hjem til København begyndte olielampen at lyse. Jeg spurgte en anden mekaniker, om han kunne gøre den klar til syn. Det viste sig, at han var i kløerne på nogle kriminelle serbere, som tog forudbetalingen fra ham, og værkstedet blev lukket af politiet. Så stod jeg der og kunne se min bil adskilt i tusind stumper bag den låste dør. Dernæst blev jeg opsøgt af en voldsparat type, der tilbød at færdiggøre bilen. Da jeg spurgte, hvorfor han interesserede sig for mit problem, fortalte han, at dengang Laban var størst, havde jeg taget imod en niårig dreng backstage og snakket med ham i mere end 45 minutter. Det havde han aldrig glemt, og derfor ’befriede’ vi min bil en nat og kørte delene til hans fars værksted på Møn. En tid senere hentede jeg bilen i nysynet, køreklar og driftssikker stand.

Den er tung og dyr, den kører kun 11 kilometer på en liter diesel, og den er klodset i byen. Men den kører fandeme godt, og når man sætter sig op i den, udbryder man automatisk: ’Skal vi ikke bare køre til Frankrig?’ Man sidder højt i en luksuriøs stol med støtte alle de rigtige steder. Førersædet er elektrisk, og alle sæder bag chaufføren har nakkestøtter, armlæn og justerbar ryg samt kopholder. Man ser for sig en stewardesse gå op mellem de fem pladser med en serveringsvogn. Samtidig kan det hele lægges ned, så man har et fuldstændigt fladt gulv i hele agter-kabinen. Min kone har affundet sig med at lade sig transportere i en bil, der den ene dag har 300 kilo brugte mursten bagi og den næste dag rummer et band for så om søndagen at tjene som ny-støvsuget turistbus, når familien skal have den store rundvisning på Samsø, hvor jeg nu bor. Jeg elsker den bil.