Alex Vanopslagh har kæmpet to tandudtrækkende kampe. Én for at holde liv i Liberal Alliance og en anden for at holde liv i sig selv

”HVOR MANGE socialdemokrater skal der til for at skifte en pære?”

Alex Vanopslagh smiler skælmsk, og øjenbrynene danser rundt i hans ansigt til stor spænding for de fremmødte tilskuere. Han står med rank ryg, og selvom den beskedne, tæppebelagte scene er lav, kan han med sine 195 centimeter overskue hele lokalet i den lille bodega. Alex Vanopslagh har selskabets udelte opmærksomhed.

”Ingen. Mette siger, der er lys, og så sidder de alle i mørket og klapper.”

En dyb og lettere skadefro latter breder sig på Café Smagløs i Randers. Alex Vanopslagh er taget til det kronjyske for at give luft under vingerne til Liberal Alliances kommunalvalgskampagne i Randers Kommune. Omkring 40 partistøtter er mødt op for at høre, hvad partiformanden går og bakser med på Christiansborg.

I disse novemberdage, mens Minkkommissionen forsøger at hitte rede i hjemmelsspørgsmål, mødereferater og slettede sms’er, bliver der i det hele taget grinet meget af de ridser i lakken, efteråret har påført Mette Frederiksens regering. Den engang så underkuede opposition, der i de onde coronaår passivt måtte konstatere, at statsministeren syntes uovervindelig, lugter nu socialdemokratisk blod.

Forrest i koret af kritikere står en høj, karismatisk og ulasteligt klædt partileder på bare 30 år. Alex Vanopslagh stikker, spidder og driller som en kantet lille sten i regeringens fodformede arbejderklassesko. Som han står der, koket og veloplagt foran en gruppe lokale støtter, mærker man ikke det mindste til, at han har brugt de seneste to og et halvt år på at kæmpe to tandudtrækkende kampe. Én kamp for at holde liv i Liberal Alliance og en anden kamp for at holde liv i sig selv.

FÅ DAGE FORINDEN har han inviteret til kaffe og croissanter på sit spartansk indrettede kontor på Christiansborg. Han er iklædt en snehvid skjorte fra et nystartet dansk skjortemærke, en sweater med lynlås og mørkeblå jakkesætsbukser. Man tænker ikke over hans påklædning, men man kan heller ikke forestille sig Alex Vanopslagh være andet end velklædt. Det velstrøgede tøj sidder på ham som en fuldstændig naturlig forlængelse af hans krop og karakter.

Foran ham ligger en Liberal Alliance-notesbog og en stak papirer med overskriften ’Stress-, angst- og søvndagbog’. De stammer fra månederne efter, filmen knækkede for Alex Vanopslagh i sommeren 2020. Han tager en dyb indånding og vender papirstakken mod mig. Det er syv sider med notater, strøtanker og huskelister, han har skrevet før og efter møder med sin erhvervspsykolog mellem august 2020 og januar 2021. Han læner sig tilbage i stolen og rækker mig dagbogen.

”Tirsdag d. 18/8. Hjem til Nana. Drikker rødvin – forstærker tinnitus. Og alkoholen slår hårdere for tiden. Bruger for meget åndssvag skærmtid. Får angstanfald senere. Svært ved at se en vej ud af det hele. Selv hvis jeg vil gå den gyldne middelvej, så kan jeg ikke. Ligesom alt andet med mit partilederpis.”

Jeg bladrer et par sider.

”Tirsdag d. 1/9. Var i P1 Debat. Jeg var skarp. Men meget angstpræget. Hele tiden. Kunne ikke komme af med det før mod slutningen. Var hele tiden i tvivl, om folk kunne mærke og se det på mig – det føltes sådan. Men nok indbildt.”

Sådan går den næste måned, kan jeg læse i dagbogsnotaterne. Han overvejer, om han skal sygemelde sig.

”Fra 15-18/9. Nedadgående spiral med 180 km/t – dog med ”kontrol” over angsten. Mandag fucking sort hul og hårdt. Nakkespændinger særligt.”

Andetsteds har Alex Vanopslagh noteret seks punkter, han tager med fra et møde med erhvervspsykologen.

”3. Arbejd med din indre angst: Acceptér worst-case-scenarierne. Omfavn dem. Stadig lidt svært at se for mig lige nu.

...

1. Pas på dig selv, min ven.”

NÅR ALEX VANOPSLAGH forsvinder ind i sine tanker, tegner han hårde, lige streger på sin notesblok til punktet, hvor man får ondt af kuglepennen. Han nikker tavst og tegner firkanter, mens hans rådgivere kommer med forslag til, hvordan dagen skal bringe Liberal Alliance ét lille skridt længere væk fra et fænomen, alle tænker over, men ikke nævner mere end højst nødvendigt på partikontorerne: Spærregrænsen.

Siden partiets første og seneste formand Anders Samuelsen gjorde Liberal Alliance til klassens frække, liberale dreng, sikrede et fantomvalg i 2015, gik i regering med Venstre og De Konservative i 2016, klatrede op i træet og krævede topskattelettelser og derefter tumlede forslået ned fra træet igen med et katastrofevalg i 2019 til følge, har Liberal Alliance haft svært ved at fravriste sig det politiske kviksand. Anders Samuelsen forlod sit politiske hjertebarn med bøjet nakke og gjorde plads til den kun 27-årige Alex Vanopslagh. Den tidligere ungdomsformand skulle istandsætte et politisk håndværkertilbud. To og et halvt år senere har Liberal Alliance stadig svært ved at mønstre opbakning i meningsmålingerne på mere end tre, maksimalt fire procent.

”Men overordnet set peger pilen fremad,” insisterer Alex Vanopslagh med sin affekterede statsmandsrøst, da jeg møder ham til en arbejdsdag i november, som de er flest på Christiansborg.

Det er tirsdag, og klokken 13 er der spørgetime med statsministeren i folketingssalen. Hver partileder får lov at stille tre spørgsmål til Mette Frederiksen, og i dag har oppositionen koordineret et krydspres, der har den verserende minkskandale som gennemgående tema. Liberal Alliances beskedne tre mandater placerer dem bagerst i spørgerækken. Irriterende, fordi det indsnævrer feltet af ledige spørgsmål. Fordelagtigt, fordi statsministeren efter en lang spørgetime vil være mere tilbøjelig til at blive kort for hovedet og bide fra sig. Og det er det bedste, der kan ske, hvis man er Alex Vanopslagh.

”Hvad vil du spørge om dernede i dag?” spørger Liberal Alliances pressechef, Peter Bollerup.

Alex Vanopslagh vil spørge ind til den semantiske forskel på at nedlukke og aflive minkbranchen. Vidste statsministeren inden det digitale pressemøde 4. november 2020, hvor alle mink i Danmark blev beordret aflivet, at hvis man havde valgt en nedlukning af branchen, og ikke en aflivning af dyrene, så ville den beslutning have krævet lovhjemmel?

”Noget i den stil,” siger Alex Vanopslagh. ”Jeg finder på det dernede. Det skal nok blive en god dag uanset hvad.” Han klasker to flade hænder i bordet og læner sig tilbage med et skråsikkert øre-til-øre-smil. Han er nybarberet og endnu sparet for de dybe furer, arbejdslivet på Christiansborg har skåret i ansigterne på hans ældre kollegaer.

Han ved, at statsministeren vil fordreje hans spørgsmål til noget, hun kan give et konkret svar på. Og han ved, at hun også vil fordreje det, når han bruger sit andet spørgsmål til at spørge om det samme.

”Jeg har tænkt på, om jeg demonstrativt skulle nægte at stille tredje spørgsmål, når hun alligevel ikke vil svare mig. Kunne det ikke være meget sjovt?”

Det kunne det bestemt, mener rådgiverne. Og det vil gå godt på de sociale medier. De aftaler, at Alex Vanopslagh som ofte før skal følge sin mavefornemmelse, når han står i folketingssalen og kigger statsministeren i øjnene.

”SVÆRT AT UDTALE – nemt at sætte kryds ved.”

Sådan stod der på Alex Vanopslaghs valgplakater, da han debatterede sig ind i københavnernes politiske bevidsthed ved kommunalvalget i 2017. Han var end ikke fyldt 25 år, da han blev Liberal Alliances spidskandidat i landets største kommune, men mere end alderen var det det belgiske efternavn, der fik vælgere og journalister til at slå knuder på tungen.

Alex Vanopslaghs far, Samuel Vanopslagh, er belgier, men er født i DR Congo, hvor Alex’ farfar var minearbejder og lejesoldat, mens Congo var underlagt det belgiske kolonistyre. Familien vendte senere tilbage til Belgien, men da Alex’ farmor døde af kræft, bosatte Samuel sig i nabolandet Frankrig. Han ville væk fra det hele. Han arbejdede som slagter og dyrkede kampsport i sin fritid, og da han mødte Anni Sørensen, en ung, frankofil kvinde ud af en vestjysk fiskerfamilie med et stærkt sammenhold og masser af alkoholproblemer, var lykken gjort.

Anni var taget til Frankrig i sit sabbatår og arbejdede som hotelreceptionist, og i 1991 fik Anni og Samuel sønnen Alex i champagnens hjemstavn Épernay og siden også lillebroren Andy. Forældrene lod sig skille, og brødrene Vanopslagh tog med den ufaglærte mor tilbage til de vestjyske rødder i Lemvig og sidenhen Struer, der blev barndomstæppet for Alex Vanopslaghs opvækst.

”Jeg er et lykkeligt skilsmissebarn, men jeg savnede selvfølgelig min far meget, da vi flyttede til Danmark. Når de andre fædre kom og hentede i børnehaven, ville jeg med fædrene hjem, så jeg har helt sikkert haft et savn der. Men jeg har haft meget kontakt til min far og besøgte ham altid i Sallanches i skoleferien,” siger Alex Vanopslagh, der senest besøgte faren i efterårsferien med sin egen søn Milton.

”Han er en bestemt herre, min far. Jeg er nok en mere blød og moderne forælder, men jeg kan godt mærke, at jeg har arvet min fars utålmodighed.”

Barndommen i Struer med mor Anni og papfaren Jørgen var en klassisk middelklasseopvækst. Alex spillede fodbold, dyrkede karate og gik med aviser for at kunne købe sin egen Sony Ericsson-telefon. Han havde langt hår og hørte heavy-metal ligesom sin far. I skolen var han god, når han gad, men han havde svært ved at sidde stille. Når klasselæreren igen havde fundet ham for opmærksomhedskrævende og smidt ham uden for døren, vidste Alex, at der ventede et opkald fra Frankrig, når han kom hjem.

”Du skal opføre dig ordenligt,” ville far Samuel basunere. Han var den eneste autoritet, Alex tog rigtig alvorligt. ”Ja, undskyld far!” lød det fra tele-fonlinjen i Danmark.

I skolegården gav Alex’ kvikke spydighed ham både venner og fjender, men når han havde stukket snuden for dybt ind i skolekammeraternes svageste indre, var det Andy, der røg i flæsket på alle, der ville Alex det ondt. De to har stadig et tæt forhold, rundet af mange, lange sommerkøreture mellem Frankrig og det vestlige Jylland.

Papfaren Jørgen reparerede tog for Arriva, og hans mor Anni tog funktionærjob på forskellige fabrikker, så det var ikke højtragende samfunds-debatter, der prægede samtalen rundt om middagsbordet i Struer. Alligevel fandt Alex Vanopslagh forleden en kasse med gamle skoleopgaver, hvor den øverste i bunken havde den mundrette titel ’Islamificeringen af Danmark’. I sjette klasse begyndte han at diskutere politik med sin bedste ven Mads, og samme år blev han medlem af Dansk Folkeparti:

”De var stadig meget udskældte dengang, og selvom jeg godt kunne mærke, at jeg var borgerlig-liberal, handlede det lige så meget om at være Rasmus Modsat. Det passede Dansk Folkeparti godt ind i. Jeg var medlem i et år, men gentegnede aldrig medlemskabet.”

I MINUTTERNE OP TIL spørgetimen med statsministeren kan Alex Vanopslagh mærke sin krop gå i et forsigtigt alarmberedskab. Han ved, at det kommer til at gå godt, men spørgetimerne er forbundet med mentale tæsk. Med kvælende angstanfald.

I december 2020 fik han et ildebefindende for rullende kameraer midt i et spørgsmål om, hvem der anbefalede, at minkene skulle aflives. Med skælvende ben og spændt nakke læste han sit spørgsmål op fra de medbragte noter. Når han ser klippet i dag, kommer ordene ud i den rigtige rækkefølge, men i hans eget hoved var alt sort. Kollegaer kom ham til undsætning, mens Mette Frederiksen forvissede, at det var helt okay, hvis han lige skulle sunde sig. Han forlod folketingssalen og vidste, at situationen var uholdbar.

I dag kan han mærke antydninger af de samme spændinger i nakken. At benene sitrer lettere uroligt, som om de beder om lov til at løbe ud fra Christiansborg og direkte hjem i seng. Men Alex Vanopslagh løber ingen vegne, for angsten er under kontrol. Den pirrer som en påmindelse om, hvor galt det kan gå, men Alex Vanopslagh holder den i kort snor.

På kontorerne i Liberal Alliances sekretariat er stemningen munter og afslappet, da spørgetimen ruller over det store fladskærms-tv i et af fælleskontorerne. I anledning af, at partiet har rundet 500 nye medlemmer den seneste måned, bliver der serveret sportskage fra La Glace, eller blodprop med flødeskum, som en medarbejder døber det svulstige bagværk. Der grines, når det færøske folketingsmedlem og deltidskomiker Sjúrður Skaale sammenligner Mette Frederiksen med hvalen Moby Dick, der jages af en gal besætning. Der spidses ører, når de andre oppositionspolitikere forsøger at stikke sværdet ind igennem statsministerens oftest uigennemtrængelige rustning. Og da det endelig bliver Alex Vanopslaghs tur til at bevæge sig op på spørgetaburetten, er det næsten som at være til landskamp.

”Kom så, Alex!” hepper de og sætter sig på det yderste af stolene.

Vi ser den Alex Vanopslagh, de fleste kender. Hans hænder varsler hans næste træk. Når han bruger sig selv i en anekdote, samler han hænderne og peger fingrene ind mod mellemgulvet. Når han ironiserer over modstanderens dårlige argumenter, vifter han hænderne i små cirkler foran kroppen. Og når han ved, at han har fanget modstanderen i et argumentatorisk jerngreb, åbner han sit kropssprog og peger hænderne hver sin vej. Hans hoved nikker i takt med de retoriske nyrestød.

Statsministeren lader sig dog ikke ryste. Alex Vanopslagh spørger om ét, hun svarer på noget andet, mens han kigger på hende, som var hun et trekantet æg.

”Statsministeren og jeg er ved at indlede en velkendt dans, som vi har danset mange gange før,” svarer han med et drillende blik.

”Dansen går ud på, at jeg stiller et konkret og præcist spørgsmål, og statsministeren svarer udenom. Nu er det næste trin i dansen, at jeg skal stille spørgsmålet igen, og så må vi se, om statsministeren vil svare.”

Der grines i sekretariatskontorerne, mens statsministeren ser meget lidt imponeret ud. Dansen fortsætter, og selvom flere medarbejdere råber ad fjernsynet, at han skal gå efter det andet spørgsmål, udnytter han alle tre spørgsmål, og få timer senere kan man se hele seancen på YouTube under overskriften: ’Kritiske spørgsmål? Lev med det.’

SELVOM ALEX’ far befandt sig hundredevis af kilometer fra Struer, var hans påvirkning på sønnens opvækst tydelig. Da Alex som 10-årig endnu ikke havde smidt uvanerne med at støje og genere, foreslog Samuel, at Alex burde starte til karate. Her kunne han lære disciplin og komme af med noget af det opsparede krudt, lærerne på folkeskolen dagligt blev konfronteret med.

Alex blev hurtigt god, mere på grund af flid end talent, påstår han i dag. Som 14-årig fik han det sorte bælte og blev udtaget til det nationale forbunds talenthold, men noget holdt ham tilbage. En paralyserende præstationsangst. Til træning var han med blandt de bedste, men til de store weekendstævner vidste han, at nederlaget ventede, allerede inden han trådte ind på det kvadratiske latexunderlag. Det blev en ond spiral, og træneren satte Alex til at se mentaltræningsvideoer med den banebrydende norske sportspsykolog Willi Railo.

”Man skal turde tabe, før man kan vinde,” belærte Railo. Alex syntes, det var åndssvagt.

Da han siden blev knæskadet og fejlopereret på et offentligt sygehus, gjorde Struer, hvad byen før har gjort ved unge mænd, hvis sunde fritidsinteresser bliver revet væk under dem: Alex begyndte at ryge for meget tjald og hænge ud med de forkerte mennesker.

”Jeg har altid haft en tendens til at søge venner, der mere var det sjove selskab end det gode selskab. Vi drak hjernen ud og prøvede grænser af.”

I gymnasiet oplevede Alex for første gang, at han var uden for det sociale fællesskab. Han pjækkede oftere, end han tog i skole, og da han på et tidspunkt stødte ind i sin tidligere pædagog fra folkeskoletiden, krævede det ikke megen formel småsnak, før Alex måtte afsløre, at han var kørt sur i sin tilværelse i Struer.

”Flyt til Herning,” foreslog pædagogen. Her kunne man tage et studenterkursus og blive student på to år. At Alex altid havde holdt med det lokale fodboldhold FC Midtjylland, forringede ikke byens tiltrækningskraft. Som 17-årig flyttede han derfor fra sin mor og papfar og lejede sig for småpenge ind hos en enlig, ældre mand, der havde et tomt anneks stående ledigt.

I Herning blev Alex kærester med naboens datter og klarede sig nogenlunde i gymnasiet, men hangen til det sjove selskab fulgte med ham. Der gik ikke længe, før han var en etableret del af en gruppe på små 50 unge mænd, der fulgte FC Midtjylland i tykt og tyndt. I hverdagen drak de øl på værtshuset Don Quijote i den mindst oplyste del af det centrale Herning, mens de forberedte bannere og tifoer. ’Ultras’ kaldte de sig. I weekenden drak de endnu flere øl og støttede holdet til samtlige ude- og hjemmebanekampe.

Hvis Alex, der også skulle betale husleje, ikke havde råd til en udebanetur, ville vennerne smide en 20’er hver i kassen og finansiere busbilletten. Man hjalp hinanden. Også hvis nogen var havnet i en slåskamp.

”Det var et fantastisk fællesskab. Selvfølgelig var der også en machokultur, men vi var jo bare nogle små drenge og ikke nogle hårde hunde, som vi måske troede dengang. Skete der dumme ting indimellem? Ja, det gjorde der. Jeg har været involveret i et par slagsmål og fået en stadionkarantæne og et par bøder for gadeuorden.”

Tænkte du dengang, at du en dag ville komme til at fortryde de ting?

”Nej nej. Jeg tænkte, at jeg kommer til at følge FC Midtjylland på tribunen, til jeg er 50 år. At det her stopper aldrig, for det er det fedeste i verden.”

Da Alex Vanopslagh blev partileder for Liberal Alliance i 2019, gik der ikke længe, før han prydede forsiden af Ekstra Bladet. ’Liberal Alliance-bossens vilde ungdom: Deltog i fodboldvold,’ stod der. Under en kamp mod Randers FC i 2011 var han involveret i et slagsmål, der kostede ham en stadionkarantæne, kunne formiddagsavisen fortælle.

”Jeg havde altid vidst, at hvis jeg blev interessant nok at skrive om, så ville den historie komme. Ekstra Bladet ringede og sagde, at de havde billeder og det hele. Jeg indrømmede alt og fik revet plastret af. Der var også en del positive tilkendegivelser, for jeg tror, at folk kan tilgive mange fejl ved politikere, hvis man ikke prøver at fremstille sig selv som noget, man ikke er.”

Frygtede du, at hver en sten i din fortid nu ville blive vendt?

”Nej, for jeg havde ikke andet at skjule. Hvad hvis nogen skulle finde ud af, at jeg har røget nogle joints og prøvet nogle forskellige stoffer? Pyt. At slås til fodbold er fucking taberagtigt, så den frygtede jeg lidt, men ellers har jeg ikke gået og bidt negle over det,” siger han og smager på det, han skal til at sige.

”Men helt ærligt, det er ikke noget, jeg går og fortryder. Hvis jeg vidste, at jeg 10 år senere skulle være partileder, havde jeg nok opført mig lidt anderledes, og der er masser af ting, jeg aldrig ville gentage, men jeg fik venner for livet.”

I dag ser han FC Midtjyllands kampe i fjernsynet. I månederne op til, at han blev valgt ind i Folketinget, så han enkelte kampe på stadion med sine gamle kammesjukker. Han blev hurtigt grebet af stemningen, kunne han mærke, og så var det nok bedre at blive helt væk.

”Jeg kender mine egne tilbøjeligheder,” siger han med et indforstået smil.

CAFÉ SMAGLØS ER EN af den slags bodegaer, der er mindst to af i alle større provinsbyer i Danmark. På vægpanelerne står der små spiritusflasker fra en svunden tid, og julepynten har meldt sin ankomst upassende tidligt. Det er onsdag, og Alex Vanopslagh har netop påbegyndt en mindre jyllandsturné. Første etape finder sted på bodegaen i Randers, hvor Liberal Alliances spidskandidat i kommunen holder vælgermøde.

Alex Vanopslagh er, hvor lidt han end bryder sig om det, aftenens gæstestjerne. Første gang han selv mødte Anders Samuelsen til et landsmøde i Liberal Alliances Ungdom, blev han så forfjamsket, at sproget til en forandring svigtede ham. Samuelsen spurgte om vej, Vanopslagh kvitterede ved at bukke tavst. I dag hader han, hvis folk ser på ham i samme glorificerende skær.

Han når dårligt at smide overtøjet, før han har fået stukket en fadøl i hånden. Aftenens publikum er en broget skare. Her er teenagepiger, der ligner, at de lige har fået fri fra Matas, byrådsmedlemmer i mørkeblå arbejdsuniformer og ældre herrer med hvidt skæg og fløjlsbukser.

Alex Vanopslagh bliver præsenteret og stiller sig på den lille scene i bunden af lokalet. Han fortæller med ild i øjnene, hvor meget minkskandalen fylder for Liberal Alliances Christiansborg-afdeling, ikke bare politisk, men også personligt. Flere i sekretariatet er opvokset i det danske minkbælte og kender minkavlere, der har måtte dreje nøglen om.

Der åbnes for spørgsmål fra salen, og som partileder må man være beredt på spørgsmål, der berører alle afkroge af partiprogrammet. En mand i en stram rullekrave er taget direkte fra padeltennis til Café Smagløs, da hans kone skrev, at Alex Vanopslagh ville lægge vejen forbi. Han vil høre, hvorfor befolkningen skal have del i beslutningen om, hvorvidt Danmark skal ty til kernekraft i kampen mod global opvarmning.

”Fordi sådan er demokrati jo,” siger Vanopslagh med en partiformands overbærende overskud, inden han begiver sig ud i en salgstale for kernekraft, han tydeligvis har holdt før.

Han stortrives i debatterne om partiets mærkesager, som når der spørges ind til behovet for at privatisere ældreplejen eller at hæve bundfradraget til 7.000 kroner om måneden. Effekterne af den vellykkede tyske plejehjemsmodel og lavere skatter på arbejde kan han opliste i søvne.

Værre er det, når han bliver udfordret på de politikområder, der ikke er hjerteblod for ham. Alex Vanopslagh kan mene noget om det meste, men det er ikke alle detaljer, han kan huske:

”Min hukommelse er dårlig. Jeg har aldrig haft klæbehjerne, og når jeg har læst en bog, har jeg glemt karakterernes navne fem minutter efter, jeg har læst den færdig. Og det er blevet værre, efter jeg blev ramt af stress. Tingene sætter sig ikke fast på samme måde.”

HVIS DET TIL NÆSTE folketingsvalg lykkes Alex Vanopslagh at genoplive det liberale projekt, skylder partiets støtter en behjertet tak til en flygtning fra Irak ved navn Safar. Han var SF’er og gymnasielærer i Alex Vanopslaghs samfundsfagsklasse, og i Herning engagerede han sig frivilligt i ugentlige, argumentatoriske brydekampe med en særdeles diskussionslysten ung mand.

Alex var begyndt at interessere sig kraftigt for, hvad der skete omkring det nystartede parti Liberal Alliance. Han abonnerede på Weekendavisen og var flittig læser af det borgerlige netmedie 180Grader, der var blevet stiftet af hans senere partikollega Ole Birk Olesen. Han havde selv oplevet en træg velfærdsstat i forbindelse med sin karate-knæskade og var blevet opdraget med, at hvis man ville noget her i tilværelsen, måtte man arbejde for det. Liberal Alliances manifest om mere personlig frihed og mindre stat tændte ham.

Hvor Alex’ klassekammerater hurtigt gav op på at diskutere med den efterhånden ganske belæste meningsmaskine, tog Safar kampen op og udfordrede ham på de liberale slagord. Han opfordrede Alex til at læse statskundskab i Odense, da studenterhuen kom på plads. Og den opfordring blev fulgt.

”Men jeg var ikke ret aktiv på studiet. Jeg oplevede, at jeg læste op på pensum, og så tog jeg til forelæsninger, hvor der stod en underviser og gentog, hvad jeg lige havde læst. Det syntes jeg sgu ikke, var så værdifuldt. Derfra læste jeg kun op, når eksamen nærmede sig.”

Parallelt med studiet fløj en ny og langt mere tidskrævende fritidsinteresse ind fra højre. Mens Alex’ fortrinsvist radikale medstuderende holdt valgfest på universitetet under folketingsvalget i 2011, sad den liberale outsider hjemme i kollegiebaren, hvor bofællen Kim sad og råbte uartigheder efter Helle Thorning-Schmidt. Kim var medlem af Venstres Ungdom, men han var træt af partiets kompromissøgende natur. Han og Alex faldt i snak og blev hurtigt politiske bonkammerater, og der gik ikke længe, før de havde lagt en skudsikker plan: De ville melde sig ind i Liberal Alliances Ungdom, og de ville til tops i det ungdomspolitiske hierarki.

”DET ER MEGET fedt, ikke?”

Alex Vanopslagh nikker taktfast med hovedet og vender tilfreds mundvigene nedad.

Vi kører fra Randers, videre til næste stop på jyllandsturnéen, Herning. Den franske 90’er-rapgruppe IAM blæser ud af højttalerne. Når Alex ikke dyrker sin barndoms musik, metallen, tyr han til old school hiphop. Det skal ikke være for melodisk, for moderne, men tungt og tro mod genrens rødder, og da Tupac Shakurs uimodståelige ’All Eyez On Me’ kommer på anlægget, lyser han op i et drenget smil.

Hans erhvervspsykolog har sagt, at han skal bruge musikken aktivt. Før en vigtig tale eller afgørende politiske forhandlinger skal han høre musik, der gør ham letsindig, ikke ophidset. Alex Vanopslagh er bedst, når han griber sit arbejde an med legende lethed og ikke er for hårdt pumpet op.

Jeg kører bilen gennem den mørke, jyske nat, for Alex Vanopslagh er stadig en køreprøve fra at få sit eget kørekort. Teoriprøven har han lige bestået, ikke overraskende på en cocktail af mangelfuld oplæsning og logisk intuition. Det manglende kørekort gør ham ikke mindre velbevandret i det danske motorvejsnet.

Som partiformand har han gøremål i hele landet, særligt i en kommunalvalgkamp, men det er især ønsket om at se sønnen Milton på fem år, der driver Alex Vanopslagh på tværs af landet så ofte, det kan lade sig gøre.

Han var 25 år, da han blev far. Miltons mor, Ditte, havde han mødt i Liberal Alliances Ungdom, og da det nyforelskede kærestepar hurtigt ventede barn, gik navnedebatten i gang. Alex fik øje på en bog i sin reol af en af de mest berømte fortalere for det frie marked, økonomen Milton Friedman.

”Hvad med Milton?” spurgte han forsigtigt.

Ditte syntes, det lød sødt, indtil Alex’ pokerfjæs slog sprækker og femøren faldt for hans gravide kæreste. Da kønsscanningen var veloverstået, havde navnet Milton alligevel slået rødder i parrets bevidsthed.

”Jeg lovede hende, at jeg aldrig ville sige til nogen, at inspirationen kom fra Milton Friedman,” siger han i dag.

”Jeg gider heller ikke være sådan en freak, der opkalder mit barn efter en økonom. Men jeg synes jo, at Milton er et sødt og pænt navn.”

Kærligheden brast for de nybagte forældre. De var unge og ikke skabt for hinanden, som de troede engang, så mens Alex gjorde politisk karriere i København, flyttede ekskæresten tilbage til Jylland. Og hun tog Milton med.

”Det var meget skamfuldt for mig i en periode. Jeg var flov over, at jeg ikke kunne holde sammen på min familie, og det er en ting ved det moderne samfund, jeg ikke bryder mig om, at skilsmisseraterne er så høje.”

Alex er ikke en del af Miltons hverdag, ligesom Alex’ far ikke var en del af Alex’ hverdag. Han ser som minimum Milton hver anden weekend, nogle gange i sin sparsommeligt indrettede lejlighed i Struer, andre gange i hverdagshjemmet på Vesterbro i København.

”Da Ditte tog Milton med til Jylland, var det nok første gang, jeg græd i mit voksenliv. Jeg syntes, det var en uansvarlig og egoistisk beslutning, men jeg har fundet fred med det. Vi har et godt samarbejde i dag, for jeg kan godt gå og være vred, men er det i min søns interesse? Jeg så ikke min egen far så meget som barn, men jeg har fantastisk mange gode minder med ham og har aldrig været i tvivl om, at han har elsket mig rigtig højt.”

På vej mod hotellet i Herning taler han i telefon med Miltons mor. Der er informationsmøde på den privatskole, Milton skal starte i næste år, og han må gribe de chancer, der byder sig for at bruge tid med sin søn.

”Jeg troede, det var en sorg, der blev lettere at leve med, som tiden gik. Det er det ikke. Jeg kan godt acceptere det og leve med det, men det er noget, der vil gøre ondt resten af mit liv, at jeg ikke ser min søn mere, end jeg gør.”

NAVNET ’VANOPSLAGH’ begyndte for første gang at rumstere i den politiske osteklokke i 2016. På det bornholmske folkemøde, i et rødt telt opvarmet af sommersolen, vandt en høj mand i sjældent afslappede gevandter danmarksmesterskaberne i debat foran hele det politiske parnas. Hvad enten debatemnet var mindsteløn, udflytning af statslige arbejdspladser eller homofobiske præster, udmanøvrerede Alex Vanopslagh med stort vid og skarpe retoriske greb sin finalemodstander. Han løftede det enorme trofæ med bevingede ord fra panelet om, at han var en ’retorisk rockstar,’ der ’surfede på publikum.’

I 2014 var Alex Vanopslagh blevet landsformand for Liberal Alliances Ungdom. Han elskede fællesskabet i ungdomspolitik, der var en my mere sofistikeret end det fodboldfællesskab, han før havde begået sig i. Liberal Alliance stormede frem på landsplan, og det kunne mærkes i ungdomsafdelingen, hvor medlemmerne strømmede til. Alligevel syntes ansvaret at tynge den nye formand:

”Det første halve år, jeg var landsformand, var faktisk enormt svært. Jeg led af en grundlæggende frygt for ikke at være god nok, men udadtil gik det godt, og langsomt fandt jeg ud af, hvordan jeg skulle være leder,” fortæller Alex Vanopslagh.

I kraft af formandsskabet blev han både i 2014 og 2015 inviteret til DM i debat, hvor han nåede langt, men ikke vandt. Som turneringen skred frem, meldte en gammel nemesis sin ankomst på scenen.

”Jeg fik præstationsangst igen. Det gjorde, at jeg blev febrilsk og mistede overblikket i debatten. Da jeg vandt i 2016, var jeg blevet moden. Jeg lod min modstander tale og trak tempoet ned, hvis jeg begyndte at komme i problemer.”

At debattere blev Alex’ nye kampsport. Frem mod triumfen i 2016 mødtes han med sine politiske kammerater, drak fadøl og debatterede. De trænede i at indtage de mest umulige synspunkter, og Alex øvede sig i at gennemføre en tale med stoisk overskud og nærvær, mens vennerne kastede papirkugler på ham.

Alligevel var livets landevej begyndt at sno sig uden om et liv i politik for Alex Vanopslagh. Erfaringen og det indlysende talent til trods havde han længe været fast besluttet på, at han skulle gøre karriere i det private erhvervsliv, for i Liberal Alliances Ungdom var politikerne på Christiansborg dem, man ikke ville være. Efter at have gjort statskundskabsstudierne færdig i København, blev Alex derfor ansat som konsulent i public affairs-bureauet Grace i 2016. Han holdt af jobbet og kollegaerne, men savnede det, han havde trænet og dygtiggjort sig i, siden debatterne med samfundsfagslæreren i gymnasiet. Han savnede at mene noget.

”Da jeg vandt DM i debat, gav det mig det indtryk, at jeg nok burde gå den politiske vej i stedet for at leve i en forestilling om, at jeg for guds skyld ikke måtte blive politiker. Sejren gav en masse selvtillid. Jeg var god til det og syntes, at det var sjovt. Så ville det da være dumt at stoppe.”

Da Vanopslagh tog magten

Jeg er utålmodig og har altid haft en enorm sult og ambition. Jeg har kun siddet i byrådet i Københavns Kommune i to år, da jeg bliver valgt ind i Folketinget, og det var hele tiden mit store mål. Jeg har altid haft det sådan, at jeg bare skal frem så hurtigt som muligt, hvilket ikke kun er en fordel. Men i politik skal man gribe de muligheder, der byder sig.

Jeg er lige blevet valgt ind i byrådet, da folketingsvalget i 2019 nærmer sig. Jeg har kørt en virkelig god, men enormt stressende valgkamp, og da jeg bliver valgt ind, frygter jeg, at jeg ikke er god nok til at sidde på rådhuset. Jeg er kun 25 år og tror i lang tid, at de andre medlemmer ser mig som et lille barn, men efter et halvt år i byrådet kan jeg mærke, at jeg er god til mit arbejde og får mod på mere.

Planen er, at jeg skal stille op til Folketinget som Leif Mikkelsens højre hånd i Vestjylland. Han er grand old man i partiet og vil trække sig i løbet af valgperioden, så jeg kan komme ind som suppleant. Det passer mig perfekt. Dels er jeg ikke presset af at være spidskandidat, dels kan jeg køre arbejdet i byrådet færdigt. Men så trækker Leif sig på grund af intern ballade. Jeg skal være Liberal Alliances spidskandidat i Vestjylland.

Stemningen i partiet er ikke god under valget, men jeg turnerer rundt i det vestjyske og mærker ikke meget til det. Jeg ved dog godt, at man vil af med Anders Samuelsen efter valget. Min egen kampagne går godt. Jeg er alt for kæk og har en ringeklokke med til paneldebatterne. Så sidder jeg og ringer med klokken, hver gang venstrefløjen lover flere penge til dit og dat. Den var ikke gået for en partileder, men jeg er bare en 27-årig mand, der skal gøre opmærksom på mig selv.

I valgkampen kører man på maksimalt stressniveau. Jeg vågner af mig selv klokken 5 hver morgen, fordi mit system er i alarmberedskab, men på den fede måde. Det er nedslidende, men fedt.

Jeg har dog en fornemmelse af, at det vil gå galt for partiet. I ugen op til valget kan vi aflæse på data fra meningsmålingerne, at jeg lige akkurat står til at komme ind, og at Anders Samuelsen, partiets formand, står til at ryge ud af Folketinget. Det er allerførste gang, jeg tænker, ’det her kan ende med, at jeg bliver partiformand.’

På selve valgdagen er jeg helt afklaret med, at det muligvis bliver sådan, at jeg ikke kommer ind. Hvis jeg ikke bliver valgt, vil jeg tage tilbage til København og tage den med ro. Og det begynder jeg faktisk at glæde mig til. På valgaftenen følger jeg slet ikke med, jeg drikker mig bare i hegnet.

Pludselig er min telefon rødglødende. Prognoserne siger, at jeg kommer ind, og at Anders Samuelsen ryger ud, så jeg skynder mig hjem og tager en kop kaffe og to panodiler. Jeg har drukket 10 fadøl og er totalt overtræt, og det føles enormt surrealistisk.

Det går op for mig, at den er god nok. Jeg skal i Folketinget. Adrenalinen pumper rundt, og så ringer Henrik Dahl, der ligesom mig er en af de fire, der er kommet ind. Han siger med det samme: ”Alex, jeg synes, du skal være politisk leder i Liberal Alliance.” Vi aftaler, at vi tager den med ro. Så går der fire timer, og så står han i radioen og slagter hele den daværende partiledelse. Han beskylder Anders Samuelsen for nepotisme.

Henrik nævner i interviewet, at jeg er et godt bud på en ny formand. Jeg bliver kimet ned af pressen og får sagt, at jeg aldrig har været bange for tage ansvar, og det er jeg heller ikke her, men nu må vi se, hvad der kommer til at ske.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Simon Emil Ammitzbøll-Bille i en periode også ønskede opbakning til at blive partiformand. En del af mig er ganske konfliktsky, så jeg synes jo, det er rigtig ubehageligt. Det er en mand, jeg respekterer enormt meget og altid har set op til.

Flere i partiet synes, at jeg skal gå efter posten. Men jeg er i tvivl, om jeg overhovedet har lyst til at tage den magtkamp. Jeg får ondt i maven bare af at tænke på det.

Jeg kører mod København og er stadig i tvivl, om jeg skal insistere på at blive partileder. Imens mobiliserer baglandet en stor opbakning til mig. På vejen hører jeg i radioen, at Simon Emil trækker sig fra formandsræset. Jeg er ny formand for Liberal Alliance.

Efter en lang periode med et enormt hektisk sommermøde, interne stridigheder, magtkampe og uenigheder om den politiske linje står det klart, at Simon Emil har planer om at starte sit eget parti. Det plas-ter skal bare rives af hurtigst muligt. Det er på sin vis en lettelse, at der nu er afklaring. Men jeg føler mig utilstrækkelig, fordi jeg ikke kan holde sammen på en folketingsgruppe på fire medlemmer.

Jeg har det blandet med, at han vil stifte sit nye parti, Fremad. En del af mig tænker: ’Gør det, du kommer til at fejle. Tror du selv, du er en eller anden Messias i dansk politik?’ Men selvfølgelig frygter jeg også, at det bliver en succes, for så vil Liberal Alliance smelte helt sammen.

250 MIDALDRENDE MÆND, de fleste klædt i mørkeblå habitjakker og jeans, klapper Alex Vanopslagh af scenen. Han har været gæstetaler til afslutningen på Landbrug & Fødevarers delegeretmøde i Herning Kongrescenter, og nu går landmændene hvert til sit til lyden af Nephews ode til Vestjylland, ’Hjertestarter’. Talen skrev Alex Vanopslagh på bagsædet af bilen i går, mens han råbte ad sig selv om, hvor pissegod han er til at skrive taler.

Dagens største applaus fik han, da han med en slet skjult stikpille mod Mette Frederiksen rundede talen af med et opråb til det såkaldte Twitter-Danmark (der i talen står i skarp kontrast til Facebook-Danmark, dem, man godt kan lide i Landbrug & Fødevarer):

”Den danske fødevareproduktion er dybt indlejret i den danske DNA. Landbruget er en del af den kerne, der gør Danmark til Danmark. Sådan er det. Og sådan vil det vedblive at være. Lev med det.”

Efter talen er Alex Vanopslagh glad. Landmænd er ikke klodens letteste publikummer, men der blev grinet på de rigtige tidspunkter, så nu trasker han med let hoppende skridt ned ad gågaden i Herning, hvor han udlevede en vigtig del af sin ungdom.

”When in Herning …” ironiserer vi, da vi træder ind på restaurantkæden Bone’s for at spise frokost med steakkniv og gaffel. Alex Vanopslagh bestiller ribeye, jeg får en burger. Jeg har fulgt ham på arbejde i en uge, og når man ser ham bide statsministeren i haserne eller tale foran hundredevis af mennesker, er det svært at forestille sig Alex Vanopslagh være dybt i knæ. Men det har han været. I sommeren 2020 ramte voldsom stress og angst ham som et godstog.

”Jeg havde været partileder i et år, og jeg havde ikke styr på det. Der var dårlige personalesager, dårlige meningsmålinger, og jeg havde givet den gas i lang tid. En dag kunne jeg bare mærke, at kroppen var tom. Hver dag føltes som at skubbe en død bil rundt.”

Han kendte alt til at have travlt. Til at være stresset. Det var han, da han afleverede sit speciale i statskundskab, mens han var nybagt far og landsformand i Liberal Alliances Ungdom. Eller da han stillede op til kommunalvalget og med få måneder til valgdagen hverken havde penge eller en plan for kampagnen. Alex Vanopslagh havde i flere år jagtet den næste store præstation uden tid til at dvæle ved det sted, han var i livet. Der var sparet op på stresskontoen, og en dag kom fogeden og indkrævede sin gæld.

”Måneden op til sommerferien sidste år er ren overlevelse for mig. Jeg har det fysisk skidt og sover så dårligt. På billederne fra den sommer kan man se, hvor tynd jeg er.”

Det begynder i det små. Lette spændinger i nakken, der ikke plejede at være der. Følelsen af, at kraniet presser sig længere og længere ind mod hjernen.

”Jeg holder egentlig en fin sommerferie, men da jeg i juli får en ven fra Struer på besøg i København, kan jeg for første gang mærke, at der er noget helt galt.”

Hver gang, Alex Vanopslagh taler med sin ven om arbejdet på Christiansborg, får han et fysisk ildebefindende. Han bliver svimmel, og benene føles som to lange vingummier, der umuligt kan bære hans vægt.

”Som sommerferiens afslutning nærmer sig, bliver det værre og værre. Jeg er i sommerhus i Nordjylland, og dagen inden vi skal hjem, ligger jeg hele dagen med dynen over hovedet. Det føles, som om et stort, tungt låg presser mit hoved længere og længere nedad, og jeg kan hverken tåle lyd eller lys,” fortæller han, mens han skærer tænder og tegner med to fingre hen over sine tindinger og sin nakke, hvor smerten er allermest uudholdelig.

Alligevel tager Alex Vanopslagh tilbage på arbejde. Liberal Alliances sommergruppemøde nærmer sig. Udadtil kan han præstere nogenlunde som normalt. Indadtil er tordnende angstanfald blevet en fast del af hans arbejdsliv. Han fortæller folketingskollegaerne Ole Birk Olesen og Henrik Dahl, at han er stressramt.

”Tag fri i to måneder,” siger Henrik Dahl.

Ole Birk Olesen mener, at det lyder mere som angst.

”Det er superkomplekst, når man både har stress og angst. Hvis man arbejder meget, bliver stressen værre, og hvis man bare stopper med at arbejde, bliver angsten værre,” fortæller Alex Vanopslagh.

Han forsøger at gennemføre sommergruppemødet en glohed augustdag i Nyborg. Det bliver det foreløbige lavpunkt i hans stressforløb.

”Det er et helvede for mig at komme igennem. Der er en dårlig pressesag, hvor jeg bliver beskyldt for nepotisme, og det er et dårligt pressemøde. Jeg står og har galopperende angst og tunnelsyn, og pressen bliver ved at spørge ind til nepotisme-sagen. Jeg kan slet ikke tænke klart.”

Sagen, han omtaler, udspiller sig i månederne op til sommergruppemødet. I sit nye job på Christiansborg har Alex Vanopslagh indledt et forhold til partikollegaen Nana. De interne stridigheder i Liberal Alliance opstår, da den daværende sekretariatschef i partiet vil afskedige Nana med det samme, mens Alex Vanopslagh, der efter eget udsagn er i sine følelsers vold, argumenterer for, at hun skal få tid til at finde et nyt job. Sekretariatschefen siger op i protest, og senere bliver også pressechef Anne Kirstine Cramon fyret.

”Det eneste, jeg fortryder ved den sag, er, at jeg ikke beskyttede min kæreste bedre,” siger Vanopslagh i dag.

Da Henrik Dahl, Ole Birk Olesen og Alex Vanopslagh møder pressen til sommergruppemødet, vil de gerne tale om partiets nye pensionsudspil. Pressen vil gerne tale om kærestesagen.

”Jeg har sagt til Ole inden, at hvis de bliver ved med at grave i det der, så må han afbryde pressemødet. Det var superpinligt.”

Ved første øjekast ligner Alex Vanopslagh sig selv på pressemødet. Men som de fremmødte journalister bider sig fast i spørgsmål om nepotisme og medarbejderhåndtering, er det, som om han bliver blegere og blegere og synker en centimeter ned i jorden for hver gang, der bliver stillet et nyt spørgsmål. Hans hænder er urolige, og han rører konstant ved sit ansigt. Ole Birk Olesen tager over og forsvarer partiformanden bravt, mens Alex Vanopslagh til højre for ham står med fremskudte skuldre og et anstrengt smil. For en sjælden gangs skyld tænker man over, at han kun er 28 år gammel. Efter syv minutter afbryder Ole Birk Olesen pressemødet.

”Derefter tager jeg tilbage til København, og så bryder jeg sammen. Jeg græder og græder og har nogle helt vanvittige raserianfald, der slet ikke ligger til mig. Jeg indser, at jeg bliver nødt til at gøre noget.”

NÅR MAN LÆSER Alex Vanopslaghs dagbog fra de efterfølgende måneder går to spørgsmål igen: Skal han sygemelde sig? Og hvis han gør, kan han så melde det ud i offentligheden?

Tidligt i forløbet fortæller han sine medarbejdere, at han er ramt af stress og kommer til at arbejde på lavere blus i en periode. Hans erhvervspsykolog, der skal vise sig at blive en central medspiller i hans kamp for en raskmelding, har rådet ham til at spille med åbne kort indadtil.

”Mit første møde med erhvervspsykologen er fantastisk. Efter fem minutter hos ham sidder jeg godt nok med tårer ned ad kinderne og raseri i øjnene og beder ham lukke alle vinduerne, fordi det larmer så meget inde i mit hoved. Hele mit system er i stykker. Men da jeg går derfra, er jeg for første gang i flere måneder afslappet. Når man kommer væk fra stressen, kommer man væk fra hovedet og ned i kroppen. Pludselig kan jeg tænke klart.”

Men da Folketinget åbner i oktober 2020, bliver Alex Vanopslagh rykket tilbage til start. Han står på talerstolen, og angsten brager igennem kroppen på ham. Hjernen fungerer utroligt nok upåklageligt, men han har svært ved at styre sin vejrtrækning, og det brænder under hans fødder. Hans læge har vurderet, at han skal sygemelde sig. Hans kæreste synes det samme. Erhvervspsykologen er uenig:

”Hvis du sygemelder dig helt, er der risiko for, at du aldrig kommer tilbage. Det vil kun gøre din angst værre at sygemelde dig. Til gengæld synes jeg, at du skal melde det ud over for omverdenen, at du er overbelastet,” siger han.

DET GODE VED at ramme bunden er, at det derfra kun kan gå én vej. Alex Vanopslagh rammer bunden i december 2020. Mentalt og fysisk, indadtil og udadtil. Det er her, han får et ildebefindende og undskyldende må afbryde sig selv til statsministerens spørgetime. Hidtil er det lykkes ham at opretholde facaden som den unge og energiske partiformand. Denne offentlige fornedrelse af hans indre væsen bliver et vendepunkt.

Han anskaffer sig en gammel Nokia og slukker arbejdstelefonen i halvanden måned. Han ligger på sofaen i Struer hos sine forældre og i sommerhuset i Nordjylland og laver ingenting. Ironisk nok tager symptomerne til i den periode.

”Det er meningsløst at forsøge at skelne, hvad der er stress, og hvad der er angst. Du kan godt lægge dig til syg, men hvis du bare får det værre af det, nytter det jo ikke noget.”

Han overvejer nu kraftigere end nogensinde at delagtiggøre omverdenen i sin situation. Men han er bange og ubeslutsom, og angsten tager til i styrke. Nu er det ikke kun, når han taler med pressen eller arbejder sent, at angsten tynger ham. Han er i en konstant tilstand af angst, selv når han køber ind, og hans afmægtige krop er fyldt med betændelsesinfektioner.

”Min største frygt ved at melde det ud er, at befolkningen vil se mig som en svagpisser. 13. januar sidder jeg med min kæreste i sommerhuset og tager tilløb til at sende et langt opslag ud på Facebook. Jeg er sindssygt meget i tvivl, men jeg gør det alligevel.”

Opslaget indleder han med ordene:

”Der er gang i det vigtige politiske arbejde på Christiansborg. Det er en skelsættende tid for Danmark, hvor der er brug for liberale løsninger og stemmer. Desværre falder dette sammen med, at jeg personligt ikke er i stand til at yde den indsats, som jeg gerne ville.”

Han frygter, at han har meldt for hårdt ud. Hans plan er stadig at arbejde, men på nedsat tid. Hvad hvis alle tror, han er på sygeorlov? ”Så skidt har jeg det jo heller ikke,” siger han til sin kæreste, der tørt svarer:

”Alex, du har lige haft en angstanfald i et supermarked, du har ikke sovet i tre uger, og din læge har sagt i et halvt år, at du bør sygemelde dig. Du er ikke rask.”

Reaktionerne på udmeldingen er overvældende. Fra nær og fjern modtager han støtte og sympati. Han beskriver det som en lovestorm.

”Sårbarhed er jo nærmest kommet på mode. Tag bare sommerens EM-slutrunde i fodbold. Der er en langt større forståelse for stresssygemeldinger, end der var engang.”

Det tunge låg, der har presset sig ned over hans hoved i adskillige måneder, synes at lette en smule.

SIDEN FEBRUAR har Alex Vanopslagh levet med klare grænser for hvor mange gøremål, der kan proppes ind i hans kalender. Hvis TV 2 News ringer og vil have ham på klokken 6 næste morgen, siger han i nogle tilfælde nej. Førhen ville man kunne få en kommentar fra den ivrige Liberal Alliance-formand på alle tider af døgnet. ”Jeg vil hellere sove længe,” kan han i dag finde på at svare journalisterne.

Han arbejder med flere og længere pauser. Hvis han har fire travle arbejdsdage i træk, tager han helt fri på den femte uden skyggen af dårlig samvittighed.

”Engang ville jeg gøre alt for at genrejse partiet, men nu ved jeg, at hvis jeg kun får fire timers søvn en uge i streg, så kommer symptomerne bare tilbage, og så får jeg ikke genrejst partiet. Jeg får stadig mindre angstanfald i ny og næ, men det er kun, når jeg er utroligt udmattet,” siger han og tygger færdig på en Bone’s-pomme frite.

”Det er en positiv spiral, jeg er kommet ind i. Nu kan jeg se, at, hov, jeg behøver jo ikke at få det dårligt af at gå på arbejde. Jeg kan få lidt angst, men jeg ved, at hvis jeg passer på mig selv, går det over igen.”

”Der er også nogle mentale ting, der har ændret sig. Jeg har sluppet en vis grad af perfektionismen. Tidligere havde jeg det sådan, at når jeg gik ind i en debat, skulle hele verden se, hvor dygtig jeg var. Nu har jeg det bare sådan, at jeg skal gå ned og gøre mig umage. Folk kan alligevel ikke se forskel på, om jeg leverer 90 eller 100 procent, de synes bare, det er pissegodt,” smiler han og viser, at den kække ungdomspolitiker stadig er derinde et sted.

NÅR MAN FØRST er blevet eksponeret for angsten, er døren til nye perioder med angst svær at lukke eftertrykkeligt i. Tilsvarende er angsten en del af Alex Vanopslagh. Det mærker han, da han op til sommerferien i år begynder at få symptomer, der giver ubehagelige mindelser om det forgangne år. ”Jeg kommer aldrig ud af det her,” tænker han. Sommerferien er imidlertid god ved hans tilstand, og de seneste måneder har han følt sig skarp og veloplagt.

Alex Vanopslagh har gode forudsætninger for at leve et på overfladen efterstræbelsesværdigt liv: En sund og rask søn, en sød kæreste og, havde han lyst, kunne han i morgen gå ned og få et velbetalt job som public affairs-konsulent med en gennemsnitlig arbejdsuge på 37 timer. I weekenden kunne han bruge tid med familien, drikke god rødvin og dyrke kampsport på fritidsplan. Så hvorfor vende tilbage til et job, hvor han flirter med en alvorlig langtidssygemelding?

”Det synes jeg ikke, jeg gør længere. Når jeg sidder og taler med dig, er det fordi, jeg er ude på den anden side.”

Men hvad driver dig til pinedød at blive i politik?

”Jeg har hele tiden haft det sådan, at jeg vil hellere ryge ud af Folketinget ved, at jeg går ind i en valgkamp og gør mit bedste, og danskerne så siger: ’Vi gider ikke have Alex Vanopslagh i dansk politik,’ end at jeg ryger ud, fordi jeg er syg. Men før sommerferien havde jeg det sådan, at hvis der var en klar to’er i partiet, der kunne overtage formandsposten, så havde situationen måske været en anden. Jeg har indimellem leget med tanken om, at jeg ikke skal være partileder. Men alene tanken giver mig dårlig samvittighed over, hvad der så sker med partiet. Lige nu er der bare ikke nogen, der er oplagt til at tage over.”

Er det ikke et dårligt argument for at blive som partiformand?

”Nu, hvor jeg har det godt, har jeg en enorm tro på mine egne evner og Liberal Alliances muligheder for at påvirke dansk politik. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det er godt, at jeg ikke sygemeldte mig helt eller kastede håndklædet i ringen undervejs.”

Optimismen på egne og partiets vegne synes reel gennem alle mine samtaler med Alex Van-opslagh. Meningsmålingerne peger, med alle de sædvanlige forbehold for den slags, forsigtigt i den rigtige retning. Selv ikke det skuffende kommunalvalg kan overdøve, at den tre mand høje folketingsgruppe har et godt samarbejde, at sekretariatet er kompetent, og at der er vækst i antallet af medlemmer. Og så er det måske alt andet lige lettere at holde sig på den rigtige side af det mentale sammenbrud.

Dit første stressforløb faldt sammen med en svær periode for partiet og dig som formand. Frygter du, hvordan du håndterer modvinden, næste gang den kommer?

”Nej, jeg føler mig meget bedre rustet i dag. Er en periode med modvind mere stressende end en periode med medvind? Ja, selvfølgelig. Jeg tror heller ikke, Mette Frederiksen har det særlig godt for tiden. Det hører med til det job, jeg har valgt, men jeg synes, jeg har fået en måde at arbejde på, hvor balancen er bedre. Hvis jeg skulle blive ramt igen, så ved jeg, at jeg kan komme ud af det, fordi det er lykkedes før.”

Kan du frygte, at det bliver en glidebane? At du hele tiden lægger to procent oveni din arbejdsindsats?

Han griner skyldigt.

”Ja. Det er sådan, det har været ved at gå galt et par gange. Jeg frygter det ikke, men jeg er opmærksom på det. I takt med at jeg får det bedre, får jeg også lyst til mere. Når jeg står og holder en god tale foran Landbrug & Fødevarer, så nyder jeg det jo.”

Når du nægter at smide håndklædet i ringen, handler det så også om, at du har opbygget en forfængelighed omkring dit eget potentiale som politiker?

”Jeg tror ikke, jeg vil bruge ordet forfængelighed, men jeg har måske haft urealistisk høje forventninger til mig selv. Man kan godt kalde det et usympatisk storhedsvanvid, men jeg havde en ambition om, at jeg skulle være det borgerlige Danmarks næste superstjerne. Og jeg kæmper og kæmper, men kan så se, at det i stedet bliver Pernille Vermund.”

DET ER DE små sejre, der skal bygge fundamentet for genoplivningen af det slumrende, liberale parti. Én af dem fik Alex Vanopslagh i september i en ny troværdighedsmåling af partiledere foretaget af Megafon for TV 2 og Politiken. Her var Vanopslagh, trods de dårlige meningsmålinger, vurderet til at være den delt-fjerdemest troværdige partileder. Frygtede han, at stressudmeldingen havde blakket hans rygte, var den måling en indikation på det modsatte.

”Partilederens popularitet hænger sammen med partiets succes. Hvis jeg går frem i troværdighedsmålinger, er det måske den første forudsætning for partiets succes. Men der er også stadig målinger, hvor vi ligger under tre procent. Den negative udlægning er, at vi har kæmpet i to år, og der sker ikke en skid. ’Kan du overhovedet finde ud af at redde det her projekt, Alex?’” spørger han og begynder straks at analysere videre. Man fornemmer, at han kan tale om partiets politiske perspektiver i døgndrift.

”For fem år siden var Liberal Alliance the shit. Det var vinderholdet, det var der, det var lækkert at være. Efter sidste valg blev Liberal Alliance taberagtigt. Det er noget af det, der stadig hænger ved, og det tager bare tid at lave om på. Se Søren Pape, der er dagens mand i skysovs. Han og De Konservative havde dårlige meningsmålinger tre i år streg.”

Søren Pape, der er i øvrigt var suveræn topscorer i føromtalte troværdighedsmåling, har katapulteret De Konservative fra spærregrænsens truende fangearme til en status som potentielt statsministerparti. Et spørgsmål, man behændigt bruger meget lidt tid på i Liberal Alliance, er, om Alex Vanopslagh kan gøre det samme, når han er tvunget til at arbejde væsentligt færre timer om ugen, end han gjorde engang. Er det virkelig opskriften på Liberal Alliances genrejsning?

”Hvis man ser på, hvordan jeg performer nu, i forhold til da jeg var stressramt, vil de fleste sige, at jeg gør det markant bedre nu. Der er ikke en eneste partilederrelateret ting, jeg ikke passer. Jeg har mange ordførerskaber, som det de facto er Ole og Henrik, der passer og plejer. Men du skal tænke på, at udover Pernille Vermund, er der ikke en eneste anden partileder, der også har en masse ordførerskaber. Jeg kommer rundt og gør alle de ting, en partileder skal. Men jeg gør det på en måde, hvor jeg rent faktisk kan være skarp og ikke bliver syg igen. Det er opskriften på at redde Liberal Alliance, ja.”

Alex Vanopslagh oplever, at hans stresshistorie bliver udlagt som endnu et kapitel i evighedsfortællingen om danske politikere, der rammes af stress. Senest har forholdsvis unge profiler som Ida Auken (S), Eva Flyvholm (Ø) og Jacob Mark (SF) måttet sygemelde sig. Vanopslagh har dog ikke forkromede pointer om det berygtede arbejdsmiljø på Christiansborg:

”Jeg blev ikke stresset, fordi jeg var medlem af Folketinget. Jeg blev ramt af stress, fordi jeg var partileder. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Det var i rollen som partileder, jeg havde det svært, fordi jeg følte mig utilstrækkelig, sgu ikke når jeg sad til et eller andet udvalgsmøde. Jeg kan godt se, at hvis jeg skulle sige ja til samtlige møder, jeg blev inviteret til, så ville det være fuldstændig umuligt. Gør det Christiansborg til en meget stressende arbejdsplads for de mest pligtopfyldende? Helt klart. Er der mange interne magtkampe, der er ubehagelige? Helt klart. Men jeg synes ikke, man kan bruge min historie som et eksempel på, at Christiansborg er et råddent sted.”

UANSET HVOR MANGE gange, Alex Vanopslagh gentager, at Liberal Alliance bevæger sig i den rigtige retning, er den fuldbyrdede fiasko stadig et realistisk scenarie. Jakob Ellemann-Jensens Venstre krabber sig langsomt i en mere liberal retning. De Konservative og Nye Borgerlige har heftig medvind. Og snart kan også en vis Lars Løkke Rasmussen forventes at trække en liberal stemme eller to. Det er ikke utænkeligt, at Liberal Alliance bliver udslettet fra det politiske landkort ved næste valg. Og hvad skal der så ske med manden, der har viet hele sin ungdom til partiet?

”Jeg tror ikke, jeg fortsætter som partileder, hvis vi ryger ud. Det gider jeg ikke. Så tror jeg, jeg tager en god, lang pause. Jeg har tidligere haft et job som lobbyist, jeg var vældig glad for, og jeg ved, det ville være en mulighed igen.”

Kunne du finde på at skifte parti?

”Hvis vi røg ud af Folketinget?”

Ja. Venstre ville blive glade for dig.

”Ja, det ville De Konservative også. Så skulle det være, hvis jeg stod i en situation, hvor Liberal Alliance ikke fandtes, og der ikke var noget liberalt parti, og jeg brændte så meget for politik, at jeg gerne ville tilbage til Folketinget. Det er mere sandsynligt, at jeg finder et andet job, og så vil politik være et lukket kapitel for mig.”

At der er en grundlæggende og god energi omkring Alex Vanopslaghs politiske potentiale, åbenbarede sig senest, da han til Folketingets åbning i oktober holdt en viral dundertale. Her styrede han uden om de klassiske, liberale paroler om lavere skatter og mere frihed, men leverede i stedet en original og skarpsindig tale om unges mistrivsel. I folketingssalen spredte anerkendende nik sig fra kollegaer på tværs af det politiske spektrum. ’Dagens klart bedste tale,’ lød dommen fra Søren Pape. Selv Mette Frederiksen kaldte på Facebook talen for ’reflekterende og tankevækkende.’

Gennem de seneste år har Alex Vanopslagh kæmpet for at overbevise sig selv om, at han er god nok til Liberal Alliance. Måske det er på tide at spørge, om Liberal Alliance er god nok til ham?

”Der er da en del af mig, den selvglade del af mig, der tænker, at jeg har potentiale til at blive en dygtig politiker, og det potentiale vil jeg gerne udleve. Koste, hvad det vil. Omvendt har jeg det sådan, at hvis jeg kom ind i Venstre, ville jeg være som en fugl spærret inde i et bur. Jeg ville blive som Søren Pind, der siger noget, og så bliver de andre sure. Jeg hører tit fra folk og vælgere ’ej, kom over til Venstre eller De Konservative,’ men jeg tvivler på, at jeg ville kunne være den, jeg er, i de partier.”

Der er vel nogen, der har luftet idéen om, at du burde være i et parti, hvor man en dag kan blive statsminister?

”Ja, det er der nok.”

Gibber det ikke lidt i dig, når du hører den slags?

Alex Vanopslagh lægger sit hoved fladt på bordet på Bone’s og griner. Han retter sig op og vægter sine ord.

”Jo, men det er lidt noget fantasteri. Jeg kunne da også forestille mig, at jeg ville blive professionel fodboldspiller, da jeg var barn.”

Det er mindre realistisk.

”Ja, men prøv at høre: Jeg er for det første liberal, og jeg er LA’er ind til benet. Nu er jeg endda partileder. Det er det, jeg gerne vil lykkes med, også selvom det betyder, at jeg ikke kan blive statsminister. Jeg vil gerne have liberale resultater igennem i det her land. Kan jeg godt en kåd aften sidde og drømme om alle mulige ting? Ja, men det er ikke noget, man skal lægge for meget i.”

Men helt ærligt, frustrerer det dig ikke nogle gange, at du som politiker dynges til med roser, og der er god stemning omkring dig, men at du er leder for et parti, der er småt og måske aldrig rigtig kommer til at løfte sig?

”Ah, lad os nu se. Hvis vi får otte mandater til næste valg, hvis vi får en ny folketingsgruppe med nogle skarpe, unge kvinder, så der er lidt diversitet, og folk kan se, at Liberal Alliance altså stadig er her, hvorfor skulle vi så ikke kunne blive lige så store som De Konservative? Det tror jeg sagtens, vi kan. Men du rammer en øm tå, forstået på den måde, at du rammer en del af mig, jeg ikke bryder mig om ved mig selv. Jeg er meget i tvivl, om jeg skal sige det højt.”

Det synes jeg, du skal.

”Så vil jeg gerne have med, at det er en del af mig selv, jeg ikke bryder mig om. Men indimellem er der mange, der siger til mig: ’Hold da op, hvor gør du det godt, men jeg gider ikke at stemme på dit parti’. Jeg er da glad for komplimentet, men det er frustrerende, for jeg er jo mit parti. Jeg siger intet, partiet ikke mener. Der kan jeg da godt indimellem tænke …”

At hvis du syntes det samme i et andet parti …

”Så ville jeg kunne få det parti til at vokse sig væsentligt større, ja. Og indimellem kan jeg godt få den storhedsvanvidstanke, at jeg kunne så meget mere, hvis jeg var i et andet parti. At jeg ikke får al den succes, jeg fortjener. Men jeg bryder mig ikke om den del af mig selv. Jeg ved, jeg har den i mig, og jeg synes, den er usympatisk.”

Han taler med store, tydelige bogstaver, mens han taktfast slår siden af hånden ned i bordkanten.

”Jeg havde den også i valgkampen i 2019: ’Jeg er fucking Alex Vanopslagh, jeg kører verdens fedeste valgkamp, men fordi Anders Samuelsen og de andre idioter kører partiet i sænk, så kommer jeg sikkert ikke i Folketinget.’ Og det er jo utaknemmeligt og den direkte vej til at blive et bittert og usympatisk menneske. Jeg kan godt mærke, at der er en del positiv omtale af mig. Hvis det ikke udmønter sig i, at Liberal Alliance også får en større opbakning, så skal jeg aktivt være bevidst om ikke at ende med at være bitter. Men det ender ikke der. Jeg er enormt privilegeret over at stå i spidsen for mit parti, og lad os nu se, om ikke vi får et bedre valg næste gang.”

ALEX VANOPSLAGH har frygtet utilstrækkeligheden hele sit liv. Han er ambitiøs og talentfuld som få, men rundt om hver milepæl lurer angsten for at fejle.

Han mestrede karate på højeste niveau, men kunne ikke veksle talentet til resultater, når det gjaldt.

Han blev formand for et fremadstormende ungdomsparti, men ventede bare på at blive afsløret i at være en simpel vestjyde, der elskede fodbold og tvivlsomt selskab.

Han overtog den øverste post i samme parti som 27-årig, men frygten for ikke at slå til tvang ham endegyldigt i knæ.

”Det er et mønster, der gentager sig. Det starter med, at jeg har en fantastisk selvtillid, og så kommer jeg virkelig ned at dykke. ’Jeg har ikke styr på en skid, jeg er ikke dygtig nok, og lige om lidt opdager de det,’ begynder jeg at tænke. Nu er jeg nået til et punkt, hvor jeg har ro i forhold til formandsposten. Jeg ved, at jeg gør mig så umage, som jeg overhovedet kan. Hvis vælgerne vil stemme mig ud af Folketinget, so be it. Det er ikke det samme som, at jeg er ligeglad. Jeg ville sidde og bande og svovle en måned i streg, hvis Liberal Alliance røg under spærregrænsen, men jeg accepterer, at der er en risiko for, at det kan ske.”

Jeg forlader ham på Restaurant Bone’s og har dårligt rejst mig, før han igen sidder med hovedet bøjet ned over sin telefon. Om lidt skal han give interview til TV 2 i anledning af forhenværende fødevareminister Mogens Jensens afhøring i Minkkommissionen.

Alex Vanopslagh kommer ikke til at skåne regeringen, heller ikke i dag. Han stortrives i rollen som forarget opposition. Han har overtaget et politisk håndværkertilbud, og opgaven kan synes uoverskuelig, måske endda umulig. Lige for tiden er arbejdsforholdene dog gode. Bid for bid arbejder han sig tættere på at genrejse Liberal Alliance.

Modvinden kommer, det gør den altid i politik. Men for første gang frygter Alex Vanopslagh ikke nederlaget.